Asteroide på størrelse med et hus flyver tæt forbi Jorden
04 oktober 2017

En asteroide vil 12. oktober flyve forbi Jorden. Med sine 10-30 meters størrelse er den ikke særlig stor, og det er helt sikkert, at den ikke kommer til at ramme Jorden.

Det skriver NASAs Center for Near Earth Object Studies.

Asteroiden hat fået navnet 2012 TC4 og blev sidst spottet i oktober 2012, hvor den fløj forbi Jorden cirka 1/3 af afstanden fra Månen. Når den kommer forbi igen næste uge, forventer NASAs folk, at afstanden vil være mindst 2/3 af afstanden til Månen og måske endnu længere væk. 

»Vi kender 2012 TC4's bane godt nok til at vide med sikkerhed, at den ikke kommer til at ramme Jorden,« siger Paul Chodas, der er leder af Center for Near Earth Object Studies hos NASA.

Når den nærmer sig Jorden, kan forskerne se den i teleskoper og måle dens kredsløb igen, så de nemmere kan holde øje med, hvor den er og dermed vide, hvornår de kan forvente, den kommer forbi Jorden igen. 

I 2013 ramte en asteroide Jordens atmosfære og eksploderede over Chelyabinsk i Rusland. Trykbølgerne fra eksplosionen forårsagede skader på bygninger. Den var cirka 20 meter i diameter.

sj

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.