Annonceinfo

Neutronstjernes opførsel bryder med alle teorier

En rebelsk neutronstjerne har opført sig højst uventet og har tvunget forskere på DTU Space til at tænke helt uden for boksen for at finde en forklaring.

Emner:
I forgrunden ses en overfladeeksplosion på en neutronstjerne, og i baggrunden ses nabostjernen, som neutronstjernen 'stjæler' stof fra. Stoffet falder som en kraftig regn på neutronstjernens overflade. (Foto: Hubble Site)

Satellitbillederne fra det danskbyggede røngten-kamera JEM-X, som er ombord på ESA-satellitten INTEGRAL var netop kommet tilbage. Astrofysiker Jerome Chenevez kunne ikke tro sine egne øjne: En ekstremt varm neutronstjerne, GX 0.2-0.2, havde haft to på hinanden følgende overfladeeksplosioner. Og ikke nok med det – det første var et mellemlangt ’burst’, og det næste var et ’superburst’.

I de 44 år man har observeret neutronstjerner, har man opfanget 30 mellemlange bursts og 20 superbursts i alt - aldrig er de to blevet observeret i forlængelse af hinanden før. Det brød med alle tidligere teorier om neutronstjerners opførsel.

»Det er to meget usædvanlige begivenheder, som er foregået lige efter hinanden. Lige nu har vi ikke nogen model, der kan forklare det – det er alt sammen spekulationer,« siger astrofysiker Jerome Chenevez fra DTU Space.

Neutronstjernerne har længe været kilde til forundring, fordi man stadig er meget usikker på de processer, der finder sted inde i dem. De opsigtsvækkende, nye observationer kan være med til at afsløre nogle af neutronstjernernes mange hemmeligheder.

Neutronstjerner er døde stjerners efterladenskaber

Fakta

Den lille neutronstjernes navn er GX 0.2-0.2, hvor cifrene angiver koordinaterne for positionen målt i grader fra Mælkevejens centrum. GX 0.2-0.2 befinder sig altså umåde tæt på Mælkevejens galaktiske centrum.

En neutronstjerne er det, der er tilbage, efter at en stjerne med en masse mere end otte gange større end Solens er død.

Sådan en stjerne danner tungere og tungere grundstoffer igennem sit liv, og til sidst består dens kerne kun af jern. Når det sker, stopper dens energiproduktion, og hvis stjernen er tung nok, resulterer det i en storslået supernovaeksplosion.

Alle grundstofferne inde i stjernen bliver spredt ved eksplosionen, bortset fra stjernens jernkerne, som består. Under supernovaeksplosionen opstår et såkaldt ’kollaps’, der presser jernkernen sammen til en ekstremt varm og lille stjerne, som har en meget stor koncentration af neutroner – deraf navnet, neutronstjerne.

Inde i centrum har alle stjerner en enorm tyngdekraft, som bliver svagere og svagere ud mod stjernens overflade. En neutronstjerne består reelt set kun af en afdød stjernes centrum, og derfor har den et ekstremt kraftigt tyngdekraftsfelt i hele dens masse.

Neutronstjerner stjæler stof fra andre stjerner
Stoffet fra nabostjernen falder ikke direkte ind på neutronstjernen. Det bliver i første omgang fanget af en 'opsamlingsskive', som ligger rundt om neutronstjernen. (Foto: Hubble Site)

Hvis en neutronstjerne ligger i umiddelbar nærhed af en almindelig stjerne, som GX 0.2-0.2, vil dens tyngdekraftfelt derfor være stærkt nok til at ’stjæle’ hydrogen og helium fra den anden stjernes overflade. For hver tre heliumpartikler skabes der en reaktion, som udvikler kulstof, og den reaktion giver små ’bursts’ af cirka 10 sekunders varighed. Hver burst svarer omtrent til en meters helium-lag.

Disse bursts er kraftige termonukleare eksplosioner (kerne-eksplosioner baseret på fusion), der finder sted på neutronstjernens overflade. Eksplosionen får neutronstjernen til at gløde kraftigt i røngten-stråling. Til dato kender man færre end 100 neutronstjerner, der mindst én gang har udgivet et såkaldt ’termonukleart burst’.

GX 0.2-0.2, som befinder sig cirka 30.000 lysår fra Jorden, har tidligere givet flere små bursts, men aldrig nogen, der varede mere end et par minutter. I observationen af de to på hinanden følgende bursts varede det første burst en halv time, og det andet varede hele fire timer.

Ekstremt sjælden observation

Når neutronstjerner en sjælden gang i mellem laver mellemlange bursts, formoder man, at det er fordi, der er blevet dannet en hundrede meter tyk kugleskal af helium på overfladen – og neutronstjernen ikke har været tilstrækkelig varm til, at heliummet er eksploderet med det samme.

Fakta

En typisk neutronstjerne har en radius på 1/50.000 - 1/70.000 af Solens radius. Det svarer til 10-15 kilometer. Neutronstjerner har en ekstremt stor massefylde, da de indeholder masser svarende til 1-2 gange Solens, men pakket sammen på 50-70.000 gange mindre plads.

Når helium ligger tilstrækkelig tæt over hele stjernen, kan det resultere i et burst på op til en halv time, som følge af den tid det tager at afkøle den tykke lag af nydannede kulstof og andre grundstoffer. Et mellemlangt burst er i sig selv et meget sjældent syn og er kun blevet observeret 30 gange før – hvoraf kun halvdelen er nået op på en halv time. Til sammenligning er der blevet observeret flere tusinder af de korte bursts.

Et superburst er dog en endnu mere sjælden begivenhed med i alt 20 observationer.

Ved et superburst har kulstoffet fået lov til at ligge i en kugleskal på op til flere hundrede meters tykkelse under neutronstjernens overflade. Når det endelig udmunder i et såkaldt superburst, kan eksplosionen vare op til flere timer – en ekstrem længde i forhold til de små bursts, som stjernen har mere eller mindre regelmæssigt.

Superbursts og mellemlange bursts er under normale omstændigheder begge knyttede til et tykt lag kulstof. Derfor er det svært for forskerne at forklare, hvordan neutronstjernen først kan have haft et mellemlangt burst og umiddelbart derefter et langt superburst.

Glem alt, hvad der står i bøgerne

Fakta

Stjernestoffet fra nabostjernen falder næsten lige så hurtigt som lyset som en kraftig regn på overfladen. Stoffet består hovedsageligt af brint (H) og helium (He). På grund af varmen og tætheden fusioner brint til helium i en stabil reaktion, altså uden eksplosion.

Helium lægger sig som et lag på overfladen af neutronstjernen. Når heliumlaget bliver cirka en meter tykt, eksploderer det som et kort glimt.

På grund af en højere vægt lægger det nydannede kulstof (C) sig i et lag på overfladen, som langsomt sænker sig ned under overfladen og bliver til en del af neutronstjernen. Kulstoflaget skal være mindst 100 meter tykt, før det kan eksplodere i et superburst.

Laget af kulstof er således produktet af mange (mere eller mindre) korte helium-bursts.

For at forklare GX’s sære opførsel har forskerne måttet glemme alt, hvad der står i tekstbøgerne, fortæller Jerome Chenevez:

»Der kan ikke findes nogen forklaring på det her i bøgerne, så vi har været nødt til at tænke helt uden for boksen. Vi kan ikke være helt sikre på nogen af forklaringerne, før vi observerer dette fænomen igen hos en anden neutronstjerne,« siger han.

Og fænomenet vil blive observeret igen før eller siden, mener Jerome Chenevez. Hvis det er sket én gang, vil det ske igen – det er blot et spørgsmål om, hvornår det bliver opfanget af satellitterne.

»Længden på vores observationer er meget begrænsede, og derfor kan det jo sagtens være, at vi tidligere har set halvdelen af dette fænomen før, men ikke slutningen på det – og derfor ikke har været klar over, at der var tale om mere end ét burst.«

INTEGRAL fik for eksempel ikke slutningen på dette superburst med – eftersom de to bursts sammenlagt varede fire en halv time, og satellitten kun måler tre en halv time på ét sted.

Man måtte derfor stykke dens målinger sammen med observationerne fra et japansk kamera på rumstationen ISS for at finde ud af, præcis hvor lang tid det havde varet.

Den forklaring, man på DTU Space hælder mest til lige nu, er, at det første burst ikke har været heliumbaseret, men derimod mest baseret på hydrogen, og at det næste burst så til gengæld stammede fra et tykt lag kulstof. Lige nu er intet dog sikkert, slutter Jerome Chenevez. Den videnskabelige artikel om neutronstjernens særegne opførsel er stadig under udarbejdelse.

INTEGRAL (Foto: ISDC - Data Centre for Astrophysics)

Stor begrænsning på observationer

Den rebelske neutronstjerne befinder sig i et område, som kun kan observeres to gange årligt af INTEGRAL. Det skyldes, at området er placeret meget tæt på Mælkevejens galaktiske midte.

Set fra Jorden skygger Solen for området i løbet af vinteren, og den står forkert i forhold til satellittens sol-censorer i løbet af sommeren. Kun to gange om året står Solen rigtigt – i slutningen af vinterhalvåret til begyndelsen af foråret og i slutningen af sommeren til begyndelsen af efteråret – og i de perioder kan satellitten kun lave målinger ad tre en halv times varighed af gangen, medmindre det er planlagt lang tid i forvejen, at den skal lave længere observationer. Man kan altså ikke pludselig beslutte sig for at forlænge en observation, hvis der sker noget ekstraordinært, som der gjorde for GX 0.2-0.2.

Da dette års første måling netop var skudt i gang den 13. februar, kunne Jerome og hans kollegaer konstatere, at en række af neutronstjernerne var blevet aktive, siden DTU Space sidst havde kunnet observere området. Det betyder, at stjernerne afgav tilstrækkelig varme til at kunne ses på satellitbilleder, som målte det termiske udslag.

