Skrækscenariet fra filmen 'The Day After Tomorrow' holder måske vand
I katastrofefilmen ’The Day After Tomorrow’ betyder ændringer i Golfstrømmen begyndelsen på Jordens undergang. Ny forskning bekræfter skræmmebilledet, men nedtoner konsekvenserne.

Orkaner som smadrer Los Angeles, ny istid på få dage og millioner af mennesker på flugt.

Det var de dramatiske konsekvenser af klimaforandringerne i katastrofefilmen The Day After Tomorrow fra 2004.

Filmen er baseret på den globale opvarmnings indflydelse på Den Nordatlantiske Strøm. Den er blevet kritiseret for i bedste Hollywood-stil at overdrive og fejltolke videnskaben.

Afsmeltning af Grønland skaber klimaændringer

Men efter at forskere det seneste årti har nedtonet sandsynligheden for, at klimaforandringerne kan påvirke Den Nordatlantiske Strøm – ofte lidt forsimplet kaldet Golfstrømmen – viser ny forskning, at filmen måske alligevel ikke er helt gal på den.

Klodens temperatur stiger generelt, men der er samtidigt et lille område i Nordatlanten, hvor havtemperaturerne er de koldeste siden 1880, hvor man begyndte at måle temperaturerne.

»Det er formentligt den globale opvarmnings afsmeltning af Grønland, som kan forklare ændringerne i Nordatlanten, der kan få store klimamæssige konsekvenser globalt. Ikke bare i en fjern fremtid, men lige nu og her,« siger Jason Box, som er forskningsprofessor hos Afdeling for Maringeologi og Glaciologi hos GEUS.

Påvirkning af Golfstrømmen er klimaets akilleshæl

Jason Box er medforfatter på et nye studie, der for første gang kobler afsmeltningen af Grønland så tæt sammen med afkølingen i Nordatlanten. 

Det nye studie er publiceret i tidsskriftet Nature Climate Change. 

»Den globale opvarmnings påvirkning på Den Nordatlantiske Strøm er klimaets akilleshæl. En lille forstyrrelse lokalt i Nordatlanten får globale konsekvenser for klimaet,« siger Jason Box.     

I videoen, hvor Jason Box også medvirker, kan du blive klogere på sammenhængen – og forskellene – mellem The Day After Tomorrow-filmens dystopi, dvs. skræmmebilleder, og de nye forskningsresultater. 

Nye, voldsomme vejrfænomener er på vej

Selvom klimaforandringernes påvirkning af Den Nordatlantiske Strøm viser sig at være reelle, skal vi ikke frygte The Day After Tomorrow-tilstande.

Men vi kommer til at opleve nye, voldsomme vejrfænomener i fremtiden.

»Vi har allerede set en række voldsomme storme i Nordvesteuropa. Det er ikke noget, vi mærker så meget i Danmark, fordi vi er lidt i læ, men Storbritannien er hårdt ramt. Halvdelen af Irland blev også oversvømmet i december sidste år, hvilket er en forventet konsekvens af klimapåvirkningerne i Nordatlanten, « siger Jason Box.

Desuden kan få det få alvorlige konsekvenser for havets fødekæder, hvis cirkulationsmønstrene bryder sammen. Hvis det sker i løbet af nogle årtier, kan det for eksempel påvirke fødekæder på en måde, der får en negativ effekt på fiskepopulationerne, som vi og andre dyrearter er afhængige af, forklarer forskere i videoen.