Sådan ved forskerne, at klimaet er under forandring
Ifølge IPCC viser evidens med al ønskelig tydelighed, hvor alvorlige klimaforandringerne er, og hvor nødvendig vor klimaindsats er.

På trods af 30 års klimaforhandlinger er drivhusgasemissionen ikke blevet mindsket, så mange mener, at det bliver umuligt at holde den globale opvarmning på under 2 grader celcius.
(Foto: Shutterstock)

 

Klima-konferencen i Paris kommer uden tvivl til at sætte de enkelte lande op imod hinanden. Den vil helt sikkert også sætte gang i nogle gevaldige diskussioner om økonomiske og miljømæssige målsætniger og måske endda personlige livsstilsvaner.

Men en ting er ikke til debat: Evidensmængden for klimasystemets opvarmning er utvetydig.

Vi har stadig kontrol over fremtiden, fordi størrelsen på de foranderlige vejrforhold og hyppigheden af de ekstreme klimatiske hændelser afhænger af, hvor meget drivhusgas vi udleder.

Vi står ikke ansigt til ansigt med verdens undergang, som mange miljøforkæmpere spåede i slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne, men hvis vi ikke gør noget for at mindske klimaforandringerne, kommer milliarder af mennesker til at lide nød.

Årsager til klimaforandringerne

Drivhusgasserne absorberer og gen-udleder en del af varmen fra Jordens overflade og opvarmer atmosfærens nedre lag.

Fakta

Ved at kigge på luftbobler fanget i gletsjere, kan man se udviklingen i atmosfærens sammensætning 800.000 år tilbage i tiden. Isen i gletsjere bygges op af sammenpresset sne over tusinder af år. Sneen lægger sig i årlige lag, der kan ses ligesom årringene i et træ. Med specialbyggede bor kan man hente lange stænger af is op fra gletsjere og tælle årringene. I isen findes også luftbobler, som har været fanget siden sneen blev presset sammen til is. Ved at smelte isen langsomt og frigøre luften i disse bobler, kan man måle atmosfærens sammensætning år for år tilbage igennem årtusinderne. Ved hjælp af sådanne data kan man se, at der i tusinder af år op til den industrielle revolution var et meget stabilt CO2-indhold i atmosfæren på omkring 280 ppm. Går man endnu længere tilbage kan det ses, at klimaet over titusinder af år svinger mellem istider med cirka 180 ppm og mellemistider med cirka 280 ppm CO2.

Den vigtigste drivhusgas er vanddampe, efterfulgt af carbon dioxid og metan. Uden dem i atmosfæren ville den gennemsnitlige temperatur på Jordens overflade være cirka minus 20 grader celcius.

Selvom mange af disse gasser er naturligt forekommende i atmosfæren, er vi mennesker ansvarlige for at øge koncentrationen af dem gennem afbrændingen af fossilt brændstof, skovrydning og andre måder, vi udnytter jorden.

Registreringer fra luftbobler fanget i de polare iskapper afslører fortidens atmosfæriske sammensætning, og at koncentrationen af carbon dioxid og andre drivhusgasser er på sit højeste niveau i mere end 800.00 år (se faktaboks, red.)

Evidens for klimaforandringerne

IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change) har fremlagt 6 hovedbudskaber:

  1. Vi har oplevet den hidtil største stigning af atmosfærisk carbon dioxid og andre drivhusgasser siden starten af den industrielle revolution.
     
  2. Vi ved fra atmosfæriske målinger og fra laboratoriemålinger, at drivhusgasserne i atmosfæren absorberer varmestrålingen.
     
  3. Vi har oplevet en signifikant stigning i de globale temperaturer på mindst 0,85 grader celcius og en havniveaustigning på 20 cm i det forløbne århundrede.
     
  4. Vi har analyseret solpletternes og vulkanudbruddenes effekt på klimaet, og selvom de er afgørende for en forståelse af de sidste 150 års temperaturforandringer, kan de ikke forklare den overordnede opvarmingstendens.
     
  5. Vi har observeret signifikante forandringer i Jordens klimasystem - blandt andet mindre sne på den nordlige halvkugle, mindre havis i Arktis, skrumpende gletsjere på alle kontinenter og afsmeltning og opvarming af permafrost, så det aktive lag er blevet tyndere. Alle disse observationer stemmer over ens med et varmere globalt klima.
     
