Smukke fotos: Se verden gennem mikroskop
Forskere verden over - fra bl.a. Syddansk Universitet - har taget billeder gennem et mikroskop. Nyd de flotteste bidrag og vinderen af fotokonkurrencen Nikon Small World Photomicrography Competition.

Kræftceller, en dinosaurknogle og et myrehoved.

Umiddelbart lyder det måske ikke som de smukkeste motiver i hele verden, men set under et mikroskop er de hver især små kunstværker. Det har givet anledning til en stor konkurrence mellem forskere fra hele verden, som har taget billeder af alle mulige og umulige motiver set under lup, mikroskop eller lignende apparater.

Fotokonkurrencen Nikon Small World Photomicrography Competition er netop afsluttet, og vinderen er fundet (billede 7 i slideshowet).

Konkurrencen hylder – ifølge Nikon selv – »den fine balance mellem videnskabelig teknik og udsøgt kunstnerisk kvalitet«.

Kunst, der vækker mislyd

En af fotograferne er den danske Jorge Bernardino de la Serna fra Center for Biomembrane Physics (MEMPHYS) på Syddansk Universitet, der har deltaget med et billede af selvlysende liposomer (små hule kugler af fedtstoffer) i alskens farvevariationer, som sidder på lungernes overflade.

Billedet fra Syddansk Universitet nåede dog ikke dommernes top20 og måtte derfor ’nøjes’ med hædrende omtale. Vinderen af konkurrencen blev i stedet Igor Siwanowicz fra Max Plancks institut for neurobiologi for sit nærportræt af en guldøje-larve.

»Min kunst vækker en slags mislyd hos betragteren – en konflikt mellem den kulturelt betingede opfattelse af insekter som grimme og frastødende og en ny slags beundring, vi kan opleve, når vi betragter skønheden i dets form,« lyder det fra Dr. Siwanowicz i en pressemeddelelse fra Nikon.

Se også snefnug og kapillærer

De imponerende fotos byder dog på andet og mere end klamme insekter og morderiske kræftceller. I slideshowet herover kan du også se fantastiske nærbilleder af blandt andet blodrøde kapillærer, et snefnug og endda en harddisk.

Alle billederne er bragt med tilladelse fra Nikon Small World Photomicrography Competition.

Du bladrer let videre i slideshowet ved at klikke på billedet. Hvis du vil forlade galleriet, klikker du blot en enkelt gang i din browser ved siden af slideshowet eller på krydset i højre hjørne af billedet.

God fornøjelse!