Fænomenet er en særlig form for tyngdekraft, som kort fortalt bevirker, at hvis man bevæger sig i nærheden af et roterende tungt objekt, vil man opleve, at selve rummet, og dermed også én selv, bliver trukket med rundt om objektet i samme retning som rotationen foregår.
Der er tale om relativistisk effekt, idet to østrigske fysikere i 1918 beregnede den med udgangspunkt i Einsteins generelle relativitetsteori.
Fysikerne hed Josef Lense og Hans Thirring, hvorfor effekten ofte kaldes Lense-Thirring-effekten. Lige så ofte benævnes den ’frame-dragging’-effekten.
Observationer og forsøg har siden styrket teorien, og med de nyeste resultater fra Gravity Probe B har forskere fra Stanford University bekræftet eksistensen af frame-dragging.
Det roterende objekt skal dog være meget tungt, før man mærker effekten. Når en satellit for eksempel bevæger sig i en bane om Jorden, påvirkes dens bane af, at denne ekstra form for tyngdekraft trækker satellitten med rundt.
Men ikke ret meget. Selv jordkloden er næsten for let til, at dens frame-dragging-effekt kan måles. Faktisk vurderede Albert Einstein i 1953, at effekten er for svag til at ville kunne bekræftes ved hjælp af laboratorieforsøg.
I hvert fald skal der ekstremt præcise instrumenter til. Og det er netop, hvad der befandt sig i rumsonden Gravity Probe B, der blev sendt i kredsløb om Jorden i 2004.
Når frame-dragging kaldes for en tyngdekraft er det fordi den afhænger af massen af det roterende legeme.
Den hører ikke hjemme i den klassiske mekanik, som blev grundlagt med Newtons gravitationslov, hvor man kun anser tyngdekraft som det, der får æbler og andre objekter til at falde til Jorden, hvis man lader dem.
Lense-Thirring-effekten udspringer som nævnt af den generelle relativitetsteori, som Einstein formulerede i starten af 1900-tallet.
Den generelle relativitetsteori sammenknytter i Einsteins berømte feltligning begreberne tid, rum, masse og energi.
Og udover at forudsige den alment kendte tyngdekraft, som er resultatet af tilstedeværelsen af masse, forudsiger den også en række andre mærkelige effekter, hvoraf Lense-Thirring-effekten kun er en enkelt.
Hvor den almindelige tyngdekraft forårsages af den blotte tilstedeværelse af legemer, som har en masse, skyldes Lense-Thirring-effekten, at der er en strøm af masse.
Strømmen af masse opsætter en form for ekstra tyngdefelt, der påvirker legemer, som bevæger sig i nærheden af det roterende objekt.
Feltet påvirker kun andre legemer, som også bevæger sig, og derfor kaldes denne type tyngdefelt ofte et gravitomagnetisk felt. Det minder nemlig i høj grad om det magnetfelt, som opstår omkring strømbærende ledninger.
Strømmen af ladning inde i ledningen genererer et magnetfelt udenfor ledningen, som kan påvirke magneter eller bevægende ladninger i nærheden.
I begge tilfælde er det altså essentielt, at det objekt, som påvirkes af feltet, også er i bevægelse.
Hvor H.C. Ørsteds opdagelse af magnetfeltet skete før man havde en teori for fænomenet, og derfor nærmest virker tilfældigt, har videnskabsfolk længe været bevidste om de eksotiske tyngdefænomener, som Einsteins relativitetsteori forudsagde, og de har forsøgt at eftervise fænomenerne.
Som nævnt vil Lense-Thirring-effekten forårsage, at satellitter vil få trukket deres bane rundt om Jorden i samme retning som Jorden roterer. Og netop denne konsekvens var den første til at blive efterprøvet.
I henholdsvis 1976 og 1992 blev satellitterne LAGEOS 1 og LAGEOS 2 (Laser Geodynamics Satellites) sendt i kredsløb om Jorden, for at se om deres baner ændrede sig som forudsagt.
Problemet med Lense-Thirring-effekten og de andre relativistiske effekter er, at de typisk er utroligt små i forhold til de effekter, vi til daglig udsættes for.
Så små, at LAGEOS-satellitterne med en gennemsnitlig afstand til Jorden på ca. 6000 km. kun ville få forskudt deres bane med ca. 1,9 meter om året.
Dette krævede naturligvis meget nøjagtige målinger, og de blev foretaget med laserstationer placeret over hele Jorden.
Et andet problem var, at ujævnheder i Jordens tyngdefelt også gav anledning til ændringer af satellitbanerne af omtrent samme størrelsesorden.
Det var altså uhyre vigtigt, at disse effekter var korrekt beregnede, da man ellers ville risikere at tage fejl af dem og frame-dragging-effekten.
Da man i 2004 bekendtgjorde, at LAGEOS-satellitterne havde bekræftet tilstedeværelsen af Lense-Thirring-effekten, var nøjagtigheden af målingerne derfor meget omdiskuterede.
