For mange er det en drengedrøm at blive astronaut, men det er kun blevet til virkelighed for én dansker: Andreas Mogensen.
2. september bliver han sendt op i rummet for første gang, men rejsen dertil har været meget lang, fortæller han selv i en ny tegnefilm om rumeventyret – se filmen foroven.
Drengedrøm går i opfyldelse
Andreas Mogensen fortæller blandt andet om, hvordan han kiggede på stjerner som barn og blev fascineret af rummet. Derfor bestemte han sig for at lære alt, hvad han kunne om videnskab og rumforskning, og i 2007 var han nået så langt i sin akademiske karriere, at han fik en ph.d.-grad i rumfart.
Derefter sendte han en ansøgning til den europæiske rumorganisation ESA om at blive astronaut. Efter en lang række tests blev Andreas valgt som én af seks nye europæiske astronauter foran mere end 8.000 andre ansøgere.
Undervejs i astronaut-uddannelsen har han blandt andet lært at nødlande sit rumskib og at gå på rumvandring, og han har opholdt sig i dagevis på havets bund og i en underjordisk grotte.
\ Fakta
2. september 2015 bliver Andreas Mogensen den første dansker i rummet, når han bliver sendt af sted på en 10-dages mission til Den Internationale Rumstation, ISS. Han er gået gennem mange prøvelser på sin vej til at blive astronaut, og på rumstationen kommer han til at arbejde intenst som både forsker og forsøgskanin, når han skal udføre en lang række eksperimenter i vægtløs tilstand. På Videnskab.dk og Rumrejsen.dk kan du løbende læse om forberedelserne, dagligdagen på rumstationen og alle de videnskabelige forsøg.
Alt det har gjort ham klar til sin mission, der kaldes Iriss, hvilket er en kombination af navnet på de græske guders budbringer, Iris, og Den Internationale Rumstation, ISS.
Ti intensive dage afsluttes med vild rutsjebanetur
Andreas Mogensen forklarer også i videoen, at han bliver sendt ud i rummet ombord på en Sojuz-raket, der er på højde med en 15-etagers bygning, og efter seks timer når han op til rumstationen, der kredser rundt om Jorden i en højde af omkring 400 km.
På rumstationen kommer han til at prøve, hvordan det er at leve i vægtløshed. Han kommer til at sove i en sovepose klistret til en væg, han må nøjes med at vaske sig med en svamp eller vådservietter, og måltiderne består for det meste af dåse- og frysetørret mad.
Han skal kun opholde sig på rumstationen i ti dage, så han får travlt med at udføre de mange videnskabelige opgaver, han bliver sat til. Han skal blandt andet teste en særlig tætsiddende dragt, afprøve Google-briller og sende små danske satellitter ud i rummet.
12. september er det tid til rejse tilbage til Jorden, og turen ned gennem atmosfæren bliver »den vildeste rutsjebanetur«, som Andreas Mogensen siger i tegnefilmen foroven.