Her er julesneen, som faldt, da Jesus blev født
I et iskoldt arkiv i en kælder under Københavns Universitet har forskere gemt den ægte julesne, som faldt i år 1.

 

Inden den amerikanske ambassadør Laurie Fulton forlod Danmark i efteråret 2013, var der én ting, hun gerne ville se: Den ægte julesne.

Sneen, som faldt i dét år, hvor selveste Jesus blev født, står nemlig på frost i en flamingokasse i kælderen under en af Niels Bohr Institutets bygninger på Østerbro i København.

»Lige inden Laurie Fulton gik af som ambassadør, blev vi ringet op og fik at vide, at ambassadøren gerne ville have taget en ’selfie’ sammen med julesneen fra år ét. Det er helt klart noget, som folk synes er helt særligt og spændende,« fortæller Jørgen Peder Steffensen, som er lektor ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet.

Her sørger han blandt andet for at bestyre de iskolde arkiver, som rummer årtusinders verdenshistorie – en historie, som sidder indprentet i omkring 15-20 kilometers iskerneboringer fra Grønland og Antarktis.

Her er den!

Jørgen Peder Steffensen ifører sig en blå kedeldragt og viser vej ind gennem de tykt isolerede døre til sit arkiv.

Igennem flere årtier har forskere boret isstykker op fra tykke iskapper i de arktiske egne og fragtet dem med hjem til det nedfrosne arkiv på Østerbro for at granske dem nøje.

»Det er denne her, som vi officielt har udnævnt til at være den helt ægte julesne,« fortæller Jørgen Peder Steffensen og hiver en isstang på omkring en halv meter op af en af arkivkasserne.

Den ægte julesne ser sig ikke specielt ophøjet ud - den er indpakket i en gennemsigtig plasticpose og kan kun genkendes, fordi der er skrevet et særligt arkivnummer med sprittus uden på plastikken.

Ikke desto mindre har julesneen og de tusindvis af andre stykker sammenpresset sne i arkivet haft vidtrækkende konsekvenser for forskningen verden over. Den viden, som ligger gemt i den oldgamle sne, har nemlig haft stor indflydelse på alt lige fra klimaforskning og biologi til arkæologi og historie.

Er julesneen nu også ægte?

Men lad os prøve at kigge nærmere på den ægte julesne. For kan vi nu også være helt sikre på, at den er ægte?

»Nej,« lyder det enkle svar fra lektor Jørgen Peder Steffensen.

»Vi ved, at sneen fra året, hvor Jesus blev født, er i arkivet. Men af flere forskellige årsager er der usikkerhed om, præcist hvilken dybde der indeholder den rigtige sne.«

Han forklarer, at der for det første er usikkerhed om, hvornår Jesus – som historisk person – blev født. Det er en større diskussion, som vi ikke vil tage hul på i denne artikel, men selv hvis vi antager, at vores kalender ’regner rigtigt’, og begivenheden skete i begyndelsen af år 1, så er forskerne stadig en smule tvivl om, hvor dybt nede i isen Jesus’ fødselsår indtræffer.

Sådan bestemmer man isens alder

For at forstå forskernes tvivl skal vi først kigge nærmere på, hvordan men egentlig bestemmer alderen på indlandsisen.

De store iskapper på Antarktis og Grønland er opbygget af lag af sammenpresset sne, som år efter år er dalet ned over de kolde områder. Jo dybere forskerne borer, des ældre er isen de hiver op fra undergrunden, forklarer Jørgen Peder Steffensen.

»Ud fra de forskellige lag i isen, kan vi år for år tælle tilbage i tiden og bestemme, hvornår sneen er faldet – ligesom når man tæller årringe på træer,« forklarer Jørgen Peder Steffensen.

Fakta

Eksisterer år nul? Det siges ofte, at Jesus blev født i år nul – dermed ville den ægte julesne også være faldet i år nul. I vores tidsregning eksisterer år nul imidlertid ikke. Året, hvor Jesus blev født, regnes nemlig som år 1 i den gregorianske kalender, som vores tidsregning følger. Året, som førte op til Jesu fødsel, regnes som år 1 før Kristi Fødsel – og tidsregningen springer således år nul over. Kilder: lektor Jørgen Peder Steffensen, artiklen ”Vi ved godt at Jesus ikke blev født i år nul”

Modsat årringe på træer kan forskerne dog ikke se de enkelte år aftegnet med klart adskilte linjer i isen. Isens årlag er nemlig usynlige for det blotte øje, men ved at analysere isens kemiske sammensætning kan forskerne sætte årstal på de enkelte lag.

