Soludbrud sender materiale mod Jorden
Sol-observatoriet Solar Dynamics Observatory har i dag observeret et kraftigt soludbrud på midten af solskiven.

Solen set gennem et filter. Den meget lysende plet er soludbruddet. (Kilde: NASA/SDO)

Et kraftigt soludbrud er slynget ud fra den aktive solplet kaldet AR1719 kl. 8:16 i morges. Soludbruddet udsendte et kraftigt ultraviolet lys, der blev optaget af NASA's Solar Dynamics Observatory (SDO), der hele tiden holder et vågent øje med Solen.

Soludbrud kan være meget forskellige, der sker ofte små udbrud flere gange om dagen, i de perioder hvor Solen er mest aktiv. Disse små udbrud kaldes B- eller C-klasse soludbrud. De store soludbrud der særligt holdes øje med er M- og X-klasse udbrud, hvor X-klasse udbrud er de kraftigste, der kendes til. Dagens soludbrud var en M6-klasse.

Elektrisk materiale kan skabe nordlys

Soludbruddet kastede en stor mængde elektrisk ladede partikler ud, som en magnetisk sky, og idet materialet blev slynget ud midt på solskiven, har materialet med stor sandsynlighed retning mod Jorden.

Det elektrisk ladede materiale kan skabe forstyrrelser i Jordens magnetfelt og skabe smukt nordlys. Dette kaldes en geomagnetisk storm. Ifølge beregninger vil solstormen ramme Jorden sent den 12. april, men det er mere sandsynligt, at den vil ramme os den 13. april.

Om der kommer nordlys helt ned til Danmark er dog uvist, det kommer nemlig an på skyens størrelse, fart og orientering.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud