Den 9. oktober 2009 blev manden på Månen kildet på hagen.
Det udbrændte øverste trin af en Atlas V-raket styrtede mod det undselige lille krater Cabeus.
Det ligger lige under den måbende månemands mund - de mørke felter, der på dansk kaldes Skyhavet og Fugtighedernes Hav.
Navnene på de to knastørre lavasletter kan nu vise sig at være mere rammende, end man umiddelbart skulle tro.
For i det øjeblik, raketten ramte Cabeus med et lydløst brag, hvirvlede det op med omkring 155 kilo is og vanddamp.
I to artikler, som blev offentliggjort for nylig i tidsskriftet Science, anslår forskerne, at bunden på Cabeus består af cirka fem procent vand. Det er godt nyt for fremtidens månekolonister.
Med vand og månens mineraler har de råstofferne, som kræves for at holde sig i live.
Energi til at hente stofferne kan de få fra Solen, som skinner fra en sort, skyfri himmel.
Men solenergi kan blive et problem nede i Cabeus. Da krateret ligger nær Månens sydpol, kan sollyset aldrig trænge ned til kraterbunden.
Det er netop derfor, at isen har kunnet blive liggende her i mange hundrede millioner år uden at fordampe i sollyset.
Måske har isen ligget der lige siden solsystemets barndom for fire milliarder år siden.
Den kan være kommet fra de mange kometer, som i den første tid hvirvlede rundt i excentriske baner og slap sin våde last ned over de glødende, nyfødte kloder.
Eller også kan de varme skyer af hydrogen, som Solen slynger ud i solvinden mod planeterne, have reageret med oxygen i månejorden og dannet vand, som siden er fragtet med Månens tynde atmosfære ned i den evige skygge.
Da raketten ramte Cabeus for lidt over et år siden, lavede den et nyt krater inde i krateret. Det nye krater var 20 meter i diameter og fire meter dybt. Men vigtigere for forskerne var dog den sky af gas og støv, som hvirvlede op, da raketten ramte.
To rumsonder, der er i kredsløb om Jorden, fulgte skyen med et skarpt blik. Både LCROSS og Lunar Reconnaissance Orbiter (LRO) havde fået hjælp til at komme i luften af raketten. Uden den var de aldrig kommet i kredsløb om Jorden.
Spektroskoperne på rumsonderne trak gløden fra skyen ud i en regnbue af karakteristiske strålesignaturer.
Her var spektrallinjer i ultraviolet og nær infrarødt, som fortalte om hydrogenmolekyler, kalcium, kviksølv, magnesium, kuldioxid, svovl og kulbrinte - byggestenene for liv, som er fundet flere steder i solsystemet.
Og vigtigst af alt: Spektrallinjerne i nær infrarødt, som viste, at der her var vanddamp, samt linjer i ultraviolet fra hydroksylradikalet OH, som indikerede det samme.
Og der var mere vand i skyen end det, instrumenterne opdagede. Det var nemlig kun den solbelyste del af skyen, som blev registreret.
Den totale mængde vand har været næsten dobbelt så stor.
Forskerne har anslået, at sammenstødet med raketten i alt har slynget 300 kilo is ud fra krateret i fire minutter efter sammenstødet. Det skriver tidsskriftet Science i en pressemeddelelse.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm
SV:LRO og LCROSS
De fleste er nok klar over, at det er en skrivefejl i artiklen. Med de to rumsonder LRO og LCROSS er i kredsløb om Månen og ikke Jorden.
LRO (Lunar Reconnaissance Orbiter) og LCROSS (Lunar Crater Observation and Sensing Satellite) blev opsendt med en Atlas V raket den 18. juni 2009. En time efter opsendelsen blev LRO adskilt fra de to øvrige og satte kurs mod Månen, hvor den gik i kredsløb den 23. juni. I begyndelsen havde LRO en elliptisk bane, som i løbet af de følgende måneder blev ændret til en mere cirkulær, men allerede inden det endelige baneforløb og dermed den egentlige mission blev påbegyndt, tilbagesendtes en række spektakulære næroptagelser fra Apollolandigsstederne. Billederne blev optaget mellem den 11. og 15. juli, og udover at afbilde de efterladte landingsmoduler viser billederne tydeligt de videnskabelige instrumenter, som blev opstillet på landingsområderne, ligesom astronauternes fodspor mellem landingsmodulet og instrumenterne er synlige - billeder som er endnu et bevis på konspirationsteoretikernes fejlagtige og latterlige påstande.
LCROSS forblev sammenkoblet med opsendelsesrakettens øverste trin, og denne enhed blev sendt i et stærkt elliptisk kredsløb om Jorden. Hvert kredsløb varede 38 dage, og formålet var, at banen til sidste skulle bringe de to fartøjer til kollision med Månen på et nøje forudbestemt sted. Umiddelbart før sammenstødet blev de to enheder koblet fra hinanden, og Centaurrakettrinnet fik et ekstra boost, så det ramte Cabeus krateret med en hastighed på næsten det dobbelte af en riffelkugles hastighed. Medens dette foregik, fulgte en række instrumenterne på LCROSS sammenstødet, og det er analysen af disse målinger, der nu er offentliggjort.
