Du kender situationen: Du står i din smoking med en flaske champagne i den ene hånd og en pose raketter i den anden. Men når du ser en raket sprænge på den mørke nattehimmel, er det eneste, du kan fremstamme:
"Nnnnnnneeeeeeejjjjjjjjjj"
På videnskab.dk har vi kontaktet fyrværkerimester Kristoffer Bredahl fra Experimentarium for at få et mere kvalificeret og nuanceret sprogbrug, når vi bedømmer raketternes performance.
Kristoffer Bredahl nævner hurtigt noget, som man ikke tænker på, når man ser hele farvepaletten folde sig ud på nattehimlen: For det pulver af metalsalte, der giver de flotte farver, er klistret fast på overfladen af enten ærter, senneps- eller riskorn.
Med andre ord: Torben Clausen og kompagni kan godt kaste sig over en skudsikker vejrudsigt nytårsaften, hvis de siger: Der vil komme en tiltagende ærteregn over Danmark med kulmination omkring midnat og herefter vil den så småt aftage.
Ingen siger, at meteorologerne skal have lov til at beholde den scorereplik for sig selv.
Nu når vi er ved farverne, så er det forbrændingen af metalsalte, der giver farverne. Og så er det godt at have en god forklaring på det fænomen ved hånden, når man vil imponere pigen i guldpallietterne, der står ved siden af. Og den kommer Kristoffer Bredahl med:
"Har du lagt mærke til, når kartoffelvandet koger over og rammer gasflammen under gryden? Så lyser det kraftigt gult, fordi der er almindeligt køkkensalt i vandet, NaCl. Hvis du derimod vælger at koge dine kartofler i helsesalt, KCl, så vil flammen på gasblusset lyse op i en violet farve. Det er præcis disse fænomener, der udspiller sig på nattehimlen," siger Kristoffer Bredahl.
Mens natrium og kalium giver den gule og violette farve, så er det strontium, der giver den røde, barium den grønne og kobber den blå.
Med en raket i hånden kunne man også kaste sig over at fortælle om rakettens anatomi. Vidste du f.eks. at den består af fire kamre og ligefrem indeholder en sjæl. Hvis der er noget kvinder tænder på, så er det sjæl.
Lad os starte med det rum, der findes nederst i det tykvæggede paphylster, som er rakettens svar på en brændstoftank.
Brændstoffet består af hårdt stampet krudt, som efter stampningen efterlader et kileformet hulrum af luft, som også kaldes for rakettens sjæl. I det hulrum lægger man lunten, som skal antænde krudtet.
"Krudtet er så hårdt stampet, at brandgassen ikke trænge dybere ind i krudtet, og det betyder, at krudtet kun vil brænde på den overflade, der vender ud mod sjælen. De frigivne gasser, som kuldioxid og vanddamp, vil få trykket til at stige, og det vil gasserne søge at udligne ved at dampe ud af rakettens bagende i en rasende fart, og en dyse vil forstærke trykket yderligere. Det vil få raketten til at lette fra jorden og opfylde Newtons 3. lov, hvor aktion er lig reaktion," siger Kristoffer Bredahl.
Hva'be'har? Newtons 3. lov. Kvinden er solgt.
Krudtet i drivsatsen er typisk en meget fin blanding af salpeter, svovl og trækul. Det er svovl og trækullet, der brænder, og det er salpeter, KNO3, der leverer ilten. Krudtet kan altså brænde uden luftens adgang - i modsætning til en almindelig forbrænding, hvor luftens oxygen er nødvendig.
Men så let slipper du nok ikke. Pigen, du er ved at få på krogen, vil selvfølgelig spørge, hvordan en raket under sin opdrift kan kaste et så smukt, gnistrende spor efter sig?
Det svar kan Kristoffer Bredahl også hjælpe dig med.
"Man skaber det smukke spor ved at blande ekstra trækul ind i blandingen. Når trækullet brænder vil det få den farve, som vi ser i vores varme grill om sommeren, og det er det, der giver det gnistrende spor efter raketten," forklarer Kristoffer Bredahl.
I raketsprog går gnister i øvrigt under navnet 'funker'. Smag på det. Det er et score-ord.
Når raketten har brugt brændstoffet og det gyldne spor slukker, fortsætter forbrændingen inde i raketten. Den brænder sig igennem det næste rum, som også kaldes mellemsatsen eller mere populært kaldes for 'forsinkeren'. Den består af en noget dårligere brændselskilde, som eksempelvis sukker, og bremser på den måde forbrændingens høje hastighed en anelse.
Sukker i en raket? Det må da lyde eksotisk i en kvindes øre.
Fyrværkeri er dyrt og kortvarigt, lige så kort som en elskers kys til sin dame, ja endda endnu kortereMen nu til rakettens endelige forløsning. Efter en lille forsinkelse, vil rummet, der huser sprængsatsen blive antændt. Det er en blanding af det fineste metalpulver og så KClO4, som ilter processen.
Rakettens høje varme vil få blandingen til at eksplodere, og den vil tage det sidste rum med i farten, som indeholder de stjerner, der skal kastes ud på himlen. Hvor ærterne altså har en lidt kedelig statistrolle.
Til stjernerummet i raketten hører der en farverig opskrift, som vil fremhæve din mandighed til det yderste.
"Ærterne vendes i en opløsning af metalsalte og drysses med krudtpulver. De lægges til tørre i solen og hældes derefter ind i stjernekammeret på raketten. Et ekstra drys af krudtpulver ind i stjernekammeret vil gøre underværker," siger Kristoffer Bredahl.
Lur os. Hvis du kommer gennem denne svada, vil du kort efter midnat føle pigens hånd i din. Hvis du kløjs i sætningerne på grund af for meget champagne, kan du jo blot ty til en klassiker:
"Nnnnnnnneeeeeeeejjjjjjjjjjjj"
Godt nytår.
Artiklen blev første gang publiceret den 30. december 2009.