De nyeste målinger, foretaget med satellitten Gravity Probe B, der blev opsendt i 2004, anvendte en anden teknologi, nemlig nogle små gyroskoper monteret inde i satellitten.
Disse små gyroskoper består af små kvarts-kugler overtrukket med niobium og er de mest perfekte sfærer, mennesker hidtil har kunnet skabe.
Kuglerne er på størrelse med bordtennisbolde, og de største ujævnheder på dem er omtrent 40 atomer ’høje’, hvilket svarer til, at Jordens største bjerg var 2,5 meter højt.
Kuglerne opbevaredes i helium ved meget lave temperaturer omkring to Kelvin. Disse lave temperaturer gjorde for det første niobium-laget superledende.
Kuglerne ville derfor, når de roterede, generere et meget ensartet magnetfelt omkring sig. For det andet var heliummet superflydende, så friktionen i systemet forsvandt og gyroskopernes rotation opretholdtes.
Med satellitten i polart kredsløb 642 km over Jorden ville man altså kunne måle de relativistiske effekter ved at se på, hvordan kuglernes magnetfelt ændrede sig i løbet af det halvandet år, der gik, inden det flydende helium var fordampet.
Satellitten bruger nemlig et stjernesigte, så dens ene ende hele tiden peger mod stjernen IM Pegasi; hvis frame-dragging effekten ikke eksisterer, ville gyroskoperne konstant være rettet ind efter stjernen.
Hvis Einstein derimod havde ret, ville gyroskopernes rotationsakser gradvist ændre sig på grund af Jordens masse og rotation.
Selv med dette meget præcise udstyr viste det sig dog besværligt at fastslå effektens tilstedeværelse, fordi magnetfeltet blev forstyrret af de ujævnheder, der trods alt var i gyroskopkuglerne.
Det viste sig også, at der var ujævnheder indvendigt i de beholdere, kuglerne roterede i. Forskerholdet på Stanford har således siden 2005 arbejdet på at filtrere dataene for de utilsigtede effekter, for at se om effekten er til stede.
Og for nylig oplyste forskerholdet så, at de havde fundet bevis for, at gyroskopernes vinkel havde ændret sig med ca. 37,2 millibuesekunder i løbet af et år, med en usikkerhed 20 pct.
Et millibuesekund svarer ca. til tykkelsen af et menneskehår set på 16 kilometers afstand.
Effektens ringe størrelse gør det stadig problematisk at detektere den, og vi har om Jorden ikke mulighed for at forbedre målingerne, da Jordens masse er så lille.
Effekten ikke er nævneværdig i forhold til, hvordan den ville fremstå ved andre, mere massive, kosmiske objekter.
Der er lavet teoretiske udregninger på, hvordan frame-dragging vil tilkendegive sig nær massive roterende objekter, som for eksempel roterende sorte huller.
De sorte hullers store masser giver naturligvis anledning til et meget voldsommere tyngdefelt, og dermed væsentligt tydeligere frame-dragging.
Hvis man kommer tæt nok på et sort hul vil man opleve, at det er umuligt ikke at bevæge sig i samme retning som hullet roterer.
Einsteins udvikling af den generelle relativitetsteori var en nødvendig videreudvikling af Newtons klassiske tyngdelov, som ikke kunne forklare en række fænomener.
For eksempel kunne man observere, at Merkurs bane udviste en besynderlig opførsel, idet det punkt på banen, hvor Merkur var tættest på Solen, hele tiden flyttede sig.
Effekten ville langt hen ad vejen kunne forklares med, at der måtte være en ukendt planet tæt ved solen, men en sådan blev aldrig observeret.
Einsteins nye teori kunne derimod forklare opførslen uden at lave antagelser om andre uobserverede objekter, fordi den indførte disse nye former for vekselvirkninger mellem tunge objekter.
I relativitetsteoriens første år var der mange forsøg på at bekræfte den ved at undersøge eksistensen af forskellige effekter, som teorien forudsagde.
Et af forsøgene brugte solformørkelsen i 1919 til at påvise, at lyset bliver påvirket af tyngdekraften (den geodætiske effekt). Her observerede man en stjerne lige ved siden af Solen, selv om den reelt befandt sig bag solen.
Lyset fra stjernen blev altså bøjet i Solens tyngdefelt og kunne derfor observeres af astronomer på Jorden, selvom det skulle være blevet blokeret af Solen.
Ud fra relativitetsteorien har forskere altså udledt flere eksotiske fænomener, hvor kun et fåtal er observeret, senest frame-dragging.
At man nu stort set har kunnet bekræfte tilstedeværelsen af frame-dragging ved to forskellige forsøg, støtter altså teorien om effekten og dermed også selve Einsteins relativitetsteori.
Dette er væsentligt, for selvom der er stor tiltro til teorien inden for videnskaben, vil teorien altid stå overfor muligheden om opdagelse af fænomener, den ikke kan forklare, og dermed krav om revidering, ligesom Newtons oprindelige tyngdelov gjorde det før Einstein.
Forskning inden for relativistiske effekter som denne er altså væsentlig for vores fortsatte udbygning og revidering af vores forståelse af universet.
