Annonceinfo

Sådan skader stråler fra radioaktive stoffer

Fukushima-ulykken, Tjernobyl og Three Mile Island er eksempler på atomkraftulykker, hvor stråler fra radioaktive stoffer har skadet eller måske vil skade mennesker. Men hvorfor er stråling fra radioaktive stoffer farlig for os?

Stråler fra radioaktive stoffer i store doser ændrer vores dna-materiale. (Foto:Colourbox).

Radioaktive stoffer blev først blev opdaget for godt 100 år siden, men de og den stråling de udsender, har eksisteret siden Jordens skabelse.

Fra selve Jorden kommer strålingen fra radioaktive stoffer som radon og fra verdensrummet rammer den kosmiske stråling os. De udgør hovedkilderne til baggrundsstrålingen på 0,003 sievert per år i Danmark (sievert er måleenheden for strålingsdosis).

Strålingen fra radioaktive stoffer er således altid naturligt til stede og desuden udsætter vi os gennem vores liv for mere, eksempelvis når vi får taget et røntgenbillede.

I Danmark har vi fastsat grænseværdi for folk, der arbejder med radioaktivitet i deres erhverv, som afspejler, hvor meget vi mener, det er forsvarligt at blive udsat for. Det er en koncentration på højest 0,02 sievert om året, forklarer Kurt Lauridsen, Nuklear ekspert hos Dansk Dekommissionering, hvor der arbejdes med helsefysik og strålebeskyttelse.

Men ved atomkraftulykker har vi set eksempler på endnu højere strålingsdoser - afhængig af hvordan kroppen optager strålingen.

Radioaktivitet ved udslip

Ved en ulykke på et atomkraftværk kan radioaktivitet slippe ud i gas og partikelform som en sky. Radioaktiviteten stammer fra brændselselementerne på kraftværket, der består af uran.

Radioaktive stoffer kan optages i menneskekroppen på to måder og dermed give anledning til strålingsdoser:

  • Indåndes direkte i lungerne
     
  • Optages gennem føden, hvis radioaktiviteten kommer i nedbøren og på den måde ender i afgrøderne.

En radioaktive sky kan også bestråle mennesker direkte. 

Radioaktiv sky kan stråle gennem vægge

En sky med indhold af radioaktive stoffer er usynlig og strålingen herfra stoppes ikke af hud, stof eller vægge. Men hvis man bliver indenfor, reduceres den dosis af stråling fra de radioaktive stoffer, kroppen udsættes for.

Fakta

I Finland er de naturlige stråling dobbelt så høj som i Danmark på grund af et højere radon-indhold i jorden (Kilde: Dansk Dekomissionering).

De såkaldte gamma-fotoner i strålingen går igennem vores krop og kan sætte mærker i vores  dna-materiale, hvor de kan give skader på cellerne.  Præcis som vi bruger strålingen til at lyse igennem os, når vi tager et røntgen-billede, kan større koncentration af stråling ’lyse’ igennem os og afsætte energi i kroppens væv, forklarer Kurt Lauridsen.

Skaderne opstår, fordi strålingen river elektroner løs fra atomerne og denne ionisering kan medføre skader i vores dna-materiale.

Ved den berygtede Tjernobyl-ulykke i 1986 døde de brandmænd, der skulle slukke branden på kraftværket, af direkte stråling. De blev udsat for strålingsdoser på mellem 6 og16 sievert og på grund af den voldsomme stråling blev deres celler simpelthen slået ihjel.

»Mennesker kan dø af alt fra 1-10 sievert stråling på hele kroppen, men med voksende sandsynlighed jo større dosis har været. Ved 3-4 sievert er sandsynligheden for at dø cirka 50 procent og ved 8-10 er den 100 procent,« forklarer Per Hedemann Jensen, der er helsefysiker ved Dansk Dekommissionering.

Men ved ulykker på atomkraftværker frygter man også for virkninger, der først opdages på længere sigt.

Skader på lang sigt

Selvom cellerne overlever strålingen kan der ske skader på dna- materialet, der kan vise sig mange år efter som muterede celler, altså kræft.

»Der er en sammenhæng mellem, hvor meget stråling man udsættes for og hvor stor risikoen er for kræft. Hvis du er udsat for stråling på en 0,001 sievert får du en øget risiko for cancer på cirka 0,005 pct,« forklarer Per Hedemann Jensen.

Endelig kan kønscellerne på en person blive beskadigede, hvilket kan føre til arvelige skader, som eksempelvis misdannelser, i de kommende generationer. Risikoen for de skader er dog cirka ti gange mindre end for en strålingsfremkaldt kræftsygdom, forklarer Per Hedemann Jensen.

