I sidste uge modtog biolog Carsten Egevang naturfotografiens svar på en Oscar for sit billede af to flokke søkonger, som passerer et gigantisk isbjerg indhyllet i tåge.
Billederne af den arktiske fugl har han taget på Kap Hoegh og Kap Brewster ved verdens største fjord, Scoresbysund Fjord, i Nordøstgrønland, hvor han i samarbejde med et internationalt forskerhold har forsket i søkongernes adfærd.
For på trods af, at søkongen, der er på størrelse med en stær eller en solsort, er Nordatlantens mest talrige alkefugl, så kender man meget lidt til deres levevis, fordi deres ynglepladser ligger på meget afsidesliggende steder som Nordøstgrønland, Svalbard og Nordrusland.
Men den virkelighed har Carsten Egevang og hans kolleger forsøgt at lave om på under feltarbejdet ved Scoresbysund Fjord i 2004. Ved at udstyre 13 søkonger med dataloggere på ryggen, lykkedes det forskerne at løse mysteriet om, hvad søkongerne foretager sig, når de forlader ynglepladsen for at indhente føde til deres nyfødte unger.
Resultaterne er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Polar Biology i år.
Det lykkedes for forskerne, at genindfange fem ud af de 13 søkonger, som var udstyret med dataloggere, ved at bruge et 'løkke-tæppe', som var placeret i nærheden af de reder, som søkongerne midlertidigt havde forladt på deres jagt efter føde.
De indsamlede data afslørede, at søkongerne dykker ned i det arktiske havvand op til 240 gange om dagen og kan dykke ned til en dybde på 27 meter. Ved at få 35 voksne søkonger til at gylpe det måltid op, som ellers var reserveret til deres unger, afslørede forskerne også, at cirka 95 procent af måltidet bestod af vandlopper, copepoder.
Det fortæller, at søkonger under deres dyk filtrerer vandet for vandlopper og bruger dem som deres primære fødekilde. På den måde adskiller søkongerne sig så væsentligt for andre havfugle, som i overvejende grad lever af at spise fisk.
»Søkongerne udnytter en fødekilde, som de andre havfugle ikke benytter sig af. Den eneste potentielle konkurrent kunne være en stor bardehval, men den lever ikke på de kanter,« siger Carsten Egevang, der er arbejder som biolog på Grønlands Naturinstitut og er tilknyttet Danmarks Miljøundersøgelser under Aarhus Universitet.
Det er ifølge Carsten Egevang utrolige mængder af de tre til fem centimeter store vandlopper, der hver eneste dag skal hentes op af havet for at vedligeholde den mindst ti millioner store bestand af søkonger ved Scorebysund. Forskerne har regnet ud, at en søkonge, som har ansvaret for en unge i kolonien, skal fange cirka 59.800 vandlopper pr. dag. Det svarer til, at søkongen fanger cirka seks vandlopper pr. sekund, mens den befinder sig under vand.
Jeg er en stor fan af den lille, seje alkefuglSøkongernes eminente evne til at dykke under vand har de til fælles med pingviner. De har nemlig ligesom pingvinerne korte og kraftige knogler modsat de lange og hule knogler, som man for eksempel finder hos en havterne.
»Det lille vingeareal og det kraftige, massive knogler gør søkonger gode til at svømme. Omvendt betaler de prisen, når de flyver, hvor de er nødt til at baske meget hurtigt med vingerne, for at holde sig i luften. Det koster meget energi,« siger Carsten Egevang.
Søkongerne kan glæde sig over, at de modsat pingvinerne trods alt har bevaret evnen til at flyve. Det kan Carsten Egevang også glæde sig over. For ellers havde han hans vinderbillede mistet en vigtig og uundværlig komponent.
»Jeg er en stor fan af den lille, seje alkefugl,« konstaterer den prisvindende biolog.
Slideshow med flere af Carsten Egevangs søkonge-fotos:
$$SlideShow;