Også selvom deres ringe størrelse ikke forklarer, hvorfor man på mystisk vis trækkes mod de hurtigst roterende eller største attraktioner i forlystelsesparken.
Gravity Probe B projektet blev formelt afsluttet i 2010 og var enestående på flere måder: For det første er der tale om en teknologisk kraftpræstation, idet satellitten indeholder adskillige teknologier, som hver især udgør teknologiske og ingeniørmæssige tigerspring. For det andet er der tale om det længste og dyreste eksperiment i NASAs historie. Det blev påbegyndt i 1959 og har været stoppet flere gange på grund af manglende finansiering. Senest stoppede NASA projektet i maj 2010, men endnu en gang lykkedes det forskerholdet at skaffe et legat udefra – denne gang i form af 2,7 mio. dollars fra en saudisk prins – til at færdiggøre arbejdet. Den samlede pris for projektet løb op i 750 mio. dollars. (Illustration: Katherine Stephenson, Stanford University and Lockheed Martin Corporation)
Denne artikel kommer fra tidsskriftet Aktuel Naturvidenskab nr. 3, juli 2011.
Aktuel Naturvidenskab er et populærvidenskabeligt tidsskrift med nyheder og baggrund fra den naturvidenskabelige verden.
I juli-nummeret kan du også læse om:
Tema: Tørvejorde & drivhusgasser:
Et forskningsprojekt skal afklare, om Danmark kan komme nærmere Kyoto-målene ved at binde CO2 i bl.a. landbrugsjord. Det sker på baggrund af 10.000 boringer og gasmålinger på tørvejorde over hele landet.
Nyt dansk olieeventyr? - CO2 puster ekstra liv i Nordsøolien
Stort dansk forskningsprojekt viser, at den samlede olieindvinding fra danske Nordsø-felter måske kan øges med omkring 50 procent.
Læs mere om Aktuel Naturvidenskab og bestil abonnement på: Aktuelnaturvidenskab.dk.
Aktuel Naturvidenskab er et landsdækkende tidsskrift med nyheder og baggrund fra den naturvidenskabelige verden. Aktuel Naturvidenskab har til formål at synliggøre naturvidenskab i det danske samfund. Bladet udgives i et samarbejde mellem 10 danske forskningsinstitutioner.
Artiklerne er primært skrevet af fagfolk og henvender sig til læsere med en bred interesse for naturvidenskab. Det faglige niveau svarer til en "studentereksamen".
I Aktuel Naturvidenskab finder du artikler om:
Videnskab.dk bringer udvalgte artikler fra Aktuel Naturvidenskab.
re:Forvirring
Nej forvirringen opstod fordi jeg kiggede på en gemt artikel som de var fjernet fra.
(De var oprindelig kun indsat i 2 artikler - med 2 i den ene artikel på grund af en større redigering)
Venligst Ivar
Forvirring
Forvirring opstår, når man gentager sine indlæg i mange forskellige tråde. Det skal man undlade - som tidligere understreget.
Redaktionen
Fjernelse af indlæg. Redigeret+Undskyld
Der ser nu ud til at redaktionen nu har fjernet indlægget:
"Tyngdelove/Nye hypoteser 1:2 (2 afsnit)
Skrevet af Ivar Nielsen, 26, september 2011 kl. 08:18
- Således at det slet ikke findes mere nogen steder på Videnskab.dk
Hvad årsagen er, ved jeg ikke.
Er det en fejl fra redaktionens side, vil jeg genindsætte indlæggene senere.
Venligst og undrende Ivar
-------------------------------------------------------
Redigeret: Undskyld - min fejltagelse - Indlægget er i en anden tråd i denne artikels emne om Newton. (http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/erkendelser-newtons-love#commen...)
- Er blevet forvirret fordi redaktionen har slettet mange indlæg.
Venligst Ivar
re:Tyngdekraft og andre kraftfelter
Lars,
Rigtig gode pointer du giver udtryk for.
Du: "Derfor er tyngdekraften formentlig en kraft i lighed med den elektriske og den magnetiske. Spørgsmålet er blot, hvordan vi skal forstå tyngdekraftens feltladning".
AD: Om jeg forstår dig ret, så ville jeg forstå "tyngdekraftens feltladning" som "momentum af den hvirvel der er i en aktuel galakse".
DU: "Når videnskaben begynder at forstå tyngdekraften som en kraft i lighed med den elektriske og den magnetiske, vil videnskaben formentlig få en større forståelse for, hvordan tyngdekraften skal forstås. Så vil det også blive muligt at forstå Sorte hullers måde at virke på, inde i selve objektet og ikke kun udenfor".
AD: Netop! Og når man forstår at der er tale om bevægelser i 3D som i enhver celle der deler sig, så bliver forståelsen helt klar.
