I modsætning til hvad man før har antaget, kan den italienske fysiker og astronom Galileo Galilei i 1613 have forstået, at han havde opdaget en ny planet.
Chefen for 'School of Physics' ved det australske universitet, David Jamieson, har nøje gennemgået de 400 år gamle dagbøger fra geniet, som var først den første til at vende en kikkert op mod stjernerne.
Jamieson mener, at han nu har fundet notater, som antyder at Galilei i januar 1613 faktisk indså, at den prik han så i sin kikkert ikke blot var en almindelig stjerne, men den planet vi nu kender som Neptun.
»Hvis dette er rigtig, skete opdagelsen egentlig 234 år før den officielle dato,« siger Jamieson i pressemeddelelsen.
I 1612 og 1613 fokuserede Galilei på Jupiters måner, og noterede sine observationer i notesbøger.
Ud fra det han har noteret, kan det også se ud som han har noteret positionen for en 'svag stjerne' i nærheden, hvilket man i moderne tid har forstået, må have været planeten Neptun, i følge pressemeddelelsen.
28. januar 1613 skal den historiske astronom - ifølge Jamieson - også have noteret, at det virkede som om, at 'stjernen' havde bevæget sig, i forhold til en anden stjerne.
Dette kobler den australske forsker også sammen med at Galileo tidligere samme måned beskrev en mystisk sort prik, som senere også har vist sig at kunne være Neptun.
»Jeg tror denne sorte prik kan afsløre, at han gik tilbage i sine notater, til hvor han så Neptun første gang, da den var endnu nærmere Jupiter, men at den ikke havde tiltrukket sig hans opmærksomhed på grund af sin stjernelignende fremtoning,« siger Jamieson i pressemeddelelsen fra universitetet.
»Det er absolut muligt, at Galileo kan have formet en hypotese, om at han havde set en ny planet, som bevægede sig et stykke i løbet af Jupiter-observationerne i januar 1613,« tilføjer han.
»Det at Galileo Galilei skulle have fornemmet at dette var en planet, kan han kun have gjort, hvis de australske forskere kan påvise i notaterne, at han har set objektet to gange, og at det da har bevæget sig fra den ene til den anden gang. Dette er i så fald en type information, som ikke var tilgængelig for nogle år siden,« siger Bjørn Ragnvald Pettersen.
Han er astronom, og nu professor i geodæsi ved Universitetet for miljø og biovidenskab i Ås, i Norge.
»På Galileis tid havde man kun kortlagt det som kunne ses med det blotte øje, og den almindelige opfattelse var at stjernerne var lys på himlen som holdt en fast afstand til hinanden.«
De objekter, som man fra jorden kunne observere bevæge sig, kaldte man i 1613 planeter eller vandrestjerner.
»Galilei ved i sit hoved, at der i hvert fald findes fem planeter, og hvis han da i en kikkert ser en svag stjernelignende genstand som ændrer position, er det klart at han havde den intellektuelle formåen til at drage den konklusionen, at: 'Ja ja, måske kan dette være en fjerntliggende planet?'« siger Pettersen.
Officielt blev Neptun opdaget i 1846 af den tyske astronom Johann Gottfried Galle, men hvis de australske forskere har ret i at Galilei kan have fornemmet omfanget af sin observation den vinterdag i 1613, kan historien faktisk forholde sig anderledes.
»Hvis de australske forskere har fundet frem til, at han havde tilstrækkelige observationer, er det rimelig at spekulere på, om han har forstået at der var tale om en planet. Men hvorfor har han i så fald ikke publiceret dette?« undrer den norske astronom sig.
»Måske har han ikke været sikker nok? De nye tanker indenfor naturvidenskaben brød en smule med kirkens beskrivelse af virkeligheden, som sagde at vi er i centrum for alt,« siger han.
»Hvis Galilei forstod, at han havde fundet en planet mere med sin kikkert, vidste han nok også at der ville blive stillet spørgsmålet: 'Hvorfor i alverden har Gud skabt en planet, som vi ikke kan se?!' Man havde en helt anden måde at tænke på i 1613,« siger Pettersen.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
