Mystiske kratere skyldes formentlig metanudbrud
Det er ikke aliens eller objekter fra det ydre rum, som har skabt tre enorme kratere på den sibiriske tundra. I stedet mener forskere, at de flere meter dybe huller skyldes massive metanudslip, og det kan have alvorlige konsekvenser lokalt og globalt.

På bunden af det enorme krater vokser der lige nu en sø frem af smeltevand fra permafrosten i jorden. (Foto: <a href="https://www.youtube.com/watch?v=MzwM-aSBX4k" target="_blank">Euronews video</a>)

Man kunne godt tro, at Helvedes forgård én gang for alle var fundet, da der i midten af juli blev lagt en video på internettet af et gigantisk krater på den sibiriske tundra i Yamal-provinsen.

Forskere målte krateret  til 80 meter i diameter og 70 meter i dybden. Det fik derefter navnet ’Indgangen til Helvede’.

Siden fundet af det første krater er yderligere to mindre kratere dukket op, og det har sat gang i forskellige teorier om deres oprindelse. Både aliens og objekter fra det ydre rum har været i spil som forklaring på de enorme kratere. Men de sibiriske myndighederne har afkræftet både aliens og meteorer som årsagen til det mystiske fænomen.

Russiske og internationale forskere har ikke set lignende kratere, men de peger på, at det formentlig er et udbrud af den potente drivhusgas metan, som har skabt de store huller.

»Først troede jeg, at det var et jordfaldshul, men der vil det materialet fra oven ligge på bunden af hullet. Her lå jorden, som om der havde været et udbrud. Det er ikke beskrevet i den videnskabelige litteratur før, så det er et ret nyt fænomen, vi står med her,« siger Vladimir Romanovsky, der er geofysiker ved the University of Alaska Fairbanks, til Livescience.com

Metanudbrud skabte kratere

Optagelser af det enorme krater i Yamal-provinsen. (Video: Euronews)

De enorme kratere er ifølge Vladimir Romanovsky formentlig begyndt som almindelige jordfaldshuller. De dannes ved, at vand - eller i dette tilfælde smeltet is eller permafrost - samles i et underjordisk hulrum. Men i stedet for, at loftet over hulrummet kollapser og efterlader et krater på normal vis, er der sket noget andet på den sibiriske tundra.

Russiske forskere, som har været ude ved det største af kraterne, mener, at permafrosten grundet vedvarende temperaturstigninger er tøet og derefter kollapset. Det har medført et enormt udslip af metangas, som har været indespærret i den frosne jord.

Men hvordan er hullerne kommet til at ligne eksplosionskratere?

»Gastrykket i jorden steg, indtil det var højt nok til at skubbe det overliggende jordlag væk i et kraftfuldt udbrud, der formede krateret,« siger Hans-Wolfgang Hubberten, der er geokemiker på Alfred Wegener Institute i Potsdam i Tyskland, til Nature.com.

Kratere kan forklares med ’drageånde’-teori

Metanudslip virker som en god forklaring på de mystiske huller, og den bliver bakket op af professor Jason Box, der er professor i marinegeologi og glaciologi på De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).

Fakta

Metangas dannes, når visse typer af organisk materiale nedbrydes, derfor omtales gassen også som sumpgas eller biogas.

Meget af den metan som er i atmosfæren skyldes menneskelig aktivitet især fra landbruget, hvor for eksempel kvægs prutter medvirker til et øget metanindhold i atmosfæren.

Kilde: Den store danske

Han har ved hjælp af data fra forskellige klimaobserveringsstationer, heriblandt en station i Sibirien, observeret nogle enorme udsving i metanindholdet i atmosfæren, som han i et blogindlæg kalder for ’drageånde’.

Fænomenet med ’drageånde’ kan meget vel kædes sammen med de enorme kratere, som spreder sig i den sibiriske tundra.

Den russiske forsker Andrei Plekhanov fra Scientific Centre of Arctic Studies i Salekhard forklarer dog til Nature.com, at det kræver flere undersøgelser af især den luft, som stadig er fanget i kraterets vægge. Men det er ikke en nem sag.

»Permafrosten i væggene smelter langsomt og falder ned i krateret. Du kan faktisk høre jorden falde og vandet, der løber. Det er ret uhyggeligt,« siger han.

Udbrud påvirker lokalt og globalt

Det største krater blev fundet omkring 30 kilometer fra Sibiriens største gasfelt, Bovanenkovo. Og det var heldigt, forklarer Andrei Plekhanov til Nature.com.

De russiske forskere har sammen med sibiriske myndigheder undersøgt krateret, hvor de har taget jord- og isprøver. Det er svært at undersøge krateret, fordi der er så stort og hele forandrer sig på grund af den smeltende permafrost. (Foto: <a>Euronews video&lt;/a&gt;)

»Hvis et udbrud skete i selve gasfeltet ved Bovanenkovo, som kun ligger 30 kilometer væk, så kunne det godt ende i en ulykke, og det samme, hvis det sker i en by.«

De voldsomme metankratere er dog ikke kun farlige lokalt, de kan også påvirke os globalt.

»Hvis vi ikke får mængden af atmosfærisk kuldioxid ned og sænket temperaturen i de arktiske egne, så vil vi sikkert udløse flere af disse udbrud, som gør Jorden til et drivhus for vores børn,« skriver Jason Box i sit blogindlæg.

Det er Vladimir Romanovsky enig i. Han ser metankraterne som et tegn på global opvarmning.

»Udviklingen af permafrosne jordfaldshuller kan være en indikation på globalopvarmning. Hvis det er tilfældet, så vil vi muligvis se det her fænomen oftere,« siger han til Livescience.com.

Fakta

Det første krater blev opdaget af en flok rensdyrjægere, siden blev det filmet af en helikopter.

To andre kratere som er fundet er henholdsvis 15 meter og 4 meter i diameter og ligger i Yamal provinsen og Taymyr provinsen flere hunderede kilometer mod øst.

Det største krater er maksimum to år gammelt.

Luftmålinger i bunden af det store krater har vist metanindhold på 9,6 procent. Det normale metanindhold er 0,000179 procent.

Kilder: Nature.com, ibtimes.co.uk, Livescience.com

Forskerne har ikke noget bud på, hvor meget metangas der kan være frigivet i Sibirien.

Russere vil lette trykket

’Indgangen til Helvede’ er måske slet ikke et dårligt navn til det enorme krater, som truer med at opvarme vores jord yderligere. Og som det ser ud lige nu, er det småt med forslag til, hvad vi kan gøre ved udbruddene, andet end at sænke vores CO2-forbrug.

Det russiske forskningshold under ledelse af Andrei Plekhanov, som har undersøgt krateret, er dog kommet op med en idé. De vil ifølge Nature.com bore huller i permafrosten, så metanen på den måde langsomt kan sive ud og ikke skaber de enorme kratere. Men den idé skydes ned af en permafrostforsker fra University of Alaska.

»Det er enormt besværligt at lave den slags boringer, hvis ikke umuligt, da man skal vide præcis, hvor ophobningen af metangas er i første omgang,« siger Larry Hinzman, der er hydrolog på University of Alaska i Fairbank og direktør for the International Arctic Research Center, til Nature.com.