- Som man nu forstår tyngdeloven i en galakse, beskriver man kun forløbet ind til området af den hvirvlende tunnel, hvorefter alt forsvinder ind i og ud af begivenhedshorisonten i.e. så kan man ikke forklare andet, end at det hele forsvinder - og det dynamiske momentum som hvirvlen i galakseskiven har, tilskrives så et sort objekt i midten af galaksen - og i supernovaer der er eksploderet etc. etc.
Det sorte objekt som man placerer i en galakses hvirvlende tunnel, sætter en sort kosmologisk prop i alle logiske forklaringer. Der er intet objekt men udelukkende en hvirvel.
Denne forklaring går jo ikke hele vejen ind og ud - eller som en forklaring på årsag og virkning. Fordi man generelt anskuer tyngdekraften som kun en tiltrækkende kraft.
- Angående formationer i kosmos, så anskuer jeg disse som i en celle med et elektromagnetisk forløb: I en kommende galakse sker der først en indadgående indsamling af molekylære gasser og grundelementer der føres ind imod midten og ned i hvirvlens tunnel hvor det samles i et magnetisk knudepunkt der sorterer og samler grundelementerne i midten af galaksen hvor det der hedde en z-pinch effekt sammensmelter gasserne og stofferne til større sfærer der slynges horisontalt ud fra galaksen via de stave der dannes når processen går udefter i det elektromagnetiske kredsløb. (Det er i dette stadie vores galakse befinder sig og derfor kan man ikke forstå at rotationen i galaksen ikke passer med tyngdekraften, men rotationen passer hvis man vender beregningerne til at være en udadvendt bevægelse)
Disse større sfærer af gasser og stoffer bliver færdig formeret i stavene og slynges ud som minigalakser; stjerner og planeter i flere udgaver og med mange forskellige sammensætninger, alt naturligvis relateret til de eksisterende gasser og stoffer i den aktuelle og oprindelige molekylære sky.
- Det som sætter en sådan sky i bevægelse er en kosmisk udladning som ioniserer skyen; opvarmer den så den sættes i en termodynamisk hvirvel i de omkringliggende kolde områder og efterfølgende formere større og større energier indtil gasserne og stofferne undergår en kerneproces i galaksens midte, hvor hele scenariet altså foregår som i en elektromagnetisk 3D celle.
- Som jeg anskuer det, er "tyngdekraften" således en blanding af Hydrodynamik; Termodynamik; Elektrodynamik med det resultat at, der sker kernereaktioner som formerer alt på det større kosmologiske plan via en indfolding og udfolding; en kraft der "går begge veje" i et kredsløb.I en sådan beskrivelse indgår alle styrker af grundkræfterne og et dynamisk kredsløb er beskrevet. Der er kun 1 kraft men mange styrker og ladninger.
- Med en ud- og indfoldet bevægelse mener jeg IKKE at Universet selv har den samme bevægelse ud og ind, men det er bevægelserne I Universet som har denne lovmæssighed.
Og jeg mener slet ikke at Universet har en begyndelse eller slutning. Big Bang teorien mener jeg er en decideret spekulativ teori som er opstået fordi man ikke anskuer bevægelserne i kosmos som dynamiske kredsløb.
Venligst Ivar.
Tyngdekraft og andre kraftfelter
Prøver vi at se på et magnetisk kraftfelt eller et elektrisk kraftfelt der udsendes fra en masse, så har de samme påvirkning af en masse der også har samme kraftfelt. Præcis magen til tyngdekraftens virkning på masser.
Satte vi tyngdefeltet af en masse til at være et magnetfelt i stedet for, ville påvirkningen af en magnetisk masse med modsatte ladning, have samme virkningseffekt som tyngdekraften.
Derfor er tyngdekraften formentlig en kraft i lighed med den elektriske og den magnetiske. Spørgsmålet er blot, hvordan vi skal forstå tyngdekraftens feltladning.
Når videnskaben begynder at forstå tyngdekraften som en kraft i lighed med den elektriske og den magnetiske, vil videnskaben formentlig få en større forståelse for, hvordan tyngdekraften skal forstås. Så vil det også blive muligt at forstå Sorte hullers måde at virke på, inde i selve objektet og ikke kun udenfor.
Det er jo almindelig videnskabeligt forstået, at tyngdekraft rødforskyder lys.
Vi ved også at rødforskudt lys har et lavere energiniveau.
På overfladen af et sort hul, hvorfra lys ikke kan udsendes, på grund af tyngdekraftens størrelse, er lyset så rødforskudt som det overhovedet vil kunne blive, men så er lysets energiniveau ekstremt lavt.
Vi kan se, at der er et forhold mellem tyngdekraftens kraft og lysets energiniveau. Når der er dette forhold, så vekselvirker tyngdekraften med den elektromagnetiske stråling og hvori består så denne vekselvirkning?
Det har videnskaben endnu ikke vist sig interesseret i at undersøge og hvorfor det?
Fordi man tror på Einsteins opfattelse om, at tyngdekraften er en egenskab ved rummet og ikke en kraft.
Re: Einstein & Co´s hjernespin
Stig,
"Problemet opstod med det der eksperiment, hvor man kun tænkte 2 udfald:
1) Fast æter.
