Farvekodede myrer, der blev brugt i forsøget på University of Arizona (Foto: Benjamin Blonder, Anna Dornhaus, University of Arizona) Er du blandt dem, der synes, at for mange og for lange møder ødelægger arbejdsdagen?
At utallige krav om omstændelige rapporter kvæler effektiviteten?
Så kan du formentlig støtte dig op ad flere millioner års evolution og dens betydning for myrers kommunikation.
To forskere fra University of Arizona har filmet myrer med forskellige farvekoder i kolonier mellem to glasplader og analyseret tusindvis af møder, hvor myrerne kommunikerer med følehornene. Det viser sig, at de små dyr faktisk undgår hinanden.
Og det er overraskende. De gængse teorier antager nemlig, at mere kommunikation giver bedre spredning af information og dermed bedre chance for overlevelse.
Den enkelte myre har ingen bevidst forståelse af sin rolle i myrekolonien. Myren går ikke ud og finder mad af et godt og ædelt hjerte for at bidrage til fællesskabet.
Det er evolutionen, der har formet myresamfundet. De enkelte myrer er således lige så lidt bevidste som molekylerne i en gas.
Derfor kunne forskerne putte myrerne ind i matematiske modeller, hvor de kolliderede mod hinanden som gasmolekyler, altså helt tilfældigt.
A: Stiliseret diagram, som viser interaktioner mellem fire farvekodede myrer over tid.
B: De samme interaktioner inden for en vis periode og fremstillet på en anden måde C: Tilsvarende figur som A, men med observationer af 69 myrer D: Tilsvarende figur som B, men med observationer af 69 myrer
(Figur: Benjamin Blonder, Anna Dornhaus, University of Arizona) Men forskerne fandt ud af, at myrerne ikke kolliderer blindt som molekylerne i en gas. De gør faktisk en aktiv indsats for at undgå hinanden.
Nærmere analyser viste, at på kort sigt og i lokale grupper mødte myrerne oftere hinanden. Men over længere tid og for hele kolonien som helhed spredte information sig langsommere end i den teoretiske gasmodel. Myrerne var dårlige til at kommunikere.
Forskerne er ikke sikre på, hvordan disse resultater skal tolkes. En mulig forklaring er, at hvis du bruger for meget tid på at kommunikere og interagere med andre, får du ikke udført dit arbejde.
En anden mulighed er, at myrerne kun er ansvarlige for deres lokale område og kun kommunikerer med andre i sit eget område.
Uanset hvad er dette kommunikationsmønster udviklet gennem millioner af års evolution. Og forskerne fra Arizona mener, at vi kan lære af evolutionen.
Vores viden om myrerne kan nemlig overføres til de informationsnetværk, som vi mennesker er blevet så gode til at lave.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm
feromoner som kommunikationsmiddel hos myrer.
Hvem har ikke brugt tid på at undre sig over, hvordan myrer finder vej til en spildt brødkrumme - og efterfølgende finder ud af, hvornår der ikke mere er brødkrummer at hente?
Altså: Man sidder på den græske terrasse og spiser morgenmad i bare tæer. Det er så få myrer, at man ikke ser dem. Man spilder lidt flute på terrassegulvet. Kort tid efter er der en stribe af myrer, som henter brødkrummer, som de slæber hen til deres tue. Det virker altså lidt for intelligent for sådan nogle små hjerner (eller rettere sagt nervesystemer)...
Metoden de anvender er, at den myre, der tilfældigvis opdager en brødkrumme et nyt sted afgiver et duftstof (feromoner) på vejen tilbage fra terrassen til myretuen. Myrerne henne vil myretuen vil så lugte, at der er et nyt sted, hvor der er brødkrummer. De afgiver kun feromonerne på vej fra fødebytte til tue - og kun hvis der fortsat er føde. Så når den sidste krumme er væk, vil der ikke mere være en konstant strøm af myrer, der afgiver feromoner på deres vej tilbage til tuen. Og feromoner holder hurtigt op med at lugte. Og så er sporet væk, og de ved, at der ikke mere er noget at komme efter.
Det er ret smart udviklet med den kommunikationsmetode. Moralen er, at man skal feje de brødkrummer væk, før man har en hel stribe myrer på terrassen.
mvh Dorte
http://jeb.biologists.org/content/212/15/2337.full.pdf+html