Sådan skader stråler fra radioaktive stoffer
Fukushima-ulykken, Tjernobyl og Three Mile Island er eksempler på atomkraftulykker, hvor stråler fra radioaktive stoffer har skadet eller måske vil skade mennesker. Men hvorfor er stråling fra radioaktive stoffer farlig for os?

Stråler fra radioaktive stoffer i store doser ændrer vores dna-materiale. (Foto:Colourbox).

Radioaktive stoffer blev først blev opdaget for godt 100 år siden, men de og den stråling de udsender, har eksisteret siden Jordens skabelse.

Fra selve Jorden kommer strålingen fra radioaktive stoffer som radon og fra verdensrummet rammer den kosmiske stråling os. De udgør hovedkilderne til baggrundsstrålingen på 0,003 sievert per år i Danmark (sievert er måleenheden for strålingsdosis).

Strålingen fra radioaktive stoffer er således altid naturligt til stede og desuden udsætter vi os gennem vores liv for mere, eksempelvis når vi får taget et røntgenbillede.

I Danmark har vi fastsat grænseværdi for folk, der arbejder med radioaktivitet i deres erhverv, som afspejler, hvor meget vi mener, det er forsvarligt at blive udsat for. Det er en koncentration på højest 0,02 sievert om året, forklarer Kurt Lauridsen, Nuklear ekspert hos Dansk Dekommissionering, hvor der arbejdes med helsefysik og strålebeskyttelse.

Men ved atomkraftulykker har vi set eksempler på endnu højere strålingsdoser - afhængig af hvordan kroppen optager strålingen.

Radioaktivitet ved udslip

Ved en ulykke på et atomkraftværk kan radioaktivitet slippe ud i gas og partikelform som en sky. Radioaktiviteten stammer fra brændselselementerne på kraftværket, der består af uran.

Radioaktive stoffer kan optages i menneskekroppen på to måder og dermed give anledning til strålingsdoser:

  • Indåndes direkte i lungerne
     
  • Optages gennem føden, hvis radioaktiviteten kommer i nedbøren og på den måde ender i afgrøderne.

En radioaktive sky kan også bestråle mennesker direkte. 

Radioaktiv sky kan stråle gennem vægge

En sky med indhold af radioaktive stoffer er usynlig og strålingen herfra stoppes ikke af hud, stof eller vægge. Men hvis man bliver indenfor, reduceres den dosis af stråling fra de radioaktive stoffer, kroppen udsættes for.

Fakta

I Finland er de naturlige stråling dobbelt så høj som i Danmark på grund af et højere radon-indhold i jorden (Kilde: Dansk Dekomissionering).

De såkaldte gamma-fotoner i strålingen går igennem vores krop og kan sætte mærker i vores  dna-materiale, hvor de kan give skader på cellerne.  Præcis som vi bruger strålingen til at lyse igennem os, når vi tager et røntgen-billede, kan større koncentration af stråling ’lyse’ igennem os og afsætte energi i kroppens væv, forklarer Kurt Lauridsen.

Skaderne opstår, fordi strålingen river elektroner løs fra atomerne og denne ionisering kan medføre skader i vores dna-materiale.

Ved den berygtede Tjernobyl-ulykke i 1986 døde de brandmænd, der skulle slukke branden på kraftværket, af direkte stråling. De blev udsat for strålingsdoser på mellem 6 og16 sievert og på grund af den voldsomme stråling blev deres celler simpelthen slået ihjel.

»Mennesker kan dø af alt fra 1-10 sievert stråling på hele kroppen, men med voksende sandsynlighed jo større dosis har været. Ved 3-4 sievert er sandsynligheden for at dø cirka 50 procent og ved 8-10 er den 100 procent,« forklarer Per Hedemann Jensen, der er helsefysiker ved Dansk Dekommissionering.

Men ved ulykker på atomkraftværker frygter man også for virkninger, der først opdages på længere sigt.

Skader på lang sigt

Selvom cellerne overlever strålingen kan der ske skader på dna- materialet, der kan vise sig mange år efter som muterede celler, altså kræft.

»Der er en sammenhæng mellem, hvor meget stråling man udsættes for og hvor stor risikoen er for kræft. Hvis du er udsat for stråling på en 0,001 sievert får du en øget risiko for cancer på cirka 0,005 pct,« forklarer Per Hedemann Jensen.

Endelig kan kønscellerne på en person blive beskadigede, hvilket kan føre til arvelige skader, som eksempelvis misdannelser, i de kommende generationer. Risikoen for de skader er dog cirka ti gange mindre end for en strålingsfremkaldt kræftsygdom, forklarer Per Hedemann Jensen.