En kvinde ligger på et operationsbord på et hospital. Hun er i dyb narkose-søvn, men kan alligevel følge med i, at læger og sygeplejersker opererer hende for kræft. Hun oplever, at hun hænger under loftet og kan høre og se det hele.
På samme tidspunkt får en overvægtig mand et hjerteanfald på badeværelset i sin lille lejlighed. Smerten er intens, da den breder sig og stråler ud i hans arme. Med ét genoplever han hele sit liv for det indre blik.
Både kvinden og manden har såkaldte ’nærdødsoplevelser’. Oplevelser, hvor noget umiddelbart overnaturligt sker, når man befinder sig i en livstruende situation.
Men i virkeligheden er der ingen hokus-pokus i oplevelserne. Det konkluderer i hvert fald en ny amerikansk forskningsartikel, som er publiceret i ’Trends in Cognitive Sciences’. Den siger, at oplevelserne kan forklares ved forskellige mekanismer i vores hjerner. Mekanismer, som får pæren til at køre ud ad en tangent, når vi bliver udsat for noget meget traumatiserende.
»Mange af de fænomener, der er forbundet med nærdødsoplevelser, kan forklares biologisk,« siger neurolog Dean Mobbs fra University of Cambridge til Scientific American.
Omkring 3 procent af den amerikanske befolkning siger i en Gallup-måling, at de har haft en nærdødsoplevelse.
Oplevelserne er rapporteret på tværs af kulturer, og de bliver beskrevet i skrifter helt tilbage til oldtidens Grækenland.
Den amerikanske hjerneforsker har set nærmere på fem af de nærdødsoplevelser, som oftest finder sted, deriblandt mødet med spøgelser og oplevelsen af at gå i en lang, lys tunnel. Her er hans konklusioner, som bygger på studier af al den eksisterende forskning på området:
Møder med spøgelser forekommer tit blandt Parkinsons-patienter. Forklaringen er sandsynligvis, at Parkinsons syndrom fører til en unormal dopamin-funktion i hjernen. Det kan fremkalde hallucinationer af spøgelser eller ligefrem monstre.
Ud-af-kroppen-oplevelser opstår, når de søvnmønstre, som finder sted i hjernen lige før og efter, vi falder i søvn, bliver forstyrret. Det kan føre til drømmeagtige, men meget virkelige hallucinationer. Deriblandt altså oplevelsen af, at vi forlader vores krop. Det samme kan forekomme ved brug af bedøvelsesmidlet Kretamin.
Nogle mennesker kan have en oplevelse af at være døde – det såkaldte Cotard- eller ’walking corpse’-syndrom. I virkeligheden er der tale om en vrangforestilling, som opstår under fremskredne stadier af tyfus og multipel sklerose.
Forestillingen opstår i et samspil mellem hjerne-regionerne ’parietal cortex’ og ’den præfrontale cortex’. Det er en meget mærkelig forestilling, og derfor forsøger mange patienter sandsynligvis at forklare den med, at de har haft en ’nærdødsoplevelse’.
Når vi oplever, at vores liv passerer revy, er synderen sandsynligvis ’locus coeruleus’. Det er en region i midthjernen, hvor stresshormonet noradrenalin bliver frigivet, når vi oplever noget ekstremt ubehageligt.
’Locus coeruleus’ er stærkt forbundet med de områder af hjernen, der bearbejder følelser og hukommelse. På den måde kan en virkelig stærk oplevelse åbne døren til et væld af følelser og minder, som tumler igennem hovedet på én gang.
Oplevelsen af at bevæge sig igennem en tunnel mod et skarpt lys har også en forklaring, mener Dean Mobbs. Selvom de specifikke årsager til den slags nærdødsoplevelser fortsat er uklare, ved vi, at tunnelsyner kan opstå, når vores øjne mangler blod og ilt. Noget, som kan ske i forbindelse med den ekstreme angst og det ilttab, som er meget almindeligt, når vi er ved at dø.
Hjerneforskeren Dean Mobbs mener altså, at neurologien kan forklare de mystiske nærdøds-fænomener. På den måde vader hjerneforskningen ind på et område, som religionsvidenskaben og teologien plejer at beskæftige sig med.
Men professor Niels Henrik Gregersen fra Afdeling for systematisk teologi på Københavns Universitet er ikke bange for, at opdagelserne skal gøre ham arbejdsløs.
Niels Henrik Gregersen fortæller, at undersøgelser af nærdødsoplevelser aldrig kan afklare, om der er et liv efter døden.
»Nærdødsoplevelser kan ikke bevise eksistensen af evigt liv. De siger jo ikke noget om en tilstand efter døden, men netop kun om nær-døden,« konstaterer Niels Henrik Gregersen.
Teologi-professoren forsker i forholdet mellem teologi og naturvidenskab. Han synes, det er meget positivt, at man finder naturvidenskabelige forklaringer på nærdødsoplevelser. Men den naturvidenskabelige tilgang kan ikke stå alene, hvis man for eksempel helt konkret skal undersøge ud-af-kroppen-oplevelser.
»Hvis man skulle igangsætte en videnskabelig undersøgelse, burde naturvidenskaben tage filosofien og teologien med. De kan bidrage med nogle perspektiver, som ellers bliver overset,« siger Niels Henrik Gregersen.
Efter hospitals-operationer har patienter fortalt, at de svævede op fra opperationsbordet for detaljeret at følge med i, hvordan ting foregik og blev omtalt i rummet, imens de lå i narkose.
De tre forskellige videnskabelige tilgange kan bidrage med hver sit syn til en undersøgelse af dét mystiske fænomen, mener Niels Henrik Gregersen:
»Det er ikke nok at lave en teori om, hvad der sker i hjernen, når et menneske har en nærdødsoplevelse. Man bliver også nødt til at reflektere over, om oplevelsens indhold faktisk passer med det, vi kalder virkelighed.«
»Sagde og gjorde lægerne virkelig det, som de nær-døde patienter sagde, at de gjorde? Hvis de gjorde, er der en særlig form for bevidsthed involveret,« siger Niels Henrik Gregersen
Han tilføjer, at det jo netop kan undersøges empirisk - altså via sanselig erfaring, hvilket amerikanske Dean Mobb ikke har gjort.
Men i England - ved University of Southampton - er forskere faktisk i færd med at undersøge fænomenet empirisk. I opereationsrum i USA og England har forskerne hængt billeder på hylder under loftet.