  6. Vi overvåger konstant det globale vejr, og vi har set signifikante ændringer i vejrmønstrene og et stigende antal ekstreme vejrmæssige hændelser verden over. Det globale nedbørsmønster (regn og sne) har ændret sig - dele af Nord- og Sydamerika, Europa og det nordlige og centrale Asien er blevet mere våde, mens Sahel-zonen i Centralafrika, det sydlige Afrika, Middelhavsområdet og det sydlige Asien er blevet tørrere. Intens regn forekommer hyppigere og det samme gælder for voldsomme oversvømmelser. Vi oplever også flere hedebølger. Ifølge NOAA fandt de 19 varmeste år nogensinde målt fra 1880 til starten af 2014 sted inden for de seneste 20 år  - og 2015 var det varmeste år, der nogensinde er målt på Jorden. (NOAA - National Oceanic and Atmospheric Administration - overvåger havmiljøet og atmosfæren, fiskeriet og vejret, og holder øje med tornadoer, orkaner og stormvejr, red.)

Hvad vil fremtiden bringe?

Afbrænding af fossile brændstoffer vil uden tvivl føre til yderligere opvarmning. Klimasystemet er meget komplekst, og derfor er det vanskeligt at beregne omfanget af den globale opvarming - særligt fordi den helt store ubekendte faktor er, hvor meget drivhusgas vi fortsat vil udlede.

Den lodrette streg til sidst er de sidste 200 års stigning.
(Graf: Scripps Institution, CC BY-SA)

IPCC har udviklet en række scenarier (RCP-scenarierne (Representative Concentration Pathways), for at imødekomme behovet for at kunne vurdere konsekvenserne af de forventede klimaforandringer under forskellige grader af global opvarmning.

RCP-scenarierne strækker sig fra et 'business-as-usual'-scenarium til en stor, langvarig nedgang i udledning, og klimamodeller baseret på RCP-scenarierne forudsiger, at Jordens gennemsnitstemperatur kan stige mellem 2,8 til 5,4 grader celcius ved udgangen af dette århundrede.

 

Stigende havniveau og ingen is på Nordpolen

Selv hvis alle landenes indmeldinger ved Paris-klimaforhandllingerne blev opnået, ville vi kun lige befinde os i den nedre ende af dette interval.

Havniveauet forventes at være steget mellem 52 cm og 98 cm, når vi er nået frem til 2100. Det udgør en trussel imod havnebyer, lavtliggende deltaer og små ø-nationer.

Det forventes, at snedækket og havisen fortsætter med at mindskes, og enkelte klimamodeller foreslår, at der ikke længere vil være is på Nordpolen, når vi når frem til slutningen af det 21. århundrede.

Jordens gennemsnitlige overfladetemperaturer.
(Graf: Mark Maslin/The Conversation)

Hedebølger, tørker, ekstrem regn og skybrud forventes at forekomme hyppigere, hvilket vil true økosystemerne og den menneskelige beboelse, sundhed og sikkerhed. Endnu en stor bekymring er, at heden og luftfugtigheden vil umuliggøre fysisk udendørsarbejde.

 

Tørke, skybrud og masseudryddelse af dyrearter

Men forventer at forandringer i nedbørsmængden vil variere fra sted til sted. I højtliggende regioner (Europas centrale og nordlige regioner, Asien og Nordamerika) forventes det, at den årlige nedbørsmængde stiger, men det forventes, at den falder så meget som 20 procent i de fleste subtropiske landregioner - hvilket øger risikoen for tørke.

I mange andre dele af verden vil arterne og økosystemerne opleve klimatiske forhold, der er lige på grænsen af at være tålelige eller som endda overskrider den.

Menneskets udnyttelse af jorden til fødevarer, brændstoffer og foderstoffer, i kombination med jagt og høst har resulteret i, at dyrearter uddør i et langt hurtigere tempo, end hvad der er naturligt - i visse tilfælde 100 til 100 gange hurtigere.

 

Vi har ikke meget tid tilbage

Det er den udfordring verdenslederne står over for. For at holde de globale temperaturer under 2-graders-grænsen, skal den globale carbonudledning nå sit maksimum i løbet af det næste årti og fra 2070 og fremover være negativ: Vi skal suge carbon dioxid fra atmosfæren.

Globale stigninger i havniveauet.
(Graf: Mark Maslin/The Conversation)

På trods af 30 års klimaforhandlinger er drivhusgasemissionen ikke blevet mindsket, så mange føler, at det bliver umuligt at holde den globale opvarmning på under 2 grader celcius.

Tidligere fiaskoer - især klimaforhandlingerne i København i 2009 - satte globale emissionsnedskæringer mindst 10 år tilbage.

Paris-forhandlingerne giver os i det mindste et glimt af håb.

Mark Maslin modtager støtte fra Natural Environment Research Council, the Royal Society, DIFD, FCO, Innovate UK, Carbon Trust, UK Space Agency, European Space Agency, Leverhulme Trust, WWF, RICS, British Council og CAFOD. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark

The Conversation