Annonceinfo

Nazisters buddhistiske figur stammer fra rummet

Nazisterne jagtede kulturskatte i Østen. Med sig hjem havde de en buddhistisk gudefigur, som viser sig at komme fra rummet.

Emner: ,
Det er uvist,hvilken guddom den buddhistiske figur forestiller. Men det kan være guden for velstand og krig Vaisravana også kendt som Jambhala. Den lille skulptur er ca. 24 cm høj og vejer 10,6 kilo.(Foto: Elmar Buchner)

Koblingen mellem rummet, en gammel figur af en gammel buddhistisk guddom og nazister lyder måske som et meget udvandet plot til en femte Indiana Jones-film.

Men faktisk er det den meget komprimerede sum af et nyt forskningsresultat, ifølge LiveScience.

Nazisterne bragte nemlig mellem 1938 og 1939 en masse kulturhistoriske genstande fra Tibet hjem til Tyskland.

En buddhistisk gudefigur med et svastika på maven, som var lavet af et helt særligt materiale, var en af disse genstande. Den er nemlig lavet af resterne af en gammel meteorit, som har ramt et område på grænsen mellem Sibirien og Mongoliet.

»Man kan undre sig over, om svastikasymbolet var motivation nok til at fragte meteorit-genstanden helt til Tyskland,« skriver en forsker i online-udgaven af The Journal Meteoritic & Planetary Science. Han har været med til at analysere meteorit-buddhaen.

Nazister ledte efter ariers oprindelse

Den buddhistiske figur er blandt de indviede kendt som ’Jernmanden’.

Det var zoologen og etnologen Ernst Schäfer, som bragte den hjem fra Tibet til Nazityskland mellem 1938 og 1939. Nazisterne havde sendt Ernst Schäfer ud i verden på en pseudovidenskabelig jagt efter ariernes oprindelse.

Fakta

Svastikaet, som vi kender som hagekors, er i Indien og det østlige Asien kendt som et lykkebringende symbol.
Kilde: Wikipedia

Jernmanden blev sidenhen privateje.

Ejeren gav i 2007 og 2009 tilladelse til, at forskeren Elmar Bucher og hans kolleger fra Stuttgart Universitet analyserede små prøver fra figuren.

I 2009 tog forskerne en lille bitte prøve fra gudestatuens indre. Det inderste materiale var nemlig blevet mindst udsat for forurening.

Forskerne fandt ud af, at figuren var hugget ud af den meget sjældne type geologisk materiale kaldt ataxit, som stammer fra meteoritter. 

Guddom hugget ud af meteorit

Den kemiske analyse viste, at Jernmanden højst sandsynligt engang har ligget som en meteorit på den såkaldte Chinga-slette, som ligger på grænsen mellem Sibirien og Mongoliet.  Chinga-området er kendt for at rumme op til 250 små meteoritter, men enkelte er relativt store.

Der er for eksempel fundet meteoritterstykker, som vejer mere end 10 kilo.

De mange fragmenter stammer fra Chinga-meteoritten, som forskere mener, ramte Jorden for 10-20.000 år siden.

Fakta

Den største meteorit, man har fundet på Jorden, er Hoba-meteoritten. Den er lavet af ataxit og vejer mere end 60 tons. Ataxit har et højt indhold af jern og nikkel.
Kilde: LiveScience

Det geologiske materiale på egnen blev først dokumenteret i 1931, men Jernmanden viser, at der er blevet lavet minedrift på området længe før. Sandsynligvis for at finde smukke materialer til at lave kunstgenstande som Jernmanden af.

Kulturarv af rummateriale er uvurderlig

Mange kulturer har haft øje for det helt særlige materiale, som rester fra meteoritter udgør. Det har nemlig været egnet til at lave dolke og smykker af. Men en gudefigur af ataxit som Jernmanden er ikke set før.

