Det buldrede og bragede i det spæde solsystem for milliarder af år siden.
Støv, gas og is kolliderede med hinanden og føj omkring den unge sol i en sky formet som en disk. I dette voldsomme inferno blev planeterne skabt.
Hidtil har man dog troet, at denne disk af partikler var forholdsvis ensformig, glat og kontinuerlig. Men det anfægter et forskerhold fra Southwest Research Institute i Boulder, USA, nu ifølge sciencenews.org.
På baggrund af simulationer hævder de, at disken havde et hul i en afstand fra Solen, der passer med Mars' beliggenhed.
Det kan opklare mysteriet om, hvorfor Mars er blevet en lilleputplanet sammenlignet med Jorden og Venus.
Simulationen viser, at små planetspirer på størrelse med Månen blev dannet hurtigere i regionerne tæt på Solen end længere ude. Det skyldes, at i det indre solsystem var tætheden af partikler større.
Disse babyplaneters tyngdekraft har påvirket hinanden med den konsekvens, at partikler og små asteroidelignende klumper tæt på planeterne blev slynget omkring. De ophvirvlede partikler ydede så modsat en kraft tilbage på planeterne.
Planeterne i det indre solsystem blev påvirket af lige mange kræfter på begge sider og blev derved holdt på plads.
Men for den bagerste planet i feltet længst væk fra centrum så det anderledes ud.
Her var påvirkningen fra de hvirvlende partikler større på den side, der vendte mod Solen. Det betød, at planeten blev skubbet ud gennem disken over en periode på nogle hundrede tusinde år.
Cirka 1,5 gange afstanden fra Solen til Jorden blev planeten bremset, fordi den nåede det hul, forskerholdet mener, opstod i partikeldisken. Her faldt den til ro og stoppede med at vokse. Mars var skabt.
»Det er som om, denne planetspire flygtede fra Alcatraz og efterlod alt volden og actionbraget i Jorden-Venus-zonen,« fortæller David Minton, en af hovedmænden bag den nye teori, til sciencenews.org.
Den nye simulation for planeternes dannelse blev præsenteret ved American Astronomical Society's Division for Planetary Sciences' årlige møde i Californien.
Teorien er stadig meget spekulativ og er endnu ikke publiceret.
Måske kan en vis altvidende...
...kommentator udi astronomien her på siderne, vel opnå den ære, at blive omtalt i serien "Vanvittige Videnskabsmænd"?
SV:Kuiperbæltet og Oortskyen?
[Pluto er sandsynligvis en klode der har 'forvildet' sig ud i det ydre solsystem, eller den er dannet af stof, fra senere sol-eksplosioner. Louis Nielsen].
Teorien omtaler oprindelsen til Pluto, men ikke hvor de tusindvis af øvrige Kuiperbælteobjekter, der findes i området udenfor Neptuns bane kommer fra. Der er endda fundet adskillige, som er større end Pluto, der blot tilfældigvis blev den først fundne af denne gruppe.
Teorien omtaler heller ikke Oort-skyen, bestående af million- eller milliardvis af kometer, som kredser om Solen i langt udenfor Kuiperbæltet.
Karsten,
De fleste af de objekter der findes i Kuiperbæltet og andre steder i vores solsystem er, ifølge undertegnets Planetdannelses-teori, også dannet af stof, der, ved super-eksplosioner, er blevet udslynget fra den endnu 'unge' og ustabile 'præ-sol'. Betegnelsen præ-sol indtil den unge urolige stjerne er kommet i ligevægt og blevet til den fantastiske lyskilde kaldet Solen, der bl.a. er grundlaget for liv på planeten kaldet Jorden!
Hilsen fra
Louis Nielsen
Spændende teori Louis, men...
Observationer af T Tauri og Herbig Ae/Be(ikke så relevant i sammenligningen med Sol), protostjerne, hovedserie faserne, har jo vist noget andet.Jeg mener Hubble, Spitzer og Gemini observatoriet, har jo i de seneste år leveret nogle spændende billeder fra bl.a Oriontågen, som passer ret godt med de nuværende teorier om stjerners udviklingsfaser.
Så må spørgsmålet jo nødvendigvis være, hvorfor du mener at Sol systemet adskiller sig, fra det vi ellers observerer?
Oortskyen
Problemet med Oorts sky er, at eftersom de enkelte kometer er så små og så langt væk, har vi aldrig set skyen gennem teleskoper. Oorts Sky er stadig en hypotese, for alle beviser er indirekte.