TMI-uheldet og stråleskader.

Uheldet på Tremileøen nævnes som et eksempel på en atomulykke, der kan have skadet mennesker ved stråling.
En omfattende undersøgelse af personer indenfor en mange km zone fra ulykkesstedet viste imidlertid, at ingen personer var påvirkede af unormal meget stråling - bortset fra tre personer. Det viste sig imidlertid, at den ekstra stråling stammede fra deres egen huse, hvor man havde skifertag med ret høj koncentration af radioaktivitet..
De i artiklen nævnte radioaktive gasser drejer sig om bl.a. Xenon og Krypton, det er inaktive gasarter, som optages i lungerne, men udåndes igen, da de ikke indgår i nogen kemisk forbindelse.
Fra kulfyrede kraftværker udledes radioaktive stoffer, der har nogenlunde samme strålingsniveau mål i Bq, men den biologiske effekt er mellem 50-100 gange større.
(Kilde: tyske målinger af radionukleider fra kraftværker.)
Atomkraftværker har derfor en positiv sundhedseffekt, ikke bare på mindre emission af skadelig stråling, men også p.g.a. mindre luftforurening af kvælstof- og svovlilter samt mikropartikler, da uran hovedsdageligt erstatter kul.

TMI-uheldet var et uheld - ikke en katastrofe som Tjernobyl - bortset fra de økonomiske konsekvenser for ejeren. Dens tvillingereaktor TMI-1 blev da også sat i drift igen og har kørt særdeles godt siden - i Harrisburg er man stolte over deres a-værk!

Det er korrekt at stråling kan ændre DNA, men disse skader kan kroppen reparere selv i et vist omfang. Arveskader fra stråling ses sjældent, da mange lidelser forudsætter at samme skade forekommer hos begge forældre. Derfor så man ikke de store forskelle i arveskader efter børn, fødet af stråleramte forældre i Japan efter de to atombomber.

TMI-uheldet og stråleskader.

Uheldet på Tremileøen nævnes som et eksempel på en atomulykke, der kan have skadet mennesker ved stråling.
En omfattende undersøgelse af personer indenfor en mange km zone fra ulykkesstedet viste imidlertid, at ingen personer var påvirkede af unormal meget stråling - bortset fra tre personer. Det viste sig imidlertid, at den ekstra stråling stammede fra deres egen huse, hvor man havde skifertag med ret høj koncentration af radioaktivitet..
De i artiklen nævnte radioaktive gasser drejer sig om bl.a. Xenon og Krypton, det er inaktive gasarter, som optages i lungerne, men udåndes igen, da de ikke indgår i nogen kemisk forbindelse.
Fra kulfyrede kraftværker udledes radioaktive stoffer, der har nogenlunde samme strålingsniveau mål i Bq, men den biologiske effekt er mellem 50-100 gange større.
(Kilde: tyske målinger af radionukleider fra kraftværker.)
Atomkraftværker har derfor en positiv sundhedseffekt, ikke bare på mindre emission af skadelig stråling, men også p.g.a. mindre luftforurening af kvælstof- og svovlilter samt mikropartikler, da uran hovedsdageligt erstatter kul.

TMI-uheldet var et uheld - ikke en katastrofe som Tjernobyl - bortset fra de økonomiske konsekvenser for ejeren. Dens tvillingereaktor TMI-1 blev da også sat i drift igen og har kørt særdeles godt siden - i Harrisburg er man stolte over deres a-værk!

Det er korrekt at stråling kan ændre DNA, men disse skader kan kroppen reparere selv i et vist omfang. Arveskader fra stråling ses sjældent, da mange lidelser forudsætter at samme skade forekommer hos begge forældre. Derfor så man ikke de store forskelle i arveskader efter børn, fødet af stråleramte forældre i Japan efter de to atombomber.

