Annonceinfo

Sex-glade hippie-aber er menneskets frække kusine

Den sex-glade bonobo-abe er lige så beslægtet med os, som chimpansen. Ny dansk forskning viser, at bonoboerne på nogle punkter genetisk har mere tilfælles med mennesker, end med chimpanser.

Bonobo-aben løser konflikter ved at lægge op til sex. Ny dansk forskning viser, at de har mere tilfælles med mennesker, end de har med chimpanser (Foto: Hans Willewaert)

Der findes en abe-art, der er lige så tæt på os som chimpansen: nemlig den sexglade bonobo-abe.

Nu har et internationalt forskerhold med dansk deltagelse og med en metode udviklet på Aarhus Universitet kortlagt bonoboernes gener. Resultaterne har de sammenlignet med artens nærmeste slægtninge, nemlig chimpansen og mennesket.

Konklusionen er, at bonobo-aben på nogle punkter rent genetisk ligner mennesket mere, end den ligner chimpansen. I andre tilfælde er det omvendt: Der ligner chimpansen mere mennesket, end den ligner bonobo-aben.

Resultaterne, der netop er blevet offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature, kommer blandt andet fra biolog og ph.d. Kasper Munch, som har ledet den del af forskningen, der blev leveret fra Bioinformatics Research Center (BiRC) på Aarhus Universitet.

»Evolutionsanalyse er som at klatre i livets træ. Hver gren man tilføjer, skaber fodfæste for yderligere udforskning og ny forståelse af, hvordan arter relaterer og udvikler sig. Ved at tilføje bonobo-genomet til primaternes livstræ, har vi fået mulighed for at udforske, hvordan vi er beslægtede til bonoboer og chimpanser,« siger Kasper Munch i en en pressemeddelelse.

Forskerne har fundet ud af, at i godt tre procent af genomet er det enten bonoboen og mennesket, eller mennesket og chimpansen, der ligner hinanden mest.

Aber er både til krig og sex

I Danmark har bonobo-aben fået det lidt misvisende navn ’dværgchimpanse’. Bonoboer er nemlig ikke mindre end chimpanser. De er kun lidt slankere og mørkere end chimpanser, men ligner ellers i det ydre chimpansen til forveksling.

Der er dog stor forskel, når det kommer til abernes adfærd.

Chimpanserne lever patriarkalsk – det er hannerne, der bestemmer. Og de dominerende hanner bruger aggression til at løse konflikter og placere sig i hierarkiet.

Hos bonoboerne er det derimod hunnerne, der sætter dagsordenen. Her løses konflikter gennem sex på kryds og tværs i flokken. Bonobo-aber er heller ikke blege for at dyrke sex med aber af samme køn.

Derfor har bonoboen fået tilnavnet ”hippie-aben” eller ’make love, not war-aben’.

Bonobo-aber bruger legetøj

»Vores samarbejdspartnere på Max Planck Institut for Evolutionær Antroprologi i Leipzig fortæller, at hvis de kaster et stykke legetøj ind i et bur med chimpanser, så vil chimpanserne slås om det, til den stærkeste får lov at lege alene med det.«

»Kaster man legetøjet ind i bonobo-buret vil de alle sammen først dyrke sex og derefter deles om legetøjet,« fortæller Kasper Munch.

Dermed adskiller bonoboer og chimpanser sig fra hinanden i en række sociale træk, men begge træk – aggression og kærlighed – kendes som bekendt fra os mennesker.

Når den nye genetiske forskning skaber en så stærk genetisk forbindelse mellem mennesker og bonobo-aber, tyder det altså på, at hvis chimpansen er menneskets krigsglade fætter, så er bonobo-aben måske vores begge tos søde og frække kusine. 
 

Se bonobo-aberne gå oprejst, lege og dyrke sex i denne video fra BBC:

Seneste fra Miljø & Naturvidenskab

Annonceinfo

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Mest sete video

Annonceinfo

Seneste kommentarer

Seneste blogindlæg