Mange tænker måske på det klonede får Dolly, når de hører ordet stamcelleforskning.
Fremtidsvisioner eller skrækscenarier om klonede dyr og mennesker hører dog hjemme i Hollywood-film og ikke i laboratorierne, hvor lektor og stamcelleforsker Trine Fink arbejder ved Institut for Sundhedsvidenskab og Teknologi.
I dag handler stamcelleforskning om at skabe bedre medicin - eller 'levende' reservedele. På Aalborg Universitet prøver forskerne for eksempel at lave helt simpelt væv, f.eks. bruskvæv, der kan anvendes ved knæoperationer. Ligeledes deltager Aalborg Universitet i et samarbejde med Rigshospitalet i København, hvor man behandler hjerteproblemer med stamceller.
Stamceller er celler som i princippet kan udvikles og specialiseres til at fungere som en hvilken som helst type celler i kroppen.
Når forskerne skal høste stamceller, sker det, at de får doneret fedt fra kosmetiske operationer, som de kan bruge i deres forskning.
Det har også den fordel, at stamcellerne findes i meget højere antal i fedtvævet og de er nemmere at høste end stamceller fra knoglemarv. Fordelen ved at behandle med stamceller er, at det er patientens egne celler, som bruges til at danne nyt væv, og risikoen for at patientens krop frastøder et donororgan dermed bliver fjernet.
For lektor Trine Fink er tanken om at klone mennesker meget fjern. Det er for kompliceret og måske endda forskningsmæssigt uinteressant.
Stamceller deles op i to kategorier - Embryonale og Voksenstamceller. De embryonale kommer fra fostre (deraf embryo), og er dem, som har størst potentiale i forhold til medicinsk behandling. Voksenstamceller kan også komme fra et barn, men bliver kaldt voksen for at markere forskellen på et foster og et fuldt udviklet menneske.
kilde: Etisk Råd
Dét, der interesserer forskeren, er blandt andet, hvor langt man skal gå i kampen mod sygdom.
Stamceller fra navlestrengsblod kan anvendes ved behandling af livstruende sygdomme. Men skal man få et barn kun for ad den vej at få adgang til 'reservedele' til en syg ældre søskende?
