Se billederne: Sådan er livet på en arktisk forskningsstation
I en ny fotobog portrætterer en dansk professor forskerne og livet på den nordøstgrønlandske forskningsstation Zackenberg.

Hvem er de mennesker, som står bag videnskabelige publikationer om de arktiske egne?

Og hvordan er det egentlig at bo og arbejde i minus 20 grader på en isoleret og øde forskningsstation?

Det er blot nogle af de spørgsmål, som professor ved Aarhus Universitet Mads Forchhammer forsøger at give svar på med sin nye bog om den nordøstgrønlandske forskningsstation Zackenberg.

Bogen, som netop er blevet udgivet på Aarhus Universitetsforlag, er langt fra et traditionelt videnskabeligt værk, men derimod er de 175 sider fyldt med fotografier og kun ganske få siders tekst.

»Jeg ville gerne fortælle historien om, hvordan det er at arbejde på en isoleret feltstation højt oppe i Arktis, og hvilke typer af arbejde og folk, som er deroppe. Det er lidt specielt at fortælle historien igennem billeder frem for skrive, men man siger jo, at et billede siger mere end 1000 ord,« siger biolog Mads Forchhammer, som er ph.d. og professor ved Institut for Bioscience - Arktisk Miljø, Aarhus Universitet.

Du kan se et udvalg af de flotteste billeder i galleriet øverst i denne artikel.

Har altid haft kamera i baglommen

Mads Forchhammer var med til at etablere Zackenberg forskningsstation i 1996 og har forsket og opholdt sig i de arktiske egne igennem mange år.

»I mit professionelle arbejde som forsker har jeg altid haft et kamera med i baglommen. I de senere år er jeg så begyndt at dyrke fotografering mere - jeg har taget kurser og er begyndt at publicere i forskellige internationale magasiner og hjemmesider.«

»Det har givet blod på tanden, og så opstod ideen om at fortælle historien om Zackenberg,« fortæller Mads Forchhammer.

Professor: Zackenberg er et helt specielt sted

Forskningsstationen Zackenberg har til formål at skaffe mere viden om den globale opvarmning og dens indflydelse på de fintfølende arktiske økosystemer.

Siden etableringen i 1996 har forskere hver eneste sommer rejst op til feltstationens øde samling af huse for at lave undersøgelser af isen, planterne, jordbunden, dyrene, permafrosten og meget andet.

»Zackenberg er en af de mest isolerede feltstationer i Arktis. Det er et specielt sted på mange måder, for selvom der foregår mange ekspeditioner i Arktis, så giver de typisk kun et øjebliksbillede af, hvad der foregår. På Zackenberg følger vi udviklingen år for år, og så er der et unikt tværvidenskabeligt samarbejde,« siger Mads Forchhammer.

Videnskab.dk har for nyligt skrevet om Zackenberg i artiklen Klimaændringer giver færre insekter i Arktis, og du kan også læse om feststationens forskning i artiklen Fødekæderne ændrer sig dramatisk i Arktis.

Et vinterportræt fra 20 graders kulde

I sin bog har Mads Forchhammer valgt ikke at fokusere på de mange somre, som han har tilbragt på Zackenberg. To gange i løbet af Zackenbergs levetid – i 2008 og 2012 – har feltstationen nemlig været bemandet i de kolde vintermåneder, og det er de to vinterophold, som portrætteres i Mads Forchhammers bog.

»Det, man oplever om vinteren, er, at det hele bliver meget tættere. Man lærer folk bedre at kende, og der er samhørighed og hjælpsomhed, som er meget speciel for den årstid,« siger Mads Forchhammer.

Samtidig er han fascineret af vinterens lys, og så snart han så sit snit til at hive kameraet frem mellem sit forskningsarbejde, forevigede han sine kolleger og de arktiske landskaber.

Derfor er billederne i sort-hvid

Alle bogens billeder har Mads Forchhammer valgt at holde i sort-hvid.

»Vinteren forgår jo meget i de sort-hvide farver, så derfor besluttede jeg mig for at skildre den i de farver, som er mest fremherskende. Der er et svagt lys i sneen og mørket, og det synes jeg faktisk er kommet godt ud i sort-hvid,« siger Mads Forchhammer.

Den nye bog, som bærer titlen 'Zackenberg – on the edge of winter' udkom den 30. august.

Skulle du være i tvivl om, hvad en billedbog om en arktisk feltstation viser, kan du blandt andet læse følgende i forlagets beskrivelse af bogen:

»Vi kommer med i close up, når der skal saves gennem to meter tyk is for at søsætte en undervandsrobot, når der i bidende kulde skal samles hare- og moskusokselort, og når forskerne rejser op til gletsjerne for at studere isens lag, bevægelser og strukturer.«

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud

Det sker