2) Ingen æter.
Her kunne man fastslå at der _ikke_ eksisterer en fast æter, ergo måtte 2) være sandt. Man glemte (eller fornægtede) den 3. mulighed - den dynamiske 'æter'. pga. fejlslutningen (ingen æter) måtte man antage at c er konstant i alle referencesystemer".
- Jeg ved heller ikke om æteren - som jeg bestemt mener er CMB-havet - i sig selv er dynamisk eller hvilende. Men jeg ved at alt i Universet bevæger sig i dette medie som også generelt benævnes som det "interstellar medium" http://en.wikipedia.org/wiki/Interstellar_medium
Igen, se 1-6 af http://www.youtube.com/watch?hl=da&v=PSJjs4l_FHU - det burde være et MUST for alle med en genuin kosmologisk interesse.
Re: Einstein & Co´s hjernespin
Ivar,
Jeg tror egentlig at Einstein fungerede meget intuitivt, men han blev voldtaget af matematikken så at sige.
Nej han blev ikke 'voldtaget' af matematikken.
Problemet opstod med det der eksperiment, hvor man kun tænkte 2 udfald:
1) Fast æter.
2) Ingen æter.
Her kunne man fastslå at der _ikke_ eksisterer en fast æter, ergo måtte 2) være sandt.
Man glemte (eller fornægtede) den 3. mulighed - den dynamiske 'æter'.
pga. fejlslutningen (ingen æter) måtte man antage at c er konstant i alle referencesystemer.
Da c = afstand / tid giver det nogle voldsomme problemer, da det matematisk medfører at hvis man ændre afstanden, måtte man tilsvarende ændre tiden, eller er c jo ikke (matematisk) konstant.
Dvs. ½ afstand = ½ tid, og vupti, så passer formlen.
Det er årsagen til man kobler rum og tid sammen, og betragter det som eet.
Jeg synes du bruger lidt stærke ord når du 'latterliggør' Einstein, for det er et stort arbejde (matematisk) at indføre disse korrektioner, så det samlede ligningskompleks hænger sammen.
Det er også derfor han måtte bruge adskillige år på at få tingene til at hænge sammen.
I dag har vi dagligdags apparater, der modbeviser hans (matematiske) teorier, men husk at sætte tingene i relief.
For hundrede år siden havde man ikke samme viden som i dag - man havde dårligt nok fået en flyver i luften.
Så hvis man tænker på 'de forhåndenværende søms princip' - vil jeg mene han gjorde et stort arbejde.
Men igen - lad være med at kalde latterligt, blot en fejlbeslutning.
Einstein & Co´s hjernespin
Meget af den hypotetiske kosmologi der ligger til grund for de Einsteinske tanker og ideer er ikke meget andet end spekulationer der forsøges underbygget med lige så spekulative matematiske indgreb som endda gør vold på matematiske og geometriske grundlove.
"Rumtid" er jo ikke andet end simple kosmologiske bevægelser i rummet - som man tolker spekulativt ud fra misforståede tyngdelove der ikke hænger sammen.
"Frame-dragging" er ikke meget bedre. Man observerer rotationer og slutter deraf at objektet må trække andre objekter og selve rummet omkring ud fra en spekulativ forståelse af tyngdelovene og ikke ud fra et dynamisk kredsløbs-synspunkt.
- Den naturlige kosmologi er helt overdøvet af det hjernespin som opstod omkring Einstein og tiden derefter. Jeg tror egentlig at Einstein fungerede meget intuitivt, men han blev voldtaget af matematikken så at sige.
Man skal være artig når man kritiserer hele set-uppet omkring Einstein, men meget af den medfølgende kosmologi er så far out at den kun kan latterliggøres - bl. a. ligesom Bill Gaede i mange afsnit gør det her i serien "Einsteins Idiots":
http://www.youtube.com/watch?hl=da&v=PSJjs4l_FHU
Tag nogle timer "time out" og så lær af hans latterliggørelse af det spekulative set-up.
Se også her: http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/erkendelser-newtons-love#commen...
Venligst Ivar
Indlæg slettet
Redaktionen har slettet indlæg, som også optræder i en stribe andre debattråde. Debattørerne bedes notere sig, at det ikke er tilladt at spamme flere debattråde med samme indlæg.
Redaktionen
Et indlæg er blevet slettet
Tilkendegivelse af holdninger og debat om artiklernes emner bydes velkommen på Videnskab.dk, såfremt indlæggene holdes i god tone.
Vi henviser til: http://videnskab.dk/om/vilkar-kommentarer-pa-videnskabdk
Venlig hilsen
Redaktionen
Yderligere konkrete forudsigelser?
Kære Ole og Jens,
Tak for en gennemarbejdet og velskrevet forklaring af denne observation.
Mit spørgsmål er, hvorvidt der endnu er teoretiske forudsigelser af relativitetsteorien, som endnu ikke er blevet afprøvet eller observeret?