Isotoperne sladrer om alderen

Kemisk set består vand (H2O) – og dermed også is – som bekendt af to brintatomer (H) og et iltatom (O). Disse atomer findes hver især i forskellige varianter – såkaldte isotoper - som har forskellig vægt alt efter, hvor mange neutroner de har i deres kerne.

I 1952 fik fandt den danske professor i geofysik Willi Dansgaard ud af, at man ved at måle indholdet af forskellige isotoper i regnvand, kunne få oplysninger om temperaturen i de skyer, hvor nedbøren i sin tid var blevet dannet.

Willi Dansgaard indså hurtigt, at denne sammenhæng kunne anvendes til at udlede oplysninger om fortidens klima. Han beskrev i en videnskabelig artikel i 1954, hvordan han mente, at man ved at måle indholdet af tunge ilt-isotoper i is fra den grønlandske Indlandsis ville kunne udtale sig om klimaet flere hundrede år tilbage i tiden.

Dansgaards opdagelse blev begyndelsen til en helt ny gren af geofysikken, som i dag bruger isens isotopsammensætning til at kigge ikke bare hundreder, men hundrede tusinder af år tilbage i tiden.

»Der er bestemte isotopsammensætninger i isen, som kendetegner hver årstid. Nogle steder i isen kan vi meget tydeligt se de enkelte år eller endda årstider, og på den måde kan vi tælle os tilbage i tiden,« fortæller Jørgen Peder Steffensen om dateringen af iskerneboringerne.

Usikkerhed om alderen

Ud over isens isotopsammensætning kan forskerne blandt andet også støtte sig til oplysninger om isens indhold af stoffer som svovlsyre og salpetersyre, når de skal sætte årstal på de enkelte lag i isen.

»Indholdet af salpetersyre topper for eksempel om sommeren, og indholdet af svovlsyre topper i marts. Så det er med til at give os et pejlemærke for, hvornår der er gået et år i de forskellige lag af is,« forklarer Jørgen Peder Steffensen.

På trods af de mange forskellige pejlemærker og grundige analyser, kan forskerne imidlertid ikke være helt sikre på, om de har sat det rigtige årstal på de enkelte islag, forklarer Jørgen Peder Steffensen.

»Der vil altid indgå en subjektiv vurdering fra os som forskere, når vi skal vurdere, hvornår der er gået et år i en iskerneboring. Så dateringen er ikke mere nøjagtig end den forsker, som kigger på isen.«

»Nogle steder er isen for eksempel mere sammenpresset end andre, og lagene bliver tyndere og mere udviskede, jo længere tilbage i tiden vi kommer. Så der kan være steder i isen, som er sværere at datere end andre,« forklarer Jørgen Peder Steffensen.

Han påpeger, at iskerne-forskere flere gange har haft »kontroverser med ’træfolk’« – det vil sige forskere, som kigger på årringe i træer – når det gælder om at datere forskellige begivenheder i fortiden.

Kolde fakta: Julesneen er der et sted

Dermed kan iskerneforskerne heller ikke være helt sikre på, hvorhenne i deres arkiver den 2014 år gamle julesne befinder sig.

Men på trods af risikoen for tællefejl – og dermed fejl i dateringen af iskerneboringerne - så er Jørgen Peder Steffensen overbevist om, at forskerne har lokaliseret den ægte julesne inden for et stykke iskerne på 1,5 meters længde - svarende til en usikkerhed på plus minus fem-syv år.

Så uanset hvad må de kolde fakta altså være, at den findes et sted i fryserne på Østerbro – den ægte julesne.

 

Fakta

Julesneen, som faldt i år 1, er at finde i Center for Is og Klimas arkiver på Østerbro i hele fem iskerneboringer fra Grønland. Det drejer sig ifølge lektor Jørgen Peder Steffensen om projekterne Dye-3, GRIP, NGRIP, NEEM og Renland. Læs mere på www.isogklima.nbi.ku.dk/