Billeder, som man kun kan se, hvis man ser rummet oppe fra. På den måde kan forskerne empirisk undersøge, om patienterne virkelig har været ude af deres kroppe og svævet rundt i lokalet. De britiske forskere har ikke umiddelbart taget hverken teologer eller filosoffer med på råd.
Fysik og metafysik
En drømmetilstand er efter empirisk hjerneforskning betinget af neurologiske processer. Dette er videnskabeligt bevist og kan bekræftes. Ifølge visse filosofiske teorier har mennesket midlertid både et fysisk og et metafysisk legeme. Når vi handler, gør vi brug af det fysiske legeme. Når vi drømmer, gør vi brug af det metafysiske astrallegeme. Disse to legemer er ikke helt adskilt. De kan sammenlignes med hjernen og sindet. Når hjernen er i en bestemt form for dvaletilstand, kan astrallegemet ved sindets kraft frigøres fra det fysiske legeme og "vandre" i andre dimensioner. Når dvaletilstanden ophører, returnerer astrallegemet og smelter atter sammen med det fysiske legeme.Dette kan dog ikke bevises og kan derfor ikke anses for at have videnskabelig gyldighed. Men teorien er filosofisk interessant. Sindet kan forstås som en metafysisk kraft, der er til stede før fødslen på atralplanet som en diskarneret sjæl. Herigennem "udvælger" den sine fremtidige forældre, da kun den genetiske kombination, der svarer til sjælens erfaringsindhold, kan anvendes. Det giver mulighed for reinkarnation og videreførelse af tidligere erfaringer. Hvis vi følger denne teori må der derfor være fundamental forskel på sind og hjerne, men de fungerer sammen erfaringsmæssigt. Døden kan sammenlignes med en midlertidig drømmetilstand, hvor erfaringen er på "stand by". Sjælen vil derfor altid søge genfødsel gennem astralplanet, så længe manglen på erfaring kræver det. Ligeledes vil sindet forsøge at "vågne" efter en drømmetilstand ved at bevægeapparatet aktiveres til normalt nieau. Når vi drømmer, leger vi således med tidligere erfaringer i et komplekst og ofte forvirrende kombinationsmønster. Om de stammer fra barndommen eller tidligere liv kan ikke helt afgøres. Det kan være en blanding af begge dele. Der er ingen videnskabelig dokumentation for reinkarnation, og ingen kan derfor bekræfte teorien. Men muligheden for dens rigtighed kan fra et rationelt synspunkt heller ikke udelukkes. Vi må derfor nøjes med den empirisk videnskabelige erfaring om elektroniske impulser i hjernen. Denne metode er den eneste, vi med sikkerhed kan anvende. Men den giver en begrænset forståelse af den menneskelige psyke. Sjælen siger den intet om. Det er derfor interessant at følge alternative psykologiske eksperimenter, der går ud over den traditionelle hjerneforskning. Metafysisk eksistens kan ikke afvises, så længe den tangerer fysikkens love. En metafysisk teori er ikke nødvedigvis overtro, blot fordi den ikke kan bevises. Alle rationelle metoder bør tages med i betragtning, hvis vi skal kunne forstå livets mysterium.
Ingen kan bevise livs oplevelsen, er den overtro?
Hej.
"Men den viser også klart hvorfor menneskene bør kaste fra seg overtroen"
Det lyder meget religiøst. Folk "bør" kaste fra seg overtroen, for at tro på noget andet???
Hvad er det med beviser og virkelighed? Ikke ét menneske kan eksempelvis dokumnentere eller bevise at det nogensinde har elsket nogen. Det umuligt, det kan sige det og vi kan transmitter stof imellem enheder, ja, men mennesket står efterladt med "ingenting" med en følelse, med en tanke, som rigtig nok er blevet udlevet igennem kemikalier og processer, stof og forskellige former for celler.
- Men sidst, er det er en indre privat, indtil videre, utilgængelig oplevelse, for både subjekt og objekt, det er kun tilgængeligt i sin "egen-foreteelse"/egenkultur.
Er det ikke et vigtigt filosofisk og videnskabeligt spørgsmål at undre sig over de ting som er indlysende men som ikke fysisk kan bevises.
Vi kan måske godt sige at det er kemi, hvilket det også er, men har selve oplevelsen af kemien ingen filosofisk og videnskabelig fylde.
Indtil videre har vi ikke kunne måle "oplevelsen" af livet kun beskrive afkast, forhold, ind, ud og bi, virkninger omkring den.
Vi kan konstatere den, men vi kan ikke konkludere den, "selve oplevelsen".
Gør det "livoplevelsen" til overtro at vi ikke kan måle eller bevise den på anden måde end at erkende at vi oplever den og at andre oplever den.
Sandheden er at der i filosofisk betragting er et "usynligt" forhold vi ikke kan skaffe os adgang til af nomal videnskabelig vej. Og med det mener jeg at vi ikke kan nå denne "entitet" ad anden vej end oplevelse i sig selv, i sin egen bedrift.
Der ligger måske ikke en videnskabelig stræben i dette for sig selv, men der ligger en generel. ydmyghed og åbenhed overfor viden og konstateringer i alle former.
Ingen kan bevise livsoplevelsen det er umuligt og det er et faktum, ligesom livsoplevelsen i sig selv er et faktum.
Videre, viser historien ikke at videnskaben er i konstant forandring? Tænk at man overhovedet som seriøs forsker, kan kaste noget fra sig som andre anser for at være virkeligt. Hvad vi tror om verden idag er noget helt andet om 3000år, hvis at man er god til statistik og sandsynligheds regning.. Og alligevel har man nerven til at snakke om virkeligheden. Virkeligheden er i vedvarende forandring og indtil videre ved vi ikke om der er en absolut virkelighed.
"Som at når vi er døde så er vi i samme tilstand som fra før vi ble født, og at 'sjel' er et menneskelig konstrukt."
Lyder dogmatisk, lukket, konkluderende og uvidenskabeligt.
"Og når en ikke anser overtroen som annet enn selvbedrag og løgner kommer en ikke videre."
Det lyder igen som en meget religiøs og dogmatisk tilgang til videnskab. En videnskabsmand burde helst være fri af alle former for koncepter og ideer, især hans egne.
Vi har nogle holde punkter, nogle kasser, nogle rammer, men dem smider vi ud efterhånden som vi bevæger os fremad.
De største forskere og videnskabsmænd har altid været spirituelle, ikke i at de tror på gud, sjæle eller spøgelser. Men i deres åbne, intelligente og ydmyge tilgang til livet. De har har været enige om én ting, livet er større end dem selv.
