Thomas B. Randrup har fem års forskning at bygge sin saltskærm på. (Foto: Henrik Petit)

Vinteren kan være en hård tid for træer på grund af vejsaltet, som er den enkelte ting, der stresser plantevæksten langs vore veje allermest.

Det piner naturligvis en landskabsarkitekt, så professor Thomas Barfoed Randrup fra Center for Skov, Landskab og Planlægning på Københavns Universitet gav sig til at finde ud af, hvordan man konstruerer en effektiv saltskærm

Man tænker uvilkårligt: En saltskærm. Er det ikke bare noget med at sætte - nåh ja, en skærm op, så buske og træer langs vejene ikke bliver oversprøjtet med salt fra vejbanen? Hvor svært kan det være?

Men en lavteknologisk opfindelse som en saltskærm viste sig at være akkurat lige så forskningskrævende som mere sofistikerede ting. Forudsætningerne skal være i orden. At nå frem til den perfekte saltskærm kræver viden, forskning, afprøvning og tålmodighed, samt tværfagligt samarbejde i en blanding af naturvidenskab og samfundsvidenskab for at kunne omsætte viden til handling..

Faktisk har det taget ti år fra 'Vejsaltprojektet' blev etableret, til Thomas Barfoed Randrup i 2006 stod med den nye saltskærm i hånden.

Halmmåtter

»Det begyndte i 1995, hvor jeg var ansat på Forskningscentret for Skov & Landskab, der dengang var en Sektorforskningsinstitution under Miljøministeriet og fik en henvendelse fra Frederiksborg Amt,« fortæller Thomas Barfoed Randrup.

Amtet havde udliciteret driften af amtets veje og udsendte derfor et udbudsmateriale for drift, hvori der stod, at det firma, der skulle passe rabatterne, hver vinter skulle sætte halmmåtter op for at beskytte træerne mod vejsalt. Efter den første vinter stillede entreprenøren spørgsmål ved måtternes effektivitet. Han henvendte sig til amtet og spurgte, om det virkelig kunne være rigtigt, at de skulle sætte de skærme op:

»Amtet kom så til mig, da forskningscentret havde været rådgiver på udbudsmaterialet og ville have beviser for, at halmmåtter beskytter plantevæksten samtidig med, at de godt kunne se signalværdien i at beskytte træerne,« siger Thomas Barfoed Randrup,

Thomas Barfoed Randrup tog fat i sin kollega, Lars Bo Pedersen, der er biolog og ekspert i skovøkologi og jordbrugskemi.

Sammen meddelte de amtet, at det ville tage fem år at afgøre, om måtterne beskyttede træerne eller ej.

»Det lyder jo helt vildt. Men vi ville gerne prøve det af i virkeligheden, og der ville gå mindst tre vintre, før vi kunne sige noget rimeligt sikkert,« siger professor Randrup.

Teori og praksis

Men interessen for problematikken om vejsalt var vakt, og Thomas Barfod Randrup og Lars Bo Pedersen udarbejdede en tretrinsplan. Princippet var: Først teoretisk opdatering, så praktisk indsigt og derefter egentlige afprøvninger.

»Først ville vi foretage en litteraturgennemgang med fokus på det danske klima og se på relationen mellem salt og planter, og salt og plantestress. Dernæst ville vi screene praksis ude omkring i landets forvaltninger og spørge dem: Hvor meget salt bruger I? Hvordan spreder I saltet? Med hvilke maskiner?« fortæller Thomas Barfod Randrup.

Brikkerne blev samlet

Frederiksborg Amt var med på ideen. Amtet gik til Vejdirektoratet, der bevilgede penge til dels et omfattende internationalt litteraturstudium, dels en spørgeskemaundersøgelse, der gik ud til alle daværende amter og kommuner.

Senere bidrog andre amter og kommuner økonomisk, og over de næste tre år fik forskerne cirka tre millioner kroner til tests af forskellige foranstaltninger, der skulle beskytte mod vejsalt.

