Modsat de fleste andre fisk har tun en unik evne til at holde sig varmere end deres omkringliggende miljø. Det giver dem en stor fordel som rovdyr, da varme muskler præsterer bedre end kolde muskler.

Man skal enten være vinterbader eller masochist for at nyde fornemmelsen af at plaske rundt i vand, som er 10 grader varmt.

Vand er ekstremt varmeledende, hvilket betyder, at varmen forlader kroppen i løbet af et splitsekund og i stedet erstattes af en ukontrollerbar skælven.

Men for tunfisk er det ingen sag at holde varmen i koldt vand. Sammen med enkelte hajarter er tunen den eneste fiskeart, som er i stand til at holde en kropstemperatur mellem 10 og 12 grader varmere end det omkringliggende vand.

Og det giver fisken en kæmpe fordel som rovdyr – varme muskler præsterer nemlig langt bedre end kolde muskler.

»Det er virkelig en enestående egenskab. Vi ved jo fra os selv, hvor svært det er at holde varmen i vand, og det er endnu sværere for fiskene, fordi de har store overflader og tynde membraner. De har alle odds imod sig,« siger lektor Hans Malte fra Afdeling for Zoofysiologi, Biologisk Institut på Aarhus Universitet, der forsker i tunens enestående evne til at holde sig varm.

Tunen fungerer som hårde hvidevarer

Tunfiskens store fordel er et redskab, som de fleste kender fra hjemmet: en varmeveksler (som bruger det varme vand fra fjernvarmeværket til at opvarme det kolde brugsvand). Eksempler på varmevekslere fra hverdagen er radiatorer, frysere og køleskabe.

En varmeveksler er designet til effektivt at overføre varme for eksempel fra en væske til en anden, men fordi de to væsker er adskilt af en plade eller en væg, bliver de ikke blandet sammen. I tunen er væsken blod, og ’pladen’ er karvægge i blodkarrene.

Tunens hemmelighed er altså, at det varme blod i de blodkar, der forlader svømmemusklerne, afgiver sin varme til det kolde blod, der løber til svømmemusklerne, når det passerer hinanden. Selvom dette ikke forhindrer, at tunen køler ned, når den dykker ned på dybt og koldt vand, går det meget langsommere, end det ville gøre for andre fisk.

Den blåfinnede tun kan komme til at veje op til 500 kilo og har derfor ikke brug for at hente yderligere varme fra vandoverfladen, som dens mindre slægtning den storøjede tun.

»Der er en meget tæt kontakt mellem blodkarrene, som ligger i en imponerende, tæt struktur, hvor de snørkler sig ind og ud af hinanden,« siger Hans Malte.

»Det betyder faktisk, at det meste af varmen bliver i fisken. Varmen konserveres – og genbruges.«

En evolutionær tilfældighed

Egentlig er det forbeholdt pattedyr og fugle at være i stand til at holde kropstemperaturen højere end omgivelserne. Det, vi kalder stuetemperatur – omkring 22 grader – er for eksempel omtrent 15 grader koldere end den gennemsnitlige menneskelige kropstemperatur.

Og selvom tunfiskens høje stofskifte i musklerne er en forudsætning for at have udviklet denne evne til at starte med, var det alligevel ikke givet på forhånd, at det ville ske. Faktisk kan det tilskrives en ’evolutionær tilfældighed’, fortæller Hans Malte.

»Det er ren og skær tilfældighed, at det lige er sket for denne fiskeart – ellers havde alle fisk i makrelfamilien haft den samme evne. Til gengæld er det ikke tilfældigt, at den ikke er forsvundet igen. Det er en stor fordel for fisken,« siger Hans Malte.

Det samme kan siges om de hajarter, som har den samme evne. Tun og hajer er kun meget fjernt beslægtede, og derfor er det sikkert, at fiskenes egenskaber er opstået uafhængigt af hinanden.

Storøjede tun bruger også adfærd

For tunfisk som for eksempel den blåfinnede tun, som kan vokse sig til at veje op til 500 kilo, er varmeveksleren tilstrækkelig til at holde varmen.

For andre tunarter skal der yderligere tricks til. For eksempel bruger storøjede tun også deres adfærd til at regulere kroppens temperatur.

Storøjede tun bliver ’kun’ op til 70 kilo, og derfor har de et meget større overfladeareal i forhold til deres kropsstørrelse end den blåfinnede tun. Det betyder, at de mister relativt mere varme og derfor som udgangspunkt har en lavere muskeltemperatur.

Derfor ligger fiskene om natten i vandoverfladen og får kroppen varmet godt igennem. De bor typisk i egne, hvor vandet er 24-25 grader varmt om natten. Men så snart det bliver morgen, svømmer de ned på 4-500 meters dybde for at jage. Her er vandet typisk kun omkring 10 grader varmt.

For at holde varmen er den storøjede tun nødt til at svømme op til overfladen og ’hente’ varme med jævne mellemrum. Fiskens størrelse afgør, hvor tit den skal op til overfladen – jo mindre fisk, des oftere op til overfladen.

Varmeveksleren kan blive for effektiv

Selvom tunfiskens evne til at holde sig varm må være kilde til mange misundelige blikke fra de andre rovdyr i vandet, ved man endnu ikke, om varmevekslerens fulde potentiale er udnyttet på nuværende tidspunktet.

Teoretisk set kan varmeveksleren udvikle sig yderligere og måske endda blive endnu kraftigere.

Derfor er Hans Malte netop nu ved at undersøge, hvor effektive fiskens varmevekslere egentlig er. For hvis den bliver for god, kan den faktisk komme til at transportere så meget ilt fra det blod, der løber til svømmemusklerne direkte til det blod, der forlader musklerne, at der ikke når tilstrækkeligt ilt frem til musklen. I sidste ende kan det betyde fiskens død.

»Der er altså grænser for, hvor god fiskens varmeveksler kan blive, og på nuværende tidspunkt ved vi ikke, om den grænse er tæt ved at være nået,« siger Hans Malte, som dog gætter på, at varmeveksleren er tæt på sit yderste potentiale i dens nuværende form.