Den russiske rigmand Jurij Milner donerede i juli 100 millioner dollar til SETI- forskningen.
Med donering steg vores muligheder for at få kontakt med en anden civilisation i løbet af en overskuelig fremtid – forudsat at der er andre civilisationer i vores Mælkevej.
Lad os derfor se nærmere på, hvordan en sådan ‘First Contact’ kunne foregå, og hvilken betydning den vil få for os.
Veje til First Contact
Det har i mange år været klart, at der er to måder, hvorpå First Contact kan foregå. Den klassiske måde er, at de fremmede væsener rejser hertil, lander og optager kontakt, eller at vi selv rejser ud til stjernerne.
Den anden måde er den mere moderne, at vi modtager et signal, enten et radiosignal eller et optisk signal udsendt med laser.
Den klassiske måde kender vi fra film. Enten på fredelig vis eller hyppigere som starten på en invasion lander rumskibe på Jorden, men selv om de fremmede har en langt mere overlegen teknik, så lykkes det altid for et eller andet geni at klare udfordringen og redde Jorden.
Denne vej til First Contact anser vi i dag for at være meget usandsynlig, og det hænger sammen med, at vi efterhånden er blevet klar over, hvor utroligt vanskeligt det er at rejse de mange lysår mellem stjernerne.
Stjernerejser – teknik og økonomi
Der er tre fundamentale problemer ved at flyve mellem stjernerne:
• Rummet mellem stjernerne er ikke helt tomt. Det indeholder både gas og støv
• Den kosmiske stråling er stærk, når man er uden for et solsystem
• Det kræver ufattelige mængder energi at sende et stjerneskib af sted
I forhold til et solsystem er rummet mellem stjernerne særdeles tomt. Der er nogle meget små støvkorn, men deres indbyrdes afstand er typisk et par hundrede meter. Hertil kommer en meget tynd gas, især af brint. Man regner med omkring et atom pr. kubikcentimeter.
Stoftætheden er så ringe, at et rumskib godt kan bevæge sig med en tiendedel af lysets hastighed, eller 30.000 km i sekundet, uden at tage skade – hvilket er helt umuligt i et solsystem. Problemet er, at med en fart på 30.000 km/s varer en rejse til selv de nærmeste stjerner typisk over 100 år.
Over en så lang periode vil rumskibets vægge blive mærkbart eroderet af de små støvkorn – et sammenstød med selv et meget lille støvkorn er noget der kan mærkes. Et stort stjerneskib med en diameter på bare 10 meter vil hvert sekund blive ramt at tusinder af de små partikler. Derfor skal rumskibet forsynes med et solidt skjold for bare at overleve rejsen.
Endnu værre går det, hvis man søger at komme op nær lysets hastighed. Når et rumskib med en fart på over 99,99 % af lysets hastighed møder atomerne i brintgassen, så støder atomerne ind i rumskibet med en sådan energi, at det svarer til at stille sig op foran protonstrålen i Large Hadron Collider i CERN – og det er bestemt ikke sundt for helbredet. Både støvet og gassen mellem stjernerne begrænser i høj grad, hvor hurtigt man kan flyve i rummet.
Det andet store problem er den kosmiske stråling. I vort solsystem er vi godt beskyttet af Solens magnetfelt, der holder en stor del af den kosmiske stråling langt borte fra os. I rummet mellem stjernerne møder vi den for fuld styrke. Denne stråling er farlig, både for mennesker, aliens og elektronik – og det er noget af en udfordring at beskytte et rumskib mod en så kraftig stråling.
Energien sætter grænser
Det tredje og måske største problem er energien. Taler vi om rumskibe, som er bemandet af enten mennesker eller aliens, så er det begrænset, hvor små de kan bygges, især hvis rejsetiden måles i århundreder.
Et stort stjerneskib kræver ufatteligt store mængder energi at sende af sted. Vi kommer hurtigt op på, at stjerneskibet kræver en energi, der er langt større end den, Jorden producerer på et helt år – og alligevel flyver det så langsomt, at en rejse let kan vare 100 år eller mere – der skal jo også være energi nok til at bremse ned, når stjerneskibet ankommer til et nyt solsystem (Se evt foregående blog)
Det kan være svært at finde grunde til at foretage sådanne rejser, som sandsynligvis vil beslaglægge en stor del af de resurser, som selv en avanceret kultur vil råde over. Selv om naturlovene tillader stjernerejser, så kan det godt tænkes, at de strider mod de økonomiske love.
I de senere år har man talt om at bruge ormehuller til lynrejser mellem stjernerne. Ormehuller er en slags tunneler i rummet, hvor det meget teoretisk er muligt at skyde genvej, så en stjernerejse kan gennemføres på måske få dage.