Især én neutronstjerne, GX 0.2-0.2, viste et højt aktivitetsniveau, og det var altså den, der ved nærmere eftersyn havde udvist en meget sær opførsel.

Når vi observerer bursts fra neutronstjerner, kan det fortælle os:

  • At det virkelig er en neutronstjerne, vi ser, og ikke et sort hul. Sorte huller har ikke en overflade og kan derfor ikke samle ’lag’ af helium, på samme måde som neutronstjerner kan.
     
  • At neutronstjernen er forholdsvis gammel, så dens magnetfelt er blevet svækket. Det er det, der gør, at stoffet fra nabostjernen kan sprede sig jævnt over hele neutronstjernens overflade.
     
  • Hvis neutronstjernen er gammel nok, så er dens nabostjerne det også, og det kan fortælle os, at nabostjernen ikke er tungere end Solen. Der findes andre systemer, hvor nabostjernen er meget tungere end neutronstjernen, så de kan ikke være særlig gamle.
     
  • Nogle bursts er så kraftige, at de gør det muligt at beregne afstanden mellem neutronstjernen og Jorden. Derudover kan man også beregne temperaturen, størrelsen og massen af neutronstjernen ud fra dens bursts.
     
  • Forskning i neutronstjerners bursts hjælper med at forestå de termonukleare processer og dannelsen af nogle af grundstofferne i universet.
Re:Dokumentation, tak

Karsten,

Der er al den dokumentation du og alle andre kan få - hvis man ikke bevidst lukker øjnene for dem og fortrænger kendsgerningerne.

Magnetisk stjernefødsel:

http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/magnetisk-stjernefodsel?utm_sou...

Google søgning på Milky Way magnetic field:

http://www.google.dk/#hl=da&cp=10&gs_id=cf&xhr=t&q=milky+Way+magnetic+fi...

Cosmic magnetic fields are an integral component of the interstellar medium (ISM), having influence on scales ranging from star formation to galactic dynamics - http://arxiv.org/abs/1012.2932

Værsgo at læse.

NB. Det burde være unødvendigt at påpege at magnetisme kun kan opstå fordi der er elektricitet?

Dokumentation, tak

Ivar, al respekt for din ihærdighed, men husk lige hvad du selv skrev den 11. oktober 2011: [Jeg har lige fået at vide at jeg er udelukket af debatten på Videnskab.dk i 3 måneder for "at have fremsat kontroversielle ideer uden at have stærke argumenter" som det hedder.]

På den baggrund vil jeg på egne og formodentlig også andre læseres vegne udbede mig videnskabelig dokumentation for dine netop fremførte påstande om et elektrisk Univers. Og her nytter det ikke noget at henvise til din egen hjemmeside. Du er tilbage i nøjagtigt det samme spor igen med total afvisning og latterliggørelse af de landvindinger, videnskaben har gjort i de senere år.

Hvordan er du selv kommet frem til dine konklusioner? Noget tyder på, at du alligevel har en vis tillid til forskerne, idet jeg ikke kan forestille mig, at du selv gennem observation har fundet ud af de få sande forhold om Universet, du trods alt ved noget om.

Re:@Ivar Nielsen

Hej Jens,

Mange tak for indsparket og opbakningen.

Som jeg anskuer problematikken, så falder det meget svært for "tyngdekrafts-tilhængerne", der gang på gang bliver overraskede, at forstå diverse kosmologiske forhold, hvor det er anderledes lettere at anskue når man går ud fra at diverse kosmiske forhold er baseret på elektrodynamik; termodynamik; hydrodynamik og nukleardynamik - helt uden at tænke på "tyngdekraft" og diverse opfundne "mørke energier og kræfter".

Venligst Ivar

@Ivar Nielsen

For ikke så længe siden så jeg på Science netop det du hævder her.

Vh Jens

Elektromagnetiske bøvs

Citat: "Neutronstjernerne har længe været kilde til forundring, fordi man stadig er meget usikker på de processer, der finder sted inde i dem. De opsigtsvækkende, nye observationer kan være med til at afsløre nogle af neutronstjernernes mange hemmeligheder".- "En ekstremt varm neutronstjerne, GX 0.2-0.2, havde haft to på hinanden følgende overfladeeksplosioner. Og ikke nok med det – det første var et mellemlangt ’burst’, og det næste var et ’superburst’".

AD: Måske er "bøvsene" bare noget lignende som sker i Solen: Nukleare processer skaber magnetiske felter og når de nukleare processer pludselig øges, udskydes der "bursts" - bare med den forskel at der er tale om gammaglimt ved de såkaldte "neutronstjerner" - som måske også forveksles med andre kosmiske objekter og deres funktioner.

Hvorfor er 'escape velocity' interessant ?

Jo, når en 'ting eksploderer' i rummet, er der et massemidtpunkt.

En analogi:
Når vi 'kaster' en bold op i luften er jorden det altdominerende massemidtpunkt.

Hvis vi ikke kaster ret hårdt, vil bolden relativt hurtigt stoppe op og falde ned igen.

Kan vi derimod kaste 'hårdt' nok, vil bolden forsvinde udi i 'verdensrummet'.

Det gjorde vi med f.eks Voyager sonderne.

Man har derfor 3 udfaldsrum:
1) Ikke så hårdt => bolden falder hurtigt tilbage.
2) Meget hårdt => bolden vender aldrig tilbage.
3) Præcist => bolden vil indfinde sig i en 'fast bane'.

Den 3. mulighed, som er meget svær at lave, og nærmest usandsynligt, er ca. det sammme som vi gør med geostationære satelitter.

Her tilpasser vi hastigheden, men korrigerer (en smule) for at opnå den perfekte bane.

Sammenligner vi nu disse udfald med en supernova, eksisterer de samme 3 udfaldsrum.

1) Supernova-materialet falder sammen og danner en ny generation.
2) Supernova-materialet bremses op og danner en (næsten) statisk sfære af materiale.
3) Supernova-materialet er så hurtigt, at det forsvinder udi rummet.

Derfor er det rimeligt interessant at escape velocity (for den ydre skal af materiale) ligger _meget_ tæt på escape velocity, hvilket indikerer at der er rig mulighed for at danne 'faste baner'.

Men SN2011fe er så ny at man ikke rigtig har fået 'kompileret' resultaterne endnu, og observationer foregår tilsyneladende stadig:
http://www.astronomerstelegram.org/?read=3683

(Bemærk en faktor 100 i forskel på teori og observation).

Det var 'dagens tanker', og lige et hint til Kim:

Jeg er bevidst om du exelerer i at fremføre 'biblen', men har du tænkt over overskriften:
"Bryder med alle teorier" inden du fremførte dine fremhævelser af de gældende teorier ?

Der er jo ikke tale om en bekræftelse af din 'bibel', men en ny observation (på samme måde som sn2011fe).

Plads og radius.

Faldt lige over den lille 'faktaboks'.

Når man skriver 'plads' opfatter jeg det som volumen.

Så 'pladsen' må være 50.000^3 - 70.000^3 mindre..?

UPD: SN2011fe er 5 mio. solmasser og ikke 10 (eksakt beregning)

Først lidt kommentarer til Kim's indlæg, som Jeppe efterlyser.

Jeg ved ikke om det er mig der skal kommentere, da det er almen viden.

Men for at gøre det forståeligt for 'alle', så er her lidt info.

Supernovaer inddeles i 'typer', som alene baserer sig på en spektralanalyde - dvs. 'farvesammensætningen'.

For at lave en analogi, så kan vi betragte en gammeldags glødepære med en halogenpære.

Halogenpæren har et mere 'skarpt' lys, så vi kan skille disse to ting fra hinanden alene på baggrund af 'farven'.

MEN - og her kommer problemet - vi aner ikke hvor mange watt en given pære er på.

'Farven' er ens på både en enkelt halogenpære og en lampe med 10.000 halogenpærer.

Med andre ord kan vi beskrive SN2011fe som en 'halogenpære', men kan ikke observere noget som helst om størrelsen.

Dog burde der ringe nogle klokker, da den er den mest lysende supernova i - vistnok - 40 år, samtidig med at man ikke kan finde spor af en 'moderstjerne' - heller ikke i Hubbles arkiver.

Det alene fortæller at den er usædvanlig stor/kraftig.

Det interessante ved SN2011fe - bortset fra størrelsen - er, at den er fanget næsten på 'fødselstidspunktet', og ikke mange dage efter.

Derfor behøver man ikke gætte sig frem til starttidspunktet.

Hvordan beregnere man så størrelsen?

Jo - vi har jo Newtons love som fortæller lidt om hastigheder, acceleration samt tyngdekraft.

Hastigheden er relativt nem at udregne - hvis man har en KONSTANT tyngdekraft - som de allerfleste udregninger/formler opererer med.

Kaster vi en bold op i luften, bremser den op og falder ned igen (med mindre man kaster meget hårdt :-)

Inden for jorden og i nærheden, er det præcist nok at regne med en konstant tyngdekraft, men den går ikke når man kommer længere væk.

Vi er derfor ude i nogle særdeles komplicerede (og virkulære) beregninger.

I stedet for at fordybe sig i særdeles kompliceret matematik, kan man i stedet 'spørge computeren'.

Det har jeg gjort ved at lave et lille program, hvor man ud fra givne målepunkter:
http://www.astronomerstelegram.org/?read=3620
samt de andre målepunkter man nogenlunde kan udlede af denne her:
http://www.rtt150.ksu.ru/ksudata/SN2011fe/Fig_RV2528.pdf

Dvs. vi har 4 faste målepunkter og et estimeret startpunkt, som jeg har sat til den 23. august.

Metoden er ca. den samme som beregning af effektive renter på en pengestrøm, der alene kan beregnes ved iteration.

Man angiver en start masse (antal solmasser) samt en start hastighed.

