Krager er klogere, end vi tror
Valérie Dufour har et bur fyldt med fjerklædte venner. Om ikke så længe kan de være med til at vise, at fugle kan være lige så kloge som aber.

Krager bruger deres hjerne til at finde mad og mager på snedig vis. (Foto: Jastrow)

De har opdaget os.

Den høje skratten begynder så snart, vi nærmer os det store udendørsbur bag bygning 61 på en af Université de Strasbourgs otte campusser.

Spredt rundt i buret sider otte råger og kigger på os to mennesker. De synes ikke, at jeg ser særlig pålidelig ud. For min følgesvends vedkommende er det dog en helt anden historie.

»Kragefugle er neofobiske – de er bange for det, der er nyt,« siger etolog Valérie Dufour, som arbejder ved Département Ecologie Physiologie et Ethologie.

I modsætning til mig er hun en gammel kending for fuglene i buret. Hun er kommet forbi hver dag i flere måneder for at give dem opgaver og godbidder som belønning.

Når de er klar, skal kragerne være med i eksperimenter, som kan give os mere indsigt i, hvad der foregår inde i knolden på de sorte fugle. At dømme efter den hidtidige forskning er det lidt af hvert.

Forskellige arter af kragefugle er i stand til både at planlægge, bruge redskaber og huske ansigter over længere perioder. For nylig demonstrerede Dufour og hendes kolleger, at ravne og sortkrager også har et godt begreb om tid.

Bytte bytte købmand

Forestil dig, at du får et knap så interessant, men dog godkendt stykke mad. Hvor længe gider du beholde maden – uden at spise den – for at vente på muligheden for at bytte den til noget bedre?

Ravnene og sortkragerne, som fik et lignende tilbud, kunne holde i op til fem minutter, hvis de ventede på noget rigtig godt, som for eksempel pølse.

»Deres første bid mad, som jo kunne byttes, var brød,« fortæller Dufour.

»Det får de alligevel hver dag, så vi ved, at de kan lide det, men at de ikke synes, det er voldsomt spændende.«

»Druer er til gengæld lidt bedre. Næste niveau er ost, men den klareste favorit er pølse. En bid kogt barbecue-cocktailpølse, for at være helt nøjagtig. De elsker den,« griner Dufour.

Hun fortæller, at fuglene altid fik at se, hvad de kunne bytte brødet til. De vidste også som oftest, hvor længe, de skulle vente.

Kragerne vurderede, om de gad vente

I begyndelsen var der kun tale om et kort interval på to sekunder. Da fuglene var blevet vant til det, øgede forskerne tiden til fem, ti og så tyve sekunder. På den måde blev perioden efterhånden øget til flere minutter.

Og ravnene og sortkragerne ventede. Hvis de kunne. Og gad.

»Fuglene var mere villige til at vente på den bedste mad. Men det blev sværere og sværere, jo længere intervallet var. Der var også stor forskel mellem de enkelte fugle. Nogle ventede kun i fem sekunder, andre kunne vente helt op til fem minutter.«

Men det mest overraskende var, hvordan fuglene overvejede, hvad de skulle gøre.

»Der var tale om en vurdering fra gang til gang, ikke en automatisk adfærd. Kragerne bestemte sig tidligt for, om de ville vente eller spise maden med det samme,« siger Dufour.

Resultaterne viste, at fuglene enten åd brødet nærmest med det samme eller holdt tiden ud. Eller, næsten tiden ud. Den samme fugl kunne godt bestemme sig for at spise brødet i den ene runde, mens den ventede på bedre mad i næste runde.

Valérie Dufour ved den ene ende af rågernes bur. Det er her, fuglene kommer for at løse deres opgaver. (Foto: Ingrid Spilde)

De længste intervaller krævede imidlertid særlige teknikker.

Udviklede strategier for at klare ventetiden

»Kragerne har jo ikke hænder, så de skal holde maden i munden. Derfor kan de jo også smage den. Det gør opgaven ekstra vanskelig. Vi kunne se, at de fugle, som formåede at vente mere end 40 sekunder, brugte strategier for at gøre ventetiden lettere,« siger Valérie Dufour.

Nogle af kragerne gemte maden og hentede den igen, når ventetiden nærmede sig sin slutning. Andre lagde brødet fra sig på jorden. Det sidste kan ikke være tilfældigt, mener Dufour.

»Det er naturligt for krager at gemme deres mad, men at lægge den på jorden, hvor andre i flokken kan få fat på den, det er ikke naturlig adfærd. Det er mere kontrolleret. De har afprøvet strategien og opdaget, at den virker.«

Kragerne er på niveau med aber

Det forsøg, som ravnene og sortkragerne deltog i, er det samme, som forskere bruger til at teste de mentale evner hos aber. Og fuglenes resultater er helt på højde med primaterne, siger Dufour.

»De har en veludviklet forståelse af tid. De kan godt forstå, at det kommer tage noget tid. Fuglene tager både dette og kvaliteten af maden med i beregningerne, når de træffer en beslutning om, hvad de vil gøre.«

Dufour mener, at dyr, som lever lange liv i komplicerede sociale grupper, ofte har brug for gode mentale evner for at klare sig. Krager er netop den type dyr. De kan leve i flere årtier og holder sammen i større eller mindre flokke.

»Men resultaterne var også overraskende. Vi havde ikke forventet, at de ville være så tæt på primaterne,« siger Dufour.

Alligevel er der intet i vejen for, at de små kragehoveder kan være lige så kloge eller mere intelligente end abehjernerne. Den objektive størrelse på hjernen betyder nemlig ikke nødvendigvis noget for, hvor klog du er.