Ingen kan bevise livs oplevelsen, er den overtro?
Hej.
"Men den viser også klart hvorfor menneskene bør kaste fra seg overtroen"
Det lyder meget religiøst. Folk "bør" kaste fra seg overtroen, for at tro på noget andet???
Hvad er det med beviser og virkelighed? Ikke ét menneske kan eksempelvis dokumnentere eller bevise at det nogensinde har elsket nogen. Det umuligt, det kan sige det og vi kan transmitter stof imellem enheder, ja, men mennesket står efterladt med "ingenting" med en følelse, med en tanke, som rigtig nok er blevet udlevet igennem kemikalier og processer, stof og forskellige former for celler.
- Men sidst, er det er en indre privat, indtil videre, utilgængelig oplevelse, for både subjekt og objekt, det er kun tilgængeligt i sin "egen-foreteelse"/egenkultur.
Er det ikke et vigtigt filosofisk og videnskabeligt spørgsmål at undre sig over de ting som er indlysende men som ikke fysisk kan bevises.
Vi kan måske godt sige at det er kemi, hvilket det også er, men har selve oplevelsen af kemien ingen filosofisk og videnskabelig fylde.
Indtil videre har vi ikke kunne måle "oplevelsen" af livet kun beskrive afkast, forhold, ind, ud og bi, virkninger omkring den.
Vi kan konstatere den, men vi kan ikke konkludere den, "selve oplevelsen".
Gør det "livoplevelsen" til overtro at vi ikke kan måle eller bevise den på anden måde end at erkende at vi oplever den og at andre oplever den.
Sandheden er at der i filosofisk betragting er et "usynligt" forhold vi ikke kan skaffe os adgang til af nomal videnskabelig vej. Og med det mener jeg at vi ikke kan nå denne "entitet" ad anden vej end oplevelse i sig selv, i sin egen bedrift.
Der ligger måske ikke en videnskabelig stræben i dette for sig selv, men der ligger en generel. ydmyghed og åbenhed overfor viden og konstateringer i alle former.
Ingen kan bevise livsoplevelsen det er umuligt og det er et faktum, ligesom livsoplevelsen i sig selv er et faktum.
Videre, viser historien ikke at videnskaben er i konstant forandring? Tænk at man overhovedet som seriøs forsker, kan kaste noget fra sig som andre anser for at være virkeligt. Hvad vi tror om verden idag er noget helt andet om 3000år, hvis at man er god til statistik og sandsynligheds regning.. Og alligevel har man nerven til at snakke om virkeligheden. Virkeligheden er i vedvarende forandring og indtil videre ved vi ikke om der er en absolut virkelighed.
"Som at når vi er døde så er vi i samme tilstand som fra før vi ble født, og at 'sjel' er et menneskelig konstrukt."
Lyder dogmatisk, lukket, konkluderende og uvidenskabeligt.
"Og når en ikke anser overtroen som annet enn selvbedrag og løgner kommer en ikke videre."
Det lyder igen som en meget religiøs og dogmatisk tilgang til videnskab. En videnskabsmand burde helst være fri af alle former for koncepter og ideer, især hans egne.
Vi har nogle holde punkter, nogle kasser, nogle rammer, men dem smider vi ud efterhånden som vi bevæger os fremad.
De største forskere og videnskabsmænd har altid været spirituelle, ikke i at de tror på gud, sjæle eller spøgelser. Men i deres åbne, intelligente og ydmyge tilgang til livet. De har har været enige om én ting, livet er større end dem selv.
Kort svar til Thomas
Jeg ved godt hvad du mener.
Men jeg ser ikke religion som tro. Hvis der var et professorrat i åndelighed, så ville jeg også blive betænkelig.
Men jeg ser religion som organiseret åndelighed. Dermed bliver det noget andet. Det bliver politik som skiller folkeslag jorden over. Og dermed i min optik en regulær videnskab som feks historie eller sociologi.
Jeg nævnte Einstein fordi hans relativitetsteori er ved at vælte på gulvet. Men det gør jo ikke hans arbejde mindre videnskabeligt. Der bliver blot koplet til et nyt paradigme.
Som man kunne sige ved fremkomsten af Thomasevangeliet. Som reelt kan være skrevet på Jesus tid. Videnskaben ligger både i at verificere dette og at se på at den katolske kirke vælter politisk.
Jens vær venlig opmærksom på
Jens vær venlig opmærksom på at jeg skelner mellem professor i religionshistorie og i religion (en teolog). Religion er ikke videnskab da det ikke kan ændres ved nye opdagelser. Biblen eller Koranen er det endelig værk, hvis det var en rigtigt videnskab så skulle den kunne laves om efterhåden som man fandt nye beviser for gamle påstander. Ligesom du beskriver det med Einsteins teori.
Religionshistorie er dermed en rigtigt videnskab, da man starter med at fremsætter en teori, fx det nye testamenten er ikke skrevet af personer der kendte Jesus og måske fandtes Jesus slet ikke. Derefter afprøver man sin teori ved at sammenligne med ærkeologisk fund og andre samtidige tekste og kan måske kunne til den konklusion at teorien er rigtigt eller man til at ens teori er forkert, hvorefter man kasserer den.
Måske er det bare mig som er hængt op på at en professor er noget som man kalder en som underviser i noget videnskabeligt. Hvilket religion i den grad ikke er. Religion er spild af menneskelige resourcer og tid.
Professorrater
Hvad er der i vejen med at være professor i religion? At være professor er sen højeste undervisningsmæssige titel. Og religion er det fænomen, som optager flest mennesker i verden. I andre lande findes professorrer i parapsykologi.
Men du tænker måske på en måde, som hvis man var skarp, ville kalde reduktionistisk fordi det kræver = i dag - vedtagne videnskabelige paradigmer. Disse kan meger nemt både stå for fald eller i det mindste ændres.
Einsteins relativitetsteori hænger i en tyndere tråd, efter at man har målt hastigheder hurtigere end lyset.
Der er intet som ikke kan diskuteres. Heller ikke religion. Når man er meget mod noget, kan det være fordi det kæmper i en selv. Det er da åbenlyst at arbejde med.
Professor i Teologi??
Hvordan kan man være professor i teologi? Det er jo det rene opdigtede ævl det hele. Det er mere useriøs end at være fremtidsforsker. Hvis man var professor i religions historie, så er det noget helt andet.