BH, Andy
re:Tyngdekraft og den elektromagnetiske stråling
Hej Lars,
"Et Sort hul vil derfor være et objekt, der alene kun vil kunne udsende et tyngdekraftfelt med en slags "tyngdestråling", fordi den elektromagnetiske stråling er ophørt som stråling ved sorte hullers overflade. Sådan ville det kunne opfattes."
- Jeg synes ikke at man skal kalde fænomenet "sort hul" for et objekt, men snarere "en flydende tilstand" idet der jo foregår dynamiske indadvendte/sammentrækkende og udadvendte/udvidende processer hvor gasser og stoffer sorteres, samles og spredes sådan som jeg anskuer det.
Hvilket måske passer til: "Vi ved, at stofmasse omdannes til elektromagnetisk stråling, når stofmasse annihileres, men hvad sker der med stofmassen, når den elektromagnetiske stråling ophører med at eksisterer på grund af tyngdekraftens styrke?"
- Når "tyngdekraften" i.e. den indadvendte sammentrækning har gjort sit arbejde med sammensmeltningen af gasser og stoffer, udstråles magnetismen ud af hullets poler og der efterlades større sfærer af gasser og stoffer som bliver til diverse tilstande af stjerner og planeter og andet godt.
Venligst Ivar
Tyngdekraft og den elektromagnetiske stråling
Einstein skulle mene, at den elektromagnetiske stråling ikke bare afbøjes i et gravitationelt felt, men også rødforskydes.
Når den elektromagnetiske stråling rødforskydes, vil strålingen have et lavere energiniveau.
Når vi står over for et kraftigt tyngdefelt (et sort huls) vil den elektromagnetiske stråling blive kraftigt rødforskudt ved objektets overflade og strålingen vil have et ekstremt lavt energiniveau.
Tyngdekraften vil komme til at repræsentere den hele og fulde energi.
Et Sort hul vil derfor være et objekt, der alene kun vil kunne udsende et tyngdekraftfelt med en slags "tyngdestråling", fordi den elektromagnetiske stråling er ophørt som stråling ved sorte hullers overflade. Sådan ville det kunne opfattes.
Et tyngdekraftfelt vil kunne blive så stærkt, så den elektromagnetiske stråling er fuldstændig forsvundet og når det sker, vil stofmassen formentlig ændre sin egenskab og udvise helt ukendte egenskaber vi endnu ikke kender formen af.
Vi ved, at stofmasse omdannes til elektromagnetisk stråling, når stofmasse annihileres, men hvad sker der med stofmassen, når den elektromagnetiske stråling ophører med at eksisterer på grund af tyngdekraftens styrke?
Hvordan skal den elektromagnetiske stråling og tyngdekraften forstås i relation til stofmassen. Begge parter er eksisterende i/ved stofmassen.
Og der eksisterer objekter, som ikke bevæger sig ? ? ?
"Citat: ”Feltet påvirker kun andre legemer, som også bevæger sig, og derfor kaldes denne type tyngdefelt ofte et gravitomagnetisk felt. Det minder nemlig i høj grad om det magnetfelt, som opstår omkring strømbærende ledninger”.
Ad: Det lyder usandsynligt og ulogisk at ”frame-dragging-feltet” kun påvirker objekter der er i bevægelse i feltet. Hvis der er en kraft skal den vel påvirke alt der kommer i berøring med denne?"
Selvom man kunne finde x objekter, som ikke bevægede sig i forhold til hinanden, kan man da ikke konkludere at de ikke bevæger sig i forhold til et større kosmos ?
Maxwell-analog Gravitations-teori med to felter
I årene 1967-68 udtænkte og udledte undertegnet en Maxwell-analog gravitationsteori med to gravitations-felter.
I 1972 havde jeg i tidsskriftet Gamma nr. 9, udgivet af Niels Bohr Instituttet, en artikel om teorien med overskriften ”Ny Gravitationsteori”.
-- Gravito-statiske og Gravito-magnetiske felter --
De to gravitations-felter, det ’gravito-statiske felt’ og det ’gravito-magnetiske’ rotationsfelt kan beregnes af ligninger, der er analoge med Maxwells ligninger, der gælder for elektriske og magnetiske felter.
-- ’Newton-feltet’ --
Omkring en hvilende (målt i et valgt referencesystem) gravitationel masse eksisterer der kun et gravito-statisk felt, svarende til det gravitations-felt som Isaac Newton (1642-1727) indførte.
-- Det gravito-magnetiske felt --
Omkring en gravitationel masse, der bevæger sig i forhold til et valgt referencesystem, eksisterer der både et gravitostatisk felt og et gravitationelt rotationsfelt, et vektorfelt som vi kan kalde det gravito-magnetiske felt, fordi det er analogt med det magnetiske felt, der dannes omkring en elektrisk ladning, der bevæger sig.
Bemærk: Både magnetiske felter og gravito-magnetiske felter kan opfattes som relativistiske effekter.
-- Gravitations-bølger --
To-felt gravitations-teorien forudsiger ganske naturligt, at der udsendes ’gravitations-bølger’ fra gravitationelle masser, der accelererer (f.eks. svinger) i forhold til et valgt reference-system.