De små kan også være smarte

»Selve størrelsen på hjernen ser ud til at have meget lidt at sige. Men det lader til, at hjernens størrelse i forhold til kroppen har en betydning.«

Der er dermed ikke noget principielt i vejen for, at et lille væsen skulle kunne være lige så intelligent som mennesker. Men det kan være svært at måle sådan noget. Andre dyr kan have andre former for intelligens, som ikke ligner vores egen.

Men uanset hvad kan byttelege og andre forsøg altså give os små glimt ind i andre dyrs tænkeevner.

Efterhånden skal rågerne i buret i Strasbourg også være med i et bytteforsøg, som ligner eksperimentet med ravnene og sortkragerne, fortæller Dufour, mens hun skærer små stykker af krabbekød og hundemad.

Men først skal de nye forsøgsdyr gennem en træningsperiode på mellem tre og seks måneder.

Kragerne bliver trænet med sten og pinde

»Oplæringen er en kompliceret proces. Først skal du vænne fuglene til, at du er der, og derefter til at ville spise af din hånd. Først da kan vi begynde på de første dele af byttetræningen.«

Lige nu nøjes forskerne med små sten, pinde eller andre velkendte småting, som rågerne ikke er bange for. Hvis fuglene samler en sten eller en pind op, får de en bid mad. Efterhånden får de en belønning for at lægge genstanden tættere og tættere på forskerens hånd.

»Rågerne kan bedre lide hundemaden end krabbekødet. Når de gør noget, der er tæt på det, vi vil have dem til, får de krabbe. Så ved de, at de er på rette spor. Når de så gør et stort fremskridt, så får de hundemad,« forklarer Dufour.

Når fuglene begynder at forstå mønstret, går de i gang med at samle sten eller pinde, så snart de ser dig, smiler hun.

Så er det på tide at gå i gang med næste skridt: Kun det, forskeren giver dig, kan byttes til mad. Det er det trin, rågerne er på lige nu.

Kun hanner med i det seneste forsøg

Dufour lægger en knaldrød legoklods ind i buret og kalder med en lav stemme på fuglene. De har alle sammen hvert deres navn. I starten er de lidt skeptiske, fordi der er fremmede på besøg. Men så tager den modigste fat.

Træningen hjælpes på vej med godbidder af krabbekød og hundemad. (Foto: Ingrid Spilde)

Rågen ved, at den skal flytte den røde klods, men ser endnu ikke ud til at være helt sikker på, hvor den skal hen. Dufour opmuntrer den lidt undervejs.

»Lidt nærmere. Kom igen. Lidt nærmere. God dreng!«

For tiden er det kun hannerne, der er med på legen, forklarer hun. Selv om der er lige mange hunner og hanner i buret – fuglene er kærestepar – er det kun hanner, der tør være med denne gang.

»Jeg ville meget gerne have udført forsøgene med et tilfældigt udvalg af fugle,« siger Valérie Dufour.

»Men vi må arbejde med dem, der har lyst til at være med. Det er oftest de yngre individer, samt de modigste. Det betyder imidlertid, at det ikke er de mest intelligente fugle.«

»Der er også en hel masse følelsesmæssige komponenter forbundet med intelligens. Men de er svære at måle hos dyr. Det er et stort forskningsfelt lige nu,« siger Dufour.

Det er svært at læse fuglenes ansigtsudtryk

»Har kragerne følelser? Vi ved det virkelig ikke. Hos primaterne kan man måske få nogle hints, fordi de udtrykker mere gennem stemmebrug og ansigtsudtryk. Og så ligner de os mere,« siger hun.

»Fuglene har ingen udtryk, så det er meget mere subtilt. Og vi har kun forsket i fugle på denne måde i cirka ti år.«

Det gælder desuden om ikke at narre sig selv.

»Det er altid fristende at tillægge dyret bevidsthed, intentioner og personlighed. Men man kan ikke gøre det sådan uden videre. Vi ved ikke, hvad der foregår oppe i deres hoveder,« siger hun.

Dufour havde selv en aha-oplevelse, da hun for nogle år siden arbejdede med aber (dog ikke menneskeaber). I begyndelsen var hun overbevist om, at de enkelte dyr havde klare personlighedstræk: En var aggressiv og fræk, en anden beskeden og sød.

Men så skete der et skift i flokkens rangorden, og så ændrede aberne fuldstændig personlighed.

»Det er først, når trækkene kan konstateres, selv efter der er sket lignende forandringer, at man kan begynde at tale om personlighed,« siger Dufour.

Alligevel indrømmer hun, at hun både kan komme tæt på og ligefrem begynde at holde af sine forsøgsdyr.

Håber på pensionsplan for forsøgsdyr

»Det er jo meningen, at man skal være meget neutral i sin opførsel, men det er klart, at man bliver glad for dem! Efterhånden kender man dem godt og ved, hvilke typer opgaver, de godt kan lide,« siger Dufour.

For hende er der ingen tvivl om, at fuglene synes, det er sjovt at være med.

»Ja, de kan godt lide at udføre deres opgaver. Det er klart mit indtryk. Træningen bliver mere og mere udfordrende for dem, og de ser ud til at have glæde af disse nye udfordringer. Jeg tror næsten, at det er sværere for dem bagefter.«

Forskeren forsikrer imidlertid om, at forsøgsfuglene får en god behandling, når eksperimentet er overstået.

»Nogle slippes fri lidt efter lidt, andre bliver på forskningsstationen og kan måske deltage i nye forsøg. Hvis vi skal arbejde med dyr, skal vi også tænke på, hvordan vi pensionerer dem. Det skal der både være planer for og finansiering til,« siger Valérie Dufour.

© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm