Annonceinfo

Solpletter aflyser pause i global opvarmning

Solens lave aktivitet siden 2007 kan være årsag til, at de forventede temperatur-stigninger pga. CO2 indtil videre er udeblevet. Men nu sætter effekten måske ind: Solaktiviteten er steget ganske uventet.

Emner: ,
Solen har en cyklus på 11 år, og antallet af solpletter og soludbrud peaker altid i slutningen af Solens cyklus.

Hvis du retter en helt almindelig stjernekikkert - med solfilter - mod Solen, vil du tydeligt kunne se en række mørke plamager sporadisk spredt eller samlet i små grupper ud over dens overflade. Mange plamager, bedre kendt som solpletter, er lig med en høj solaktivitet.

Siden 2007 har antallet af solpletter været usædvanligt lavt, hvilket er faldet sammen med nogle tilsvarende usædvanligt kolde vintre på den nordlige halvkugle. Samtidig er temperaturerne ikke steget nær så meget globalt, som man havde forventet, de ville som konsekvens af den globale opvarmning.

Forskerne har derfor argumenteret for, at den lave solaktivitet har givet os et pusterum, inden den globale opvarmning tog fat – men nu viser nye tal, at solens aktivitet er steget igen. Det fortæller postdoc og ph.d. Christoffer Karoff fra Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet (AU). Han arbejder på et treårigt projekt, hvor han skal undersøge stjerners indflydelse på liv.

»De nye målinger af Solens aktivitet kan betyde, at vi ikke får en udsættelse af den globale opvarmning, som man kunne have håbet på,« siger han.

Solen har cyklusser på 10-11 år

Fakta

Der findes flere forskellige måder at måle solaktiviteten på. De tre vigtigste er:

- Tælle antallet af pletter på Solen, hvilket kan gøres med en helt almindelig kikkert.

- Målinger af Solens magnetfelt med satellitter. De første satellitmålinger startede for 30-40 år siden.

- Målinger af svingninger i Solen, som kan sige noget om strømningerne inde i Solen. Dette er AU’s spidskompetence.

Solens aktivitet kan måles på flere forskellige måder, men den nemmeste måde er simpelthen at tælle antallet af pletter på Solens overflade.

Solpletter er områder med intens magnetisk aktivitet med stærke magnetfelter. Pletterne er mørke, fordi de er et par tusind grader koldere end resten af Solens overflade – alligevel betyder mange solpletter, at Solens aktivitet er høj, fordi de er skabt af strømninger af plasma inde i vores kæmpemæssige stjerne.

Solen har perioder, eller cyklusser, som i starten af perioden indebærer lav solaktivitet, mens aktiviteten topper hen i mod cyklussens slutning med mange solpletter og soludbrud. En cyklus kan være af varierende længde, men strækker sig normalt over 10-11 år.

Få pletter hænger sammen med lave temperaturer

Der er tendens til, at få solpletter hænger direkte sammen med lavere temperaturer på Jorden, mens et højt antal solpletter tilsvarende hænger sammen med højere temperaturer. Det er dog kontroversielt, om dette sammenfald også betyder, at der er en årsagssammenhæng.

Figur af antallet af Solens pletter igennem de sidste 50 år. (Illustration: Christoffer Karoff)

Hvis der er det, kan det være med til at forklare, hvorfor vi endnu ikke har oplevet temperaturstigninger som følge af den globale opvarmning – og i øvrigt også, hvorfor vi har oplevet så ekstremt kolde vintre på den nordlige halvkugle de sidste år.

»I 2007 regnede man med, at den næste cyklus ville starte i år 2008 eller 2009. I stedet udeblev solpletterne helt i disse år, og det er meget omdiskuteret, om den lave solaktivitet hang sammen med de kolde vintre, vi har oplevet herhjemme,« siger Christoffer Karoff og fortsætter:

»Solens aktivitet ændrer ikke ret meget på den energi, vi modtager her på Jorden, men den har indflydelse på mængden af UV-stråling, vi modtager – det kan måske være med til at påvirke høj- og lavtryk her på Jorden.«

I England har man for eksempel lavet temperaturmålinger, der viser, at lav solaktivitet hænger sammen med kolde vinde fra nordøst.

En ny istid helt sikkert på vej – troede man

Fakta

Endnu tidligere minimumsperioder end Maunderminimummet (1645-1715) er fundet ved analyse af kulstof-14 i træers årringe og lader også til at være faldet sammen med globale temperaturer under gennemsnittet.

Det er ikke første gang, man oplever, at Solens aktivitet rammer et minimum. Umiddelbart efter Galileo begyndte at lave datasæt for Solens pletter, gik vores sol i 1645 ind i en periode på 70 år, hvor den slet ikke havde nogle pletter.

Den periode er senere blevet kendt som ’Maunderminimummet’ eller ’Den lille istid’, hvor Europa oplevede meget lave temperaturer.

I de sidste 50 år har Solens aktivitet været meget høj, og det kom derfor bag på mange, da den nye cyklus i 2008 lod vente på sig. I stedet for at fortsætte på et højt niveau, faldt aktiviteten pludselig til et minimum og lå på næsten nul i tre år.

»Da det skete, blev der foretaget nye målinger, og alle forudsagde, at vi ville opleve en periode med meget lav solaktivitet. Det kunne enten betyde, at vi ville få lavere temperaturer, eller at det kunne modvirke den globale opvarmning,« siger Christoffer Karoff.

Vi aner ikke, hvordan Solen kommer til at opføre sig

Fakta

Solpletter er områder med intens magnetisk aktivitet. Solpletter og soludbrud skyldes ustabilitet i Solens magnetfelt kombineret med solens rotation. Solpletterne er koldere end resten af overfladen og virker derfor mørkere, men der foregår en voldsom aktivitet i sådanne områder. De største solpletter kan have en radius på titusindvis af kilometer – i visse tilfælde bredere end Jordens.

Da Solens aktivitet pludselig faldt, lavede ’National Solar Observatory’ i USA en pressemeddelelse med tre forskellige forskningsresultater, som alle argumenterede for, at vi var på vej ind i et nyt Maunderminimum. Forskermiljøet var enigt om, at næste cyklus ville vise en meget lav solaktivitet.

I stedet ser det stik modsatte ud til at være ved at ske: Ifølge de nyeste målinger er Solens aktivitet nu steget igen og er på højde med det niveau, vi har haft de sidste 50 år. Det er derfor højst usandsynligt, at Solens næste cyklus skal byde på et nyt Maunderminimum, som alle havde forudset.

Den nye lille istid er derfor som udgangspunkt aflyst, og det samme er pausen i den globale opvarmning.

»Godt nok var det næste cyklus, man forudsagde noget om på det tidspunkt National Solar Observatory kom ud med deres pressemeddelelse. Men med de tal vi har på hånden lige nu, ser det ud til, at tolkningen af resultaterne var forkerte, slet og ret – på den måde skal vi nu starte forfra,« siger Christoffer Karoff.

Fakta

Den kendte direkte indflydelse Solen har på Jordens klima er i gennem den variable mængde lys, Solen udstråler. Den mulige indirekte indflydelse er i gennem den kontrol solaktiviteten har på for eksempel energetiske partikler der kommer til Jorden, samt magnetfelter ved Jorden.

De nye tal betyder, at forskerne igen er på bar bund. Hvorfor rykkede cyklusserne sig, hvorfor faldt Solens aktivitet pludselig i en årrække, og hvorfor er den nu steget igen? Det er der ingen, der kan give et klart svar på, fortæller Christoffer Karoff.

»For tre år siden troede vi, at vi kunne forudse Solens opførsel i vid udstrækning. Det er nu slået fast med syvtommersøm, at vi ikke ved, hvordan Solen vil opføre sig mere end 14 dage ud i fremtiden.«

Måske skal vi revurdere global opvarmning

Det eneste, vi på nuværende tidspunkt ved, er altså, at vi næsten intet ved.

Blot kan man sige, at det ikke er sandsynligt, at et nyt Maunderminimum er lige om hjørnet. Det betyder måske, at vi er nødt til at håndtere den globale opvarmning med fornyet hastværk – eller at vi er nødt til at revurdere vores opfattelse af CO2-relaterede stigninger i temperaturen.

»Det er ikke alene solfysikere, der har snakket om denne pause i den globale opvarmning – folk, der sidder og arbejder med det her, har det problem, at vi ikke har set markante temperaturstigninger siden 1998. Det har man indtil videre kunnet forklare med lokale klimafænomener, men hvis temperaturen hænger sammen med CO2, så burde den være steget nu, medmindre det var Solens skyld, fordi den opførte sig mærkeligt,« siger Christoffer Karoff og slutter:

»Det gør den altså ikke mere, så nu kan vi ikke længere bruge den som undskyldning, hvis ikke temperaturerne stiger.«

Postdoc Christoffer Karoff skriver blogindlæg for Videnskab.dk - om solpletter og Solens opførsel i øvrigt.

Hvis du har lyst til at læse nogle af hans blogs, kan du blandt andet klikke ind på:

'Lys i forskellige farver følger solpletter forskelligt'

'De manglende solpletter skaber øget forståelse'

'Var Solen skyld i den kolde vinter'

Javel

Så når temperaturen stiger har det INTET med solen at gøre – en pointe IPCC bruger stor energi på at banke hjem – men når temperaturen stagnerer eller falder, har det ALT med solen at gøre. Det er en yderst funky korrelation man dér forsøger at argumentere for, men hey, vi snakker klimavidenskab hér, hvor spillereglerne... bare er anderledes.

Lidt afhængig af hvilken af de fantastiske klimamodeller man spørger, skulle temperaturen siden 1998 være steget 0,2-0,3 grader. Det er som bekendt ikke sket – bare spørg Phil Jones – og det er mu-huu-lig-vis solens skyld. Fint nok. Så siger vi det. Men hvis solens indflydelse er kraftig nok til at holde en stigning på 0,2-0,3 grader nede (hvilket trods alt svarer til 33% af den globale opvarmning siden den industrielle tidsalders begyndelse) hvor meget af den massivt omtale temperaturstigning fra 1975-1998 kan SÅ tilskrives solen? Næppe kun den 1/13 som IPCC mener.

I stedet for irriterende standardfraser om alvorlige temperaturstigninger, kunne det være lækkert om Christoffer Karoff gad forholde sig til de fulde konsekvenser af hans hypoteser, og overlade ideologi og politik til dem der allerede har solgt ud.

Gallilei levede ikke i 1700 tallet

Galileo Galilei levede fra 15. februar 1564 - 8. januar 1642.
Derfor er det vist lidt misvisende at der står at "Solpletterne er blevet optalt, siden Galileo lavede de første datasæt af dem i 1700-tallet."

Flere filtre

Projektionsmetoden er brugbar, såfremt det drejer sig om et teleskop med lille åbning, dvs. et objektiv på max. 50-60 mm. Solens varme koncentreres i brændpunktet (i de ’gode gamle dage’ skrællede vi celluloid af cykelstyret og satte ild i det med et brændglas), og hvis objektivet er større end de anførte 50-60 mm, bliver varmen så intens, at der er stor risiko for, at okularet bliver ødelagt.
Anskaf i stedet et Mylar- eller Baadersolfilter, som placeres foran objektivet. Et sådant filter blokerer op til 99,99% af Solens lys og varme. Den helt seriøse soliagttager anskaffer sig et H-α teleskop, der viser Solen i én spektrallinie, en brintlinie på 656,28 nm. Et sådant teleskop kan udover solpletter også vise protuberanser og andre overfladefænomener på Solen.
Solens udseende kan følges på http://www.spaceweather.com/

Med mindre man har et meget

Med mindre man har et meget specielt solfilter, er det overmåde risikabelt at "... rette en helt almindelig stjernekikkert - med solfilter - mod Solen" - man har så stadig ét øje tilbage til at underskrive sagsanlægget mod forfatteren af artiklen.

De primitive, mørke "solfiltre", der følger med flertallet af amatørteleskoper knækker regelmæssigt pga. koncentreret varme.

Den sikre metode til - på amatørbasis - at observere Solen, er at benytte kikkerten som en slags lysbilledapparat og projicere solbilledet på et stykke papir el.lign. i god afstand bag kikkerten.

Ret faktabox

Enig med Karsten Bomholt. I den første faktabox står der stadig - uden yderligere vejledning eller advarsel - at man kan tælle antallet af solpletter med en "ganske almindelig kikkert".
N-E-J!!!!!

"Solaktiviteten er steget ganske uventet."

Det er sådan at solen har en cyklus på omkring 11 år. Den kan være så lav som 9år og op til 18 år. Man ved at længden på cyklusen påvirker temperatuerne over land. Sådan at jo længere cyklus jo lavere temperatur. Da længen cyklusen nu er steget til omkring 12 år eller mere så må vi stadigt forvendte lidt faldende temperature.

Ha, Ha, billede tekst

"Solen har en cyklus på 11 år, og antallet af solpletter og soludbrud peaker altid i slutningen af Solens cyklus. De mørke plamager på billedet er solpletter."

Det er rigtig at solpletterne ser sorte ud i forhold til den lyse sol. Men på dette foto er solpletterne lyse, fordi de er fotograferet med et filter som kun viser den farve usynlig lys som pletterne udsender.

solpletter

det er helt utroligt, antallet af teorier om solpletter,men sagen er hvornaar "videnskaben", beslutter sig til at sige at, det vi ser er en mulighed for dit eller dat,men at vi egentligt ikke endnu hved nöjagtigt hvad det drejer sig om, de kunde sige det ser ud som om,men nej videnskaben,har en masse folk der naesten alle hved alt, hvad der er vaerd at vide!

Til Karsten Bomholt

Hej Karsten.

Du har helt ret, og det er hermed tilføjet i teksten.

Mvh Charlotte Price Persson

Husk solfilteret!

... "Hvis du retter en helt almindelig stjernekikkert mod Solen" ...
For pokker dog! Det må man aldrig nogensinde gøre. Solens lys og varme er så intens, at der skal monteres specielle filtre på kikkerten, inden man overhovedet tænker på at gøre noget sådant. Udover at risikere at ødelægge kikkerten er der en endnu større risiko for at man ødelægger sine egne øjne.

Seneste fra Miljø & Naturvidenskab

Køb køb køb

Annonceinfo

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Mest sete video

Annonceinfo

Seneste kommentarer

Seneste blogindlæg