Eller rettere... næsten alle
I marts i år rapporterede astronomerne, at de havde fundet et objekt tre gange længere ude end Pluto.
Den var større end en asteroide, mindre end en planet og helt rød. Objektet, som har fået navnet Sedna, er 13 mia. km væk og sandsynligvis den første sporing af et medlem af Oorts sky.
Men helt håndfaste beviser på en Oortsky har vi endnu ikke - så vidt jeg ved.
Iøvrigt kan jeg tilslutte mig at den nye Mars teori er temmelig spekulativ.
@Louis Nielsen
Du har tilsyneladende alle de rigtige uddannelser på dette område og du har i årtier publiceret et hav af indlæg og artikler rundt omkring med dine teorier og matematikken bag - flot arbejde - men der er en ting der slår mig; At efter alle de mange år hvor hele verden har kunne læse om dine ideer - din matematik og selvopfundne begreber - at du ikke har fået langt større respons end den du har fået - jeg mener hvis dit teori-kompleks er så banebrydende burde du jo være et mega-hot emne i større videnskabelige kredse og dine matematiske modeller være efterprøvet af dine kollegaer - men det sker åbenbart ikke eller tager jeg helt fejl?
Andre store tænkere er før blevet overset af deres samtid få så 100 år efter står for vores tid som et fyrtårn blandt lagkage lys - måske er det dig fremtiden vil huske eller så tager du grundigt fejl på nogle helt elementærere områder at dine kollegaer bare ryster på hovedet af dine ideer.
Men jeg kan selvfølgelig tage fejl - det er sket før og vil ske igen.
Kuiperbæltet og Oortskyen?
[Pluto er sandsynligvis en klode der har 'forvildet' sig ud i det ydre solsystem, eller den er dannet af stof, fra senere sol-eksplosioner. Louis Nielsen].
Teorien omtaler oprindelsen til Pluto, men ikke hvor de tusindvis af øvrige Kuiperbælteobjekter, der findes i området udenfor Neptuns bane kommer fra. Der er endda fundet adskillige, som er større end Pluto, der blot tilfældigvis blev den først fundne af denne gruppe.
Teorien omtaler heller ikke Oort-skyen, bestående af million- eller milliardvis af kometer, som kredser om Solen i langt udenfor Kuiperbæltet.
Planeter og måner dannet af stof udslynget af Solen
Gunver, en meget interessant artikel om ’nye’ spekulationer over, hvorfor planeten Mars er mindre end Jorden.
Undertegnet har for årtier siden udtænkt en mekanisme, der kan forklare, hvordan planeter og deres måner muligvis kan være dannet. Og den forklarer også, hvorfor planeten Mars er mindre end Jorden.
Den her fremlagte model er helt modsat de gængse planetdannelses-teorier, hvor det antages, at solsystemet med dets planeter er dannet ved gravitationel sammentrækning af en, i begyndelsen langsomt roterende, kæmpe gas/partikel-sky.
Teori om dannelsen af planeter og deres måner
I det følgende en beskrivelse af, hvordan vort solsystems planeter og måner kan tænkes at være dannet.
Det stof, som planeterne og deres måner består af, er blevet udslynget ved eksplosioner fra en hurtigt roterende og allerede aktiv, men ustabil Sol, hvor grundstofdannelse og ledsagende energifrigørelse er godt i gang.
Det præ-planetariske stof er 'rotations'-udslynget fra Solen ved en to-trins eksplosivmekanisme.
Sol-eksplosioner gav stof til dannelsen af planeter: - De ydre planeter med mindst massefylde og bestående af de letteste grundstoffer er dannet først, og de har fået tildelt et stort samlet impulsmoment, dels i form af baneimpulsmomenter og dels som egen rotations-impulsmomenter.
De inderste planeter med størst massefylde og bestående af de tungeste grundstoffer er blevet dannet sidst og har fået tildelt et mindre samlet impulsmoment.
De ydre planeter Neptun, Uranus og Jupiter er således ældre end de indre planeter Mars, Jorden, Venus og Merkur.
Første sol-eksplosion gav stof til dannelsen af de ydre planeter: - Lad os først betragte dannelsen af de ydre planeter. På et eller andet tidspunkt er der, i den allerede aktive Sol, indtruffet en ustabilitet med det resultat, at en eksplosionsproces er startet. De yderste stoflag af Solen, med stor hyppighed af hydrogen og helium, er herved blevet slynget ud i rummet. På grund af den ’unge’ sols hurtige rotation er det præplanetariske stof fortrinsvis blevet fordelt som en roterende 'stofskive' i Solens ækvatorplan.
