Den er cirka på størrelse med en kat, brun og eksisterer højst sandsynlig kun i ønationen Madagaskar.
Og så er der dårligt nyt fra begyndelsen: Den er måske en af verdens mest truede rovdyr.
Sådan skriver telegraph.co.uk.
Den nye art har fået navnet Durrells vontsira (Salanoia durrelli) opkaldt efter den berømte britiske zoolog og forfatter Gerald Durrell.
Gjorde sin entré svømmende
Dyret blev opdaget ved et tilfælde tilbage i 2004, da forskere fra Durrell Wildlife Conservation Trust var i gang med at studere en række forskellige dyr ved den afsidesliggende sø Lac Alaotra over en ti-årig periode.
Her opdagede de et underligt dyr, der svømmede forbi dem i søen. De fangede to af dem, en han og en hun. Hunnen satte de fri igen efter en kort undersøgelse, mens hannen døde i en fælde.
Det døde dyr blev dog sendt tilbage til Natural History Museum i London for at blive undersøgt nærmere.
Efter grundige analyser af blandt andet kranie, tænder og klør kan forskerne nu konkludere, at den lille skabning er et nyt kødædende pattedyr.
Den opholder sig sandsynligvis mest i vandet og lever af fisk og skaldyr.