Fra starten løb der en rød tråd gennem projektet:

»Kom der ønsker om nye afprøvninger fra kommunerne, etablerede vi forsøg, som besvarede de konkrete spørgsmål. På den måde fik vi også nye oplysninger fra dem og fik samlet brikkerne til et puslespil,« siger Thomas Randrup Barfoed.

Planter i saltbad

»Vi har en meget avanceret saltningsteknologi i Danmark. Der sidder små dioder i landevejene, der fortæller, hvornår man skal begynde at salte præventivt. Men saltforbruget stiger, fordi en typisk dansk vinter har mange svingninger omkring frysepunktet. Dermed er der ofte udsigt til, at vejoverfladen nedfryses, og derfor saltes der. Men ofte slår vejret om, og så var det alligevel ikke nødvendigt at salte,« siger Thomas Randrup Barfoed.

Salt skader på to måder: Dels ophober det sig på jordoverfladen, hvorfra det om foråret siver ned i jordvæsken, så planterne står i et saltbad, lige når de skal til at vokse.

Den anden type saltskader opstår, når saltet på vejoverfladen hvirvles op og sætter sig på træerne, så knopperne ikke springer ud. Den såkaldte 'heksekost-effekt'.

Derefter sendte forskerne spørgeskemaer ud til kommunernes vej- og parkafdelinger, både de, der salter, og de der beskytter mod salt, det er nemlig ofte to forskellige afdelinger.

Svarprocenten var helt oppe på 91.

»Det siger noget om interessen. Og vi fik et godt overblik over situationen,« siger Thomas Barfoed Randrup.

Mere skade end gavn

Af svarene på spørgeskemaerne var det fremgået, at cirka en tredjedel af kommunerne brugte de 'halmskørter', vi alle kender, eller halmmåtter, der er stillet op langs beplantningen. En anden tredjedel havde beskyttet mod salt, men var holdt op, fordi de tvivlede på, at det virkede,. Og den sidste tredjedel havde aldrig fundet det relevant at beskytte mod vejsalt.

Vejsaltet er skadeligt for træerne, der nærmest står i saltbad om foråret, når de skal til at vokse. (Foto: Colourbox)

Efter spørgeskemaundersøgelsen begyndte forskerne på de egentlige forsøg:

»Vi satte sonder ned i jorden og sugede jordvæske op 24 timer i døgnet, svarende til hvad planterne optog. Vi satte os faktisk i plantens sted. Der sker en omvendt osmose, da saltet bevirker, at væsken suges ud af planterne i stedet for, at de optager jordvæsken. Så planterne bruger umådelig megen energi på at optage vand og næringsstoffer. Derved får de skader, der minder om tørkeskader,« siger Thomas Barfoed Randrup.

»Vi fik dermed dokumenteret, at halmmåtter i mange tilfælde gør mere skade end gavn,« siger han.

Syv overskrifter på en plakat

Netop det forhold blev vigtigt, da de søgte patent på en saltskærm:

»Først blev vort patent afvist med den begrundelse, at der allerede eksisterede lignende skærmtyper. De anskuede nemlig sagen patentmæssigt helt traditionelt og sagde, at der allerede fandtes forskellige anordninger, der bestod af en skærm og et spyd. Så måtte vi tænke om og gøre klart, at vores saltskærm beskytter træets vækstbed og ikke træet.«

Men det er at foregribe begivenhedernes gang. For da den indledende teoretiske del og en væsentlig del af den praktiske del af forskningsarbejdet var færdigt, tog Thomas Barfoed Randrup fat i Johan Adam Lindeballe fra Scandinavian Branding:

»Ved hjælp af hans begavelse og kreativitet fik vi fem års forskning kogt ned til syv overskrifter på en plakat,« siger han.

