En menneskelig sædcelle er ikke specielt lang, nærmere bestemt cirka 0,05 millimeter. Og dette er normen - hos de fleste organismer er disse celler mange og korte.
Imidlertid er der nogle dyr som har indrettet sig på andre måder:
Skaldyret ostracod måler bare nogle få millimeter, men dens sperm kan blive optil en centimeter lang.
For mennesker svarer dette til en sædcelle på hele 17 meter.
I kampen om at finde en partner er det typisk at hanner konkurrerer mod hinanden. Måske er det gennem en farverig fjerdragt at de måler sig imod hinanden, eller på størrelsen af geviret.
Hvis det da ikke er en uimodståelig parringsdans, som fanger hunnens opmærksomhed.
Men selv om parringen finder sted, betyder dette ikke nødvendigvis at konkurrencen er ovre. Hunnerne hos en række arter parrer sig med flere forskellige hanner, og så er det sædcellerne som må stå for slutspurten.
Eftersom større sædceller kan forøge chancen for befrugtning, har der udviklet sig enorme sædceller hos enkelte arter. Kvalitet over kvantitet, med andre ord.
Man har længe vidst at den moderne udgave af ostracod har enormt lange sædceller, men man har ikke kunnet finde ud af, om dette er et 'nyt' træk hos arten, eller om det har eksisteret længe.
Nu har Renate Matzke-Karasz fra 'Ludwig-Maximilians-Universität Munich', sammen med en gruppe internationale forskere, undersøgt en række fossiler af denne art.
Det specielle ved disse fossiler - som er udlånt fra Naturhistorisk museum i London - er at bløddelene inde i skallerne er bevarede.
Disse fossiler er mindst 100 millioner år gamle.
»I disse mikrofossiler har vi set organer som er nødvendige for at overføre gigantspermier,« siger Matzke-Karasz i en pressemeddelelse fra 'European Synchrotron Radiation Facility' (ESRF), hvor undersøgelserne er blevet udført.
Ostracodernes skaller forstenes utroligt let, så det er muligt at følge udviklingen hos arten gennem næsten 500 millioner år. De dyr som nu er blevet undersøgt stammer fra kridttiden.
»Eftersom moderne ostracoder fortsat producerer gigantsperm og manøvrerer disse med de samme organer som for 100 millioner år siden, kan man trygt påstå at denne specielle egenskab kun har udviklet sig hos arten én gang,« siger Matzke-Karasz.
21 ostracoder af typen Harbinia micropapillosa blev scannet, og man fandt rester efter kæmpesædorganer i fem af dem.
Den metode som blev brugt for at se cellerne kaldes synkrotron røntgen-holotomografi (synchrotron X-ray holotomography). Det er en ny måde at scanne fossiler på, som ikke beskadiger eksemplaret, på samme måde som traditionel CT-scanning.
Scanningen giver imidlertid et langt mere detaljeret resultat på mikroskopisk skala, forklarer Paul Tafforeau, en palæontolog tilknyttet ESRF.
»Det er helt nyt at palæontologer anvender denne teknik til at scanne fossiler, men de resultater vi indtil nu har opnået, viser at denne teknik kan føre til mange vigtige opdagelser omkring fossiler,« siger han.
Ud over ostracoderne, er der flere andre arter som benytter sig af gigantsperm: blandt andet en del frøer, møl, biller og frugtfluer. Frugtfluens sperm måler hele seks centimeter, mens fluen selv blot er nogle millimeter lang.
Et tilsvarende størrelsesforhold hos mennesket ville give en sædcelle på 40 meter.
Hvor blæret det end kan virke, at kunne prale med at have gigasperm, er det ikke åbenlyst hvorfor netop denne celle er blevet så enorm stor.
»Det virker som at det er en evolutionsmæssig succesfuld strategi for reproduktion, selv om den indebærer store omkostninger for begge køn hos arten,« fortæller Matzke-Karasz.
»Der kræves utrolige mængder energi for at både producere og bære disse enorme sperm.«
Det næste skridt for forskerne, er nu derfor at finde ud af, hvordan og hvorfor denne type reproduktion har overlevet så længe.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