Thulesagen

Kære John,
undskyld hvis jeg har forvekslet dig og Rolf.
Jeg kender udmærket plutoniums giftighed, den omtaler jeg på en hejjemside om bl.a. radioaktivitet og atomenergi.
Der er ingen Pu-238 i a-bomber, det stof spalter spontant og er grunden til, at man ikke kan anvende Pu fra a-værker til bomber - men lad det nu bare ligge - der er ikke fundet plutonium eller andfre radioisotoper i danske arbejderes næseskrab.
Jeg har her en artikel med lederen af holdet - Erik Stubbe-Teglberg - der siger utvetydigt, at ingen danske arbejdere var i nærheden af nedfaldsstedet, det blev klaret af amerikanerne under ledelse af general Hunziker. ( Ingeniøren/Job, 24. 3. 1995 nr. 12 - kan sikkert findes i artikelarkivet)
Stubbe siger endvidere, at vinden blæste væk fra indlandsisen og ud mod havet - så risikoen for evt. stråling har været meget lille.
Thulearbejderne har været igennem undersøgelser uden man har fundet bevis for, at de efterfølgende sygdomme skyldes oprydningsarbejdet, hvor danskerne faktisk ikke deltog, men hjalp med at gøre tønder klar til affaldet.
Dette udsagn kommer fra lederen af teamet på Thule, civ. ing Stubbe-Teglberg.
Du mener ikke man er monitoreret - det er ukorrekt. F.eks. fik Carlo Wandmose et næseskrab id. 22.2.1968 sammen med en række andre. Ingen af prøverne vist indhold af radioaktive stoffer, men mente selv at senere lidelser kunne skyldes opholdet her.
Cancerregistret begik desværre en fejl med datafregistret ved at tælle 16 ekstra dødsfald med i statistikken, hvilket desværre gav en fornyet debat.
De arbejdede i 3 måneder med at undersøge sagen og fandt, at der ikke var større hyppighed af kræftsygdomme i gruppen af thulearbejdere, der arbejdede med oprydningen, end i det man kalder normalbefolkningen. OOA mener at have påvist fejl i cancerregistrets tal, men det er ikke dokumenteret.
Der er opstået en række myter vedrørende denne sag p.g.a. det klassificerede materiale. Men trods store anstrengelser har man ikke kunnet finde nogen forklaringer på en del af de lidelser, som en del tidligere thulearbejdere senere er blevet udsat for.
Ingen af lidelserne kan relateres til hverken plutonium, tritium, beryllium eller lithium.
Men nogen pålidelig forklaring er ikke fundet.
Så nogen endelig total opklaring af sagen får man nok ikke, men jeg mener ikke man fra dansk side har forsøgt at dække over sagen, tværtimod har Risøs forskere gjort et godt og solidt arbejde med at undersøge om der var nogen form for kontaminering af danske arbejdere.
Meget interessant at høre fra en, der har oplevet dette års forsidehistorie.

Til John Borup

Plutonium er radioaktivt og self er det farligt hvis du får det ind i kroppen(ikke udenfor kroppen da det henfalder ved at udsende en lille mængde alfastråling som bliver stoppet af det yderste døde hudlag der dækker kroppen), problemet med det(heldigvis) er at plutonium er et tungmetal som bliver optaget utroligt dårligt af kroppen så langt det meste man får ind ryger direkte igennem systemet på kort tid.

Plutonium er farligt hvis men indånder ultrafine partikler af det hvor det kommer ned i lungerne og kan blive optaget direkte i blodet, heldigvis viser forsøg foretaget i USA at selvom man sprænger plutoniummet i en bombe vil det ikke danne ultrafine partikler der er fine nok til at komme blive optaget af lungerne og grunden til det er at plutonium er et sejt blødt metal, lidt ligesom bly.

Uran-238 der i bomben bliver brugt til tamper er den mest alm. uran isotop fundet i naturen hvilket vil sige at din krop faktisk altid vil indeholde en lille smule af dette materiale helt naturligt, da det er at finde i små mængder i selv alm. postvand. Det har en halveringstid på 4,4 milliarder år, hvilket betyder at det er forsvindene lidt radioaktivt og kan reelt håndteres uden nogen former for beskyttelse.

Tritium kunne man forestille sig nu det er en brintbombe, men problemet med tritium er at det er meget svært at opbevarer under højt tryk som det ville være nødvendigt i en brint bombe det kræver simpelthen på den tid store cryogene anlæg mm, derfor bruger man ikke tritium men en lithium hydrid kaldet lithium-6 deuteride og den er ikke radioaktiv.
Dog bliver der brugt en lille bitte smule tritium(som ville være fordampet hurtigt væk ved styrtet hvis den blev pulveriseret) til fission boosting af primæren.

Hvis arbejderne fra Thule skulle være blevet syg af noget er det mere sansynligt at det ikke har været et radioaktivt materiale, men et giftigt enten fra fly vraget eller fra selve bombe, dette kunne feks. være beryllium som sådan en bombe også indeholder en vis mængde af og som er utroligt giftigt.

Thuleulykken 1968

Kære Per,

jeg tror, at du forveksler Rolf med mig, når du taler om en, der var på basen i jan. 1968.