Derfor vil forskernes analyse få betydning for den buddhistiske figurs værdi, fortæller Elmar Buchner:

»Jernmanden er det eneste eksempel på, at man har hugget en menneskelignende figur ud af geologisk materiale fra en meteorit, hvilket betyder, at man intet har at sammenligne med, hvad angår en vurdering af dens værdi.«

Forskerne har i deres undersøgelser fundet ud, at figuren må være tusind år gammel.

Sammenlagt med det specielle geologiske materiale, mener Elmar Buchner, at den buddhistiske skulptur må være uvurderlig.

Så hvis du elsker Indiana Jones-universet og drømmer om at have nazi-buddhaen til at stå derhjemme, så skal du altså have en meget stor pengepung.

Sauwastika

Jeg forstår, ikke hvorfor at artiklen betegner et suawastika som et swastika. Nazisterne var interesserede i kulturel berigelse, ikke jagten på oprindelsen af den ariske race. Desuden var nazisterne godt klar over bruget, og man kan ikke sige andet, end at artiklen er kraftigt fornærmende imod det tredje rige, som har bragt os langt kulturelt, og videnskabeligt.

Man dømmer ikke muslimer, da Mu'ammar Al-Qaddafi gik frem og udtalte: "We have 50 million Muslims in Europe. There are signs that Allah will grant Islam victory in Europe - without swords, without guns, without conquests. The fifty million Muslims of Europe will turn it
into a Muslim continent within a few decades."

Man dømmer ikke kommunister på deres fortid, man dømmer ikke muslimer på deres nutid. Selvom at begge bevægelser i praksis har lavet personlige samfundsmæssige ødelæggelser, der fik Hitler's til at ligne et uheld. Det er på tide at stoppe hetzen mod den national socialistiske bevægelse, og lade friheden sejre for alle.

Cape York meteoritten

Tidligere var en af de eneste kilder til at skaffe jern, såfremt man var så heldig at finde en jernmeteorit liggende på Jordens overflade. De fleste meteoritfald er stenmeteoritter, og de ligger ikke særlig længe, før vind og vejr forvitrer dem, så de kommer til at ligne almindelige jordiske sten. Anderledes forholder det sig med jernmeteoritter, der trods deres sjældenhed er nemmere at finde fordi de skiller sig ud blandt mængden.

Når vores forfædre fandt en sådan jernklump, havde de som regel ingen anelse om, at det drejede sig om en nedstyrtet genstand fra rummet. Nogle anvendte så den fundne sjældenhed til at fremstille religiøse figurer, medens andre fandt på mere en mere praktisk anvendelse.

I gården foran Statens Naturhistoriske Museum på Østervoldgade i København kan man se et brudstykke fra den meteoritbyge, som for mange år siden faldt ved Cape York på Grønland. Stykket, som ved fundet vejede 20,1 tons, kaldes Agpalilik efter findestedet i nærheden af Thule i Nord-vestgrønland. Agpalilik blev fundet af Vagn Buchwald, der er metallurg og tidligere lektor ved DTU og professor emeritus ved Geologisk Museum.

Cape York meteoritterne har en lang forhistorie. Gennem mange generationer blev jernet brugt af de lokale fangere til fremstilling spydspidser, knive og andre redskaber, og der gik rygter om meteoritterne blandt forskere og hvalfangere, der fandt vej til Baffin Bugten i 1800-tallet. Det var dog først i 1894, at det lykkedes polarforskeren Robert E. Peary at få bekræftet oplysningerne. Hans polareskimoiske hjælpere fortalte, at de kendte til tre store meteoritter, som lå 50 km øst for Cape York.

Peary fandt frem til de tre meteoritter i 1897 og tog dem med sig tilbage til USA. De fik navnene Ahnighito (31 tons), Woman (3 tons) og Dog (407 kg), og de er i dag udstillet på American Museum of Natural History i New York.

Da Knud Rasmussen og Peter Freuchen i 1913 rejste rundt i de samme områder, fik de at vide af en ung fanger, Qitlugtoq, at han kendte til endnu en meteorit. Den fik navnet Savik efter den bygd, Savisivik, som Morten Jørgensen nævner. Den vejede 3,4 tons, og kom kom på Finansloven og blev efter 1. Verdenskrig bjerget af ingeniør Holger Blichert-Hansen, for omsider i 1925 at blive bragt til København. Også Savik står i gården foran museet.