Det klarede begreberne:

»Her var jeg ved at ændre faglig fokus. Der var to veje at gå: Enten holder man op med at salte, fordi det er så enormt skadeligt for miljøet. Eller også prøver man at lave den optimale saltbeskyttelse,« siger Thomas Barfoed Randrup.

Ud over rampen

Så han begyndte at tegne. Med i samarbejdet var Johan Adam Lindeballe og landskabsarkitekt Peter Borup, som har stor designerfaring fra lignende projekter.

Det endte med en tegning og en arbejdsmodel, som de fik testet i en vindtunnel på Teknologisk Institut, ved hjælp af midler fra blandt andre Københavns Kommune. I den periode tog de også kontakt til Vækstfonden og forskellige plastproducenter.

»Vi havde fem års forskning bag os, vi kunne vise, at vort produkt ville virke i praksis, og vi havde markedsundersøgelser, der præcist viste, hvad alle kommuner gjorde eller ikke gjorde. Det var ubetaleligt. Vi havde den viden, der skulle til, bakket op af forskning,« siger Thomas Barfoed Randrup.

Kom der ønsker om nye afprøvninger fra kommunerne, etablerede vi forsøg, som besvarede de konkrete spørgsmål. På den måde fik vi også nye oplysninger fra dem og fik samlet brikkerne til et puslespil

- Professor Thomas B. Randrup

Patentet gik igennem i 2005 og efter forhandlinger med flere firmaer og saltproducenter, købte Veksø-Taulow produktionsretten til saltskærmen samme år. Firmaet producerer bænke, affaldsstativer og så videre, det, man samlet kalder byoptering.

Forskning over rampen

Skærmen er i produktion og ved at blive solgt rundt omkring i kommunerne.

»Her kommer vor forskning og udvikling ud over rampen,« som Thomas Barfoed Randrup siger.

Saltskærmen, der effektivt beskytter planterne, er formet som et slynget S. Hvert element er af grå, kraftig plastic, 70 cm. højt og 180 cm. bredt. Skærmen kan tåle frost og stød og har en garanteret levetid på ni år.

Den kan stables uden at deformeres og kan tåle at ligge ude. Den er selvfølgelig dyrere end halmmåtter:

»Men vores skærm har en kæmpe fordel, for halmmåtter varer højst et par år og er besværlige at opmagasinere om sommeren, plus at de skal ligge inde. Og så er den er pæn i bymiljøet,« siger Thomas Barfoed Randrup.

Og den skal sættes op i byerne, for det handler også om trafikintensitet og hastighed. Hvis farten er over 50 km i timen, fyger saltet om bagved skærmen, og så er man lige vidt.

Dilemma

Men Thomas Barfoed Randrup ser et stort problem i den lange proces med at føre en opfindelse igennem fra ide til patent til produktion:

»Man sidder i et dilemma som forsker, når man som jeg sidder på et sektorforskningsinstitut og har megen tæt kontakt med praksis. Allerede i 2001, da ideen til saltskærmen er ved at udkrystallisere sig, og vi skal have patent og begynder at tale med producenterne om, hvad der teknisk kan lade sig gøre, underskriver vi hemmelighedsaftaler. Og i det øjeblik jeg taler med Veksø, skal vi også begge underskrive en hemmelighedsaftale, ellers havde vi fået afarter af den skærm op over hele Danmark,« siger han og tilføjer:

»Vi havde heller ikke kunnet få patent, da nyhedsværdien ville være brudt.«

»Så jeg sagde ikke noget til nogen, selv om jeg jo skal rådgive folk, der henvender sig. Men ellers havde vi ikke kunnet få den producent med. Og havde vi ikke taget patent, var den ikke kommet i produktion. Det er et stort dilemma.«

I alt har udviklingen af saltskærmen varet fra 1995 til 2005 og kostet cirka fem millioner kroner.

Lavet i samarbejde med Det Nationale Netværk for Teknologioverførsel