Vandlopper er verdenshavenes effektive kuldioxid-svampe
Vandlopper transporterer tonsvis af kuldioxid fra havoverfladen ned i Nordatlantens dyb. Marineforskerne er i fuld sving med nye beregninger af, hvor meget kuldioxid vandlopperne oplagrer.

De små marine organismer er på størrelse med et riskorn. De findes overalt i Nordatlanten, hvor de transporterer op til tre millioner ton kuldioxid ned i havdybderne hvert år. (Foto: Sigrún Jónasdóttir)

 

Hver vinter migrerer billionvis af bittesmå, marine organismer ned i havdybderne for at overvintre.

De små organismer kaldes vandlopper, Calanus finmarchicus, og når de bevæger sig ned i dybet, transporterer de tonsvis af kuldioxid fra havoverfladen ned i Nordatlantens dybe vand.

Indtil nu har forskerne ikke vidst præcist, hvor meget kulstof de små krebsdyr transporterede væk i en af naturens egne oplagringsordninger.

For nylig har en gruppe forskere rapporteret nye estimater, der er baserede på omfattende observationer af forholdene i Nordatlanten siden 1990'erne. Beregningerne fordobler næsten de tidligere estimater af havets kulstofoptag ved andre biologiske processer.

»Vi har fundet, at vandlopperne transporterer ét til fire gram kulstof pr. kvadratmeter ned i Nordatlanten hvert år, hvilket cirka svarer til en teskefuld kuldioxid,« fortæller Sigrún Jónasdottir, seniorforsker ved DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer. Hun fortsætter:

»Det lyder måske ikke af så meget, men området, vi efterforskede, er på 1.400.000 kvadratkilometer, hvilket kun er en lille brøkdel af Nordatlanten. Det svarer til den mængde CO2, et land som Danmark årligt producerer ved afbrænding af fossile brændstoffer.«

Undersøgelsen er publiceret i PNAS.

Små marine organismer oplagrer kuldioxid i dybhavet

Sådan ser det ud, når forskerne laver stikprøvekontrol i Nordatlantens iskolde vand. (Foto: Sigrún Jónasdóttir)

De små krebsdyr, der er på størrelse med et riskorn, lever om foråret og sommeren i havets øverste fem meter. De tilhører en gruppe marine organismer, der kaldes zooplankton. Om sommeren ernærer de sig af marine alger og opbygger fedtreserver, som de lever af om vinteren.

Når vinteren er på vej, bevæger vandlopperne sig ned i det koldere og mørkere vand for at gå i dvale. Ved cirka 1.000 meters dybde bliver deres metabolisme langsommere, ligesom når en bjørn går i vinterhi i en hule.

»Der er vandlopper overalt i Nordatlanten. Om sommeren, når der er meget at spise, lagrer de enorme mængder fedt, der indeholder kuldioxid,« forklarer professor Andre Visser, der er medforfatter til den nye undersøgelse, og som også er tilknyttet DTU Aqua.

Mens vandlopperne er i vinterhi, forbrænder de deres kulstofholdige fedt og respirerer kulstof ud i vandet, hvor meget af det forbliver. Når det bliver forår igen, svømmer de op til havets øvre lag, og hele processen begynder forfra.

 

Observation af Nordatlanten siden 1990'erne

Siden begyndelsen af 1990'erne har Jónasdóttir, Visser og deres hold observeret Nordatlanten fra forskningsfartøjet 'Dana'.

De har foretaget beregninger af antallet af vandlopper i ét område af Nordatlanten samt studeret deres overvintringsvaner: Hvor de lever, hvor længe de er i hi og hvor meget fedt, og derigennem kuldioxid, de oplagrer.

»De er små, men der er overraskende mange af dem. Hvis man ganger hvor meget fedt, én enkelt vandloppe tager med ned, med det samlede antal vandlopper, ser man pludselig, at de små væsner tager rigtig meget kuldioxid med ned i dybderne,« forklarer Visser.

 

Ét hjul i kuldioxidmaskineriet

Livet ombord på DTU’s forskningsfartøj 'Dana' kan være stormfuldt. (Foto: Sigrún Jónasdóttir)

Jónasdóttirs beregninger viser, at denne enkelte vandloppeart aktivt flytter 1 til 3 millioner ton kulstof ned i Nordatlanten hvert år, hvilket er næsten den samme mængde kuldioxid som andre velkendte biologiske processer.

»Det er en signifikant mængde kuldioxid, hvilket faktisk kan tegne sig for så meget som 25 procent af dybhavets kulstofoptag,« fortæller Sigrún Jónassadóttir.

Dr. Karin Kvale, fra Helmholtz Centre for Ocean Research i Kiel, Tyskland, studerer computermodeller af havets biologiske processer. Hun har læst den nye undersøgelse og beskriver det som spændende forskning.

»Det er en meget interessant undersøgelse, fordi der stadig er meget uvished om, hvordan kuldioxid bliver overført til havet og omkring havbiologiens rolle i disse processer. Det er meget vigtigt, at vi reducerer uvisheden i takt med, at havene bliver varmere og mere syreholdige på grund af den stigende udledning af CO2 i atmosfæren,« forklarer Kvale.

Hun vil gerne inkludere denne mekanisme i sine computermodeller af havet, men mener, at der er behov for mere data, før hun kan gøre det.

»Det er for tidligt at inkludere mekanismen, da jeg mener, at den skal kvantificeres bedre både i naturen og i laboratoriet. Men det ville være interessant at se, hvilken påvirkning det har på for eksempel næringsstoffer og kulstofsdynamikken i havene,« siger Karin Kvale.

 

Der skal flere undersøgelser til for at bekræfte kulstofoptaget

Professor Jeff Turner fra School for Marine Science & Technology ved University of Massachusetts, USA, har også studeret zooplankton og deres rolle i det globale kulstofkredsløb.

Sigrún Jónasdóttir identificerer vandlopper under et mikroskop ombord på DTU’s forskningsfartøj ‘Dana’. (Foto: Sigrún Jónasdóttir)

Ifølge ham er forskningsresultaterne muligvis vigtige, men han understreger, at der er store områder i verdenshavene, hvor denne art migrerende vandlopper ikke er så talrige, så der er behov for yderligere forskning, før beregningerne af kulstofsoptaget kan bekræftes. Han skriver i en e-mail til ScienceNordic:

»De drøftelser, der præsenteres her, er muligvis ikke gældende for de enorme tropiske og subtropiske havområder, hvor de kulstofslagrende vandlopper, som foretager en vertikal migration og overvintrer i havdybet, ikke er så talrige.«

Ifølge Jeff Turner skal vi foretage flere observationer for at efterforske, om lignende mængder kuldioxid overføres af vandlopper i det Nordlige Stillehav eller i Sydhavet, hvor man ved, at de overvintrer på tilsvarende vis.

Det er både Sigrún Jónasdottir og Andre Visser enige i. De fortæller, at den fremtidige forskning vil fokusere på at kortlægge mængden af andre zooplankton, der også går i dvale.

»Et par undersøgelser estimerer, at en af vandloppens slægtninge kaldet Neocalanus også viser tilsvarende beregninger (for kulstofsoptag, red.) i Stillehavet, så afhængigt af populationens udstrækning vil vi kunne forvente lignende værdier i andre polare og subpolare regioner,« afslutter Sigrún Jónasdottir.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos ScienceNordic.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark