I de danske farvande kan man sagtens støde på små flokke af krabber. Hvis du derfor ikke er så glad for de mange-benede skaldyr, skal du ikke tage dig en dukkert ud for Panamas kyst.
Her var forskere fra Woods Hole Oceanographic Institution i april 2015 i gang med at lave en undersøgelse af biodiversiteten i havet – især omkring det undersøiske bjerg Hannibal Banks – og her fandt de noget mystisk.
På 355 meters dybde bevægede havbunden sig. Forskerne kunne i starten ikke se, hvad det helt præcis skyldtes, fordi en masse sand blev hvirvlet op. Bevægelserne viste sig dog at komme fra flere tusind krabber af arten Pleuroncodes Planipes.
»Som vi langsomt bevægede os ned mod bunden i vores ubåd, så vi pludselig de her ting. Først troede vi, at det var stenstrukturer, men da vi så dem bevæge sig, ja, nærmest sværmede som insekter, kunne vi ikke tro det. Ingen har før fundet denne art så langt mod syd,« siger Jesús Pineda, der er biolog ved Woods Hole Oceanographic Institution (WHOI), til Alphagalileo.org og fortsætter.
»Det er meget usædvanligt at finde en art så langt væk fra sit normale territorium og i så stort antal,« siger han.
Du kan se i videoen over artiklen, hvordan det så ud, da forskerne dykkede ned på bunden af havet og fandt de mange krabber.
Husk også, at du kan abonnere på vores gratis nyhedsbrev – det udkommer alle hverdage, og samtidig deltager du automatisk i konkurrencen om de mange præmier, vi løbende udlodder til vores læsere.
På flugt fra tunfisk
I videoen kan man se, at krabberne nærmest vader oven på hinanden, hvor der er flest krabber. Forskerne talte sig frem til, at der, hvor antallet var størst, kunne 78 krabber være på én kvadratmeter.
Krabberne holder normalt til ud for kysten i Nordvestmexico, men nu fandt forskerne dem helt nede ved Panama.
Det, der gør området ud for Panamas kyst helt specielt, er det undersøiske bjerg, Hannibal Banks. Her er iltmætningen særligr lav, og det er godt for krabberne, fortæller Jesús Pineda til Alphagalileo.org.
Kortet viser, hvor forskerne fandt krabberne, og hvor krabberne normalt holder til (klik på de røde markeringer for mere info).
»De her krabber er før dokumenteret i lignende miljøer med lav iltmætning. Det er muligt, at disse områder er en slags tilflugtssted fra rovdyr,« siger Jesús Pineda til Alphagalileo.org.
Krabberne er almindelig føde for eksempelvis tunfisk, fugle og marine pattedyr, men disse dyr kan have svære ved at guffe krabberne i sig, hvis de holder sig på dybt vand med lav iltmætning, vurderer forskerne.
Forskerne vil i fremtidige ekspeditioner undersøge, hvordan økosystemerne omkring Hannibal Banks vil komme til at se ud i fremtiden, når havene begynder at svare på klimaforandringerne.
Studiet af krabberne er publiceret i det videnskabelige tidsskrift PeerJ, hvor du kan læse hele studiet gratis.