Ved at beregne hhv. ny Radius, Acceleration samt Hastighed for hvert sekund fra start, kan man tegne en kurve over hastigheden.

Denne kurve skal passe på alle 4 målepunkter.

Formen og stejlheden på grafen/kurven afhænger af kombinationen af masse / starthastighed.

Ved at (manuelt) iterere er jeg kommet frem til kombinationen:
Masse = 5 millioner solmasser
Starthastighed = 106.680 km/s

Det første er ikke så overraskende, da et grovkornet regneark gav 8-10 mio solmasser, men starthastigheden overrasker mig.

Jeg ved ikke om det betyder noget, men jeg syntes jeg ville beregne 'escape velocity' - og overraskende (eller tilfældigt) falder den næsten sammen med den aktuelle starthastighed.

Et skærmdump af beregningerne er her:
https://picasaweb.google.com/lh/photo/JaARMc1eHCcpdZqXm7uqxtMTjNZETYmyPJ...
Hvor masse og radius er beregnet ud fra solen - dvs. samme massefylde.

Y skalaen er 15.000 km/s øverst og 25.000 km/s nederst, og de vandrette streger er målepunkterne fra de observerede data.

Den blå streg er beregning af V i forhold til tiden.

Tager man forskernes egen graf og skalerer den, og lægger den ovenpå beregningerne ser det sådan ud:
https://picasaweb.google.com/lh/photo/SKarmW7upzL3JKJvDlklZtMTjNZETYmyPJ...

(Bemærk dog at den er flyttet en anelse, da matchen er så perfekt at den lilla kurve ville dække den beregnede, og dermed ødelægge billedet).

I princippet kan man lave samme øvelse i et regneark - hvis man har plads og tålmodighed.

Vi snakker om 432.000 rækker i så fald, men man kan regne for hvert 10. sekund evt, men det giver en anelse anden hastighed.
106470 km/s (så vidt jeg husker).

Kim bragte også Betelguese ind i billedet uvist af hvolken grund, da den ingen relevans har for SN2011fe.

Problemstillingen med Betelguese (og andre stjerner) er, at man på ingen måde kan MÅLE deres masser.

Det kræver observation af baneparametre sammen med en opstisk størrelse.

Betelgeuse kan vi nogenlunde bestemme diameteren på, men ikke massen, så ethvert bud vil være rigtigt - eller ikke forkert.

Så når Kim påstår en masse på 20 solmasser, kan det være rigtigt.
Jeg har ikke noget forhold til Betelgeuse, men hvis jeg påstår den er 1 'fantasillion' solmasser, så er det lige så rigtigt (eller forkert) som Kim's påstand.

Neutronstjerner snakker han også om, men igen findes der _ingen_ observationer om _diameteren_, så det er også rent gætteri.

Men konklusionen - Kim:
Ja, SN2011fe har et spektrum som defineret ved type Ia.
Nej, SN2011fe er IKKE en hvid dværg på et par solmasser!.

Alene tanke om at sådan en lille 'lort' skulle udvikle en sådan energi er jo fuldstændig absurd.

Men som tidligere nævnt har man det med at miste 'jordforbindelsen' og afkoble fysik, matematik og logik.

EDIT:
Hov, kom i tanke om denne tråd hvor indlægget nok skulle have været placeret:
http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/supernova-i-baghaven

Beklager.

Re: @ Stig

Berndt,
Dette er en tanke, ja, bortset fra at den selvfølgeligt er ikke realiserbar

Nej, det er ikke en 'tanke', og nej, den er ikke realiserbar.

Det handler om matematiske grænsetilfælde for Newton's lov.

Problemet med 2 paralelle (tynde) plader i meget lille afstand, er, at man skal kombinere grænsetilfældene hvis man vil udvikle en (generel) formel.

HVIS man endelig skal regne på det, får du et forslag til metode her:
Betragt hver plade som et gitter af atomer/molekyler.
Find afstanden mellem disse.
(Kan muligvis findes med
http://en.wikipedia.org/wiki/Scanning_tunneling_microscope
)

Mindsteafstanden til 'den anden plade' er > denne afstand.

Ud fra pladernes areal, og mindsteafstanden, kan den absolut maksimale kraft beregnes ved at summere tyngdekraften for hert atom/molekyle.

Dog skal vi tage hensyn til den svage kernekraft når vi er i det område, så den skal også inregnes.

Men hvis du har den overbevisning at:
fordi kraften virker central
altså på 2 plader i mikroskopisk afstand, så er det umuligt i din begrebsverden.

Jeg forstår ikke rationalet bag dit udsagn:
ved en bestemt udstrækning ville tyngdekraften begynde at forme en kugle af sagen

Hvorfor skulle en (næsten 2 dimensionel) plade blive en 'kugle'?

@ Stig

"For 2 uendelige 'plader' er tyngdekraften konstant, og aftager ikke med r^2."

Dette er en tanke, ja, bortset fra at den selvfølgeligt er ikke realiserbar, så har du overset at tyngdekraften ikke ville tillade en uendelig udstrækning af materialet. Gravitationskraften virker jo også langs med pladerne og ved en bestemt udstrækning ville tyngdekraften begynde at forme en kugle af sagen... så tanken kan være forførende, men er umuligt fordi kraften virker central.

Re: Casimir effekten

Berndt,
Jeg stirrede mig blind på at afstand er lige med radius..

Nu har vi jo i denne tråd observeret at man skal ned på folkeskoleniveau, så det er nok ikke her du skal skrive om 'matematik'.

Men for en god ordens skyld har du også begået en anden (stor) fejl.

For 2 uendelige 'plader' er tyngdekraften konstant, og aftager ikke med r^2.

Det er let at indse, men ikke her på 'videnskab.dk' - hvor man spilder tiden med - ja hvad skal man kaldet - 'faktaresistente'.. - eller hvad?

Re: re: Kim...

Kim,
hvor Stig sætter dagsorden for en tråd med sine sædvanlige teorier

Det er da utroligt du ikke engang kan læse, men snakker udenom.

Jeg fremsætter ikke en teori, men et ufatteligt simpelt regnestykke, som kun består af 3 tal(sæt) og 2 formler.

Men i din sædvanlige stil snakker du udenom, og kan/vil ikke engang forholde sig til simple ligninger.

Resultatet er ilde set - det ved jeg godt, men det ændrer ikke ved det matematiske faktum som du og andre ikke vil indse.

Hvis du (I) mener jeg har lavetr fejl i dette simple regnestykke, fatter jeg ikke at i ikke engang kan påpege faktuelle fejl, men fortsætter med at snakke udenom.

I kan skrive hvad i vil, men i mine øjne gør i jer selv til grin ved ikke engang at kunne forholde sig til folkeskolematematik.

Konklusione må være, at når i ikke evner at påpege fejl, må det betyde at regnestykket er rigtigt.

Casimir effekten

Sorry, mit indlæg om Casimir effekten er noget værre vrøvl ! Jeg stirrede mig blind på at afstand er lige med radius... hvad den IKKE er ! Jeg var lidt for hurtigt og tænkte for lidt...

re: Kim...

Du har helt ret Jeppe - jeg er desværre igen faldet i den sædvanlige fælde hvor Stig sætter dagsorden for en tråd med sine sædvanlige teorier - jeg beklager og vil vende tilbage til igen at ignorerer disse besynderlige indlæg som alligevel ikke flytter et komma og trætter alle andre.

Kim...

Diskussionen er vist lidt røget af sporet, og ingen af os bliver vist særlig meget klogere af den lige nu. Der bliver hverken svaret sagligt eller relevant til dine indlæg, så det er nok bedst bare at lade diskussionen dø : )

Re: 5 millioner solmasser er stadigvæk nonsens

Vi ved at oprindeligt SN2011fe var en hvid dværg; PTF11kly og vi ved at disse ikke er større end ca. 1,4 solmasser og at de oprindelig har været max. 8 solmasser.

Jeg vil undlade at bemærke din sædvanlige nedladende stil men igen blot nøjes med at bede dig udpege en stjerne med en størrelse på de 5 millioner solmasser, som du mener må findes derude

Re: 5 millioner solmasser er stadigvæk nonsens

Jeg ved ikke rigtig med dig, Kim:
Når man ikke kender afstanden med større præcision, kan man heller ikke sige præcist hvor tung stjernen er – man kan alene regne sig frem til, at stjernens masse ligger mellem 15 og 20 gange Solens masse.

Det er altså ikke nok at kende afstanden.

Dette er nok de klogeste ord i denne tråd:
http://www.technologyreview.com/blog/arxiv/27191/
The main way of working out an astronomical object's mass is to look at the objects that orbit it, since astronomers can use the orbital period to work out the mass. That has allowed them to work out the mass of all kinds of objects such as binary star systems, exoplanets and even entire galaxies.

But Betelgeuse doesn't have a companion that astronomers can see. So they've had to rely on other ways to infer the mass.

Så ja, man kan 'regne' på det, men det vil altid være 'gætteværk'.

Edit:
PS Kim, du er vel klar over man ikke har fundet progenitor for sn2011fe, og dermed ikke kan afgøre om det er en hvid dværg eller ej.

Re: 5 millioner solmasser er stadigvæk nonsens

Det er da ufatteligt med dig, Kim.

Det må da være dejligt at være Stig – ikke så meget hokus-pokus men bare et par meget simple formler og så kan man ganske enkelt regne frem og tilbage mellem supernova og oprindelig stjerne/stjerner.

Du forstår åbenbart ikke hvor simpelt det er.

Prøv lige at forstå at decelerationen af stofferne alene kan skyldes gravitation, eller tror du de bremses op af sig selv?

Jeg er lige ved at sige "enhver folkeskoleelev", men muligvis skal vi 'helt op' på 1.G niveau for at kunne regne med disse simple formler.

Så nej, jeg er ikke den eneste i verden der kan, men du er muligvis den eneste der ikke kan.