Når der ikke kan siges noget bestemt om evt. radioaktivt materiale hos mig eller andre tidl. thulearbejdere, så er det af den enkle grund, at ingen af os nogensinde er blevet målt eller monitoreret efter ulykken, hverken på Thulebasen eller senere, det har netop været et af vore krav til myndighederne, som dog aldrig er blevet opfyldt, så på den måde skal der jo blive skabt myter.
Det er dog en imødekommelse, at du indrømmer, at Pu-239 er farligt, ligeså er Pu-238 og alle de andre radioaktive isotoper, som var involveret i Thule-ulykken. Det er de på en række forskellige måder, og graden af helbredsskader afhænger af de enkelte stoffer og hvordan man har fået dem på sig eller indtaget dem, al indåndning i den kolde arktiske luft foregik gennem munden - rent refleksmæssigt, og alligevel så anvendte man noseswops som monitorering, og det er jo klart, at de ikke påviste noget som helst. At der ikke blev anvendt danske arbejdere til oprydningsarbejdet er sandt i den forstand, at de ikke blev anvendt til selve opsamlings- og opskrabningsarbejdet, det blev udført af ca. 750 soldater fra Hærens ingeniørtropper, som blev fløjet derop direkte, mange havde diciplinære straffe bag sig, og mange var nyligt degraderede, og hovedparten af dem blev sendt direkte til krigen i Vietnam fra Thule, da operation Crested Ice var slut i sept. 1968. Af dem, der overlevede Vietnam, fik mange senere kræftsygdomme, som de forsøgte at anlægge erstatningssag for. De blev dog afvist, idet der findes en lovparagraf, der på forhånd udelukker den slags sager for millitært personel, med direkte henvisning til, at deres opgaver kan være helbreds- og livstruende, selv ledelses og kommandofejl giver ikke adgang til legal action.
Når jeg mener, at mine helbredsproblemer hænger sammen med radioaktiv bestråling, så skyldes det, at jeg har brugt meget tid på at finde og læse relevant litteratur om dette emne, og deraf kan se en sammenhæng, med fare for beskyldninger om hypokondri. Symptomerne er dog særdeles reelle, men om der er en causal årsagssammenhæng, det kan man altid diskutere, desværre kan man ikke regne det danske sundhedsvæsen som en objektiv og neutral part i den debat. Dertil er der for mange og for store løgne på spil for enhver dansk regering, hvor et eller flere af de fire gamle politiske partier deltager, for de har alle snavsede hænder i den sag, og der ligger skeletter, som de ikke ønsker ud af skabet, fordi stanken er ubehaglig.
Jeg har i et andet indlæg beskrevet hvordan danske arbejdere både direkte og indirekte var involveret i oprydningsarbejdet, (som den danske regering ønskede og krævede, de amerikanske eksperter var mere stemt for blot at lade det hele ligge og synke, når isen tøede).
Både du og andre er i det hele taget velkommen til at spørge efter fakta omkring Thuleulykken, jeg tror nok, at jeg efterhånden efter mange års arbejde og efter læsning af flere tusinde siders hemmelige amerikanske dokumenter om sagen, er ved at blive en slags ekspert (og "smagsdommer"), for jeg er ikke, og kan ikke være neutral i den sag, derfor er det naturligvis kun partsinslæg, lige som Risø-folkene med Ølgård i spidsen er det på den anden side. Vi skal nok til udlandet for at finde bare nogenlunde objektive og neutrale eksperter.

Mvh. John

Thulearbejderne

Kære Rolf,
meget interessant at høre fra en, der har arbejdet på Thule.
I følge den ledende ingeniør på stedet, så arbejdede ingen danskere med selver oprydningen, men arbejdede bl.a. med rensning af tønder i vindsiden af ulykkesstedet. Se f.eks. i "Ingeniørens" artikelarkiv.
Et par bemærkninger. plutonium er ikke specielt giftigt, med en halveringstid på 24.000 år er der masser af radioisotoper, der er langt mere farlige. Det gælder f.eks. Radon i din egen stue og Polonium-10 som vi får gennem luften via tobaksrøg. Der er korrekt at indånding af plutoniumpartikler sætter sig fast i lungerne, det kan kun ske efter det er brændt.
Plutonium er meget let at spore både i lungevæv og i kroppen. Ingen thulearbejdere er fundet kontamineret med hverken plutonium eller uran. Hvis du har fået en milliontedel af et g Pu-239 i lungerne, så vil det let kunne måles. Radon er langt mere farligt, når det henfalder medfører det 3-4 ganske voldsomme alfahenfald i lødet af få sekunder, med Pu er der kun et enkelt om året for hver 12.000 atomer.
Ingen benægter at der er sket et eller andet med thulearbejderne, man ved blot at ingen af diverse teorier holder vand. Desværre har thulearbejderne selv medvirket til at køre videre af en blindgyde, hvor symptomer og målinger ikke bekræfter noget som helst.
Der er mange spekulationer og myter vedrørende thuleulykken, det er sikkert.

