Det enestående fund af en 2000 år gammel grav med en ung jernalderpige, hvis dragt var bevaret lige til i dag, har givet yderligere og overraskende viden fra sig.
For første gang har man i Danmark undersøgt pollen direkte fra en klædedragt, og de analyser afdækker blandt andet store mængder kornpollen på pigens dragt.
Det giver anledning til nye teorier om, hvad pigen beskæftigede sig med, da hun levede. Graven blev fundet ved Hammerum i Midtjylland.
Der er tale om Danmarks bedst bevarede tekstilfund fra jernalderen, som Herning Museum efter to års konserveringsarbejde kunne udstille i slutningen af 2010.
Siden er analysearbejdet fortsat – med nye resultater til følge. Da det ved udgravningen blev konstateret, at der var bevaret vævet klæde, blev graven taget op i én sammenhængende jordblok
Blokken lå urørt i 16 år, før mulighederne og økonomien for en minutiøs undersøgelse var til stede.
Både det vævede stof og den underliggende jord ville blive frilagt for første gang siden gravlæggelsen for 2000 år siden.
Det indbød til en pollenanalyse (bestemmelse af blomsterstøv), fordi sådanne prøver skal være så rene som overhovedet muligt, helt fri for forureningskilder af nogen art.
NYT OM GAMMELT
Denne artikel er en del af det seneste nummer af Tidsskriftet Skalk, juni 2011.
Ved en pollenanalyse skimmer man jordprøver for gammelt blomsterstøv. De fleste plantearters blomsterstøv adskiller sig fra andres, således at planten kan bestemmes for hvert af disse uhyre små botaniske støvkorn.
I en enkelt kubikcentimeter jord kan der være op til en million pollenkorn. Alle planter producerer blomsterstøv, men antallet varierer meget fra art til art.
Det hænger sammen med, hvad man kan kalde for plantens spredningsstrategi. Vindbestøvede planter producerer flest pollen, insektbestøvede planter færre, og de selvbestøvende planter næsten ingen.
Kornsorterne er, på nær rug, selvbestøvende, nogle endda i en sådan grad, at de har mistet evnen til selv at åbne blomsten. Dette fænomen kaldes for kleistogami.
Den vindbestøvede hamp (Cannabis sativa) producerer således ca. 70.000 pollen pr. støvknap. Den insektbestøvede hedelyng (Calluna vulgaris) til sammenligning 1000 pollen.
Byg (Hordeum vulgare) – som er selvbestøvende og kleistogam – udsender blot 30 pollen fra én støvknap.
Disse forskelle må derfor tages i betragtning, når man skal forstå sammensætningen af en pollenprøve – det såkaldte pollenspektrum.
Ved pollenanalysen identificerer man for eksempel 500 pollen pr. prøve. Hvis der er tale om en naturlig prøve, kan man anslå den oprindelige plantevækst.
Hvis der er tale om en menneskelig aktivitet, afspejles en funktion eller adfærd. Den undersøgte prøves oprindelse er derfor vigtig at kende, før man overvejer, hvordan pollenprøvens resultat skal forstås.
Den indendørs og meget kontrollerede udgravning af jordblokken med gravfundet frembød som nævnt en sjælden chance for at udtage meget rene pollenprøver.
Der blev udtaget 25 prøver af jorden under den vævede dragt og en enkelt fra selve dragten og 12 af disse blev renset for sand- og lerpartikler.
Efter en vurdering af bevaringstilstanden for pollenkornene blev syv af prøverne bedømt egnede til analyse.
Ved optællingen af pollen fra prøverne i jorden under klædet blev der især fundet rødel (Alnus glutinosa), hassel (Corylus avellana) og hedelyng (Calluna vulgaris).
Sammen med de øvrige påviste urter er det grundlaget for at beskrive det omgivende landskab som halvåbent med hede og tørre enge på de åbne arealer samt kratskov med hassel (på tør jordbund) og rødel, som gror fugtigt og nær vandløb.
Prøven fra selve klædet i graven viser et helt andet billede. Her blev der fundet mere end 12 procent kornpollen, hvilket er en helt usædvanlig høj andel.
I jordprøver fra en dyrket markoverflade kan der være mellem to og seks procent kornpollen, så der kan ikke være nogen tvivl om, at pollenprøven ikke afspejlede et kulturlandskab, men snarere en aktivitet.
Høsten kunne man først overveje som mulighed. I ældre jernalder blev der høstet med jernsegl, og det må have spredt en del pollen at deltage i høsten.
Det gælder uanset om det var ved selve afskæringen eller ved samlingen af de høstede strå. Men pollenmængden ville antageligvis ikke blive helt så høj, som det blev iagttaget her.
Tærskningen kunne være den næste mulighed. I middelalderen og helt op mod år 1900 foregik tærskningen med plejl.
En plejl er et todelt redskab bestående af et langt skaft og et dertil forbundet slagtræ, som blev svinget igen og igen for at slå kernerne fra halmen.
Det var et møjsommeligt arbejde, som kunne tage hele vinteren, og særligt rugen (langhalmen) tog det sin tid at tærske, fordi man skulle passe godt på halmen, som var den mest egnede til tagtækning.
Et levende minde om dette har vi i dagligsproget, når man taler om at tærske langhalm på en sag.