Nu har jeg prøvet at lave det mere forståeligt:
https://picasaweb.google.com/111927741882755845508/STeori#56819223815790...

Hvis du stadig ikke forstår disse simple udregninger, så beskriv venligst hvad det er du ikke forstår, så skal jeg nok beskrive det yderligere.

Men f.eks:
V(Ca) er hastigheden af calsium jfr. linket.
D-kolonnen er hastigheden på de givne datoer.
dR er den udvidelse af radius der er sket pr. dag.

Jeg kan næsten ikke beskrive det nærmere uden at lyde nedladende.

Følg med tiden - Kim:
bør vi måske granske hans udregninger grundigt - men indtil da vil jeg foreslå at folk holder sig til videnskaben nu engang har regnet sig frem til

sn2011fe er jo kun nogle måneder gammel, så naturligvis finder du ikke voldsom meget historik på denne 'sag'.

Bortset fra det, Kim, så beundrer jeg din iver ;-)

Enhver kan efterregne på ca. 1 minut - alligevel bruger du oceaner af tid på at udnævne det til nonsens i stedet for lige at regne efter og affærdige det sagligt.

5 millioner solmasser er stadigvæk nonsens

sn2011fe

SN i M101: SN 2011fe oprindelse: PTF11kly – en hvid dværg med en beskeden masse der ligger ganske langt fra de påståede 5 millioner solmasser Stig har regnet sig frem til.

Hvide dværge har typisk en masse på 0,7 solmasser og er på størrelse med Jorden. Masse: 0,2-1.4 M_sol, Radius: 5000-1000 km.

Hvide dværge er resterne af stjerner med en oprindelig masse under 8 solmasser.

Hvide dværge er enden af vejen for de fleste stjerner, når de har opbrugt alle deres tilgængelige brint 'brændstof', lav masse stjerner kaste deres yderste skaller til at danne planetariske stjernetåger, hvilket giver en høj tæthed kerne af kulstof, ilt og kvælstof ( det er et sammendrag, det er faktisk en smule mere kompliceret). Stjernen kan ikke kollapse yderligere som følge af elektron degeneration pres, en kvante-effekt, der kommer fra det faktum, at elektroner er fermioner (teknisk set, kan kun to fermioner indtager en given energi tilstand, et spin op og en spin ned). – nu bliver det teknisk så læs selv mere om Chandrasekhar limit og hvide dværge

http://en.wikipedia.org/wiki/Chandrasekhar_limit

http://www.universetoday.com/40852/chandrasekhar-limit/

Om hvide dværge:

http://da.wikipedia.org/wiki/Hvid_dv%C3%A6rg

http://imagine.gsfc.nasa.gov/docs/science/know_l2/dwarfs.html

http://astrosurf.com/aras/surveys/supernovae/sn2011fe/obs.html

http://www.aavso.org/sn-2011fe

http://arxiv.org/PS_cache/arxiv/pdf/1109/1109.2912v1.pdf

Det må da være dejligt at være Stig – ikke så meget hokus-pokus men bare et par meget simple formler og så kan man ganske enkelt regne frem og tilbage mellem supernova og oprindelig stjerne/stjerner.

Men for resten af os der er mere traditionsbundne er det lidt mere omstændigt at findes en stjernes størrelse – masse mv. – Allerhelst ser vi gerne at den stjerne vi skal finde massen på er den del af et binært system – det letter opgaven når vi har to stjerner der kredser om hinanden – når det kun er en enkelt stjerne vi skal findes massen på så er det langt mere kompliceret.

Udover vanskelighederne ved at skulle finde en stjernes masse har vi opsat en masse regler – bare for at gøre det ekstra vanskeligt – vi har bl.a. regler for hvor store de kan blive – ja ja jeg ved det er noget pjat men sådan er det bare.

Når en stjerne befinder sig tæt på vores Solsystem kan man med lidt snilde og traditionel husmands matematik finde frem til både afstand og masse men så snart der ligger lidt længere væk så bliver det straks besværligt hvilket bunder i at det er møgsvært af beregne den præcise afstand til de fjerntliggende stjerner.

Tager vi vores gamle ven Betelgeuse så anslår vi at den ligger ca. 650 lysår væk –men det er en afstand der er ca. 20% usikkerhed på - Når man ikke kender afstanden med større præcision, kan man heller ikke sige præcist hvor tung stjernen er – man kan alene regne sig frem til, at stjernens masse ligger mellem 15 og 20 gange Solens masse.

Så selv om vi gerne så at det var lige så enkelt som Stig gerne ville have det så er det forbundet med en del besvær at bestemme en stjernes masse helt præcist.

http://spiff.rit.edu/classes/phys230/lectures/mass/mass.html

http://knol.google.com/k/stellar-mass-in-the-mkw-10-galaxy-group#

http://outreach.atnf.csiro.au/education/senior/astrophysics/binary_mass....

http://www.astrophysicsspectator.com/topics/stars/BinaryStarMasses.html

http://videnskab.dk/sporg-videnskaben/eksploderer-kaempestjernen-betelge...

Konklusionen er, at det kun er Stig der som den eneste i hele verden - der på baggrund af alle de data der foreligger – der er kommet frem til at der findes stjerner på 5 millioner solmasser eller mere – alle os der holder os til det vi har lært kan ikke selv om vi ville nå frem til tilsvarende størrelser i stjernernes masse.

Men ret skal være ret - så hvis Stig kan udpege en stjerne på himmelen der har en masse på 5 millioner solmasser så bør vi måske granske hans udregninger grundigt - men indtil da vil jeg foreslå at folk holder sig til videnskaben nu engang har regnet sig frem til

Re: Sort hul i mælkevejen.

Hmm..
PS: Newtons love har ikke kunnet forklare flere ting, f.eks. Merkur's perihelion præcession, mens general relativitetsteori kunne, hvorfor GR må ses som en bedre forklaring.

Nåh, og hvordan vil du forudsige baneparametre for Merkur?

Har du taget højde for:
1) Asteroidebæltet?
2) Kuiperbæltet, herunder nyopdagede (dværg) planeter?
3) Oort skyen (hvis den findes) ?
4) Samlet masse af gas/is skyer mellem planeterne?
5) Friktion i rummet?
Osv.

Gamle formler der er udviklet før kendskab til disse objekter kan man ikke bruge til noget.

Kender du GiGo princippet?

(Garbage in Garbage out ;-)

Re: Tak for reaktionerne.

Jens,
At der ikke i mælkevejen skulle være et kraftpunkt svarende til et sort hul, er jo en af de opfattelser som der tages mere og mere afstand fra. Altså de nyeste forskningsresultater "påstår" at der faktisk i mllkevejens centrum er et sådant.

Jeg ved ikke hvad du mener med denne sætning..?

1) Man har troet at mælkevejens centrum indeholdt uhyrlige masser.
2) Man har observeret at der findes et 'massivt objekt' i mælkevejens centrum:
http://www.msnbc.msn.com/id/26529279/ns/technology_and_science-space/t/s...

Så jo, der er 'noget', men observationer af baneparametre sandsynliggår en masse på kun ca. 4 millioner solmasser.

thought to mark a black hole roughly 4 million times the mass of the sun. The mass is determined by looking at the effect of the colossal object on stars that orbit near to the galactic center.

Så dette er emperi, så der er ikke så meget at rafle om.
Jo, hvordan man fortolker de observerede data (størrelse og masse).

Jeg fortolker det som et 'massivt objekt', og andre foretrækker 'sorte hul'.

Re: 5 millioner solmasser er det rene nonsens.

Kim æhh:
ingen af dem er i nærheden af den størrelse på 5 mio. solmasser som Stig har regnet sig frem til.

Hvad med at prøve at regne selv (hvis du altså kan) - så kan du sige det er noget nonsens.

At kalde ting nonsens uden at sætte sig ind i tingene/beregningerne er ikke særligt fagligt/sagligt.

Til dem der kan finde ud af at regne, ligger der data her:
http://arxiv.org/PS_cache/arxiv/pdf/0903/0903.3833v3.pdf
Se under table 1.

Og som sagt er det et ufatteligt nemt regnestykke, hvor der kun skal bruges få (elementære) formler:
Tyngdeacceleration:
http://da.wikipedia.org/wiki/Tyngdeacceleration
Hastighed og acceleration:
http://da.wikipedia.org/wiki/Mekanik

Det er foruroligende at 'man' tilsyneladende ikke engang behersker denne fundamentale matematik.

Samme (simple) regnestykke kan laves for sn2011fe:
http://www.astronomerstelegram.org/?read=3620

Når Kim i sin sædvanligt nedladende/uvidende tone skriver:
så drop de hjemmestrikkede teorier for en stund og så kan I ved selvsyn se hvad der er op og ned og lad den almenkendte fysik tage til genmæle med sine egne ord

Så er mine beregninger på ingen måde 'hjemmestrikkede', men baseret på fakta og ikke fiction, som Kim ynder.

Ligesom Kim og i andre har jeg også (engang) troet på den maksimale stjernestørrelse, men 'dengang' var f.eks. sn2011fe ikke 'født'.

Kim og Co har sikkert brugt lang tid på at sætte sig ind i teorierne, men det nytter altså ikke at fornægte nye observationer med det argument at forældede teorier skal holde.

Casimir effekten

Nu har Jeppe Kristensen nævnt Casimir-effekten... lad os se på den med Newtons øjne og teori:

Wikipedia: http://en.wikipedia.org/wiki/Casimir_effect Siger følgende:

"In fact, at separations of 10 nm—about 100 times the typical size of an atom—the Casimir effect produces the equivalent of 1 atmosphere of pressure (101.325 kPa), the precise value depending on surface geometry and other factors."