Men selv om ormehuller er en del af relativitetsteorien, så er det meget langt fra sikkert, at de findes og kan bruges til rejser – trods film som Contact og Interstellar. De fleste fysikere vil nok sige, at brug af ormehuller til stjernerejser er ren science fiction.
Desuden ville brugen af ormehuller betyde, at den første civilisation, som lærte teknikken, i løbet af få millioner år ville have koloniseret hele Mælkevejen.
Vor ensomme Jord
Intet tyder på, at solsystemet har haft besøg i de 4,6 milliarder år, det har eksisteret – i hvert fald ikke i et omfang, hvor man kan se spor efter koloniseringsforsøg. Hvis rejser mellem stjernerne var hurtige og lette at gennemføre, så er det mærkeligt, at vi i den grad har fået lov til at passe os selv.
Der tales undertiden om ”Vor ensomme Jord”, men set i et større perspektiv er denne ensomhed måske en god ting.
En Mælkevej, hvor stjernerejser er uhyre vanskelige og kostbare, vil nemlig sikre at planeter kun yderst sjældent får besøg og måske forsøgt koloniseret.
Langt de fleste planeter får lov til at udvikle sig i fred, og det vil igen sikre den maksimale biologiske diversitet i Mælkevejen–hvor hver planet med liv er en ”zoologisk have” med et enestående dyre og planteliv.
Hvis det er tilfældet, så skal vi i hvert fald ikke være bekymrede for en invasion fra rummet, og vi skal heller ikke være bange for, at en fremmed race vil betragte os som fødevarer, som det undertiden er blevet nævnt. Hvis de nu så godt kan lide menneskekød, så vil det da være uhyre meget lettere at fremstille det kunstigt i et laboratorium på deres hjemplanet fremfor at rejse meget langt efter det.
I det hele taget vil det altid være meget lettere at fremstille ting man har brug for hjemme, i stedet for at ofre en formue for at hente dem på en fjern planet mange lysår borte. Det eneste, man kan hente, er i virkeligheden information om det univers, vi bor i. Og det at indsamle viden er da heller ikke den ringeste grund til at rejse mellem stjernerne.
Signaler fra rummet
Hidtil har universet været meget tavst, uden sikre signaler fra en anden civilisation. Der tales meget om ”Den store stilhed”, men en hel del af forklaringen kan være, at vi ikke har ledt godt nok, fordi SETI forskningen i mange år har manglet penge.
Det vil Jurij Milners store donation ændre på. Nu er der for alvor penge nok til at lytte efter signaler fra rummet. Selv med de mange penge er det nok en eftersøgning, der vil tage mange år. Hvis vi en dag modtager et signal, er det dog ikke sikkert, at det umiddelbart vil ændre vort verdensbillede.
At modtage et signal er jo i høj grad det, vi regner med ud fra vor nuværende viden om universet, så i den forstand vil et signal blot være en bekræftelse på vore teorier. Til gengæld vil vor reaktion på signalet i høj grad afhænge af, hvilken type signal vi modtager. Er det et ”alle kald” udsendt fra en fjern stjerne i håb om at der et eller andet sted er en modtager – eller er det et signal, der er sendt direkte til vort solsystem?
Kommer signalet fra en stjerne tæt på Jorden –måske 20-30 lysår borte, hvor vi kan udveksle spørgsmål og svar inden for et menneskes levetid, vil det give god mening at oprette kontakt. Kommer signalet derimod fra en stjerne over 1000 lysår borte, er det straks vanskeligere at opretholde en samtale. Kommunikation med stjernerne er ikke for de utålmodige…
Kan vi forstå budskabet?
Dernæst melder spørgsmålet sig, om signalet bliver gentaget, eller om det kun høres en gang, og om det indeholder et budskab, vi kan forstå. Det er jo ikke så morsomt at modtage et langt budskab, vi overhovedet ikke kan tyde.
Hvis signalet kommer fra en meget stor afstand og i øvrigt er uforståeligt, så vil nyheden nok ikke holde sig på forsiden af aviserne ret lang tid – og hertil kommer en anden faktor, nemlig internettet. Her vil nyheden om signalet nok meget hurtigt vil blive op fulgt af konspirationsteorier, hvor en hel del vil gå ud på, at vi aldrig har modtaget et signal. Begivenheden kan ikke undgå at skabe en del forvirring og skepsis.
Som den engelske astronom Fred Hoyle har bemærket, så kan det godt tage flere hundrede års udveksling af budskaber før den kendsgerning, at vi ikke er alene i universet for alvor er blevet en del af vort verdensbillede.
