Annonceinfo

På COROT-7b regner det med småsten

Amerikanske astronomer har fundet ud af, at det regner med mineraler fra klippeskyer på den efterhånden berømte exoplanet COROT-7b.

Emner:
Overfladen på klippeplaneten COROT-7b bliver uhyre varm, fordi den kun er 2,5 mio. km. fra sin stjerne. Klippen fordamper og regner ned som småsten. (Illustration: ESO/L. Calcada)

Man kan blive rigtig godt træt af efterårets blæst og regn, men man kan da altid glæde sig over, at vejret er meget værre på andre planeter.

500 lysår fra Jorden finder man en klippeplanet, der kredser så tæt på sin sol, at overfladen på den bliver uhyre varm. Faktisk så varm, at klippen fordamper. Men den fortættes igen i planetens atmosfære, og så regner det med små klippestykker.

Det har Laura Schaefer og Bruce Fegley fra Washington University i St. Louis i USA fundet ud af ved at simulere planetens atmosfære i en computer. Resultatet offentliggøres i tidsskriftet The Astrophysical Journal i dag.

»Exoplanetens atmosfære er dampe, der stiger op fra lava-søer eller lava-oceaner, som består af varme, smeltede silikater,« siger Bruce Fegley i en pressemeddelelse.

Klippeskyer regner med småsten

Den fjerne planet er næsten dobbelt så stor som Jorden og har en masse, der er fem gange så stor. Den kredser ganske tæt om en orange dværgstjerne i stjernebilledet Enhjørningen.

Astronomerne har regnet ud, at planetens massefylde er den samme som Jordens. Det må betyde, at den består af silikatmineraler, ligesom det er tilfældet for jordskorpen.

Den side af planeten COROT-7b, der konstant vender med stjernen, er omkring 2300 grader varm. Det er nok til, at klippe fordamper og stiger til vejrs.

»Når man kommer højere op i atmosfæren, bliver den køligere, og på et tidspunkt fortættes klippedampene, på samme måde som vanddamp i Jordens atmosfære fortættes,« forklarer Bruce Fegley.

»I stedet for at have en sky af vanddamp, hvorfra det regner med vanddråber, får man en klippesky, hvorfra det regner med småsten.«

Forskerne fandt også ud af, at der kan være forskel på de småsten, der regner ned på planetens overflade. Det er nemlig forskellige mineraler, der fortættes i forskellige højder. Så nogle gange kan det for eksempel være enstatit, der kommer ned fra oven, og andre gange kan det være spinel eller wollastonit.

Så hvis man drømmer om at besøge COROT-7b, kan en solid paraply anbefales.

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste fra Miljø & Naturvidenskab

Det læser andre lige nu

Spørg Videnskaben

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.