Så bare for sjov skyld, fordi om pladens materiale og størrelse siges der ikke noget om. Newtons lov siger at kraften imellem to masser er givet af

F = Go*m1*m1/r^2

her er m1, m2 = massen af pladerne, som jeg går ud fra er lige store. Jeg antager nu at de vejer 100 gram hver og at arealet er 100 cm^2 og afstanden er givet til at være1*10^-8 meter. Kraften i Newton bliver nu

F = 6,67428*10^-11 * 0,1^2/1*10^-8 = 6675,34 Newton

per kvadratmeter bliver det altså 667534 Pascal (Newton per kvadratmeter)

Wikipedia taler kun om: 101.325 kPa = 101325 Pa

Nu bliver Newtons lov lidt unøjagtig ved pladernes geometri og jeg kender ikke pladernes materiale samt størrelse, men Newtons lov gælder altså for disse to plader og jeg er altså "lidt meget" i tvivl om for hvor vidt Casimir-effekten bare er en Newton-effekt.... Newtons effekt (gravitationen) burde være den dominerende del af den målte kraft.

Ja hvad siger den øvrige fagkundskab til dette ? At jeg vrøvler som sædvanligt ?

Venligst BB

Sort hul i mælkevejen.

Der er faktisk flere gode grunde til at tro, der er et supermassivt sort hul i midten af vores galakse. En af de tydeligste er nogle af stjernebevægelserne inde omkring centrum (se f.eks. http://en.wikipedia.org/wiki/Sagittarius_A*#Central_black_hole og http://en.wikipedia.org/wiki/SMBH ).

PS: Newtons love har ikke kunnet forklare flere ting, f.eks. Merkur's perihelion præcession, mens general relativitetsteori kunne, hvorfor GR må ses som en bedre forklaring.

Tak for reaktionerne.

Det er spændende læsning, selv om, eller måske netop fordi, der ikke er enighed.
At der ikke i mælkevejen skulle være et kraftpunkt svarende til et sort hul, er jo en af de opfattelser som der tages mere og mere afstand fra. Altså de nyeste forskningsresultater "påstår" at der faktisk i mllkevejens centrum er et sådant.
Jeg vil ikke blive ved at rode rundt med min begrænsede viden i denne linie. Men jeg vil selvfølgelig stadig læse de indslag, som måtte komme. Og så er der nu en række links, jeg skal have kikket på.

Tak for denne gang.

5 millioner solmasser er det rene nonsens.

R136a1 - R Doradus/HD 29712 - LBV 1806-20 - Eta Carina - VY Canis Majoris for at nævne nogle få af de kæmpestjerner vi kender – ingen af dem er i nærheden af den størrelse på 5 mio. solmasser som Stig har regnet sig frem til.

Jeg vil der foreslå et par links til de der har lysten – her kan man læse om hvorfor stjerner ikke kan blive ret meget mere end omkring de 300+ solmasser (Chandrasekhar limit) og lidt om størrelsen på neutronstjerner (Tolman–Oppenheimer–Volkoff limit) jeg glemte i det forrige indlæg samt hvordan man med simpel matematik kan beregne f.eks. massen på en galaksehob mv.

Det er med fuldt overlæg jeg ikke at pillet stumper ud og omskrevet dem til en mere tilgængelig version – i de forskellige links er det udmærket forklaret og der er ingen grund til at tro jeg kan gøre det bedre ;) og så spænder de mere alternative ideer over flere områder så det vil tage tid at formulere et modsvar.

Det er lidt teoretisk men jeg har forsøgt at finde et par af de mere fordøjelige versioner – så drop de hjemmestrikkede teorier for en stund og så kan I ved selvsyn se hvad der er op og ned og lad den almenkendte fysik tage til genmæle med sine egne ord

http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_most_massive_stars

http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_most_luminous_stars

http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_largest_known_stars

http://www.astro.ku.dk/~kp/Undervis/DKNO/baggrund1.htm

http://www.rummet.dk/gymnasium/webbaseret-undervisning/galaksehobe/baggr...

http://www.astro.ku.dk/~kp/Undervis/DKNO/baggrund1.htm

www.dark-cosmology.dk/~vester/talks/NBI_kickoff_24jan2011.pdf

http://en.wikipedia.org/wiki/Chandrasekhar_limit

http://en.wikipedia.org/wiki/Tolman%E2%80%93Oppenheimer%E2%80%93Volkoff_...

http://en.wikipedia.org/wiki/Hawking_radiation

Og husk også at læse Jeppes link om Roche lobe - tak for det input

Re: RE: Hawkings teori.

Du Jeppe,
Jeg forstår ikke, hvorfor Stig bliver ved med at prøve at forklare fænomenerne ud fra sin hjemmestrikkede model. I "jordforbindelses"-eksemplet kan man med fordel kigge på http://en.wikipedia.org/wiki/Roche_lobe .

Det er jo ikke hjemmestrikket... men almen kendt fysik.

Jeg sad faktisk længe og overvejede om man kunne snakke om Lagrange punkter, som du selv linker til.

Men kan du ikke prøve at forklare mig om det kan være rigtigt, at man på 'videnskab.dk' ikke engang kender til statisk ligevægt?

Umiddelbart vil jeg mene det er på 1.G niveau.

Har du forstået at et X-ray burst alene kan forekomme ved en passage af et legeme, og ikke en roterende system (da det i så fald ville være kontinuert) ?

(PS: Mht tyngdekraften så klarer Newtons love sig ganske udmærket, og er aldrig blevet modbevist).

Re: Hawkins teori.

Jens,
det handler om at være 'open minded' - hvilket de færreste er.

Nu ved jeg ikke hvilke 'faggrene' du beskæftiger dig med, men jeg har været ude for en oplevelse engang jfr:
Men som inden for psykologien, hvor oplevelser der lugter af parapsykologi, afvises kategorisk
som rystede mig i min grundvold.

Til trods for det var sammen med konen, et vennepar samt ca. 90 andre 'vidner' fortæller jeg ikke om det, og har ikke fortalt om det.

Alt skal kunne forklares fysisk og logisk, men denne oplevelse kan jeg ikke rigtig forklare videnskabeligt, så det er nok bedst at lade den ligge.

Nåh - men til det med 'dark matter'.

Det er meget svært at finde oprindelse til disse teorier, og de opstod i 'fortiden'.

Et af problemerne er forkert brug af Newton's ligninger:
http://en.wikipedia.org/wiki/Galaxy_rotation_curve
In 1959, Louise Volders demonstrated that spiral galaxy M33 does not spin as expected according to Keplerian dynamics,[3] a result which was extended to many other spiral galaxies during the seventies.[4] Based on this model, matter (such as stars and gas) in the disk portion of a spiral should orbit the center of the galaxy similar to the way in which planets in the solar system orbit the sun, that is, according to Newtonian mechanics. Based on this, it would be expected that the average orbital speed of an object at a specified distance away from the majority of the mass distribution would decrease inversely with the square root of the radius of the orbit (the dashed line in Fig. 1).

Bemærk man sammenlignede galaxer med et solsystem, hvor massen ligger i centrum.

Mælkevejen har dog ikke noget særligt massecentrum, så man kan betragte den som en 'homogen masse', og der er tyngdekraften afhængig af r/R (hvor r er afstanden, og R er diameteren).

Det giver en konstant vinkelhastighed, som vist også observeret, så der er ikke brug for 'dark matter' i galaxer.

Der er så kigget lidt på gravity lensing i forhold til galaxer, men massen af galaxer er fuldstændig ukendt, så man kan intet udlede af en given afbøjning.

'Standardmodellen' antager en maksimal størrelse på stjerne på 250-350 solmasser, men det er heller aldrig observeret.

Men en simpel matematisk analyse (med kendte Newtonske formler) giver ca. 10 mio solmasser for sn2011fe og ca. 5 mio solmasser for sn1993j.

Hvad betyder det?

Jo den samlede masse af galaxer er langt større end man antager, og dermed vil gravity lensing effekten også være større.

Ingen brug for 'dark matter' her.

Men som sagt:
Jeg har noget andet indsigt, og har nogle andre teorier end 'flokken', så du skal ikke lytte/læse på hvad jeg skriver.

RE: Hawkings teori.

Hawkings teori er som sådan ikke blevet modbevist, og den lever skam i bedste velgående. Eksperimenter, der understøtter den, er dog ikke helt entydige, men den teoretiske baggrund (virtuelle partikler og andre ting, jeg heller ikke på nogen måde er ekspert i) er velunderbygget (se bl.a. Casimir-effekten).

Einsteins generelle relativitetsteori er den teori, som bedst kan forklare egenskaber ved tyngdekraften og kosmologi indtil videre, men der er stadig uforklarlige ting, så hvis man stiller sig tilfreds og udråber den til at være den ultimative sandhed, er man naiv.

Jeg forstår ikke, hvorfor Stig bliver ved med at prøve at forklare fænomenerne ud fra sin hjemmestrikkede model. I "jordforbindelses"-eksemplet kan man med fordel kigge på http://en.wikipedia.org/wiki/Roche_lobe . At der er lidt mere kompliceret matematik end i de forsimplede og meget mekaniske tilfælde, han ynder at bruge til at forklare tingene med, gør det måske mere uforståeligt men dog tættere på virkeligheden.

Hawkins teori.

Jeg æder jo ikke alle disse ting råt, lige som jeg er kritisk over for forskere, der kun tror på det, de kan se. Vores viden er jo begrænset af vores syns styrke, selv om vi sætter en kikkert foran.
Hvad angår Hawkins, sp mener jeg, at han måtte trække sin teori tilbage, da den blev modbevist i 1994, tror jeg det var.

