Aber sørger også, når de mister en af deres kære
Det er aldrig sjovt at miste en, man holder af – heller ikke, når man er en abe. Forskning viser, at aber også er i stand til at sørge, når en fra flokken stiller træskoene.
Stubnæseaber

Forskere har observeret, at aber af arten stubnæseaber som på billedet her, sørger over dødsfald i gruppen. (Foto: Shutterstock)

Når en af vores nære går bort, kan det føles, som om vores verden bryder sammen. Vores humør bliver dårligt, vi savner vedkommende og har måske svært ved at komme videre. Vi sørger.

Nu har forskerne set et af de første eksempler på, at vilde aber gør det samme, når en af deres venner eller familiemedlemmer forlader flokken. Det skriver newscientist.com.

Studiet er udgivet i tidsskriftet Current Biology.

Dette tilfælde er særlig vigtigt

Forskerne observerede, at en hunabe af arten stubnæseaber, Rhinopithecus strykeri, faldt ned fra et træ og slog sit hoved på en sten. Efter faldet kom gruppens alfa-han over til hende, og de sad sammen i hendes sidste time.

Hannen rørte blidt ved hende og børstede hendes hår, indtil hun døde, og i minutterne efter, døden var indtruffet, blev han ved hendes side.

»Det tilfælde, vi har set, er særligt vigtigt på grund af interaktionens blide facon og hannens særlige behandling af den døende hun,« siger James Andersen fra Kyoto University i Japan ifølge newscientist.com.

»Der er nu tilstrækkeligt med beviser fra observationer af reaktioner på døende gruppemedlemmer hos arter, som chimpanser, elefanter og delfiner til at foreslå, at empati og medfølelse eksisterer i disse arter - og nu også hos aben Rhinopithecus strykeri.«

Har dyr en erkendelse af dødens endegyldighed?

Studiet følger i hælene på et andet studie, som omhandler en begravelse for en chimpanse på en kirkegård i Zambia.

De to studier udgør tilsammen beviser for, at mennesker måske ikke er den eneste art, der udviser sørgende adfærd, eller som udtrykker respekt, når en af deres nære dør.

Derudover giver studierne et fingerpeg om, at dyr måske har en erkendelse af dødens endegyldighed.

Forskning i abers og menneskers reaktioner på døden er vigtig for vores forståelse af den evolutionære oprindelse af sørgende adfærd.

Det er dog stadig uvist, hvordan denne adfærd er opstået.

Det er ikke et enestående tilfælde

Der findes flere andre tilfælde, hvor forskerne har set aber sørge over en anden abes død.

Eksempelvis fandt personalet i reservatet Chimfunshi Wildlife Orphanage Trust i Zambia i 2010 liget af en abe. Efterfølgende observerede forskere, hvordan abens familiemedlemmer og venner reagerede på hans død.

I løbet af de første 30 minutter efter abens død kom medlemmer fra flokken over til liget, hvor de sad helt stille. Den døde abes adoptivmor reagerede dog lidt anderledes. Hun aede nemlig abens ansigt og begyndte at rense hans tænder.

Se seancen i videoen herunder. 

(Video: New Scientist)

Det sker