En gruppe forskere fra det tyske rumfartscenter DLR har brugt data fra de tre europæiske satellitter ERS-2, Envisat og MetOp-A til at konkludere, at det går fremad for ozonlaget.

Men det går langsomt, og det vil tage mange år, før ozonhullet er lappet. Mængden af ozon i stratosfæren er nemlig kun steget med cirka en procent pr. årti i de seneste 14 år.

Andre forskere fra Chalmers Tekniska Högskola i Sverige drager nogenlunde samme konklusion.

»Vi kan bekræfte, at ozonlaget i den øvre stratosfære over de mellemste breddegrader ikke længere bliver tyndere,« fortæller Jo Urban fra det svenske tekniske universitet til videnskab.dk.

Et kig tilbage til 1979

Forskerne har også kigget længere tilbage i tiden ved at indsamle atmosfæriske data fra ældre satellitter. De fandt ud af, at mængden af ozon i den øvre stratosfære over de mellemste breddegrader - altså f.eks. over Danmark - faldt med cirka syv procent pr. årti i årene fra 1979 til 1997. Men tendensen vendte altså i midten af 1990erne, og siden er det gået langsomt fremad.

»Vi kan se et klar fald i mængden af ozon i den øvre stratosfære for årene 1979-1997,« siger Jo Urban.

»Tendensen for perioden fra 1997-2008 er knap så klar. Vi har brug for flere data fra satellitter for at bekræfte, at ozonlaget bliver tykkere,« siger han.

Det nyeste billede af ozonhullet over Antarkis er fra 10. september. Det viser, at problemet stadig er stort. Men det går heldigvis fremad - ozonlaget bliver langsomt tykkere. (Illustration: NASA)

Forskerne har været nødt til at samle data fra mange år for at kunne drage den konklusion, at ozonlaget ikke længere bliver tyndere, da der er en stor naturlig variation i mængden af ozon.

Men Jo Urban er optimist i forhold til fremtiden:

»Vi håber at se en betydelig bedring af ozonlaget i de kommende år,« fortæller han.

Forbuddet mod CFC-gasser vendte udviklingen

Ozonlaget befinder sig cirka 25 kilometer over jordoverfladen. Det beskytter os mod størstedelen af de skadelige ultraviolette stråler fra Solen. Visse gasarter er i stand til at nedbryde ozonen i disse højder, og specielt menneskeskabte gasser baseret på klor eller brom har været skyld i nedbrydningen af det vigtige ozonlag.

CFC-gasser, der består af klor, fluor og kulstof, har været den største synder. I 1978 blev det forbudt at bruge CFC-gasser i spraydåser i USA, og siden er flere forbud kommet i stand. Særligt Montreal-protokollen, der trådte i kraft i 1989, var en god nyhed for ozonlaget. Den internationale aftale betød nemlig, at en række ozonnedbrydende stoffer blev udfaset. Og det er først og fremmest derfor, ozonlaget nu er i bedring.

Lattergas bør også begrænses

Kampen for at afskaffe de menneskeskabte gasser, der kan nedbryde ozonlaget, er dog ikke helt vundet endnu. For en måned siden offentliggjorde amerikanske forskere fra NOAA, at det nu er lattergas, der er den suverænt største skurk.

Problemet er ikke den lattergas, man kan risikere at blive udsat for hos tandlægen, men i stedet den lattergas, der dannes af bakterier i jorden, når landmændene har gødet jorden med kvælstof. Cirka en tredjedel af al lattergas udledes som følge af menneskelig aktivitet.

Lattergas med den kemiske formel N2O er i øvrigt også en kraftig drivhusgas, så det ville være ekstra godt, hvis man kunne nedbringe udledningen af gassen, der ikke blev forsøgt reguleret i Montreal-protokollen.

Biogasanlæg kan måske hjælpe

Og det arbejdes der da også på, blandt andet på Nationallaboratoriet for Bæredygtig Energi på Risø DTU, hvor Mette Sustmann Carter forsker i problematikken. Hun har blandt andet fundet ud af, at det ikke hjælper at dyrke jorden økologisk:

»Pr. produceret enhed er udledningen af lattergas faktisk større fra økologiske jordbrug end fra traditionelle jordbrug,« fortæller hun.

Uanset om man dyrker økologisk eller ej, skal planterne nemlig tilføres kvælstof. Og planterne har nemmere ved at udnytte den mineralske kvælstof, der tilføres med kunstgødning, end den organisk bundne kvælstof, der leveres med husdyrgødning og nedpløjede planter.

Så når det gælder lattergas, er det svært at gøre dyrkningen miljøvenlig. Det kræver nemlig, at landmændene forøger høstudbyttet uden at tilføre ekstra kvælstof.

Mette Sustmann Carter har dog ikke opgivet håbet: »Man kan muligvis reducere lattergasudledningen ved at køre gødningen gennem et biogasanlæg,« siger hun.

Når husdyrgødning og planterester først nedbrydes i et biogasanlæg, bliver den kvælstof, der er organisk bundet, nemlig til uorganisk (mineralsk) kvælstof, som planterne på marken bedre kan udnytte. Og så får man endda også miljøvenlig energi i form af biogas ud af det.

»Derefter gælder det om at gøre næringsstofferne tilgængelige på det tidspunkt, hvor planterne har mest brug for det,« slutter Mette Sustmann Carter.