Einsteins teorier var heller ikke alene bygget på observationer, men var også matematiske ligninger.
Det er disse ligninger der arbejdes ud fra i dag. Og vi er jo ikke alle genier, som kan stille spørgsmål ved disse ligningers fuldendte form.
Men der findes formentlig genier som matcher Einstein. Det ville undre andet.
Men som inden for psykologien, hvor oplevelser der lugter af parapsykologi, afvises kategorisk, så sker det samme jo inden for andre teoretiske faggrene, hvor man i flere menneskealdre har ment at have den afgørende sandhed.
Men så længe, man ikke kan forklare langt størstedelen af massen i universet, så må man vel have en vis åbenhed over for andre teorier end Einsteins.
Sådan har jeg det i hvert fald inden for mine faggrene.

Re: Partikler i to eller flere former

Jens,
Jeg håber, at det er i orden, at jeg spørger igen, når jeg har læst dit eksempel igen, hvis jeg kan formulere et relevant spørgsmål.

Spørg du bare, men forvent ikke svar ;-)

Jeg ser også disse fantasifulde forklaringer fra Discovery og National Geographic.

Det du skal være opmærksom på, og som jeg prøver at forklare, er at 'sorte huller', 'multiverser' o. lign. alene er opstået ud fra betragtningen af nogle matematiske ligninger, og ikke observationer i det virkelige liv.

Steve Hawkins f.eks. fandt ud at at man 'ikke modsagde' Einsteins matematik ved at indføre et matematisk begreb på grænsen af de her 'sorte huller'.

Han fandt ud af at ligningerne stadig gik op (matematisk) ved at påstå at der i 'begivenhedshorisonten' opstod en negativ og en positiv partikel ud af intetheden, og den negative del blev slugt af hullet, og den positive del blev slynget ud.

Denne matematik fører så til troen om 'Hawkins stråling', og 'fordampning af sorte huller'.

Man kan jo ligesom ikke sende negative 'ting' ind uden at det skulle forsvinde.

Partikler i to eller flere former

Tak for svaret.
Du har ret i, at ordet "bevist" er forkert, og at der er tale om en tolkning af billedet efter forsøget.
Nu brugte jeg kun dette forsøg for at vise, at partikler, som jeg efter din mening også fejlagtigt betegner det, har forskellig adfærd, når opsætningen ændres således, at når det betragtes, så er adfærden anderledes, end når man ikke gør.
Jeg er åbenlyst ikke fysiker, og udtaler mig, eller rettere spørger ud fra en stor interesse for de kræfter og masser i universet, som ikke er synlige, og hvor kun dele af deres tilstedeværelse og betydning kan tolkes.
Derfor vil jeg kort forklare, hvor jeg har kendskab med lyset fra. Det blev sendt i Discovery Science. Og forsøget blev teoretisk og praktisk vist af den professor, som arbejdede med det.
Det var en underafdeling af en teoretisering af universets eksistensbetingelser. (Mit ord.) Meget kort fortalt, en del af de nyeste teorier om parallelle universer, og paralle eksistenser i hvert af de enkelte universer.

Dette bare for at forklare, hvor jeg som lægmand her, havde forsøget fra.

At jeg har misforstået eksemplet med kuglen på fjederen gør, at jeg vil læse det igen.
At jeg bragte de to ting sammen skyldes, at der er teorier i denne kontekst som nævnt, der stiller spørgsmål ved, om tyngdekraften overhovedet spiller nogen rolle i et sort hul, men at "partiklerne" vil optræde i andre former, end vi kender i dag.

Jeg håber, at det er i orden, at jeg spørger igen, når jeg har læst dit eksempel igen, hvis jeg kan formulere et relevant spørgsmål.

Med venlig hilsen
Jens

To B or not to B (jordforbindelse).

Vi har tidligere været inde på at man i 'kosmos' mister jordforbindelsen, og frakobler selv de simpleste fysiske love.

I artiklen er der et godt eksempel:
Hvis en neutronstjerne ligger i umiddelbar nærhed af en almindelig stjerne, som GX 0.2-0.2, vil dens tyngdekraftfelt derfor være stærkt nok til at ’stjæle’ hydrogen og helium fra den anden stjernes overflade.

Hmm.. Neutronstjerne = 'tungt objekt' .. Hydrogen/Helium = 'lette objekter'...

Intuitionen siger at det kan foregå, som også vist med det 'kunstneriske indtryk', men hvad siger matematikken (Newton) os?.

1) Tyngdeaccelerationen er uafhængig af massefylden, men alene massen og r (uden for objektet).

I en given afstand er det fløjtende ligegyldigt om det er en neutronstjerne, eller en brintsky.

Godt så - lad os antage der er tale om et binært system, hvor _masserne_ er ca. lige store.

Antager vi de er lige store, vil den statiske ligevægt ligge præcist midt mellem de 2 massemidpunkter.

Antager vi nu den yderste partikel (brintatom) i 'atmosfæren', medfører det, at denne partikel skal befinde sig 'til venstre' i forhold til det fælles massemidtpunkt, hvilket betyder at det fælles massemidpunkt skal ligge INDEN for 'atmosfæren' (Ra).

Det medfører igen, at den maksimale afstand er 2*Ra - eller diameteren på 'stjernen'.

Dette kan garanteret ikke observeres med nuværende teknologi.

Ud over det vil det betyde at når/hvis der 'stjæles' masse, vil det starte en selvforstærknende virkning, der hurtigt vil opsluge _hele_ ledsagerstjernen.

Blot lidt tankestof til 'juleferien'.

Re: Energi der forsvinder/ændres

Jens,
så er der bevist, at en nanopartikel kan optræde i mindst to former på samme tid, hvilket også betyder, at det kan være to steder på samme tid.
For kort at gøre rede for beviset, så spalter man en lazerstråle helt ned til enkelte nanopartikler, som skydes gennem en plade med to riller. Bagved opfanges partiklerne på en fotografisk plade.
Man skulle mene, at partiklerne ville afsætte to streger afhængigt af hvilken rille, de ville gå igennem. Det er imidlertid ikke tilfældet.

Nej og ja...

Det du beskriver er aldrig bevist, men fortolket.

Lys er ikke partikler, og partikler er ikke bølger.

Som jeg har skrevet andetsteds, så er det lettere at 'spørge computeren', fremfor at tænke intuitivt.

Der er ikke noget galt med intuitiv tænkning, blot man har det hele med.

Jeg kender godt 'dual slit' eksperimentet (med elektroner), hvor man intuitivt tænker som du - altså at partiklerne rammer ud fra lige linier gennem rillerne.

Men prøv at se hvad der sker når man kaster en computer på problemstillingen:
https://picasaweb.google.com/111927741882755845508/STeori#56650962942756...

Det er måske lidt svært at se hvad den forestiller, men yderst til venstre sendes en elektronstråle ind i modellen med de angivne posttioner og hastigheder.

Elektronbanerne bliver tegnet over hinanden, så det er summen af alle de blå streger.

Det er jo kontraintuitivt, at elektoner skulle ramme 'centrum' bag pladen (Den sorte streg med de to 'slits').

Det hvide rektangel til højre er 'measureplate', hvor de små sorte streger er tæller for antal elektroner, der rammer.

Den naturlige forklaring er imidlertid ganske simpel (når man først har set den).

Elektroner er negativt ladede, og frastøder hinanden, så derfor kan man ikke lave en 'en dimensionel' stråle, men får et diffraktionsmønster.

Nu ville man tro denne diffraktion ville danne disse linier, som du skriver, men man glemmer lige at 'dual slit pladen' bliver ioniseret af de elektroner, der ikke rammer hullet, og disse ladninger frastøder også elektronerne.

Dvs. kun en elektron der rammer præcist i midten af en slit vil fortsætte en ret bane (forudsat en ligelig ionisering), mens en elektron, der rammer lidt højere (se modellen) vil opleve en nedadrettet frastødning fra de elektroner, der befinder sig på 'pladen'.

Ufatteligt simpelt (når man har set 'lyset'), og dermed ser jeg ingen grund til at antage at elektroner er 'bølger' eller andre fantasifulde forklaringer.

(Den med fjederen har du misforstået - det er ikke tyngdekraften man fjerner, men den svage kernekraft - for at få en eller anden 'fantasi' til at gå op).

Energi der forsvinder/ændres

Igen med den risiko, at jeg udtaler mig/spørger om ting, som er selvfølgeligheder for dig/jer, men kun spørger ud fra en nærmest musisk interesse for de kræfter, der rører sig i de universer, der måtte være, må jeg problematisere eksemplet med jernkuglen lagt på en fjeder. Du mener ikke, at den kraft, som kuglens vægt udøver på fjederen kan forsvinde, såfremt man fjerner fjederen, som jeg forstår det.
Det er altså tyngdekraften vi taler om.
Men da vi befinder os tankemæssigt i et miljø med usædvanligt høje hastigheder, er det så ikke rigtigt, at nærmer vi os lysets hastighed, evt overskrider dette, så vil tyngdekraften ophøre med at opføre sig, som i det tænkte eksempel med kuglen på fjederen? Man kunne måske gå så langt, at man kunne antage, at tyngdekraften enten ophører med at virke eller omdannes til noget andet.

Du tager udgangspunkt i den omstændighed, at man ikke med sine fulde fem, kan forestille sig noget man betragter, ophører med fungere, hvis vi ikke ser på det mere.

I den forbindelse - og sikkerk helt uden sammenhæng iøvrigt - så hvis vi går den modsatte vej ned på nanoniveau, så er der bevist, at en nanopartikel kan optræde i mindst to former på samme tid, hvilket også betyder, at det kan være to steder på samme tid.
For kort at gøre rede for beviset, så spalter man en lazerstråle helt ned til enkelte nanopartikler, som skydes gennem en plade med to riller. Bagved opfanges partiklerne på en fotografisk plade.
Man skulle mene, at partiklerne ville afsætte to streger afhængigt af hvilken rille, de ville gå igennem. Det er imidlertid ikke tilfældet. Pladen er oversået med bølgende streger. Hvilket kun kan lade sig gøre, hvis nanopartiklen passerer begge gennemgange på samme tid.
Partiklen passerer både som partikkel og som energibølge.
Det mærkelige ved det, og grunden til at jeg bruger eksemplet, er at sætter man et kamera op for at se denne dobbelte gennemgang, så sker det ikke. Så passerer partiklen som enkelt partikel gennem enten det ene eller anden sprække. Og der opstår to lige streger på baggrunden. Slukker man kameraet, genoptager partiklen adfærden med at passere begge sprækker samtidig.
Det svarer til Niels Bohrs udsagn, at der er forsøg hvis resultat afhænger af om man er tilstede i prøverummet eller ej.