På grund af Solens gravitationelle træk er stoffet i skiven blevet trukket mod Solen. Dette har bevirket, at den oprindelige stofskive er blevet opdelt i flere adskilte ’stof-ringe’, med mest stof i den ’stof-ring’, der er nærmest Solen.
I tidens løb er de forskellige ’stof-ringe’ blevet kondenseret til de kendte ydre planeter, Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun. At de ydre planeter fortrinsvis består af de letteste grundstoffer er således forklaret. Dette er også bekræftet ved mange forskellige analyser.
(Pluto er sandsynligvis en klode der har 'forvildet' sig ud i det ydre solsystem, eller den er dannet af stof, fra senere sol-eksplosioner).
Efter at de ydre stofdele af Solen er eksploderet væk, så er hyppigheden af tungere grundstoffer, specielt jern, blevet væsentligt forøget.
Efterfølgende sol-eksplosion gav stof til dannelsen af de indre planeter og ydre måner: - Ved en (eller flere) efterfølgende eksplosion på Solen er stof righoldigt på tungere grundstoffer, specielt jern, blevet udslynget. Af dette stof er de indre planeter Merkur, Venus, Jorden, Mars og asteroiderne dannet.
Men af dette 2.generations-stof består også de måner og ringe af stof, der er indfanget og kredser om de ydre planeter. Dette kan forklare, hvorfor de ydre planeters måner også består af tungere 'jordlignende' stoffer og ikke af de lettere grundstoffer, som månernes 'centralplanet' består af.
’Vingummi-effekten’: - Stof-ringen mellem Solen og den ydre stof-ring, der har dannet Jupiter, er blevet udsat for modsat-rettede gravitations-kræfter. Kræfter der har trukket stof mod Solen, og kræfter der har trukket stof mod Jupiter.
To-træks-effekten har bevirket følgende:
1) Stof-ringen er blevet trukket ud således, at de områder, der er tættest på Solen og Jupiter, er blevet 'fladest', med mindst stofindhold, mens området i ’midten’ er blevet 'tykkest' med mest stof.
(Hvis man i hver side af et blødt stykke vingummi hiver udad, så vil det være tykkest på midten).
2) Stof-ringen mellem Solen og Jupiter er blevet trukket ud i flere stof-ringe.
De mindste planeter, Merkur og Venus, er dannet stof-ringene nærmest Solen, og de indeholder de tungeste grundstoffer, specielt jern. At Merkur, næsten, er en stor jernkugle, der bevæger sig omkring Solen, er således fuldt forståeligt.
Jorden er dannet af den 'tykkeste' ring med mest stof.
Derfor er Mars mindre end Jorden! - Planeten Mars er kondenseret fra den stof-ring, med mindre stof-indhold, der er nærmere Jupiter end Jorden.
Asteroider i stof-ringen nærmest Jupiter: Stoffet i den stof-ring, der er nærmest Jupiter har ikke kunnet kondensere sig til en enkelt planet på grund af Jupiters store tyngdekraft.
Stof-ring mellem Solen og Merkur? - Noget tilsvarende ’asteroide-bæltet’ gælder også for en eventuel eksisterende stof-ring mellem Solen og Merkur.
Et stort antal mindre og større stofklumper eksisterer måske (eller har eksisteret) i banebevægelse inden for Merkurs bane?
På grund af det stærke sollys vil eventuelle stofklumper være yderst vanskelige at observere.
Forklaring af Merkur-perihel-anomalien? - Eksistensen af stofklumper mellem Solen og Merkur vil kunne forklare en del eller hele den observerede Merkur-perihel-anomali, dvs. den uoverensstemmelse, der er mellem Merkurs observerede perihel-drejning og den teoretisk beregnede ved hjælp af den Newtonske gravitationsmekanik. Den beregnede forskel er på omkring 43 buesekunder pr. hundrede år.
Einsteins teori forkert? - Hvis der eksisterer en rimelig stor og ukendt masse inden for Merkurs bane, vil Einsteins gravitationsteori give en forkert beregnet talværdi for Merkurs perihel-drejning, og dette vil betyde teoriens fald!
Studér mere på:
http://louis.rostra.dk/kvant_17.html
Hilsen fra
Louis Nielsen