Da styrken af gravitations-bølger er uhyre lille for selv store masser, ja, så er gravitations-bølger vanskelige at påvise.
-- Koblings-parametre og hastigheden af gravitationsbølger --
I ligningerne der bestemmer de to gravitations-felter indgår to ’stof-parametre’, som vi her kan betegne med bogstaverne a og b. (se link)
Størrelsen a, som kan kaldes den ’diagravitationelle parameter’, kobler til stofs gravitationelle masse, og den har følgende sammenhæng med Newtons gravitations-konstant G:
(1) a = 1/(4*pi*G) = 1,19*10^9 (kg*s^2/m^3)
Størrelsen b, som jeg kalder den ’gravitomagnetiske permeabilitet’, kolber til gravitationel masse, der bevæger sig.
Størrelserne a og b bestemmer udbredelseshastigheden af gravitationsbølger. Hvis vi antager, at hastigheden af gravitationsbølger er lig med lysets hastighed c i vakuum, så kan vi beregne en talværdi for b af formlen:
(2) b = 1/(a*c^2) = 9,31*10^(-27) (m/kg)
-- Det gravito-magnetiske felt ’skjuler sig’ --
Den uhyre lille talværdi af b forklarer, hvorfor man ikke ved forsøg i laboratoriet, har kunnet opdage eksistensen af det gravito-magnetiske felt omkring strømmende masse!
Størrelsen af det gravito-magnetiske felt omkring selv meget store masse-strømme er uhyre lille. Men omkring tunge og supertætte masse-strømme, såsom roterende neutron-stjerner og ’sorte huller’, vil der eksistere relativt kraftige gravito-magnetiske felter, der vil have målelige virkninger.
-- Er a og b konstanter?
Måske er størrelserne a og b ikke universalkonstanter, hvorfor jeg betegner dem parametre. Måske er a og b stofafhængige, som det er tilfældet med ’dielektricitetskonstanter’ og ’permeabilitetskonstanter’ i elektromagnetismen.
-- Kan tyngde-anomalier forklares?
Måske kan de observerede bevægelses-effekter i Gravity Probe B forsøget, og også observerede tyngde-anomalier, forklares ved en to-felt gravitations-teori, hvor a og b er stof og energi-afhængige, og måske også steds og tidsafhængige parametre?
Link til artiklen: ”Maxwell-analog gravitationsteori med to gravitationsfelter”:
http://louis.rostra.dk/kvant_06.html
I artiklen udledes de Maxwell-analoge ligninger ved benyttelse af:
1) Newtons gravitations-lov.
2) Den specielle relativitets-teoris transformations-ligninger for sted, tid og hastighed.
Hilsen fra
Louis Nielsen
re:Gravitation er en kraft med kraftfelt
@Lars,
Jeg er temmelig sikker på at du er inde på noget af den rigtige forståelse vedrørende begrebet "tyngdekraft".
- Men hvad med de rent termodynamiske love der også hersker i rummet? Disse laver jo også hvirvlende bevægelser via store elektriske udladninger med magnetiske felter hvor gasser og stoffer samles og føres ind (tiltrækkes) ind i et centrum hvor de opvarmes og sammensmeltes (via Z-Pinch effekten) og derefter spredes (frastødes) som store sfærer af gas og stof der bliver til stjerner og planeter.
Denne termodynamiske funktion går kosmologisk således begge veje: Centripetalt med en samling af gasser og stoffer og centrifugalt med en spredning af stjerner og planeter etc. hvor elektromagnetiske kræfter altså er den sammensmeltende kraft i f. eks. en galakses centrum.
- Jeg mener at det fungerer således i mange områder i makrokosmos såvel som i mikrokosmos.
Venligst Ivar
Gravitation er en kraft med kraftfelt
Hvis man erkender at tyngdekraften har et kraftfelt i lighed med den elektriske og det magnetiske kraft og dermed ikke en krumning af rummet, vil alle problemer om forståelsen om tyngdekraften forsvinde.
Spørgsmålet er blot at forstå, hvordan tyngdekraftens ladninger fungerer.
Tyngdekraften som en ladningskraft vil også kunne vekselvirke med den elektriske og magnetiske kraft og man vil dermed have fået forenet alle de naturkræfter man forholder sig til i dag.
Er tyngdekraften er ladningskraft, vil de i artiklen beskrevet fænomener fint kunne forklares, hvad artiklen faktisk også lægger op til:
»"Ligesom et magnetfelt"
Feltet påvirker kun andre legemer, som også bevæger sig, og derfor kaldes denne type tyngdefelt ofte et gravitomagnetisk felt. Det minder nemlig i høj grad om det magnetfelt, som opstår omkring strømbærende ledninger.«
Det vil også kunne forklare, hvorfor lys afbøjes af et tyngdefelt og at stofmasser tiltrækkes af et tyngdefelt.