Hvis man på kanten af et begyndende sort hul, vender ryggen til jernkuglen på fjederen, kunne det så tænkes at tyngdekraften ændredes eller ophørte med at være tyngdekraft?

Jeg ved, at dette er en eksklatant kortslutning. Det sætter også spørgsmål ved tyngdekraften generelt. Men ingen ved vel, om denne har gyldighed ved hastigheder over lysets. Og det må der nødvendigvis være tale om ved sorte huller.

Med venlig hilsen Jens

Lidt tanker om energiberegninger osv. (til de kloge).

Først vil jeg takke Kim for at give den eksakte løsning på et af videnskabens gåder:
http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_unsolved_problems_in_physics

Supernovae
What is the exact mechanism by which an implosion of a dying star becomes an explosion?

Kim - kan du ikke lige rette i Wiki'en, og referere til din 'afhandling' ?

Når man snakker om den svage kernekraft, er det åbenbart ikke kendt, eller forståeligt.

Lad mig derfor komme med en analogi, der burde være forståelig for selv Poul og hans elever.

Tag en stor jernkugle, og placér den på en fjeder.

Kuglen vil trykke fjederen sammen indtil der opnås en statisk ligevægt:
http://www.denstoredanske.dk/It,_teknik_og_naturvidenskab/Fysik/Klassisk...

Kuglen har en potentiel energi, der præcis modvirkes af fjederens potentielle energi.

Den (ufuldstændige) teori, som Kim refererer til, opererer med at fjederen pludselig forsvinder udi intetheden, og derved omsættes kuglens potentielle energi til kinetisk energi.

Men man kan ikke (ved sine fulde fem) påstå at en kraft/energi forsvinder udi intetheden.

MHT X-ray burst'et kan det lige så godt være en gasplanet der opsluges af en stjerne.

RE:Et svar til de rigtig kloge her på tråden ...

Det var da et meget fyldestgørende svar, nu mangler du bare at specificere spørgsmålet til dette svar... jeg tvivler stærk på at mit spørgsmål har noget med pulsarer at gøre, med mindre den af mig omtalte masse roterer, hvad jeg ikke har forudsat...

@Kim Kaos

Selv om det er lidt sent, for der har været mange indlæg siden, så vil jeg godt takke dig for dit meget oplysende og lærende svar.
Det kan jeg absolut bruge til noget.
På fritidsbasis interesserer emnet om universtet eller universerne mig utroligt meget, og den meste viden jeg har om emnet nu, er på grund af tidsmangel fra National Geogeaphik og Discovery Sience.
Jeg ville godt læse noget mere, hvilket dit fyldige svar har givet mig lyst til.

Venlig hilsen Jens

Et spørgsmål til de rigtig kloge her på tråden...

Enhver masse har på overfladen en karakteristisk overflade-orbithastighed = Vo. For jorden er den fx givet af Vo = (Go*mjord/Rjord)^0,5 = 7908 m/sek... Hvad sker der når massen er så stor at denne (ganske vist imaginære) hastighed er lige med lysets hastighed ? Hvor stor er gravitationsenergien så og hvilket element består massen så af ?

Almindeligvis er gravitations-energien givet af -Eg = (iVo)^2*m ...

Re: Til Stig Johansen

Jerome skriver:

Jeg er desværre ikke nogen supernova-ekspert (vel at mærke denne snakke har ikke noget at gøre med X-ray bursts),

Du har ret i at snakken bredte sig til andet en X-ray bursts - beklager 'driftingen'.

Findes re-inkarnationer..?

Det er faktisk seriøst ment, men kan opfattes som personangreb.

(Hvis det er tilfældet, så slet venligst).

Men Poul Hansen's personangreb minder mig utroligt meget om min fysiklærer i Gym ('72-'75).

Han var netop den type der ikke kune tåle modargumentation, og var p*sse sur på mig, så selvom jeg kunne det der 'knald', fik jeg kun 10 i årskarakter.

(Tiden med 13-skalaen, hvor det perfekte gav 11, og 13 kunne kun opnåes hvis man gik ud over pensum).

Nåh men tilfældet ville at jeg skulle op i mundtlig fysik til afgang i mat/fys, og censor syntes lige han ville stille nogle 'ekstra spørgsmål'.

Jeg syntes jeg lavede nogle fodfejl, og fortalte mine klassekammerater jeg forventede et 10-tal.

Men efter lidt votering blev det alligevel til det her 13-tal.

Om det var 13/11 eller 10 betød ikke så meget, bortset fra det kostede mig en kasse guldøl ;-)

Det var ikke særlig sjovt at skulle leve op til både censor/lærer, og ikke mindst klassekammeraternes forventninger.

Men det endte godt ;-)

Til Stig Johansen

Jerome skriver:

Jeg er desværre ikke nogen supernova-ekspert (vel at mærke denne snakke har ikke noget at gøre med X-ray bursts), så jeg har ikke nogen klare energiberigning, men som jeg forstår spørgsmålet lyder det som om det er blevet sammenblandet mellem elektron-indfangning og beta+-henfald (hvor den svage kernekraft skulle komme i billedet). De to har ikke den samme energiveksling, hvor den første kræver meget mindre energi end den anden. I en stjernekerne under en supernovaeksplosion bliver elektron-indfangningen lettet af den store tæthed mellem partiklerne, og energien kommer -rigtigt nok- fra tabet af gravitationel energi.
Så kommer den modsat-rettede energi fra den kvantum tryk som de nydannede degenerede neutroner producerer.
99% af energien i supernovaen slipper ud i from af neutrinoer, men så vidt jeg ved, har man i dag ingen god teoretisk forklaring for hvorfor faktisk en supernova eksploderer med det øvrige 1%...

Re: Berndt og Stig

Poul,
Berndt og Stig. I forventer formodentlig, at Videnskab.dk's læsere anser jeres indlæg som seriøse, fordi de optræder på et site, der beskæftiger sig med videnskab.

Nej faktisk ikke Poul.

Berndt og jeg er rimeligt enige om at det ikke rigtig er videnskab, men nærmere oplæring i de gamle teser.

Jeg er bevidst om, at du som (angiveligt) fysiklærer, alene har til formål at oplære dine elever i 'de gamle skriftruller', og det er også forståeligt, for 'fysiklærere' har ikke det fornødne overskud til at følge med i tiden.

Vi er dog uenige om dit udsagn:
. Enhver med blot en smule omløb i hovedet kan øjeblikkelig gennemskue

Hvor jeg vil mene at enhver med en smule omløb kan skelne facts og fiction.

Det interessante i forhold til dig Poul, er at du ikke engang kan se at jeg alene forholder mig til Newton/coloumb, så hvis du virkelig mener jeg fremfører noget vrøvl/tåbeligheder, er det det samme som at fornægte disse 2 personer og deres virke.

Nåh, men hvis du en dag finder klarhed i din begrebsverden, så vil du observere at jeg udelukkende stillede spørgsmålstegn ved:
1) Er det et foro eller illustration?
2) Er der tale om eet objekt eller et binært system?

Dine personangreb giver ikke svaret på disse (eller dette) spørgsmål, da jeg godt ved der ikke er tale om foto, men en illustration.

Et personligt råd til dig Poul:
Prøv at læse hvad hvem skriver, og skelne mellem sludder og sladder, og ikke mindst skelne observationer fra fortolkninger.

Dine indlæg sker dig mere end de gavner (hvis du vil fremstå som en seriøs 'fysiklærer')

Re: Jern eller ikke jern

Kære Charlotte.
Her er Jeromes forklaring:

»Jernkernerne (som indholder både protoner(+) og neutroner) bliver presset sammen med elektroner(-) til neutroner pga. kollapset under supernovaeksplosionen, så er der sådan set kun neutroner tilbage i neutronstjernen.«

Tak for forklaringen.

Så mangler vi bare forklaringen på:
* Konvertering fra proton+elektron til neutron er en endoterm process, hvorimod en supernova udviser en exoterm process.

Kan Jerome komme med en energiberigning, hvor der er voldsomt overskud af energi som følge af en endoterm process?

NB: Hvis snakken kommer over i potentiel (gravitationel) energi, hvor blev så den modsat rettede potentielle energi af? (aka. den svage kernekraft).

Jern eller ikke jern

Kære læsere.

Tak, fordi I har gjort os opmærksomme på fejlen - en neutronstjerne består ikke af jern. Her er Jeromes forklaring:

»Jernkernerne (som indholder både protoner(+) og neutroner) bliver presset sammen med elektroner(-) til neutroner pga. kollapset under supernovaeksplosionen, så er der sådan set kun neutroner tilbage i neutronstjernen.«

- Charlotte Price Persson

re: Et spørgsmål.

Det er skam ikke et dumt spørgsmål Jens – for forskellen på en neutronstjerne og et sort hul er nemlig et spørgsmål om masse.

Så det korte og meget forenklede svar er at en neutronstjerne har den størrelse de har og kan ikke blive større grundet den moderstjerne de stammer fra - var den oprindelige stjerne større så var det blevet til et sort hul.

Her er lidt saks og klippe/klister fra nettet med originale tilføjelser af mig ;) :

Stjerner deles op efter bl.a. størrelse og en stjernes størrelse mv. bestemmer dens skæbne.

Neutronstjerner er resterne af stjerner med en oprindelig masse på 4 til 8 solmasser. Neutronstjerner dannes i supernovaeksplosioner.