Thulearbejderne

Kære Rolf,
meget interessant at høre fra en, der har arbejdet på Thule.
I følge den ledende ingeniør på stedet, så arbejdede ingen danskere med selver oprydningen, men arbejdede bl.a. med rensning af tønder i vindsiden af ulykkesstedet. Se f.eks. i "Ingeniørens" artikelarkiv.
Et par bemærkninger. plutonium er ikke specielt giftigt, med en halveringstid på 24.000 år er der masser af radioisotoper, der er langt mere farlige. Det gælder f.eks. Radon i din egen stue og Polonium-10 som vi får gennem luften via tobaksrøg. Der er korrekt at indånding af plutoniumpartikler sætter sig fast i lungerne, det kan kun ske efter det er brændt.
Plutonium er meget let at spore både i lungevæv og i kroppen. Ingen thulearbejdere er fundet kontamineret med hverken plutonium eller uran. Hvis du har fået en milliontedel af et g Pu-239 i lungerne, så vil det let kunne måles. Radon er langt mere farligt, når det henfalder medfører det 3-4 ganske voldsomme alfahenfald i lødet af få sekunder, med Pu er der kun et enkelt om året for hver 12.000 atomer.
Ingen benægter at der er sket et eller andet med thulearbejderne, man ved blot at ingen af diverse teorier holder vand. Desværre har thulearbejderne selv medvirket til at køre videre af en blindgyde, hvor symptomer og målinger ikke bekræfter noget som helst.
Der er mange spekulationer og myter vedrørende thuleulykken, det er sikkert.

Beriget våbenuran

Kære John,

Enig i at beriget uran af våbenkvalitet er det største problem, det blev anvendt på bl.a. Risø og andre forskningsreaktorer.
BMK-reaktoren - "Thernobyl-typen" var ikke den eraktor, som DKP gik ind for, det var uden tvivl den trykvandsreaktor der benævnes som VVER. Den kan ikke løbe løbsk som RBMK-ernen, hvis kølevandet forsvinder. Faktisk har Rusland megen succes med VVER-reaktoren, der bygges overalt - Kina, Iran, Indien m.fl.
Interessant at høre om atomdebatten på RUC, hvor man dengang havde en stor kapacitet på området - prof. Elbek og hans kone, der begge havde et stort kendskab til atomenergi.
Siden er det blevet lidt mere behersket.

Skal min kammerat tage til filippinerne

Hej jeg har et spørgsmål vedrørende sikkerheden i at rejse til filippinerne lige nu? Og hvor farligt er det at være på filippinerne hvis der sker en nedsmeltning?

Alt andet end KK er åbenbart livsfarligt?

Kære Per K.

Når jeg nævner TMI, så er det fordi den optræder i kategori 5 på en 7-trins skala, men i øvrigt er min anke mere rettet mod den berigede våbenuran end kraftværkerne. Ja folk dør af alt muligt, ikke mindst trafikken er en stor dræber, men vi kører som gale alligevel, der er dog en væsentlig forskel, når flere hundrede tusinde mennesker pludseligt skal evakueres pga. af en menneskeskabt ulykke, naturkatastroferne kan vi prøve at afværge, men vi er nok nødt til at leve med, at de indtræffer. At Tjernebyl var en ekstra elendigt bygget konstruktion, det er da meget muligt, selv om jeg pudsigt nok husker, hvordan de hjemlige kommunister, DKP, ofte fremhævede hvor sikre netop de sovjetiske værker var, fordi de ikke blev drevet efter vestlige kommercielle markedsprincipper. Den argumentation afviste jeg dengang på RUC med en hånlatter og blev kaldt anti-kommunist, yeah right!
Hvis jeg skal anvise noget, som jeg selv går ind for, så er det energibesparelser i den store stil og så indførelse af solvarme og solpaneler, og så er det i mine øjne OK at fyre med brænde i ovnen, når man bor ude på landet. Jeg har et ekstremt lille forbrug af energi og vand, og dermed også et lavt CO2 udslip, kort sagt et eksempel til efterfølgelse.