Man lad nu det ligge. Jeg kan godt forstå at teologi gokkerne mener de skal have indflydelse, for de har jo snart ikke flere steder at gemme sig. Efterhånden som vi laver flere og flere fremskridt indenfor videnskab, så bliver teologi mere og mere tåbeligt at overhovedet overveje. Gamle mølædte bøger kan ikke lære os noget som helst om hvordan universet er.
Til at slutte af med, så er denne video med Michael Shermer meget interessant at se, http://www.youtube.com/watch?v=nCVzz96zKA0, den omhandler også ud af kroppen oplevelser.
Indlæg med reklameindhold er blevet slettet
Et indlæg med reklameindhold er blevet slettet.
Hvis du vil læse mere om debatreglerne på Videnskab.dk, besøg: http://videnskab.dk/om/vilkar-kommentarer-pa-videnskabdk
Venlig hilsen
Redaktionen
'Kroptisk' set,
Kære Jens,
For dem som ikke kender til matematik, kan to plus to er lig med fire, opleves meget kryptisk eller mystisk,, enten ved man det, eller også ved man det ikke.
'Videnskaben forklarer nærdøds-oplevelser', er det nu også rigtigt ?
Noget andet er, at da der aldrig har været nogen døde, i egentlig forstand, så bliver der noget blævret over begrebet 'nærdøds-oplevelser', selvom det er en naturlig konsekvens af den herskende dødetro, dødsdyrkelse og dødstænkning.
Koblingslegemet og 'nat-legemerne' (dybsøvn) som hører nattelivet, søvnen til, er de samme som Vi anvender efter den permanente fysiske adskillelse, Vi kalder døden,
Det er også organismeudskiftningsprincippet der er bag den glidende og umærkelige udskiftning af et stort antal legemer i løbet af et langt liv.
Iøvrigt er øvelser, meditation o.lign. med henblik på at opnå ud af kroppen-oplevelser ikke noget der anbefales fra kyndigt hold, da resultatet kan blive følelsesvrag, på bekostning af intelligensen. kort fortalt.
@Holger
Hvis du har ret i dette lidt kryptiske ensynspunkt, så er d en "åndelige" uhyggeligt mindre end det fysiske apparat, som det kommunikeres med. Og den opfattelse er ikke den gængse for den måde at prædike på, som du gør dig til talsmand for.
Jeg må vente med resten af svaret, da jeg ligger med dobbelt lungebetændelse og høj feber. I'll be back.
,,,
Kære Jens,
Enhver samtale er i sin natur åndelig, bevidsthedslivet er den åndelige verden,
mediet vil altid være af fysisk natur, budskabet er den åndelige del.
Så det er åndsvidenskaben der forklarer fx organismeudskiftningsprincippet,
og bl.a søvn-læger/forskningen der parallelt underbygger det,
og i mindre grad filosofien og teosofien, der giver en overordnet afklaring af dette område.
Er det videnskab - rent fup
Hjerneforskeren spinder en ende over nogle fænomer, som han ikke har undersøgt, og trækker nogle fantasifulde paraleller til nogle symptomer.,der har en svag lighed med uvæsentlige bestanddele af oplevelserne.
Vor herre bevares.
Nærdødsoplevelser o.i. giver helt klare oplysninger som ingen videnskab kan bortforklare.
Teosofi..
Der er en fjerde tilgang til disse spørgsmål.
Teosofien, som jeg synes har en sammenhængende teori, for hvordan det hele hører sammen.
Prøv at undersøge det med en ægte åben videnskabelig tilgang ;-)
http://da.wikipedia.org/wiki/Teosofi
En dansker holder et teosofisk foredrag.
http://www.youtube.com/watch?v=6RUvaswKymY
Vedr hjernen
Hjernen er kroppens computer. Eller radioapparat om du vil.
Den reagerer på stimuli både indefra og udefra. Billedet om hvorvidt radiosignaler er inde i apparatet er faktisk godt.
Selvfølgelig er radiostråler, som en lang række andre stråler udenfor apparatet, som blot er katalysator for disse, og gør dem tilgængelige for os.
Men noget halter alligevel i sammenligningen. Tager vi en hammer og smadder radioen, vil signalet stadig være der og vi kan ikke længere høre dem.
Sker det samme med hjernen, så kan man ikke med videnskabens nugældende regler sige, at vi har et reservesystem, som vil kunne sende og modtage signaler.
Så bevæger vi os over i den åndelige verden og forlader samtidig emnet for denne diskussionsrække.
Vi tror at hjernen har den afgørende betydning for registrering af vores eksistens. Men vi ved det ikke. At det er et meget væsentligt led er alle nok enige om. Men det er et faktum at krop og nervesystem også kan præstere, hvilket vi især ser når hjernen skades.
Men jeg deltager meget gerne i en mere åndeligt præget disjussion, hvis der kommer en artikel om dette.
Til Hanne
Tak for det oplysende indlæg.
Med hensyn til udtrykket "at brænde hjernen af" er der både tale om serotoninchok og risikoen for tab af dopamindannende celler.
Samtalen indgik ikke i et videnskabeligt kontekst, men mere i udveksling af yderligere metoddr, end dem vi havde haft en vis succes med over de nordiske grænser.
Men igen tak for svafdt.
Bh Jens
re:"Teologien er også vigtig,
@John Mero,
Der vil jeg give dig ret. Teologien som sådan kan ikke forklare noget hvis ikke teologien kan forklare de mytologiske og psykologiske betydninger i deres tekster.
Da er Teologi jo bare blind tro og dogmatik.
Venligst Ivar
"Teologien er også vigtig,
"Teologien er også vigtig, fordi det er nødvendigt at fortolke de beskrivelser, som ud-af-kroppen-patienterne har haft. Ellers kan man ikke forstå, hvad de ofte kryptiske beskrivelser betyder – eller sammenligne dem med hinanden. Nogle patienter vil for eksempel fortælle, hvordan de oplevede at hænge under rummets lampe. Andre patienter vil fortælle, at de fik et helt nyt perspektiv på tingene. Og er de to ting i virkeligheden det samme? Det kan en teolog – som er ekspert i at fortolke poetisk og religiøst sprog – give et godt svar på."
Og dette kan teologien gi 'et godt svar' på? Gimme a break!
Psykologi og neurovitenskap, ja, - men teologien har vel heller lite å bidra med, om da ikke teologene nå har tatt fornuften fangen, og gitt opp overtroen til fordel for virkelige kunnskaper.