De supernovaer der danner neutronstjerner er af typerne Ib, Ic II, IIL, IIP eller IIn

Neutronstjerner er gamle rester af stjerner, der har nået slutningen af deres evolutionære rejse gennem tid og rum. En neutronstjerne er dannet efter en kæmpestjerne er kollapset og det er denne stjernes størrelse der bestemmer om supernovaeksplosionen ender med en neutronstjerne eller et sort hul.

Da stjernen ikke længere kan danne energi ved fusion, kan kernen ikke opretholde det tryk, som, indtil da, har forhindret stjernen i at kollapse på grund af tyngdekraften fra sin egen masse. Når dette begynder at ske, ser vi de indledende stadier til det vi kalder en supernova. Når kernen ikke længere kan holdes oppe af fusionstrykket falder den sammen – dette sker med en hastighed på cirka 70.000 km i sekundet! (dvs. cirka 25% af lysets hastighed).

Efter sådan en eksplosion blæser en stjernes ydre lag ud i rummet, kernen er stadig-men det ikke længere producerer kernefusion. Med ingen ydre pres fra fusion som modvægt til tyngdekraftens indad pull, stjernen kondenserer og kollapser i sig selv.

På trods af deres ringe diameter så kan neutronstjerner prale med næsten 1,4 til 2,5 gange massen af vores sol (cirka), og er således utrolig tætte. Bare en sukkerknald neutronstjerne sagen ville veje omkring hundrede millioner tons på Jorden. Et sted læste jeg en gang at en lille teske fuld neutrostjerne ville veje ca. 1000 gange mere end den store pyramide.

En neutronstjerne er næsten uforståeligt tæthed årsager protoner og elektroner at kombinere til neutroner-processen, der giver sådanne stjerner deres navn.

Sammensætningen af deres kerner er ukendt, men de kan bestå af en neutron superflydende eller nogle ukendte tilstand af stof.

Under denne sammenpresning bliver atomkernerne i stjernens inderste presset så hårdt sammen, at elektronerne og protonerne presses sammen og danner neutroner. Efter dette kan tyngdekraften ikke længere konkurrere med kernekræfterne og stjernen eksploderer i en voldsom eksplosion, som vi kalder for supernova.

Efterladenskaberne fra en sådan eksplosion er den omdannede kerne, som nu stort set består af neutroner. Vi har altså en neutronstjerne! Nogen stjerner danner dog ikke neutronstjerner. Hvis stjernens masse er tilstrækkelig stor kan der dannes et sort hul.

En neutronstjerne er en utroligt kompakt stjerne, som kun er 10 - 30 km. i diameter, men vejer 1,4 - 2,3 gange så meget som Solen. Sådan en kan dannes når en tung stjerne dør, i en supernovaeksplosion. Når en tung stjerne har brændt alt sit brint om til helium, ved hjælp af fusion, stiger temperaturen i dens kerne, indtil den er varm nok, til af brænde helium.

Når heliumet er brændt om, stiger temperaturen yderligere, og processen fortsætter, indtil der er dannet nikkel 62. Nikkel har den højeste bindingsenergi pr. nukleon i kernen. Dermed kan stjernen ikke danne mere energi ved at fusionere eller fissionere nikkel, og der er derfor ikke energi til at modstå tyngdekraftens tryk, der hele tiden forsøger at mase stjernen sammen.

Det bevirker at stjernen kollapser under sin egen vægt, på meget kort tid. Da den har så stor en masse, på så lidt plads, er den meget tæt. Derfor presses elektronerne (som jo er negative) ind i de positive atomkerner. Det gør at stjernen hovedsageligt består af neutrale kernepartikler - neutroner. Det inderste af stjernen, er det mest kompakte, og kun en teskefuld af det indre, ville veje 100 mio. tons her på Jorden.

Den færdige neutronstjerne, kan ikke trykkes mere sammen. Man kan sige at stoffet der omgiver kernen, støder på en uigennemtrængelig mur, og der opstår derfor en udadrettet trykbølge, der slynger materialet ud i rummet, i en gigantisk eksplosion, kaldet en supernova. Når al gassen er blæst væk, er der kun neutronstjernen tilbage.

Neutronstjernen lyser kraftigt, men ikke pga. fusion, som andre stjerner, da den kun indeholder neutroner, og er for tung til at fusionere yderligere. Den blev varmet op under eksplosionen, og er derfor hvidglødende.

Den køles langsomt af, og bliver med tiden en mørk og kold klode. Neutronstjernen ligner ikke en normal stjerne, men er hård og fast, som en lille planet. Den har en hård krystalagtig skorpe, som er ca. en km. tyk. Under skorpen, befinder sig en flydende kerne af neutroner. De største ujævnheder i overfladen, er ca. en halv cm. høje. Det ville være umuligt at bevæge sig rundt på stjernen, pga. den enorme tyngdekraft. En neutronstjerne roterer om sig selv, ca. 30 gange i sekundet. Havde den været en planet eller en hvid dværgstjerne, ville den omgående være blevet flået i stykker af centrifugalkraften, men neutronstjernen er så tæt, at den kan holde til den hurtige rotation.

En typisk neutronstjerne har en masse på omkring 1.35 - 2.1 gange solens masse, samtidig har den en radius på 1/30.000 - 1/50.000 af Solens, hvilket svarer til 10 - 20 km. Neutronstjerner har en massefylde på mellem 8×10^13 - 2×10^15 g/cm³, omkring den samme massefylde som en atomkerne.

En neutronstjerne har nogle af egenskaberne for en atomkerne, herunder tæthed og er sammensat af nukleone. I populære videnskabelige pamfletter bliver neutronstjerner undertiden betegnes som kæmpe kerner.

Men i mange henseender er neutronstjerner og atomkerner helt forskellige. En kerne holdes sammen af den stærke vekselvirkning, mens en neutronstjerne holdes sammen af tyngdekraften.

Som der fremgå så er en neutronstjerne ikke en mega-massiv klump "jern" - men er langt mere kompleks i sin opbygning - nogle mener at de har en superflydende kerne sammensat af "eksotiske" væsker vi kun kender fra teorierne (læs mere i de forskellige links om deres opbygning)

Neutronstjerner opdeles i forskellige typer

Undertyper:

Protoneutron stjerne (PNS), teoretiserede.

Radio-stille neutronstjerner

Radio højt neutronstjerne

Single pulsarer -generel betegnelse for neutron-stjerner, der udsender rettet pulser af stråling imod os med jævne mellemrum (på grund af deres stærke magnetiske felter).

Rotation-drevne pulsar ("radio Pulsar")

Magnetaren -en neutronstjerne med en ekstremt stærk magnetfelt (1000 gange mere end en almindelig neutronstjerne), og lange rotation perioder (5 til 12 sekunder).

Soft gamma repeater (SGR)

Anomale X-ray pulsar (AXP)

Binære pulsarer

Lav-masse X-ray binære filer (LMXB)

Intermediate-masse X-ray binære filer (IMXB)

High-masse X-ray binære filer (HMXB)

Tilvækst-drevne pulsar ("X-ray pulsar")

X-ray - en neutronstjerne med en lav masse binær følgesvend,som resultere i uregelmæssige udbrud af energi fra overfladen af neutronstjernen.

Millisekund pulsar (MSP) ("genbrugt Pulsar")

Sub-millisekund pulsar

De har alle forskellige egenskaber og derfor kan oplysningerne om neutronstjerner variere lidt alt efter hvilke steder I læser på nettet – nogle af artiklerne skelner ikke mellem de forskellige typer og derfor opstår der små afvigelser i beskrivelsen af dem.

Her er en række links til de nysgerrige:

http://ing.dk/artikel/113457-astronomer-finder-universets-tungeste-neutr...

http://illvid.dk/sporg-os/kan-en-neutronstjerne-leve-for-evigt

http://www.astronomibladet.dk/astronomi/stjerner/superflydende-neutronst...

http://planetariet.dk/artikel/superflydende-neutronstjerne

http://www.space.dtu.dk/Forskning/Universet_og_solsystemet/Kompakte_obje...

http://astrofysikk.wikispaces.com/n%C3%B8ytronstjerner

http://en.wikipedia.org/wiki/Neutron_star

http://imagine.gsfc.nasa.gov/docs/science/know_l1/pulsars.html

Ps. Poul – tak for rosen (som også omfatter John – Steen – Wilhelm – Karsten mfl.) men folk er allerede begyndt at tro det er mig der skriver dine indlæg – så……;)

Neutronstjerne af jern?

Det må være fordi, den består af jern, den bryder med alle teorier ; )

@Jens: Hvis du vil have et sort hul, bliver du nok nødt til at have en mindre radius. Større radius vil bare give dig mindre densitet (og samme tyngdekraft på overfladen, hvis du i hvert fald ser bort fra andre eventuelle tiltrækninger).

Et spørgsmål.

Uden at gå ind i den fysiske diskussion ovenover, så har jeg fra min uvidenheds kammer et spørgsmål.
Hvis en neutronstjerne var større - meget større - ville den så ikke enten være tæt på eller være et sort hul?
Jeg tænker både på tyngdekraften og den tilhørende tiltrækning af stoffer fra andre stjerner.

Så det er volapyk...

...når jeg siger at en neutronstjerne UMULIGT kan bestå af jern, fordi jern består af 26 protoner og 30 neutroner (og det snakkes der om), så er det som jeg siger, plus at billederne IKKE er fotografier. Hvis du foretrækker at læse og tro virkelig volapyk så ok med mig, du synes at trænge til at få hjernen fyldt med det... og andet ragelse er der jo nok af i forvejen... tak for sidst !

Seneste fra Miljø & Naturvidenskab

Deltag i Unge Forskere 2015

Annonceinfo

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Mest sete video

Annonceinfo

Seneste kommentarer