Mvh. John

Til Rolf Hansen

Nu kender jeg ikke dig, og ved heller ikke noget om din baggrund for at udtale dig om strålepåvirkning i almindelighed og ricisi ved Thuleulykken i særdeleshed.
Jeg kan fortælle dig, at jeg nogle måneder efter ulykken pludseligt fik en voldsom lungebetændelse og var syg med influenza-symptomer, dog uden at have influenza. Det blev bekæmpet med noget bredspektret penicilin på det amerikanske millitær-infirmeri, og jeg blev udspurgt af lægerne om min færden ift. til nedslags-stedet. Jeg vidste ikke noget om strålingssyge dengang, men har siden læst mig til, at det er de samme symptomer, som optræder ved akutte strålingsskader.
At de involverede radioaktive stoffer ikke skulle kunne bevirke, at man får strålingsskader, må siges at være en påstand helt ude i skoven - eller hegnet, som det heder nu om dage. At Plutonium har lang halveringstid er rigtigt, 22.000 år, hvis jeg husker rigtigt, og at verdens mest ikke bare radioaktive, men også giftige stof, ikke skulle være farligt, ja det taler vist for sig selv. Selv om jeg f.eks. kun har fået en lille milliontedel i mig fra f.eks Plutoniumilte, så ejer jeg det for evigt, og det sider i vævet omkring brystbenet og giver konstant slimdannelse i bronkierne, ligesom mavemunden er beskadiget og misdannet. Flere for ikke at sige adskillige af mine tidligere kolleger er døde af netop kræft i det område. Nu må jeg hellere skynde mig at fortælle, at jeg aldrig i mit liv har røget, eller misbrugt/overforbrugt alkohol, jeg har nærmest levet asketisk, og var i øvrigt i topfysisk form, da jeg kom til Thule, idet jeg havde forladt Jægerkorpset ca. et halvt år før ankomsten til basen, og faktisk var jeg i fuld gang med at træne den søndag eftermiddag, hvor ulykken skete.
Udover måske 20 - 25 kg. Plutonium, så var der over 100 kg. Uran involveret, og fire flasker med Tritium blot fra de fire Brintbomber, som brændte i et flere tusinde grader varmt bål med flammer op i mindst 800 meters højde, som blev spredt op til 30 km. væk, hvor man senere fandt såkaldte hotspots. Selve nedstyrtningsstedet var kun 11 km. fra basen, og for at gøre det endnu værre, så blev al den skorpede sne og is skrabet sammen og kørt ind på basens område på åbne lastbiler og fyldt på nogle store tanke, som forøvrigt lækkede, da det blev tøvejr, for så om sommeren at blive pumpet over på mindre tanke af frygt for at nå det kritiske punkt, og endelig lastet på skibe og sejlet til Savannah River atomaffaldsplads. Der var danske arbejdere involveret i alle disse arbejdsprocesser, og de samme køretøjer blev spulet og serviceret af danskere, plus at alle køretøjer kørte ind og ud af basen, ligesom den øvrige færdsel blandede sig med trafikken ude fra havisen. Det var kort og godt et stort svineri, og ingen danskere var udstyret med så meget som en ansigtsmaske eller andet beskyttelsesudstyr.
At påstå jeg ikke kan have et belastet immunforsvar, ved jeg ikke hvor du har belæg for, men hvis du virkelig er interesseret, så kan jeg anbefale dig at læse den 700 sider tykke Pullitzer-pris vindende "The Plutonium files", så vil du i det mindste blive lidt opdateret på din viden om opgraderet Våben-plutonium, og så kan du vende tilbage og vi kan måske få en dialog på en lidt mere kvalificeret basis. Jeg må hver dag forsøge at leve med en kompakt stenlever, fødder og skinneben med kredsløb og hudproblemer, sandsynligvis stammende fra Tritium-inficeret sne, da det er værst lige ved og over støvlekanten, En bortopereret blindtarm, som den ældre erfarne overlæge betegnede som "mærkeligt misdannet", hyppig betændelse i urinvejene, som når der bliver dyrket prøver også betegnes som mærkelig, hyppig diare' og hæmorider, samt blod i afføringen fra tarmsystemet. Men det skyldes nok stress - at jeg skulle have stress, mig der er pensioneret og ikke går på arbejde, lever et kedeligt rutineliv, kun afbrudt af den daglige tur til fods eller på cykel med hunden, ja hvis man får stress af det, så er der ikke mange, der slipper. Men tak for de trøstende ord.

Mvh. John Borup

Thule

Sjovt John fordi jeg har faktisk haft gennemgået thule ulykken for at finde ud af om arbejderne kunne være udsat for helbredmæssig stråling og nej det kunne de ikke, de materialer der var i denne tybe brintbomber som var i styrtet indholder ikke nogle materialer som ved kontakt kan give stråleskader! Det er stoffer med lang halveringstid hvilket vil sige at de er meget lidt radioaktive.

Dit svækkede immunforsvar skyldes helt sikkert stress, der er intet ved stråling som skulle kunne give en person kronisk dårligt immunforsvar, dit immunforsvar vil være belastet hvis du får strålesyge, men hvis du er kommet dig over den så er der ikke nogen yderligere belastning på immunforsvaret.

