Weekendens helt store astronomiske begivenhed er på søndag 19. oktober kl. 19:27. For da kommer kometen Siding Spring med det tekniske navn C/2013A1 så tæt på Mars, at dens støvsky ender med at passere igennem planetens atmosfære.
Det har tidligere været på tale, at kometen faktisk kunne ende med rent faktisk at ramme Mars, men det har forskerne dog nu udelukket vil ske.
»Det her er en kosmisk videnskabsgave, der potentielt kunne blive uudtømmelig, og agenturets alsidige videnskabelige missioner vil have alle antenner ude,« siger NASA-forsker John Grunsfeld ifølge Space.com.
Kometen kommer fra et område kaldet Oort-skyen, og det er første gang, den observeres på vej gennem solsystemet. I videoen ovenover kan du se en simulation af kometens passage forbi Mars.
Når kometen er tættest på, vil den komme inden for 140.000 kilometer af Mars overflade. Til sammenligning er Månen gennemsnitligt 340.600 kilometer fra Jorden.
Nordlys vil måske kunne ses fra Jorden
Forskere fra NASA regnede sig i 2013 frem til, at der var en risiko på 1:2000 for, at kometen rent faktisk ville ramme Mars.
I så fald var det sket med en kraft svarende til 35 millioner megaton dynamit, hvilket ville gøre nedslaget en tredjedel så stort, som det der her på Jorden gjorde en ende på dinosaurerne.
Denne mulighed er altså udelukket nu, men der er stadig en sandsynlighed for, at ioniseret gas fra kometen kan udløse nordlys ved Mars’ mange små, kuppelformede magnetfelter.
Hvis det sker, kan effekterne potentielt observeres fra Jorden og af de tre NASA-satellitter, der er udstationeret på Mars.
Satellitter gemmer sig bag Mars
NASA har valgt at tage sine forholdsregler, når støvskyen passerer.
Forskerne har indstillet satellitternes kredsløb sådan, at de alle tre bruger planeten som skjold, når risikoen er størst for, at støvpartikler kan ramme dem.
»Det er lidt som at gemme sig under skrivebordet, hvis der er jordskælv, og det flyver rundt med glas. Det er nøjagtigt det samme. Vi tager ingen chancer, så vi har sørget for, at vores satellitter er på den anden side af Mars på det tidspunkt,« siger Rob Lock fra Orbiter Studies Lead Mars Program Office i videoen ovenfor.
En støvpartikel på blot en halv millimeter kan potentielt skade satellitterne, hvis den rammer med 200.000 km/t.
I videoen herunder kan du se, hvordan NASA forestillede sig, at konsekvenserne kunne blive, hvis Siding Spring havde ramt Mars:
Video: ScienceAtNASA