'Pandelappefolket',
'oppe i hjernen', ? - hvor er Du selv ?
er det 'hjernedød', når forskerne stirrer sig blinde på 'hjernen',
er programmerne inde i radioen, eller modtages de via radioen,
hjerneforblændelse er den 'røde tråd' i artiklen.
Når 'Vi' (bevidstheden) overflyttes fra det fysiske legeme, ved søvn, død, og uak-oplevelse,
så opleves tilværelsen gennem koblingslegemet, der sammenlignet med det fysiske legeme er af over- el. fin-fysisk natur, den såkaldte REM-søvn er også noget der opleves gennem koblingslegemet.
Efter den såkaldte død, er Vi en tid i koblingslegemet, det er individuelt hvorlænge den enkelte virker gennem koblingslegemet, men som udgangspunkt opererer Vi med plus/minus fem år.
Alt hvad der er skabt bliver uundgåeligt omskabt, det gælder også for legemer, herunder koblingslegemer, ligesom vort fysiske legeme går i opløsning, når Vi afkobler det, 'dør',
går også koblingslegemet i opløsning efter en vis tid, det er forladte koblingslegemer/'automat-hylstre', som nogle mennesker oplever som spøgelser.
Mere om dopamin.
Svar til Jens Kamstrup Larsen.
Dopamin findes ”på lager” i små beholdere (vakuoler) i nervecellen før synapsen, altså dér hvor nerveimpulsen overføres fra en nervecelle til den næste.
Ved behandling af parkinsonpatienter, så mener man, at man til en vis grad ”kan fylde lagerne af dopamin op” ved medicinering.
At det muligvis forholder sig således, ses også ved ophør af medicinering med dopamin, idet det tager en vis tid, inden lagerne er opbrugte og patienten får symptomer, som er forenelige med mangel på dopamin.
Der er også mulighed for at øge dopamin-niveauet i hjernen ved at give et stof, som hindre den enzymatiske nedbrydning af dopamin.
Organismen vil altid tilstræber ligevægt (homeostase), mens medicinering med dopamin / brug af visse typer narkotika medfører et periodevist ufysiologiske højt niveau af dopamin.
Organismen har da (logisk tænkt) følgende metoder til at opnå homeostase.
1) at øge nedbrydning af dopamin.
2) at nedsætte egenproduktion af dopamin.
3) at lade de dopamin-producerende celler undergå celledød.
4) at formindske genoptagelsen af dopamin.
5) at nedsætte følsomheden for dopamin.
6) at lade den modtagende nervecelle undergå celledød.
7) at nedsætte antallet af synapser.
Der er meget, som tyder på, at organismen reagerer på en eller flere af de omtalte metoder, idet der f.eks. skal en stadig større mængde kunstigt dopamin til for at opnå effekt eller narkomanen skal have større og større dosis for at opnå ”suset”.
Depression kan være et symptom ved tungmetalforgiftning (f.eks. kviksølvforgiftning), hvilket også kan passe med, at kviksølvforgiftning medfører nedsat produktion af dopamin (og andre signalstoffer).
Tungmetalforgiftning kunne derfor være en mulig årsag hos nogle af dine deprimerede norske patienter, som reagerede positivt på et boost med Ritalin, som øger dopamin-niveauet i hjernen ?
Ved længere tids behandling med Ritalin må det formodes, at organismen forsøger at opnå homeostase ved en eller flere af de mulige metoder, som omtales ovenfor, hvorfor virkningen af Ritalin aftager.
De kroniske kviksølvforgiftninger overses så godt som altid, idet der mangler viden om emnet / interesse for at diagnosticere lidelsen i det offentlige sundhedsvæsen.
Angående at "brænde hjernen af", så ved jeg ikke, om du tænker på Serotonin Syndrome / på dansk Serotonergt chok ?
Links:
http://en.wikipedia.org/wiki/Serotonin_syndrome
http://laegehaandbogen.dk/default.aspx?document=7501
http://da.wikipedia.org/wiki/Metamfetamin
Dopamin/serotonin balancen
Tak for svaret Hanne.
Disse ting ved jeg godt, og det var grunden til mit spørgsmål.
Jeg har for år tilbage deltaget i et nordisk fællesarbejde, hvor man i Norge havde en gruppe midaldrene mænd med alle tegn på dyb depression. Men ingen, dengang kendte antidepressiva, virkede på dem. Terapi var totalt virkningsløst.
Vi fik den tanke, at de måske slet ikke var depressive i gængs forstand. Og vi resonerede os frem til at give dem et meget større dopamin-boost end før.
Resultatet blev at de fik høje værdier af Ritalin.
Dette gav en chokerende god virkning. Op mod 75 % fik det i divergerende grad markant bedre. De sidste reagerede heller ikke på dette.
Og der var stor forskel på den dosis, som var nødvendig for at nå et rimeligt funktionsniveau.
Det stillede for det første spørgsmål ved diagnosen. Men det åbnede også spørgsmålene om der var andre midler, som kunne hjælpe de sidste.
Arbejdsskift gjorde, at jeg måtte slippe projektet. Men jeg tænkte videre på stoffer, som jeg vidste gav nogen et voldsomt boost ved indtagelse. Det var væksthormon, som engang blev brugt flittigt til doping. Især inden for styfkdtræning.
Privat talte jeg med en psykiater og neurolog om dette. De afviste det begge med argumentet, at det kunne stoppe seretoninproduktionen helt og så at sige "brænde hjernen af" i en kronisk psykose, da de to signalstoffer både er vigtige på hver sin måde, men også skal have en vis indbyrdes balance.
Derfor studsede jeg over tanken om en "sø" af det ene middel, dopamin, uden at dette ville forskubbe balancen i en retning, som kunne skabe en psykotisk tilstand.
Eller kortere sagt skabe en kemisk ubalance som ved narkotisk brug af feks ritalin eller dets ægte fætter.
Jeg tænker også, hvor ville dette overskud befinde sig? Da det efter min mening ville have en tendens til at overføre signaler mellem synapserne, og ikke bare ligge som en reservetank i hjernens centrale operationscenter.
Det lyder simpelt hen mærkeligt. Som en slags "egen depotbehandling" uden håndbremse.
Vh
Jens
En hjælpende hånd angående tidl indlæg om emnet:
Jeg husker tydeligt de tidligere udsagn/postulater vedr at huske sine egne tidligere dødsoplevelser, og fandt lige stedet her:
"Liv efter doden.