Efter Tjernobyl.

@Hans,

for nogle år siden udkom en rapport fra IAEA/WHO m. fl. i anledning af 20 års erfaringer fra Tjernobylkatastrofen.
Efter minutuøs gennemgang af de ulykkesramte ofgte, kunne man relatere ca. 56 dødsfald direkte til selve ulykken. Der var kun nogle få dødstilfælde af kræft i skjoldbruskkirtelen, idet de fleste blev helbredte da de blev fundet i tide.
Desuden regner man med en række senskader, der kan medføre levetidsforringelse.
I sammenligning med de "normale" kræfttilfældfe på egnen er der tale om en stigning, der er langt under 1%.
I Sverige slog man en række rener ihjel og begravede dem, idet de havde for højt indhold af radioaktivitet - en dansk forsker anbefalede at man ikke spiste mere end 1 kg renkød om dagen!
I Sverige måtte man imidlertid hæve grænseværdierne, idet man fandt en masse frosset renkød fra 70-erne, der oversteg de gældende grænseværdier! Det stammede fra kernevåbenforsøgene!
I dag vil de begravede rener faktisk kunne sælges som menneskeføde!
Eksemplet viser lidt om det hysteri, der er opstået om radioaktivitet, selv om man ikke kan undvære radioisotoper indenfor sundhedssektoren - og gerne lader sig sprøjte med en radiaktiv væske i blodbanerne før en scanning!
Tjernobylkatastrofen kan ikke bruges som noget argument for eller imod atomenergi - medmindre man omgås planer om at bygge netop denne type - RBMK-reaktoren. Som den eneste type i Verden vil den løbe løbsk, hvis kølevandet til reaktoren forsvinder - alle andre typer gå i stå, hvis kølevandet forsvinder.
Om katastrofen - læs f.eks.:
http://www.world-nuclear-news.org/pdf/who_chernobyl_report_2006.pdf

Skader ved KK?

@John,
du nævner TMI-uheldet som en alvorlig ulykke - ja den kostede ejerne en anselig sum penge.
Men bortset fra det så fik hændelsen ikke nogen konsekvenser for omgivelserne. Man fandt 5 tilfælde af forhøjet stråling ved næseskrab i en radius på 9 miles fra værket. Alle tilfælde viste sig at skyldes stråling fra egen bolig, idet den stammede fra en bestemt slags skifer, der er almindelig anvendt i området!

Selv om du nu trækker Japan med ind i billedet, så er det tsunamien, der har slået folk ihjel. Vi kender endnu ikke konsekvenserne for KK-værkerne.
Den eneste lære man kan drage af ulykken i Japan er, at man ikke bør bygge KK-værker, fabrikker eller boliger nær områder, hvor der er risiko for tsunamier, jordskælv eller vulkanudbrud!
Dine såkalde "skråsikre udmeldinger fra a-krafttilhængere" er noget andet, der er tale om man tilbageviser de gentagne misinformationer, som a-modstandere bliver ved at postulere, selv om de er tilbagevist gang på gang - der er taler om manglende viden om teknikken.Dine udtalelser løber en smule løbsk. Ingen kæmpede forreten for at indføre a-kraft i Danmark i 60-erne, tværtimod var el-værkerne imod, da det var billigere at bruge olie. Den kostede dengang vel omkring 100 kr/1000 liter tung fuel oil.

Ingen påstår at KK er ufarligt, tværtimod er det en myte fra modstanderside. Alle konsekvensberegninger viser sandsynligheden for endda store uheld.
En ting KK-modstandere altid overser er, at KK sparer menneskeliv! Det skyldes at KK erstatter kul, hvilket sparer miljøet for enorme mængder CO2, SOx, NOx, tungmetaller og mikropartikler. En svensk forsker beregnedes Barsebäcks effekt til at være 30 færre døde årligt - hvilket især skyldes færre luftvejslidelser. Det bliver til mange tusinder årligt på global plan, der får forlænget livet og en bedre livskvalitet.

RBMK-reaktorene advarede Vesten imod allerede tilbage i 1968 - senere i 1976. Desværre hørte Rusland ikke efter, så Tjernobyl-katastrofen kom ikke bag på fagfolk! At de bedste eksperter på området kunne relatere ca. 56 dødsfald efter 20 år til Tjernobyl-uheldet er selvfølgelig beklageligt og typen bliver da også udfaset.

Prøv at regne på hvor mange der dør ved flystyrt næste gang du får et boardingkort i hænderne.
Du er også velkommen til at pege på teknologier, der er mere sikre end kernekraften - kan du det?

