Sabelkatten er nok en af verdens mest berømte fortids-katte på grund af de gigantiske hjørnetænder, der kunne være helt op til 18 centimeter lange ved nogle af arterne.
De imponerende tænder har i mange år fascineret og forundret evolutionsbiologer, og nu viser en artikel i den videnskabelige online journal PLoS ONE, hvordan sabelkattene jagede med deres gigantiske hjørnetænder; de dolkede byttet.
Manden bag artiklen er den danske evolutionærbiolog Per Christiansen fra Zoologisk Museum under København Universitet. Ifølge ham betød sabeltænderne, at de store katte kunne dræbe på få minutter, men det var også tænderne, der blev deres skæbne.
»Der findes mange forskelle i kraniet ved sabelkatte og moderne katte. Tænderne er bare ét eksempel på, hvordan hovedet har udviklet sig forskelligt i moderne katte og de nu uddøde sabelkatte. Men sabelkattene har udviklet større og større tænder, der har gjort dem til effektive dræbere, men som også til sidst har været det, der gjorde at de uddøde,« fortæller han.
Den sidste nye viden om sabelkatte har Per Christiansen fået ved at bruge en metode, der studerer sabelkattens kranium ved hjælp af computerteknologi.
Metoden indeholder en række avancerede algoritmer, men handler i bund og grund om at få computeren til at sammenligne forskellige kranier. På den måde kan Per Christiansen studere, hvordan sabelkattene var forskellige fra både fortiden og nutidens kattedyr.
Der findes mange forskellige sabelkatte.
Den der ofte nævnes, er den mest avancerede, som man har fundet mange velbevarede kranier af. Den hedder Smilodon og er kendt for sine imponerende store hjørnetænder.
Andre mere primitive sabelkatte havde langt mindre hjørnetænder og mindede nok mere om moderne katte.
Mange tror, at de store katte hedder sabeltigere. Men sabelkatten og den moderne tiger har meget lidt til fælles, så biologisk set findes der ikke sabeltigere.
»Man tager et billede af kraniet,« forklarer han, »og lægger det ind i sin computer. Derefter vælger man nogle punkter på kraniet, som findes ved alle dyr. F.eks. har alle pattedyr et punkt i kraniet, hvor underkæben sidder fast på kraniet. Det ser måske forskelligt ud, men det er det samme stykke knogle. Derefter kan computeren beregne, hvordan strukturerne varierer i kranierne ved de forskellige katte,« fortæller han.
Ud med målebåndetPer Christiansen har taget billeder af rigtig mange kranier fra kattedyr, både forskellige sabelkatte, huskatte, løver, tigere, leoparder og massevis af andre, for at kunne sammenligne dem.
Metoden er smart, fordi man tidligere kun kunne lære om strukturerne ved at sidde med et målebånd og opmåle hele kraniet, og derfor blev dataene om strukturerne 'forurenet' af forskellene i kattenes størrelse.
Med den nye metode kan Per Christiansen se, præcis hvordan sabelkattenes kranie - og dermed deres tænder og dens bid - har været forskelligt i forhold til andre kattes.
De data, der strømmede ud af Per Christiansens computer, efter han havde fodret den med billeder og oplysninger om alverdens katte-kranier, viste, at sabelkattene var meget forskelligt bygget i forhold til andre katte.
Sabelkattene udviklede sig simpelthen i en anden retning end andre katte på grund af sine tænder. De store hjørnetænder betød, at kraniet måtte ændre sig, så de kunne åbne munden mere og bide over byttet.
I virkeligheden er sabeltanden nok udviklet flere gange gennem historien, og måske får vi endda sabeltænder igen.
For eksempel kan man se et særligt tandsæt ved træleoparden, der minder meget om sabelkattens.
De menes at kunne åbne munden med 110 grader, hvilket er væsentligt mere, end man for eksempel ser ved moderne tigere, der blot kan åbne den 65 grader. Det betød, at sabeltigeren ikke længere kunne lægge de samme kræfter i sit bid og måtte udvikle en ny jagt-teknik.
»Den har simpelthen dolket sit bytte,« siger Per Christiansen.
»Andre store katte dyr på den tid, med større bidkraft, har formodentligt jaget ligesom vores store tigere og løver ved at bide fast om dyrets strube og holde fast, til dyret dør ved kvælning. Det kan tage op til 10 minutter og kræver mange kræfter. Derfor har sabelkatten måtte fastfolde byttet, hvorefter de har svunget nakken tilbage og hugget tænderne i, så de har ramt de store halspulsårer. På den måde har byttet hurtigt og effektivt fået skåret halsen over og er dødt næsten med det samme,« mener Per Christiansen.
Han pointerer dog, at man ikke kan sige, at sabelkatten har haft et decideret tøsebid, selvom det har været svagere end det bid, man ser ved nutidens tigere. Sabelkattenes bid har formodentlig svaret til en gepards, og den kan sagtens bide rygsøjlen over på en gazelle.
Selvom tænderne og sabelkattens jagtteknik har gjort den til en hurtig og effektiv dræber, mener Per Christiansen dog også, at det har været tænderne, der blev skyld i dens død og udryddelse.
»Det er specialistens lod. De har simpelthen malet sig op i et hjørne. Deres jagtteknik har gjort, at de kun kunne jage store byttedyr, for at det kunne betale sig energimæssigt, og da den seneste istid kom for 11.000 år siden, ændrede miljøet sig, og byttedyrene forsvandt. Og det blev slutningen på sabelkattene,« forklarer Per Christiansen.
Tvivlsom teori.
At forsøg at ramme halspulsåren med sådanne stumpe instrumenter som sabelkattens tænder til være for risikabelt, og alt for mange gange ville teknikken slå fejl.. Jeg antager det for langt mere sansynligt at tænderne her været instrument til et punktere lungerne, og så forfølge dyret til det døde af udmattelse..mvh
/Jan