LRO er således i kredsløb om Månen. LCROSS eksisterer ikke mere og var i kredsløb om Jorden, men ikke om Månen.
Hvis man skulle indvende noget, er det snarere, at Cabeus bliver betegnet som et undseligt lille krater. Cabeus er faktisk 98 kilometer i diameter, medens de to kendte og prominente kratere, Tycho og Copernicus, er henholdsvis 85 og 93 kilometer i diameter. Cabeus er kun undseligt, fordi det er svært at se tydeligt fra Jorden, idet det ligger tæt på Månens sydpol, men det var netop derfor, det blev valgt som mål for LCROSS, fordi sollyset aldrig trænger ned til kraterbunden, der således er evigt frossen.
Hvor meget støv, der blev hvirvlet op ved sammenstødet, og hvor stor krateret blev, vil jeg overlade til regnedrengene, men fakta er, at i Månens vakuum vil støvet udvide sig til mange flere kubikmeter end størrelsen på det opståede krater.
SV:SV:SV:0.0075%
Jeg ville udelukende fastslå at der var fejl i beregningen - ligesom der tilsyneladende er uenighed om kraterets størrelse, der i følge Science er på 25 - 30m i diameter, er der måske også uenighed om dybden.
1256m³
Går du ud fra at et krater er cylindrisk, med fuld dybde i hele arealet? En kegle har kun et rumfang på 1/3 af en tilsvarende cylinder. Derfor de ca. 400 kubikmeter fra min hovedregning. Men som påpeget er det jo meget langt herfra til et rimeligt estimat på mængden af materiale i skyen.
LRO og LCROSS
De fleste er nok klar over, at det er en skrivefejl i artiklen. Med de to rumsonder LRO og LCROSS er i kredsløb om Månen og ikke Jorden.
Nogen kan regne
Nogen kan regne her til morgen - jeg har snorksovet da jeg fik et nul for meget på.
Tak for rettelsen
- men stadigvæk under 1% er sgu ikke meget - de skriver at bunden muligvis består af 5% vand - lidt bedre - men der skal utroligt mange huller til før man kan få nok til at holde gang i en base.
SV:SV:0.0075%
1256m³
Går du ud fra at et krater er cylindrisk, med fuld dybde i hele arealet? En kegle har kun et rumfang på 1/3 af en tilsvarende cylinder. Derfor de ca. 400 kubikmeter fra min hovedregning. Men som påpeget er det jo meget langt herfra til et rimeligt estimat på mængden af materiale i skyen.
SV:0.0075%
Hvor kommer de 4000m³ støv fra? Med et krater på omkring 20m i diameter og en gennemsnitsdybde på 4m bliver der frigivet i omegnen af 1256m³ i følge min hovedregning.
Et nedslag frigiver ca. 300 liter vand og 4000 m3 støv svarende til at der er under 0,0075% vand i alt det støv.– det lyder ikke af meget vand i mine ører – og alligevel skriver alle magasiner – tidsskrifter – aviser etc. at der er fundet betydelige mængder vand på månen.
Det virker som der er fundet vand punktum - betydelige mængder etc. lyder lidt overdrevet
SV:0.0075%
4000 kubikmeter? En kegle med de opgivne mål har kun et rumfang på ca. 400 kubikmeter. Derudover må det antages at en ikke uvæsentlig del af det løsnede materiale går til opbygning af en hævet kant på krateret. Når dybden i forhold til omkringliggende terræn er mindre end de 5 meter vil det sige at rumfanget af løsnet materiale er væsentligt under de 400 kubikmeter. Envidere vil jeg antage at en ret stor del af det løsnede materiale ikke slynges op i den målte "sky".
Jeg har ikke forsøgt at gennemskue de fysiske processer, men jeg tror at 40 kubikmeter opslynget materiale ville være en mere plausibel størrelsesorden. 300 liter vand heri ville jo stadig være under 1%, men dog nok til at berettige ordet "betydelige". Jeg vil dog tvivle på rimeligheden i at antage en jævn fordeling, og vil derfor ikke gå ud fra at simpel forholdstalsregning er anvendelig til anslå mængden af vand i det ramte månemateriale.
0.0075%
Et nedslag frigiver ca. 300 liter vand og 4000 m3 støv svarende til at der er under 0,0075% vand i alt det støv.– det lyder ikke af meget vand i mine ører – og alligevel skriver alle magasiner – tidsskrifter – aviser etc. at der er fundet betydelige mængder vand på månen.
Det virker som der er fundet vand punktum - betydelige mængder etc. lyder lidt overdrevet