Sådan skader radioaktiv stråling

Udover den glimrende oversigt af skader i artiklen, så vil jeg nævne yderligere en, nemlig beskadigelsen af immunforsvaret. Når man en gang har fået radioaktiv stråling både på og i sig, så vil man have det for resten af sit liv, og radioaktiv stråling vil konstant være tilstede og en belastning for ens helbred, som man hele tiden må kæmpe med oven i de mere normale betændelser og hvad man nu ellers kommer ud for i sit daglige liv.
Det er selvfølgelig helt korrekt at nævne de nu tre store hændelser, Tremileøen, Tjernobyl og Japan, som alle stammer fra uheld i kernekraftværker, men derudover er der fra 1940-erne og frem sket en lang række af mindre uheld og større ulykker med atomvåben udover de to tilsigtede bombninger i Hiroshima og Nagasaki i august 1945. Fra forskellige prøvesprængninger i Nevadas Mohave-ørken over forskellige stillehavs øer og til branden og eksplosionerne i et nedestyrtet B-52 fly med fire brintbomber over Thulebasen i januar 1968, hvor jeg selv (desværre) var tilstede.
Et af de allerstørste problemer ved den slags ulykker er desværre, at de, som må formodes at være eksperter og have mest forstand på emnet, også samtidigt agerer som lobbyister og apologeter for både civil og millitær udnyttelse af atomare stoffer. I Danmark kendt som Risø-folkene, de er altid klare og parate til at udtale sig om atomkraftens velsignelser, og myndigt og sagligt formane den uvidende befolkning om den helt ubegrundede frygt og hysteri, der omgiver deres elskede kernekraft. Det er jo sådan set forståeligt nok, at de i 1960-erne kæmpede for at få indført atomkraft i Danmark, her var både store bevillinger og forskningsmæssig status på spil. Da det slag blev tabt, måtte de nøjes med deres små forsøgsanlæg ude på Risø, som nu også er blevet lukket og skrottet, og lige som atomkraften var ved at blive et aktuelt debatemne igen i forbindelse med hele CO2-balladen, ja - så sker der så endnu et forbandet uheld i Japan, hvor man nok have en plan B for et evt. jordskælv, men manglede plan C for en efterfølgende tsunami, på trods af diverse advarsler. Og hvad ser vi? Dårligt nok kender vi alle følgeskaderne af de store naturkatastrofer, før vi ser de første "eksperter" skråsikkert udtale sig om, hvor sikre netop de japanske A-kraftværker er, ikke sådan noget sovjet-russisk makværk som Tjernobyl. Næh - det er aldeles usandsynligt at vi vil opleve udslip, for i Japan er reaktorerne indkapslede solidt i stål og beton, og der er et nødkølingsanlæg, (ganske vist 40 år gammelt og placeret ret lavt i terrænet). Nu har piben fået en anden lyd, amerikanernerne melder om stærkt forhøjede strålingstal, og mistilliden til de japanske udmeldinger skinner klart igennem. Vi har på indeværende tidspunkt langt fra set enden på katastrofen, (17/3.) og kan næsten kun håbe, at Japan slipper billigere end Ukraine i 1986. Og de gamle spøgelser fra Risø er nu reduceret til en lille sekt, der med det ene ben i graven fanatisk forsvarer deres tilbedte guddom, den hellige kernekraft. AK hvor sørgeligt, lige så sørgeligt det er, at jeg selv må kæmpe med mine stråleskader fra Thule, hvis jeg ellers fortsat orker at leve. Det kan man da kalde "to sider af samme sag".

Der mangler...

At blive fortalt at vi i vores celler har nogle enzymprocesser som reparerer skader på dna materialet og man finder samtidigt i flere undersøgelser af dyr omkring tjernobyl området samt af mennesker der naturligt lever i områder med højere baggrundsstråling at generne der styrer disse processer bliver stimuleret af en øget stråling.

Man har derfor heller aldrig kunnet påvise en øget risiko for kræft ved en dosis på 100mSv og derunder.

Langsigtede virkninger

Fin artikel. Et spørgsmål trænger sig på nemlig om de langsigtede virkninger. Det må der være en del materiale om efter Tjernobyl. Gik det så galt, som man dengang frygtede, eller har de langsigtede skader ikke været så omfattende, som det blev spået? Der var også en del nedfald i Finland, Sverige og Norge, er der målt øget tilfælde af kræftforekomster her?

Seneste fra Miljø & Naturvidenskab

Grønlandske stemmer

Bo Albrechtsen, museumsinspektør ved Grønlands Nationalmuseum, drømmer om at få et naturhistorisk museum i Grønland.

Tema om fremtiden for grønlandsk forskning

Det læser andre lige nu

Spørg Videnskaben

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Seneste blogindlæg