I 1955 fandt amerikanske glaciologer en mindre meteorit på 49 kg på en nunatak øst for Thule Air Base. Den kom til København i 1956 og fik navnet Thule. Vagn Buchwald foretog en undersøgelse af meteoritterne og konkluderede, at de måtte stamme fra ét og samme fald og altså måtte være faldet som en meteoritbyge. Det antages, at en omkring 100-200 tons kæmpemeteorit var kommet i retning fra nordvest og blev sprængt i stykker ved mødet med atmosfæren, inden den nåede helt ned til jordoverfladen, så hundredvis af små og store stykker blev spredt over et stort område.

De mindste brudstykker blevet bremset mest af luftens modstand og faldt mod nordvest (Thule), mens de største fløj længere og landede mod sydøst. Mellem yderpunkterne af faldstederne er der ca. 100 km.

Med støtte fra Grønlandsministeriet fik Vagn Buchwald i somrene 1961 og 1963 stillingen som videnskabelig forbindelsesofficer på Thule Air Base. I sin fritid afsøgte han under udstationeringen systematisk de isfri områder. I sommeren 1963 undersøgte han en ret utilgængelig halvø, Agpalilik, der ikke engang fandtes på hans kort over Grønland. Her fandt Vagn Buchwald den 31. juli Agpalilik, som lå næsten dækket af store gnejsblokke.

Formentlig faldt meteoritbygen og dermed også Agpalilik for mere end 2000 år siden, da området var dækket af svær is. Meteoritten må have lavet et krater i isen, og da isen senere smeltede, blev den store jernblok blot aflejret blandt de andre stenblokke i området. Meteoritten var ukendt af de lokale grønlændere, og Buchwald var således formodentlig den første, som så den.

I 1965 blev Agpalilik udgravet og trukket ned mod kysten på en stålslæde, der gled hen over et skinnelegeme fremstillet af tømmerstokke. Alt arbejde skete med håndkraft, da brug af maskiner var udelukket i det vanskelige terræn. Fra kysten skulle meteoritten efter planen ombord på et amerikansk landgangsfartøj året efter, men dette blev beskadiget af en storm, så slæden med meteoritten blev stående, indtil det i august 1967 lykkedes at sejle den 3700 tons store coaster M/S Edith Nielsen ind i den isfyldte bugt, hvor meteoritten lå. I en hektisk kampagne, hvor der blev arbejdet døgnet rundt i 60 timer, lykkedes det at få meteoritslæden trukket ombord i et landgangsfartøj udlånt af amerikanerne og derfra igen ombord på Edith Nielsen.

I september kunne Agpalilik under betydelig opmærksomhed og pressebevågenhed losses i København, hvor en vejning på en af havnens vægte viste, at det hele vejede 21140 kg. Heraf udgjorde slæde og stålwirerne 1000 kg, så meteoritten var på i alt 20140 kg.

I 1970 blev Agpalilik transporteret til et stenhuggeri i Gråsten, hvor man med en snorsav skar en skive ud af meteoritten. Hvert af de to snit varede 200 timer at gennemføre. Den frigjorte skive var på 560 kg og er udstillet inde i selve museumsbygningen.

Polering og efterfølgende ætsning af den afskårne skive med fortyndet salpetersyre har frembragt den karakteristiske Widmanstätten-struktur.

Denne struktur er umulig at eftergøre og kan kun findes i meteoritter, da det kan beregnes, at den bliver dannet under langsom afkøling fra høj temperatur med ca. 1° pr. 10000 år.

Agpalilik var ved 1000°C én enkelt kæmpekrystal på 2 meter, hvilket er den største kendte eenkrystal af metal. På snitfladerne ses parallelle inklusioner af det umagnetiske jern-sulfid troilit, FeS, der markerer op-ned retningen på den lille asteroide, hvoraf Agpalilik og de andre meteoritter ved Cape York oprindelig var en del.

Cape York faldet er med sin udstrækning på over 100 km og sine indtil videre kendte tolv større stykker på i alt 58 tons verdens største fundne meteoritbyge.

Urelevant artikel

[Jeg synes selv at artiklen jeg skrev ikke er helt relevant. Skrevet af Jens Michlas, 29. september 2012 kl. 14:14].

Hvad du oprindelig skrev, må stå hen i det uvisse. Det du skriver nu, er heller ikke relevant.

Internettet er fyldt med den slags vrøvl, fordi der er fri adgang for alle til at skrive, hvad fantasien nu måtte være fyldt med. Det triste er blot, at nogle tager denne slags for gode varer, men det undrer mig ikke, at det netop er Jens Michlas, som bringer det videre.

Er der virkelig nogen, som tager ”Gillian” alvorligt. Vedkommende skriver: ”I have included the accompanying text exactly as it was translated from Egyptian. I have not edited the text, nor changed a word …”

Det havde været mere relevant, såfremt der blev henvist til det videnskabelige tidsskrift, som oprindeligt bragte den sensationelle historie. I stedet fremgår det, at historien er ”leaked by an anonymous source at the Egyptian Anitiquities Department”.

Lyder det troværdigt?

Jernmeteoritter i Grønland

Det er ganske rigtigt at grønlænderne har brugt jern fra jernmeteoritten ved Cape York. Faktisk i så stor stil at der har været handel med redskaber lavet af jern både over til den Canadiske side og ned langs vestkysten af Grønland. I det område hvor meteoritterne blev fundet ligger der i dag en bygd der hedder Savisivik. Navnet referer til stedet hvor der er knive eller jern. Både Roberth Perry og Knud Rasmussen samlede jernmeteoritter sammen. Nogle vil nok sige at de stjal de lokales kilde til jern.

Spændende artikel

Er der her et billede fra Cairo Museet med en mumie af en ET, dvs person fra rummet.

Jeg synes selv at artiklen jeg skrev ikke er helt relevant. Jeg prøvede at slette den, fordi antagelsereligiøsiteten er meget kraftig på videnskab.dk. Så der skal ikke meget nyt til før at filmen knækker. Men det kan jeg ikke.

Beklager

http://americankabuki.blogspot.dk/2012/09/frequency-shift-et-mummy-found...

Jernmeteoritter, praktisk anvendelse

I den originale artikel fra LiveScience har artiklen fået overskriften ”Nazi-Acquired Buddha Statue Came From Space”. Her kan man dog allerede i første afsnit læse, at statuen er lavet af en jernmeteorit.

I den norske udgave på Dagbladet.no/nyheter, som Jakob Øhlenschlæger henviser til, er overskriften ”Mystisk statue av meteoritt oppdaget av nazistene”.

Den danske udgave på Videnskab.dk følger op på LiveScience’s sensationsoverskrift med ”Nazisters buddhistiske figur stammer fra rummet”, men for at holde spændingen ved lige, afsløres det først i fjerde afsnit, at der hverken er tale om efterladte genstande fra ET’s besøg eller et guddommeligt ditto, men blot en ganske ordinær jernmeteorit.

Faktisk har andre folkeslag også fundet på at anvende jernet fra en meteorit. Eskimoerne på Grønland var dog mere praktisk anlagte, da de for flere hundrede år siden fandt nogle brudstykker af Cape York meteoritten. De brugte jernet til fremstilling af knive og pilespidser.

Har fire arme

Indrømmet, på billedet her på siden kunne det godt se ud til, at der mangler en arm, men hvis du fx kigger på billedet hos LiveScience, som der linkes til i artiklen, eller på http://www.dagbladet.no/2012/09/27/nyheter/meteoritt/astronomi/nazisme/h... , så ses den fjerde arm tydeligt.

Svastika symbolet mangler en arm

Der er kun tre arme på svastika symbolet. Hvordan kan det forklares?

Seneste fra Miljø & Naturvidenskab

Annonceinfo

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Mest sete video

Annonceinfo

Seneste kommentarer