I resterne af en lille bygning fra Jernalderen fandt forsker Stephen Wickler vulkanske spor fra en svunden tid.
Alle vulkanudbrud har en unik kemisk signatur, og man har kortlagt signaturerne fra islandske vulkanudbrud helt tilbage til 500-tallet. Dermed kunne Wickler tidsfæste hytten meget præcist.
Ifølge en videnskabelig artikel, som Wickler nu har publiceret, giver denne askeanalyse mere præcise dateringer end kulstof-14-metoden. Studiet er offentliggjort sammen med forskere ved University of Massachusetts i tidsskriftet Journal of Archaelogical Science.
Wickler arbejder ved sektion for kulturvidenskab ved Tromsø Museum, Universitetet i Tromsø, Her forsker han i den norske jernalderbosættelse Borgs historie.
Borg, som ligger i den nordnorske øgruppe Lofoten, var et magtcentrum i jernalderen med både handel og høvdingegård.
Bygningen, som Wickler undersøgte, var et såkaldt nøst – et lille hus eller skur til opbevaring af både eller fiskeredskaber.
Tromsø-forskeren sendte prøverne fra nøstet til klimaforskere ved University of Massachusetts, som også har arbejdet i Lofoten.
De amerikanske forskere arbejdede nemlig med at datere ændringer i landskab og kulturminder ved hjælp af bittesmå stykker af det vulkanske materiale tefra, som dannes efter et udbrud.
Signaturerne fra islandske vulkanudbrud tilbage til 700-tallet er samlet i en database, som netop skal hjælpe til med en sådan datering, både i klimaforskningen og i arkæologiske udgravninger.
»Nu begynder databaserne at blive gode. Ud over tefradata har forskere også indført oplysninger om vulkanudbrud, som de har gennem askerester, der er bevaret i den grønlandske is. Det gør databasen endnu mere sikker,« siger Stephen Wickler.
»Tefrakronologi kan sammenlignes med årringene i et træ. Det kan give en datering med samme præcision,« siger han.
Kulstof-14-datering har tidligere vist, at jernaldernøstet havde været forladt før år 1270, men med hjælp fra Heklas gamle askerester fik Wickler en endnu mere præcis datering.
»Vi kunne på den måde se, at nøstet havde været forladt allerede ved år 1100, fordi vulkanresterne fra den tid lå i græslaget over udgravningspladsen. Det betyder, at vi kunne fjerne en usikkerhed på næsten 200 år,« siger Wickler.
Han mener stadig, at forskere er afhængige af kulstof-14-metoden, fordi det giver en ide om, hvor gammelt et fund er. Men metode kan have en fejlmargen på flere hundrede år, og ofte er det nødvendigt at få en mere præcis datering.
»Der skete så meget spændende i overgangen mellem vikingetiden og middelalderen; afgørende historiske begivenheder og forandringer. Derfor er det vigtigt at få sat mere nøjagtige årstal på,« siger han.
Ifølge Wickler viser det nye studie, at askepartiklerne fra islandske vulkaner også kan datere kulturminder rundt omkring i Europa, fordi luftstrømmene kan transportere partiklerne meget langt.
»De største partikler fra udbruddene har ikke så stor radius, men de mikroskopiske partikler har,« siger han.
Netop fordi partiklerne kan vandre så langt, er det muligt, at visse områder og kulturminder i Europa kan have overlappende askerester fra flere forskellige vulkaner andre steder i verden.
»Vi ved ikke så meget om, hvordan luftstrømmene for hvert enkelt udbrud transporterer asken. I 2010 ændrede Eyjafjallajökulls askesky retning fra dag til dag, så det er svært at gå tilbage til vikingetiden og kortlægge det præcist.«
»Men det er jo på en måde det, vi gør, når vi bruger askedateringen i vores forskning. Vi kortlægger omfanget af en gammel askesky, og på den måde kan vi også se, hvor store udbruddene har været,« siger han.
Det er stadig ganske dyrt at analysere de mikroskopiske partikler. Nu håber han, at metoden bliver videreudviklet, så den kan bruges i endnu større omfang i fremtiden.
Forskning.no er et netmedie med norske og internationale forskningsnyheter. Forskning.no finansieres af norske universiteter og forskningsinstitutioner.
Videnskab.dk samarbejder med forskning.no om udveksling af artikler.
