Galaksens fiktive helte – om det er Buzz Lightyear, Commander Adama eller Spock – har alle prøvet kræfter med sorte huller. Den virkelige verdens teknologi har endnu ikke bragt os i nærheden af sorte huller, men fiktionens fremstillinger sætter gang i spekulationerne: Hvordan dør man i et sort hul?
For dør, det gør man – det hersker der ingen tvivl om – men astrofysikere diskuterer hvordan. Tre mere eller mindre mangelfulde teorier er i øjeblikket mest fremherskende:
- Spaghettificerings-teorien
- Firewall-teorien
- Rørægs-teorien
I videoen herover får du hver af de tre teorier forklaret. Du kan også læse videre og få mere baggrundsinformation om de fascinerende sorte huller og teorierne for, hvordan de slår dig ihjel:
Lynindførsel i sorte huller
Hvis man skal forstå teorierne, skal man først og fremmest forstå, hvordan sorte huller fungerer. Den korte forklaring kommer her.
Sorte huller opstår, når stjerner kollapser under deres egen tyngdekraft. I det sorte huls centrum mener de fleste forskere, at der findes en såkaldt singularitet, som ikke er større end et punkt.
LÆS OGSÅ: Sådan undslipper information sorte huller
Massefylden i dette punkt menes at være så høj, at Albert Einsteins relativitetsteori ikke længere gælder. Inden for en vis radius fra singulariteten kan intet stof undslippe – ved denne radius ligger den såkaldte begivenhedshorisont.
Det sorte huls tiltrækningskraft forøges, jo tættere man kommer på singulariteten.
Sorte huller gør dig til spaghetti
\ Fakta
Sorte huller blev første gang beskrevet i 1915 ved hjælp af Albert Einsteins generelle relativitetsteori, men Einstein troede ikke selv på eksistensen af sorte huller. Det var da heller ikke før 1971, at astronomer første gang opdagede et sort hul.
Dén forståelse af et sort hul ligger til grund for den første teori om et menneskes endeligt i et sort hul. Hvis man trækkes ind i et sort hul med fødderne først, vil tiltrækningen på tæerne være stærkere end i hovedet.
Det vil betyde, at kroppen bliver strukket og til sidst snapper over som en gammel, mør elastik. Tiltrækningskraften vil blive ved med at trække strimler af kroppen, og teorien har derfor retteligt fået navnet ‘spaghettificering‘.
I mange år mente forskere, at det var sådan, det hang sammen. Men så vakte Stephen Hawking røre i astro-andedammen i 1974, da han fremsatte sin i dag vidt anerkendte teori om, at sorte huller over tid fordamper.
LÆS OGSÅ: Kom helt tæt på Stephen Hawkings forunderlige liv
Nye teorier udfordrer de gamle
Stephen Hawkings teori affødte det såkaldte informationsparadoks, som dækker over, at de kvantemekaniske egenskaber i et stof aldrig kan forsvinde, men tilsyneladende gør det i teorien.
Det fik i 2012 forskere til at fremsætte en ny teori om, hvad der sker i et sort hul. Ifølge dem ville al masse simpelthen brænde op ved begivenhedshorisonten, og det sorte hul ville ikke indeholde noget som helst. Denne teori kaldes firewall-teorien, og ifølge den er et sort hul enden på universet.
Det fik Stephen Hawking i blækhuset. Han fremsatte senere en helt ny teori, som forkastede de to tidligere, om at materiale i et sort hul fanges og forvrænges inden for en given horisont. Lidt som æggene i scrambled eggs, hvor navnet rørægs-teorien da også stammer fra.
Alle teorierne er problematiske, og svaret på hvilken, der holder vand, er langt væk – både i fysisk og teoretisk forstand.
