Den smukke stjernetåge NGC 3324 ligger ca. 7.500 lysår fra Jorden i det sydlige stjernebillede Carina (Kølen). Tågen ligger i den nordlige udkant af det kaotiske område omkring den såkaldte Carina-tåge, der er en af Mælkevejens store stjernefabrikker.
NGC 3324 er selv et fødested for nye stjerner, hvilket bl.a. ses af tågens markante rødlige glød. Det er tågens skyer af brintgas, der gløder med denne karakteristiske farve, fordi de påvirkes af energirigt, ultraviolet lys fra nyfødte stjerner.
Den energirige stråling og kraftige strømme af elektrisk ladede partikler - såkaldte stjernevinde - fra de unge, varme stjerner har formet tågen og blæst en fordybning i tågens skyer af gas og støv.
De mørke områder i NGC 3324 er tætte områder med støv, der blokerer lyset fra den glødende gas og derved skaber trådagtige skygger.
Dette smukke portræt af NGC 3342 er en kombination af optagelser lavet med det astronomiske vidvinkelkamera Wide Field Imager (WFI).
Det er monteret på det tyske 2,2 meter teleskop, der sammen med en lang række andre teleskoper står på bjerget Cerro La Silla i den knastørre Atacama-ørken i Chile. La Silla drives af det Europæiske Syd Observatorium.
Videnskab.dk samarbejder med Tycho Brahe Planetarium.
Tycho Brahe Planetarium leverer lærerig underholdning til hele familien.
Rumteatret er Planetariets hjerte, der med sit 1.000 kvadratmeter store lærred leverer en helt særlig filmoplevelse.
Astrofysiker Michael J.D. Linden-Vørnle skriver nyheder om rummet for Planetariet. Nyhederne bringes her på Videnskab.d.k
Eta Carina
Dette stjernedannende område, NGC 3324, langt fra Mælkevejens centrum har astronomernes interesse af flere grunde. For det førte ligger det forholdsvist tæt på, så stjernedannelsen kan følges på nært hold, og for det andet er Carina-tågen hjemsted for en massiv stjerne, som på et tidspunkt i den nærmeste fremtid (astronomisk set) eksploderer som en supernova, og forhistorien til denne viden stammer fra 1800-tallet.
I slutningen 1833 rejste John Herschel (William Herschels søn) til Sydafrika for at kortlægge sydhimlen, og da han ankom i januar 1834 var han allerede en erfaren astronom, som førte familietraditionen videre. Han var blevet færdig med en otte års undersøgelse af den nordlige stjernehimmel i 1833 og besluttede kort tid efter at udvide undersøgelsen til at omfatte hele himlen.
John Herschel fragtede sit udstyr næsten 10.000 kilometer fra sit hjem i England til Cape Town i Sydafrika. Fra marts 1834 til januar 1838 tilbragte han hver klar nat ved sit teleskop, og han gennemså hele den sydlige himmel og katalogiserede alt, han observerede.
Den 19. december 1837 blev en særlig dato i et af de mest ambitiøse astronomiske projekter, der er blevet gennemført af en enkelt mand. Denne aften blev John Herschel overrasket over at se noget, som ingen havde set før. Stjernen var der lige pludselig, skrev han i et brev til Thomas Maclear, som var astronom på det kongelige observatorium i Cape Town.
I begyndelsen troede han, at den nye stjerne var en supernova som dem, der var blevet observeret i 1572 af Tycho Brahe og i 1604 af Johannes Kepler, men efter en nøjere undersøgelse indså han, at det i virkeligheden var tale om Eta Carina, som pludselig skinnede tre gange så stærkt som tidligere.
John Herschel observerede dette fænomen indtil daggry og var således i stand til at dokumentere Eta Carinas udbrud i 1837. Da Edmond Halley som den første astronom studerede Eta Carina, var det en relativ klar stjerne. Det var den syvendeklareste i stjernebilledet Carina (Kølen), og den blev klassificeret som en irregulær variabel stjerne.
Eta Carina befinder sig midt i Carinatågen, og er en blå kæmpestjerne, som vejer ca. 120 gange så meget som Solen og har en meget stor lysstyrke på 5 millioner gange Solens. Den store lysstyrke skyldes dels stjernens størrelse, og dels dens høje temperatur på mere end 20.000 grader.
Senere har man fundet ud af, at Eta Carina består af to stjerner, hver på omkring 80 solmasser. Det er et meget komplekst system, og der er formodninger om, at Eta Carina på et tidspunkt vil eksplodere som en supernova. Astronomerne følger derfor meget nøje dens udvikling, og her er John Herschels observation i 1837 en stor hjælp i forståelsen af denne supernovakandidat.
Se et billede af Eta Carina her:
http://www.universetoday.com/wp-content/uploads/2010/02/461.jpg