Figur 10.1 Halsbånd-lemming Grønlands eneste gnavere her i sommerdragt, skal passe godt på, når den våger sig uden for sine gange – der lurer sultne fjender overalt. (Foto: Lars Holst Hansen).

Den grønlandske halsbåndlemming, Dicrostonyx groenlandicus, er den eneste gnaver i Grønland. Den er udbredt i Nordøstgrønland og er med sin adfærd og sin tykke pels tilpasset et liv i det barske klima.

I den godt otte måneder lange vinter opholder den sig under et tykt beskyttende snelag, hvor den graver lange gange i jagten på føde. Under sneen bygger lemmingerne også fine reder af græs og mos, hvori de føder deres unger. 

Halsbåndlemmingen har mange fjender

Om sommeren lever de i gange i jorden og mellem store sten, men de bliver nødt til at bevæge sig ud i det åbne landskab efter føde. Det gør dem sårbare, for under åben himmel er de et nemt bytte for deres fjender, som især er polarræven og den lille kjove.

Begge rovdyr tager for sig af retterne om sommeren, mens de må undvære lemming på menuen om vinteren. 

Gennem vinteren forhindrer et tykt snelag polarræven i at finde lemmingerne, og da den lille kjove er en trækfugl, ankommer den først til Nordøstgrønland når vinteren er forbi. Derfor vokser bestanden af lemminger gennem vinteren, mens der sker et godt indhug i bestanden gennem sommeren.

Tre ud af fire lemminger bliver spist gennem sommeren. Perioden hvor sneen smelter og lemmingerne er tvunget til at flytte fra deres vinterboliger, er særlig kritisk for lemmingerne. 

Bestandssvingninger ændrer mønster

Biologerne har gennem flere somre talt antallet af lemmingreder og på den måde opgjort svingningerne i bestandene på to geografisk adskilte steder i Nordøstgrønland (se figur 10.4).  

Som man kan se, er der et karakteristisk mønster i bestandssvingningerne. Cirka hvert fjerde år topper antallet af lemminger. Disse svingninger er især bestemt af det såkaldte rovdyr-byttedyr forhold.

Der er fire rovdyr, der jagter lemmingerne i Nordøstgrønland. Det er sneugle, lille kjove, polarræv og lækat. Når der er mange lemminger, fanger rovdyrene mange lemminger, og rovdyrene bliver i stand til at sætte mange unger i verden. Det øger igen presset på lemminger.

Figur 10.2 På smalkost gennem vinteren Om vinteren har polarræven svært ved at få fat i lemmingerne, der lever beskyttet under sneen. (Foto: Niels Martin Schmidt).

Et stort indhug i lemmingerne giver færre dyr til at føre bestanden videre, og bestandsstørrelsen af lemming dykker. Så er der mindre mad til rovdyrene og der bliver færre af dem. Antallet af lemminger bygger atter op, og efter et par år får rovdyrene atter kronede dage – ringen er sluttet. Der er en iøjnefaldende overensstemmelse i det mønster de to bestande ved Zackenberg og Trail Ø svinger med (figur 10.4).

Normalt ville man tro, at så sammenfaldende svingninger skyldes, at de to lemmingbestande blander sig med hinanden - eller at de er under påvirkning af samme bestand af rovdyr. Men de to undersøgte områder ligger ca. 220 km fra hinanden og er adskilt af fjorde, bjerge og gletsjere. Derfor mener forskerne at klimaet i høj grad er medvirkende til at synkronisere de to bestande – dvs. er med til at bestemme hvilke år, der har den største bestand af lemminger.

Får klimaændringer bestandene til at kollapse?

Men gennem de seneste ti år er der gået kuk i svingningerne. De er blevet mere uregelmæssige, og antallet af lemminger er faldet. Sådanne sammenbrud af normalt regelmæssige bestandssvingninger er et fænomen som er blevet observeret flere steder de senere år på den nordlige halvkugle, bl.a. også hos lemminger i Norge. Også svingninger hos andre dyr, f.eks. insekter, er blevet uregelmæssige. Biologerne mener, at den globale opvarmning er den spiller der sætter en kæp i maskineriet.

Figur 10.3 På jagt efter lemming Om sommeren er polarræv (a) og lille kjove (b) to af de vigtigste rovdyr, som lemmingen skal vare sig for. (Fotos: Lars Holst Hansen).

Gennem de sidste ti år er vinterperioden i Nordøstgrønland aftaget med 60 dage. For ti år siden dækkede sne og is landskabet gennem 220 dage om året. Nu er det bare 160 dage. Modeller viser, at især et senere tidspunkt for vinterens komme udvisker de karakteristiske mønstre i populationsbestandene.

Et snedække har nemlig to positive effekter på lemmingebestanden: Dels dæmper sneen store tempera-tursvingninger – dels giver sneen som nævnt beskyttelse for lemmingerne. Uden sne bliver de jagtet hårdt af polarræven. Under sneen er de kun truet af lækatten. 

Klimaforandringerne giver også en længere periode hvor det skifter mellem tø og frost – og det er rigtig skidt for lemmingerne. Endelig bliver sommerperioden læn-gere. Og er der noget lemmingerne frygter, så er det sommeren hvor rovdyrene har let spil. Et varmere Arktis ser alt i alt ud til at give betydeligt færre lemminger.

Figur 10.4 Antallet af lemminger svinger i karakteristiske bølger Bestandsopgørelser af lemming ved Zackenberg og Trail Ø i Nordøstgrønland – angivet som antal lemmingreder pr. hektar.

Når de karakteristiske svingninger i lemmingbestandene udviskes, er det et første tegn på at den vigtige relation mellem lemming og dens rovdyr er truet, mener biologerne. Og det er skidt – også for de rovdyr, der har lemming på deres menu.

Kjover får kun unger på vingerne i de år hvor der er mange lemminger – og bestanden af kjover kan derfor blive truet i takt med at lemmingerne forsvinder. Polarrævene får færre unger i år med få lemminger.

Bliver det helt skidt med lemming, kan rævene i sidste ende begynde at spise æg og fugleunger og dermed øge presset på andre arters overlevelse. Sneuglen bliver helt væk hvis der ikke er lemminger.

Alt i alt kan fraværet af lemminger få vidtrækkende konsekvenser for en lang række rovdyr i det arktiske område.