Skrevet af Jens Kamstrup Larsen, 18, marts 2011 kl. 13:05
..Det er en interessant replik du har skrevet. Og der er også inddraget tidligere store tænkere som en slags genveje til forklaringer. Derudover er det skrevne bundet op på naturvidenskabelige kriterier. Som antager at det åndelige eller sjælen nødvendigvis må have sæde i hjernen eller i det mindste nervesystemet.
Det nærmeste jeg mener vi kan komme til en verifikation af dette, har jeg tidligere været inde på, hvor jeg hævder at det mest rigtige må være at sige, at det ved vi uendeligt lidt om.
Når det bringes ind i en kontekst der handler om håb, bliver dette tydeligt. I håbet hos nogen om at leve videre efter døden, så må vi vel fastslå, at nervesystemet med hjernen inklusive går til grunde med resten af kroppen. Skulle noget derfor leve videre, måtte det vel nødvendigvis have sæde andre steder omend det bearbejdes eller holdes i ave af nervesystemet, mens vi lever.
Hvis vi vender os mod nærdodsoplevelser, så er de jo forbavsende ens i deres fremstilling. Og giver de fleste en oplevelse af, at noget lever videre og indgår i et fællesskab.
Jeg kan sige, at dette er styret af tidspunktet for oplevelsen. Jeg døde selv under fødslen og blev bragt til live mange minutter efter forløsningen. Og selv om det ifølge den gængse opfattelse ikke skulle være muligt, så kan jeg faktisk "huske" da jeg døde. Og har drømt om den totale tomhed som var knyttet hertil. Jeg var for næsten 30 år siden så syg, at jeg enten døde eller var lige ved det.
Nu kendte jeg til de gængse nærdodsoplevelser. Og sandelig om ikke jeg fandt mig hængende under loftet, mens der på sengen blev kæmpet for at få mig tilbage.
Jeg har tit tænkt på, hvilken af de to oplevelser, der er mest autentiske. Hvis vi antager, at det kunne være en mulighed at NOGET i mig kan huske det første dødsfald, så er der ikke noget liv efter døden.
Er den anden troværdig trods videnskabelig og kulturel påvirkning, så er det sandsynligt, at noget kan frigøre sig fra kroppen og eksistere uafhængigt af denne.
Jeg tror, at vi har en åndelig dimension. Men hvad den er knytter til kan jeg ikke sige.
Jeg ved at ca halvdelen af hjerneforskningen mener, at den er knyttet til hjernen, fordi det er der man kan måle aktivitet ved beskæftigelse med disse spørgsmål.
Men samme forskning anerkender ikke, at hjernen kan huske før fødslen"
Dette er citat fra et af indlæggende i debatten:
http://videnskab.dk/blog/religion-videnskab-folelse-og-fornuft-kan-de-vi...
Ovenstående var en meget lang debat, og derfor vedhæftes link og citat fra den...
Mvh Dorte
Om dopamin på hjernen.
Svar til Jens Kamstrup Larsen
Dopamin er, ligesom serotonin, et signalstof, også kaldet en neurotransmittor.
Ved velvære danner organismen både dopamin og serotonin.
Organismen bruger også dopamin til bevægelse, ligesom dopamin har betydning for korttidshukommelsen.
Ved spillelidenskab (ludomani) menes dopamin-produktionen at være øget.
Visse typer narkotika (kokain-produkter) bevirker øget dopamin-koncentration i hjernen og det er kendt viden, at narkomaner får hallucinationer.
En tilstand med øget dopamin-koncentration er vanedannende, hvilket kendes fra brug af narkotika, men er mindre kendt ved brug af antiparkinsonmedicin, visse typer centralstimulerende lægemidler eller ved ludomani
Visse antipsykotiske lægemidler har den effekt, at de dæmper dopamin-koncentration i hjernen og patienten bliver hermed mere ”fysisk rolig”, mentalt ”tung” og får problemer med hukommelsen.
Andre typer psykofarmaka som f.eks. Ritalin og Concerta til børn med ADHD har den effekt, at de øger dopamin-koncentration i hjernen.
Vores organisme vil altid forsøge at opnå ligevægt (også benævnt homeostase) mellem diverse signalstoffer og når man f.eks. medicinerer med dopamin-øgende midler, så er der noget, som tyder på, at organismens egenproduktion nedsættes eller ophører, hvorfor der f.eks. er set udvikling af Parkinsons Sygdom, som en effekt af langtidsbehandling af ADHD-patienter.
Der er ingen tvivl om. at brug af medicin med kunstige signalstoffer påvirker patienten både fysisk og psykisk. Det er derfor vigtigt nøje at overvåge, om de positive effekter ved behandlingen står mål med bivirkningerne, både på kort og på længere sigt.
Link:
http://www.medicinmedfornuft.dk/dk/den_bedste_behandling/boern_og_medici...
Wiseman
Hvilken innstilling? Å være skeptisk til paranormale fenomen?
Wiseman er av samme innstilling som Randi, og da blir etternavnet alt annet enn misvisende!
Unntatt om man anser overtro som verdifull bidragsyter til vår viten.
re:Paranormality
Bogen er af professor Richard Wiseman
- Det var da et meget misvisende efternavn at have med den indstilling.
spøgelser og Ud-af-kroppen-oplevelser - vætter og vølvens drømme
Med indsigt i oprindelig urnordisk tanke, i det omfang vi kan genfinde dette i bl.a. samlingen Ældre Edda, samt Rig Veda, mener jeg aldrig der har været tvivl om at Det Nye Menneske's sæt og vise at tænke på altid må være en afspejling af Naturlovene.
Derfor kan Naturlovene, i dette tilfælde neurologien, vise os de hændelser mennesket taler om og visuelt beskriver i tilstedeværelsen af bl.a. vætter og vølvens drømmerejser.
I tiden før Troskiftet år 600-630 e.Kr., hvor vølven fjernes eller devalueres til spåkoner, ser det ud til at vi også besad den viden der skulle til for at kunne fremprovokere tilstande så som drømmerejser. Vi kan mekanisk genskabe nogenlunde hvordan det foregik, og nogle mennesker er tydeligvis bedre udrustet til at gøre det end andre. Det ser ud til at teknikken var evnen at provokere den nedarvede del af langtidshukommelsen til fremkaldelse.
Runeskriften på sølvspændet fra Gårdløsa, Smedstorps sogn, Skåne (DR EM 85; 128 A), dateret til år 2-300 e.Kr. siger : "ek unwodz” (jeg kom ud af woð/vóð), der er den shamaniske tilstand hvor personen "vader" mellem forskellige mentale rum (verdener) - drømmerejsen.