For ligesom en elektrisk ladet masse tiltrækkes (eller frastødes) af et elektrisk kraftfelt og en magnetisk ladet masse tiltrækkes (eller frastødes) af et magnetisk kraftfelt, så tiltrækkes en tyngdekraftladet stofmasse tilligemed også af et tyngdekraftfelt.
Nu er spørgsmålet blot, hvordan tyngdekraftens ladninger manifesterer sig i rumplanet, da tyngdekraften tilsyneladende - efter vores nuværende viden - kun virker tiltrækkende og ikke frastødende.
Kosmologiske strøtanker
Citat: ”Den generelle relativitetsteori sammenknytter i Einsteins berømte feltligning begreberne tid, rum, masse og energi”.
Ad: Begreberne tid og rum (rumtid) i den generelle relativitetsteori er misvisende for en kosmologisk helhedsforståelse og bør udskiftes med ”bevægelseshastighed” eller endda med begrebet ”relativ hastighed”.
Citat: ”Hvor den almindelige tyngdekraft forårsages af den blotte tilstedeværelse af legemer, som har en masse, skyldes Lense-Thirring-effekten, at der er en strøm af masse”.
Ad: Hvilken ”strøm af masse” er der omkring Jordens atmosfære? Måske er der kun ”en masse strøm”?
Citat: ”Feltet påvirker kun andre legemer, som også bevæger sig, og derfor kaldes denne type tyngdefelt ofte et gravitomagnetisk felt. Det minder nemlig i høj grad om det magnetfelt, som opstår omkring strømbærende ledninger”.
Ad: Det lyder usandsynligt og ulogisk at ”frame-dragging-feltet” kun påvirker objekter der er i bevægelse i feltet. Hvis der er en kraft skal den vel påvirke alt der kommer i berøring med denne?
Jordens magnetfelt er jo ikke kun et statisk 2-dimensionelt fænomen men et roterende og cirkulerende felt. Måske er det bare denne elektromagnetiske effekt som ganske svagt trækker i diverse satellitter og andet stof i Jordens sfære?
Citat: ” Et andet problem var, at ujævnheder i Jordens tyngdefelt også gav anledning til ændringer af satellitbanerne af omtrent samme størrelsesorden”.
Ad: Hvad med månens og diverse planeters påvirkning? Er disse også medregnet i forsøget? Hvad med Solens tyngde- og elektromagnetiske påvirkning? Og Solens eventuelle frame-dragging-effekt?
Citat: ”Einsteins udvikling af den generelle relativitetsteori var en nødvendig videreudvikling af Newtons klassiske tyngdelov, som ikke kunne forklare en række fænomener. For eksempel kunne man observere, at Merkurs bane udviste en besynderlig opførsel, idet det punkt på banen, hvor Merkur var tættest på Solen, hele tiden flyttede sig”.
Ad: Måske er det bare Solens roterende elektromagnetiske felt som skubber Merkurs – og andre planeters perihelium.
Citat: Et af forsøgene brugte solformørkelsen i 1919 til at påvise, at lyset bliver påvirket af tyngdekraften (den geodætiske effekt). Her observerede man en stjerne lige ved siden af Solen, selv om den reelt befandt sig bag solen”.
Ad. Lys kan bøjes i mange slags medier og der kan lige så godt være at linse-effekten er opstået af bøjet lys i solens atmosfære og elektromagnetiske felter.
- Alt i alt kan man godt forstå at man noterer sig en fejlprocent på cirka 20.
Venligst Ivar
S-teorien - det måtte jo komme :-)
Ja ja, ok, jeg har lovet at stoppe, men alligevel.
Kigger man på andre data, eks:
http://en.wikipedia.org/wiki/Flyby_anomaly
ser man, at man skal ud over ca. 2000 km før satelitter er upåvirkelige.
Jfr. min S-teori (opdateret):
https://picasaweb.google.com/111927741882755845508/STeori?authuser=0&fea...
Fremgår det tydeligt, at T-partikler, eller 'æteren' bliver trukket med rundt om jorden inden for en given afstand, tangerende til hvile i forhold til jorden inden for atmosfæren.
Vi har derfor to variable i forhold til dette forsøg:
1) Friktion i 'æteren' (Hmm. kan ikke linke direkte til punktet).
2) 'Æterens' rotationshastighed i forhold til jorden i 640 km's afstand.
Men som sagt før:
Begge teorier giver samme resultat(observation), så den ene udelukker ikke den anden.
fremmed figur
Der er kommet en figur med i artiklen med et gaskromatogram og et massespektrum af en kokainprøve. Denne hører til en anden artikel i det nævnte nummer af Aktuel Naturvidenskab (et glimrende tidsskrift). Figurteksten hører til figuren ovenfor med satelitten i kredsløb.
Men ellers en god ide med mellemrum at bringe artikler fra Aktuel Naturvidenskab, her med mulighed for debat. Og debat skal der nok komme når talen er om retavitetstrorien.
Ellers imponerende, at man i et enkelt eksperiment kan påvise to forskellige relativistiske effekter. Nu mangler vi blot at få målt, om vinkelsummen i en trekant i rummet er lig med eller forskellig fra 180 grader.