Visse steder i Norden brugte man kæppe eller køller til tærskning, eller man slog kornet gentagne gange mod en bjælke.
Vi har ingen sikre vidnesbyrd om, hvordan tærskning foregik i jernalderen, selv om man faktisk kender en del trækøller fra mosefund og brønde, så det må stå åbent, præcis hvordan det foregik dengang.
I jordprøver fra en tærskeplads, og op til 5 m omkring den, kan kornpollenprocenten komme op på 12-14%. Det er en naturlig følge af den sky af pollen, der har stået om de hårdt arbejdende folk.
Det er umiddelbart nærliggende at konkludere, at Hammerumpigen deltog i tærskningen, og at hun blev begravet i sit daglige arbejdstøj.
Imidlertid er tærskning med ganske få undtagelser et udpræget mandearbejde, såvel i historisk tid som i de samfund rundt omkring, hvor denne manuelle kornbearbejdning stadig praktiseres.
Så selv om tærskning bedømt alene ud fra antallet af pollen egentlig er en dækkende forklaring, bør andre muligheder også overvejes.
Rensningen er den næste proces, som kornet gennemgik. Der foregik i historisk tid med en træskovl, med hænderne eller på anden måde.
Kornet kastedes op i luften, så vinden kunne skille avnerne fra kernerne. Også dette arbejde er, hvor man kender til det, mandearbejde.
Halmen var et vigtigt biprodukt ved korndyrkningen, og det blev nyttiggjort på mange måder. Der skulle dagligt bæres halm ind til dyrene, der skulle lægges halm i sengene (og senere ud igen).
Der skulle flettes simer, hvormed tagets strå eller tagrør blev bundet til tagets lægter, så det ikke fløj af, og der skulle flettes kurve og måtter.
Dette halmarbejde var nok for en dels vedkommende kvindearbejde, og den tærskede halm må have indeholdt store mængder af pollen, som uvægerligt måtte sætte sig i det vævede uldtøj.
Man kunne også forestille sig, at de mange pollen skyldes, at dragtens uld er blevet spundet eller vævet et sted, hvor der var særligt mange kornpollen.
Hvis det bliver muligt at udtage og undersøge en prøve fra Hammerumpigens hår, kan man måske komme en forklaring lidt nærmere.
Det er første gang man i Danmark har undersøgt pollen direkte fra en klædedragt. Resultaterne indbyder til fortsat indsats, hvis lejligheden byder sig.
Et interessant spørgsmål vil også være at se, om de plantefarver, som sandsynligvis blev brugt i jernalderen, kan påvises på denne måde.
Hammerumpigens grav afslørede ikke nogen tegn på dette, men kontrollerede forsøg kunne være en måde at nærme sig dette emne.
Endelig er det tillokkende at undersøge de små tekstilrester, som ikke sjældent findes fastrustet eller korroderet til gravudstyr af jern og bronze.
Udforskningen af disse har givet bemærkelsesværdige resultater på klædestoffernes område. Hvis der her skulle være pollen bevaret, kan der åbne der sig en rig og hidtil ubetrådt pollenbotanisk arbejdsmark.
Vi er med denne undersøgelse kommet uhyre tæt på et enkelt individ, en ung midtjysk pige, for to tusind år siden.
Man ønsker egentlig kun at komme endnu tættere på og få de sidste spørgsmål besvaret. Det er næsten, som om hvert svar giver anledning til nye spørgsmål.
Denne artikel er en del af Tidsskriftet SKALK, juni 2011.
SKALK er et populærvidenskabeligt tidsskrift med nyt om dansk arkæologi og historie.
I juni-nummeret kan du også læse om
ANSELMS SYNDIGE SPISE
Sildebordet er ældre, end vi troede. En ærkebiskop i Canterbury nød denne spise allerede omkring 1080.
VIKINGERNES BOSÆTTELSE I ENGLAND
Kvinderne var i høj grad med i koloniseringen af England, viser en banebrydende undersøgelse af et frisk arkæologisk fundmateriale: metaldetektorfundene.
Læs mere om SKALK og bestil abonnemet på www.skalk.dk
SKALK er et populærvidenskabeligt tidsskrift med nyt om dansk arkæologi og historie.
SKALKs artikler skrives af de førende fagfolk, men er let forståeligt for alle. Nye udgravninger, nye opdagelser og nye synsvinkler kendetegner bladet. Rigdom og hverdagsliv, mad og religion, musik og billeder er tilbagevendende emner i SKALK.
SKALK udkommer med 6 numre om året.
Videnskab.dk bringer udvalgte artikler fra Skalk. Hele numre kan læses ved at bestille abonnement på www.skalk.dk
Artikel sidste år i "Skalk"
Fortællere mere om fundet, især om de muligheder ny teknologi har giver, men også om tekstiler og vævemønstre. (Som jeg jo synes er rigtig spændende, vores forfædre gik ikke rundt i lutter dyrehuder, men har kendt til fx nålebinding helt tilbage i ældre stenalder.)
Jeg tror, den var i sidste år i sommerferien.
Men godt man ikke blev arkæolog, det er da frustrerende, at et vigtigt fund skal vente 15 år på, at man får skrabet penge sammen...
Mvh
Tine- min mor var håndarbejdslærer, derfor er dragter og teknikker interessante or mig.