Annonceinfo

Sæson for svampe starter tidligt i år

Rørhattene dukker tidligt op dette forår, og deres forekomst begynder at ligne det mønster, man ser i Sydeuropa. Danske forskere mistænker klimændringer for at stå bag fænomenet.

Den netstokkede indogo-rørhat (Boletus luridus) er tidligt ude i år. Det skyldes måske klimaændringer. (Foto: Danmarks Svampeatlas)

Rørhatte-svampene er poppet op allerede fra starten af maj i år.

Det er over en måned før de plejer.

Og svampene er blevet spottet tidligere i både Danmark, Sverige, Norge og England.

Danske forskere mistænker klimaændringer for at have en finger med i spillet:

»Det er muligt, at det tidligere løvspring, som også anses for at være et resultat af klimaændringer, kan forklare, hvorfor netop disse svampe har rykket sæsonen frem. For de danske rørhatte lever i et samliv med levende træer til gavn for begge parter,« fortæller svampeekspert Thomas Læssøe.

Kortlægning skal afklare sæsonforlængelse

Fakta

OM FORSKEREN

Thomas Læssøe er lektor ved Biologisk Institut på Københavns Universitet og en af intiativtagerne til Svampeatlas.dk.

Han er ekspert i mykologi, som er studiet af svampe, forsker blandt andet i biodiversitet, tropiske svampe og nordeuropæiske svampe.

Rørhattene er svampe, der normalt først dukker op i løbet af juni måned. Forskerne ved endnu ikke, om årets første fund, allerede 8. maj, viser en generel ændring af svampesæsonens længde i Danmark.

Men forskerne forventer, at et nyt landsdækkende kortlægningsprojekt over danske svampe koblet med gamle data vil kaste lys over dette.

»Vi ser en mulig tendens, men vi har ikke datagrundlag for at påstå, at det er det der er sket, fordi vi kun lige er begyndt at registrere forekomsten systematisk. Men større udenlandske undersøgelser har vist, at sæsonen tilsyneladende bliver udvidet,« forklarer Thomas Læssøe.

Dobbelt svampesæson

Undersøgelser i England, Norge og Sverige har vist, at svampesæsonen der synes forlænget, især om efteråret - men i England også om foråret. Mange svampe i det sydvestlige England har nu en forårsforekomst, en pause om sommeren og en efterårsforekomst, så sæsonen bliver delt i to.

»Sæsonen bliver dobbeltpuklet ligesom i Middelhavslandene, så svampene også dukker op i foråret, hvilket de ikke gjorde før i Nordeuropa. Formodningen er, at det også er sådan i Danmark, og at det skyldes klimaændringer som nedbørsmønstre og højere temperaturer,« slutter Thomas Læssøe af.

På den igen i år...

Efteråret 2010 lader til at blive et super svampe-efterår. Måske har klimeforandringerne boostet såvel forårssæsonen som efteråret. Har allerede plukket de første kilo selv :-)Her er et godt link med billeder af svampe så de bliver lidt lettere at finde i skoven. Der står også noget om sæson for de forskellige svampe Husk at kigge godt efter, så de rigtige kommer med i kurven!

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste fra Miljø & Naturvidenskab

Det læser andre lige nu

Spørg Videnskaben

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.