I urnordisk tanke har vi tre sidestillede verdener (rum): fortid, nutid, og fremtid.
Disse svarer til kvante-fysikkens 3 enheder af rum, hvortil, som i urnordisk tanke, også hører den 4. enhed af tid.
Kvante-fysikkens M-teori tilsiger at indenfor disse 3 rum, eller sideløbende verdener, findes yderligere 6 sideløbende verdener, der sidder så tæt sammen at vi aldrig ser dem.
Det er derfor vølven på sin drømmerejse erindrer 9 verdener i Völuspá (vers 2, Ældre Edda).
Omkring disse 6 yderligere verdener findes den 11. sideløbende verden, der virker som en membran.
Den 11. membran-verden kender vi som "woðboran", der både i M-teori og urnordisk tanke visuelt er "en bøjet arm". Den 11. membran-verden (woðboran) er derfor en gangbro mellem de forskellige verdener. Snorre forsøger at forklare os hvordan den ser ud ved at sige at den minder os om regnbuen. Vi har denne gangbro gengivet mange gange på guldskillinger fra år 385-670 e.Kr. ligesom vi ser den på guldhornene fra 400 tallet e.Kr.
Mange de øvelser videnskaben går igennem i disse år handler ikke nye opdagelser, men om at genopdage hvad de abrahamske religioner fik fjernet af viden fra utallige folkeslag gennem frit opfundne dogmer; dogmer der ikke tog udgangspunkt i Naturlovene eller sandheden, men i den politiske virkelighed og dertil tilpassede sandhed.
Jeg er derfor helt enig med professor Niels Henrik Gregersen fra Afdeling for systematisk teologi på Københavns Universitet, når han gerne ser teologi koblet på forklaringsmodellerne.
Jeg kan ikke fra det skrevne se om jeg er enig med Niels Henrik Gregersen i årsagen til at jeg mener teologi må medtages i det samlede billede. Teologi, og det gælder såvel urnordisk tanke som de nyopfundne monoteistiske abrahamske religioner, tjener alene formålet at præge hjernen til at tænke og fortolke indtryk efter en særlig formel - de fordømte dogmer. På helt samme vis har sprog en evne til at påvirke hjernen til at tænke og fortolke hændelser på en særlig vis.
Derfor bliver Gårdboen fra Rig Veda og urnordisk tanke til et forfærdeligt spøgelse i abrahamsk virtuel tanke.
Derfor bliver det urnordiske ”Hel, Helle, Halja” (oldengelsk, oldnordisk, gotisk) omdøbt til det frit opfundne "Hades, Gehenna" (græsk), der i Norden/England bliver oversat til ”Hell/Helvede/Hel/Helvegur” og omskrives fra det oprindelige rum "fortiden" til rummet "fremtiden". Dette er en nødvendighed for at kunne indføre synd- og syndsforladelsesbegrebet, uden hvilken afladskræmmeri-forretningen ikke rigtigt virker. I oprindelig semitisk filosofi kaldes begrebet "sheol" (hebraisk) og betegner, som i urnordisk tanke, "fortiden", der er "skjult, tildækket".
Forberedelsen af den afsjælede krop til ligfærdsel kaldes "Skærsilden" (fra"skírslaeldr" (oldnordisk) og "gaskeirjan" (gotisk)), hvis sande og eneste betydning er "gøre klar/rense".
Det er den katolske kristendom der omskriver denne urforståelse til "ignis purgatorius" (rensende ild), der var den straf Deres lokale kvaksalver havde fuldmagt til at tildele enhver der havde begået synd, jvf. "Brænde i Helvede/Burn in Hell". Denne vanvittige opfattelse godkendes som katolsk lære ved synoden i Lyon år 1274 e.Kr.
Så teologien skal med, men skal bruges til at forklare vildfarelser fra Naturlovene, ikke som en vis hvor Naturlovene kan gradbøjes til at retfærdiggøre monoteismen mærkværdige udgave af sandheden.
Dertil ville jeg også tilføje Kvante-fysik og Sprog-teori.
mvh
Flemming
Paranormality
Denne boken av professor Richard Wiseman
http://www.amazon.co.uk/Paranormality-Why-what-isnt-there/dp/0230752985/...
gir en veldig god og nøktern innføring i de i denne artikkelen nevnte fenomen. Men fortsatt er teologer heller overflødige, også her.
Bare et spørgsmål
Kan dopamin - kunstig eller ej- lave en "sø" i hjernen? Hvad sker der så med serotoninspejlet?
Det er seriøse spørgsmål. Utroligt mange psykiatriske patienter får jo dopaminfremmende medicin.
Dér findes ulovlige midler, som giver voldsomt overskud af dopamin. Og jeg forestiller mig at man så at sige kan nå psykotiske tilstande ved at brænde serotoninen helt af.
Bh jens
Om oplysningerne i afsnittet om ”Mødet med spøgelser”.
Det er korrekt, at der ses hallucinationer hos parkinsonpatienter, men dette skyldes medicineringen (især ved medicinering af ældre parkinsonpatienter med dopamin-agonister) og IKKE sygdommen i sig selv.
Da hallucinationerne typisk aftager ved nedsat / ændring af medicineringen, så må man formode, at hallucinationerne skyldes ophobet kunstigt dopamin i hjernen.
re:Flyvedrømme og ud-af-kroppen oplevelser.
@Ole Bjørn Jakobsen,
- Jeg havde det med at blive lidt forskrækket ved at forlade kroppen - så mine oplevelser kom bedst via drømmestadiet hvor jeg bare pludselig var endda langt ud i rummet og fik nogle oplevelser om kosmos der naturligvis har præget mig dybt og højt og mine opfattelser af snart sagt alting.
Hvis nogen er interesseret i at læse lidt om det så kig her:
http://www.native-science.net/Visions.Dreams.htm
- Det er ikke alle oplevelser der erkendelsesmæssigt er beskrevet lige udførligt, men de er efterhånden meget integreret i min bevidsthed - mange oplevelser har taget årevis om at blive dette.
Venligst Ivar
UAK-Oplevelse
@Jens Kamstup Larsen,
Du skrev:
"Ud af kroppen oplevelser kan også opnås ved meditation. Om det er en følge af tilstanden i hjernen ved meditationen, eller om det skyldes at afslapningen er ved at gå over i søvn, er også et interessant spørgsmål".
- Måske sker det fordi man i meditationen "trækker sin bevidsthed indefter" og tillader en større del af den kollektive bevidsthed at strømme med ind?
