I disse farlige julefrokosttider er der måske mange, der er bekymret for, at ens kæreste, mand eller kone ikke kan modstå fristelsen og ender med at lave et lille sidespring.
En måde at sørge for, at det ikke sker, er at holde sin udkårne i kort snor - selvom snoren også kan blive for kort, som det for eksempel skete for Shakespeares antihelt Othello, der dræbte sin hustru Desdemona i et anfald af jalousi.
Heldigvis er der også en anden, mere sikker vej at sikre familieidyllen på. Man kan nemlig selv prøve at gøre partneren glad, så man altid giver baghjul til mulige konkurrenter, der bejler til ens udkårne. Sådan foregår det i det symbiotiske forhold mellem termitter og svampen Termitomyces.
Svampen sørger nemlig for, at andre svampe, som termitterne kunne være fristet til at dyrke, ikke har en jordisk chance for at blande sig i svampens sameksistens med det enkelte termitbo.
Det viser ny dansk-hollandsk forskning, som bliver offentliggjort i den nyeste udgave af tidsskriftet Science.
»Det er ligestilling, så det batter,« siger seniorforfatter til undersøgelsen, professor Jacobus Boomsma fra Grundforskningsfondens Center for Social Evolution, der hører under Biologisk Institut ved Københavns Universitet.
Termitter er insekter, der er tæt beslægtede med kakerlakker og bor i kolonier, som minder meget om myrernes.
De har en meget stærk social organisation med en dronning, en konge, arbejdere og soldater.
Sammen med sine kollegaer har professor Boomsma brugt otte år på at undersøge svampedyrkende termitkolonier. Generation efter generation har denne gruppe af termitter i 30-35 millioner år levet i tæt symbiose med svampen Termitomyces, der netop har fået sit navn på grund dette symbioseforhold.
Samarbejdet foregår på den måde, at når termitterne bygger en ny koloni, planter de svampesporer for senere at vedligeholde svampebruget, så længe kolonien eksisterer.
Termitterne spiser svampene, der på den måde giver sine partnere næring, mens de selv kan takke termitterne for, at de hele tiden bliver videreført til nye vækstlag i svampehaven.
»En succeshistorie evolutionært set,« kalder Jacobus Boomsma denne sameksistens.
Termitterne og deres svampe er langt fra det eneste eksempel på symbioseforhold, der findes i naturen. Her kan man bl.a. nævne koralrev og furealger, klovnfisk og søanemoner, bælgplanter og Rhizobium-bakterier og flere andre symbiosetilfælde.
Det specielle ved symbiosen mellem termitterne og termitsvampene er imidlertid, at de bliver nødt til at være tro mod hinanden. Det vil sige, at termitterne kun etablerer et symbioseforhold med én svampestamme og forbliver i et monogamt ægteskab med den resten af deres liv.
Forskerne var i stand til at påvise det ved at undersøge svampene i omkring 70 termitkolonier. Ingen af svampene kunne prale med nogen form for genetisk diversitet - i hvert termitbo var der således kun én slags svamp.
Det interessante var imidlertid, at svampene i forskellige reder var genetisk forskellige. Derfor ved man, at de kan være forskellige, men altså ikke inden for samme koloni.
Fordelen ved, at der kun er én slags svamp i hvert termithjem er, at både termitterne og svampene på den måde kan være sikre på, at hver af dem vil gøre det ypperste for at tjene partneren og vil undgå at forsøge at være utro med andre.
Men det monogame forhold har også en negativ side for termitterne.
»Ulempen er, at termitten er låst fat i det her monogame ægteskab med den enkelte svampestamme,« fortæller Jacobus Boomsma,
»Vi mennesker vil ellers altid sørge for at bevare flere valgmuligheder. Og på en måde kan man også sammenligne situationen med en gartner, der kun har én sort æbler eller blommer, han kan dyrke. Hvis bestanden så bliver ramt af en sygdom, ryger hele gartneriet med et brag.«
Symbiose defineres som et konstant, længevarende og tæt eller intimt samliv mellem to organismer af forskellig art.
Det på trods mener Jacobus, at forholdet har været og er til gavn for begge partnere.
»Det er en win-win situation for dem begge. Termitterne har fået adgang til en hel ny madkilde, og svampene har fået beskyttelse i vedligeholdte kolonier. Denne symbiose mellem termitterne og svampene opstod kun én gang, for 30-35 år millioner siden, men nu er den udbredt til 330 arter. At ingen af dem gik tilbage til at leve alene viser, at dette samarbejde er meget evolutionært stabilt.«
Det er imidlertid interessant, at når termitter starter med at bygge deres koloni, planter de faktisk en hel række genetisk forskellige svampe:
»Termitternes samfund starter som det rene kaos,« forklarer Jacobus Boomsma.
Der går kun nogle få uger eller måneder, før der kun er én svampestamme tilbage i termitboet. De andre har tabt konkurrencen, da det kun er den stamme, som vokser bedst under plejen af den ene bestemte termitfamilie, der overlever.