- Selv har jeg mest oplevet det "modsatte": At blive "strømmet ud" i den kollektive bevidsthed" i spontane UAK-oplevelser fra drømmestadiet.
- Måske er det bare en ganske naturlig funktion af "det kosmiske åndedræt" i og uden for os selv som mange mytologiske tekster omtaler.
- Der er jo lavet mange af de omtalte forsøg som du efterlyser.
NB: Man kan lave en "Astral-Test her: http://astraltest.com/ for at se om man er prædisponeret for UAK-Oplevelser.
Venligst Ivar
Oplevelser af ud af kroppen.
Jeg har flere af samme oplevelser. Jeg har skrevet om det før, hvor jeg beskrev to forskellige nærdødsoplevelser. Det er nok et halvt år siden. Jeg har adskillige flyvedrømme, som ikke var begrænset af min barndoms naturlige grænser. Og jeg har ved meditation haft ud af kroppen oplevelse som skræmte mig, fordi jeg var ved at glide ud ad vinduet.
Jeg har ikke tid nu. Men vender tilbage med en uddybning af det.
Vh
Jens Kamstrup Larsen
Flyvedrømme og ud-af-kroppen oplevelser.
De fleste mennesker har haft drømme om, at de kunne flyve. Trangen til at have samme bevægelsesfrihed som fuglene kender vi også fra talrige mytologiske sagn og eventyrfortællinger, og den har da også ført til, at vi har lært at bevæge os gennem luften på mange forskellige måder, og endda gennem det lufttomme rum. Men de natlige flyvedrømme synes at være begrænsede af vore sanseerfaringer.
I en periode af min barndom havde jeg ofte flyvedrømme, men jeg opdagede, at "flyvningen" var begrænset af de perspektiver, som jeg kendte. Jeg kunne i drømmene flyve i min egen øjenhøjde eller lavere og lejlighedsvis stige til højder hvor perspektivet svarede til synsindtryk fra huse, træer og tårne, men altid refererede de til synsoplevelser, som jeg havde haft tidligere fra de nævnte steder eller fra filmoptagelser. Jeg fandt det umuligt i drømme at flyve over uoplevede perspektiver, og mine indtryk af luften mod min hud i drømmene svarede nøje til mine vågne erfaringer med vind og temperatur.
Vi har alle nogle forestillinger om, hvordan vi ser ud udefra, opstået fra sanseindtryk fra spejle og fotografier, og de fleste har også set fotografier eller film fra operationer. Det er vel ikke overraskende, at hjernen med sin veludviklede evne til simulering kan sammenstille alle disse elementer til en oplevelse af at svæve over operationsbordet. Det vigtigste spørgsmål er efter min mening mere, hvorfor den gør det, men det kan den psykologiske forskning måske en dag give os svar på.
Det kunne være interessant at høre, om andre har haft lignende oplevelser som ovenstående.
Mvh
Ole Bjørn :o)
Sammentrukket og udvidet erkendelse
Citat: "De britiske forskere har ikke umiddelbart taget hverken teologer eller filosoffer med på råd" - nej det kan man jo udlede af deres deciderede biologiske indfaldsvinkler.
- Der er da fint at man kan gå så dybt "ind i materien" at man kan beskue forholdene på cellestadierne, men cellefunktionen selv fungerer som et resultat af de svage og stærke elektromagnetiske vibrationer der virker i os selv og omkring os selv.
Og så er det ikke mere nok at beskrive forholdene indeni os selv, hvilket mange klager over når de får stillet en diagnose. "Det hele menneske" tages ikke i betragtning når et problem skal undersøges og derfor gives der mange halve svar. Som også her i artiklen.
Man kan gå dybt ind i materien og få en reduceret/sammentrukket erkendelse - og man kan gå langt ud af materien (En UAK-Oplevelse) og få en deduceret/udvidet erkendelse.
- Forskere som ikke kan se og erkende den indre og ydre forbindelse til livet som sådan, kan jo ikke udtale sig om noget der også har en forbindelse til noget uden for os selv.
- Ud-af-kroppen-oplevelser kan såmænd komme helt spontant og uden nogle psykiske eller fysiske implikationer på en ubalance - ja, man kan faktisk påstå at oplevelserne kommer netop fordi man er i naturlig balance eller er på vej til at komme i naturlig balance netop fordi man har/får oplevelserne.
- Visionære religiøse og mytologiske oplevelser med kosmiske inspirationer om livet på Jorden og udenfor Jorden har forekommet til alle tider - og selv det mindste samfund i enhver urbefolkning havde individer der fik sådanne oplevelser som skulle anvendes til at vejlede individer og samfund til at leve et liv i pagt med samspillet imellem himmelske og jordiske skaberkræfter.
(Redigeret indlæg)
Venligst Ivar
Nærdødsoplevelser
Jeg har skrevet om fænome for måneder siden ud fra dels egne erfaringer, dels filosofiske overvejelser. Jeg hævdede, at der var forskel på oplevelsen afhængig af tidspunktet i ens liv og dermed den mytiske påvirkning.
Et tværfagligt arbejde mellem videnskabsfolk, filosoffer og teologer kunne være spændende.
En empirisk undersøgelse af en patients oplevelser ville være relativ at lave.
Et kamera og en mikrofon i loftet ville kunne sammenligne patientens oplevelse af patientens oplevelse og hvad der konkret skete og blev sagt.
Ud af kroppen oplevelser kan også opnås ved meditation. Om det er en følge af tilstanden i hjernen ved meditationen, eller om det skyldes at afslapningen er ved at gå over i søvn, er også et interessant spørgsmål.
Professor i overtro
Ser, at som vanlig, har de overtroiske lite å tilføre vitenskapen. Selve teologien bygger jo aldri på VIRKELIGE kunnskaper, men på overtro, og spesielt for de abrahamske religioner også dogmatikk. Og når en ikke anser overtroen som annet enn selvbedrag og løgner kommer en ikke videre.
Pascal Boyer's Religion Explained gir en god innsikt fra en antropologisk synsvinkel, og en forklaringer på hvorfor og hvordan folk er overtroiske.
Men den viser også klart hvorfor menneskene bør kaste fra seg overtroen, og innse at selv om vi er født med en nedarvet tendens til å søke overnaturlige forklaringer på fenomen vi ikke forstår, så har ikke disse forklaringene noen verdi i virkeligheten. Som at når vi er døde så er vi i samme tilstand som fra før vi ble født, og at 'sjel' er et menneskelig konstrukt.