Det skulle egentlig bare have været en rutinemæssig nedlukning af den ene af værkets fire reaktorer. Men noget gik helt galt den nat for knap 25 år siden på det sovjetiske atomkraftværk i Tjernobyl.
Da en lille gruppe ingeniører og teknikere natten mellem den 25. og 26. april 1986 var i gang med at lukke reaktor 4 ned, kom kernen ud af kontrol, og der opstod en voldsom eksplosion, som blæste hul i taget på reaktoren.
Som følge af eksplosionen blev radioaktivt materiale sendt ud over området, og i dagene efter ulykken blev der ved med at sive store mængder radioaktivt materiale ud fra den ødelagte reaktor. Følgerne var katastrofale.
Selv om kun nogle få mennesker døde umiddelbart efter ulykken, har flere tusinde mennesker efterfølgende fået cancer som følge af det radioaktive udslip, og mere end 350.000 mennesker er blevet tvunget til at forlade deres hjem. Den store spærrezone omkring Tjernobylværket er i dag et spøgelsesagtigt, ubeboet område – klassificeret som et af verdens mest forurenede områder.
Få måneder efter ulykken på atomkraftværket i Tjernobyl udgav den tyske sociolog Ulrich Beck sin nu verdensberømte bog: ’Risikosamfundet. På vej mod en ny modernitet’.
I forordet til bogen skriver Beck, at sammenlignet med Tjernobyl kommer hans analyser i bogen til at fremstå som en flov beskrivelse af virkeligheden. Atomkraft bliver for Beck et kerneeksempel på de nye risici, som vores industrielle levevis fører med sig – risici, som varsler overgangen til et nyt samfund: Risikosamfundet.
Her 25 år efter Tjernobyl er risiciene ved atomkraft tilsyneladende ved at være glemt i Europa. Eller måske er Tjernobyl ikke glemt, men har bare måttet vige pladsen for andre risici, som opfattes som mere påtrængende.
Nye forskningsresultater fra Dansk Center for Forskningsanalyse på Aarhus Universitet peger nemlig på, at den megen opmærksomhed, som klimaændringerne har fået gennem de seneste år har sat en ny dagsorden for europæernes risikobevidsthed og teknologiforståelse.
Risikoen for ulykker på atomkraftværker med efterfølgende udslip af radioaktivt materiale er på ingen måde elimineret, og der er stadig problemer med slutdeponeringen af atomaffaldet. Alligevel opfattes atomkraft nu ikke længere alene som en problematisk teknologi. I stigende grad ses atomkraft også som en mulig løsning på problemerne med den globale opvarmning.
A-kraft er for mange i dag et muligt element i en klima- og energipolitisk indsats, der skal håndtere de komplekse risici for oversvømmelser, cykloner, tørke, hungersnød, klimaflygtninge og tropesygdomme, som den globale opvarmning fører med sig.
Opmærksomheden på disse nye klimarelaterede risici kulminerede omkring det meget hypede, skønt resultatmæssigt pauvre topmøde i København i december 2009. Man kan derfor sige, at København i de seneste år har overskygget Tjernobyl.
Ser man på tallene, så er forventningerne til atomkraft stadig afmålte sammenlignet med andre moderne teknologier. Men siden 1999, hvor Europakommissionens serie af Eurobarometre første gang undersøgte borgernes holdninger til atomkraft, har der været en tydelig stigning i andelen af europæere, der er positive overfor atomkraft.
I den seneste Eurobarometerundersøgelse, der lige er udkommet, og som bygger på målinger fra 2010 blandt 32.000 europæere, ser man for første gang, at der er lige så mange optimister som pessimister i forhold til a-kraftens fremtidige potentiale.Den danske udvikling er parallel med den europæiske, men forventningerne til atomkraft er dog lavere her end det europæiske gennemsnit.
Således mente 31% af danskerne i 2010, at atomkraft vil have en positiv indvirkning på samfundet over de næste 20 år, mens 40% mente, at atomkraft vil have en negativ indvirkning. 24% mente, at atomkraft ingen indvirkning vil have, mens 5% svarede ’ved ikke’ på spørgsmålet.
Det man kunne kalde Københavnseffekten, altså den stærkt øgede risikobevidsthed i forhold til klimaforandringer og den deraf følgende øgede opmærksomhed på energiteknologier, afspejles klart i europæernes syn på solenergi og vindenergi.
Europæerne har generelt store – og stigende – forhåbninger til disse teknologier. Henholdsvis 87% og 84% af europæerne var i 2010 optimistiske omkring mulighederne i solenergi og vindenergi. Og optimismen er specielt stor i Danmark: 96% af danskerne mener således, at sol- og vindteknologier vil have positiv indvirkning på vores samfund.
Så sol og vind skal stadig ind, som den ene del af atomkraftmodstandernes gamle slogan lød, mens den anden del – »Hvad skal væk? Barsebäck!« – tilsyneladende ikke er in mere.
Denne udvikling er også interessant i forhold til Ulrich Becks teori om risikosamfundet. Som vi kort har været inde på, er det Becks tanke, at vi fra 1960’erne og frem gradvist har forladt det klassiske industrisamfund til fordel for det, han kalder for risikosamfundet.
Risikosamfund er samfund, der dels producerer en ny type risici, og dels sætter de nye risici i centrum for den politiske debat og for samfundsudviklingen. Det er ofte svært at afgøre, om risiciene er virkelige eller blot opfattes sådan.
Men, om de er det ene eller det andet, gør ifølge Beck ingen forskel i forhold til deres samfundstransformerende kraft. Fælles for de nye risici – atomkraft, genteknologi, global opvarmning, globale finanskriser, terror mv. – er, at de er menneskeskabte, uberegnelige og har en global karakter.
De nye risici må ifølge Beck forstås som bivirkninger – eller som han kalder det: uintenderede følgevirkninger– ved vores industrielle levevis. Industrisamfundet har ikke bare haft enorm succes med at bekæmpe nød og materiel elendighed – det har også frembragt nye risici.
Dette er sket, uden at man har villet det, bag om ryggen på industrisamfundets aktører. Atomkraft er på mange måder et højdepunkt i den industrielle udvikling, og Tjernobylkatastrofen kan derfor ses som et symbol på overgangen til risikosamfundet.
Med Tjernobylulykken så man for alvor det destruktive potentiale i de nye menneskeskabte risici. Man oplevede også den generaliserede usikkerheds genkomst – altså gensynet med den usikkerhed, som vi fra oplysningstiden og frem ellers gradvist, succesfuldt havde bekæmpet med videnskab, industrialisering, rettigheder, forsvarsalliancer, forsikringer, velfærdsordninger osv.
Og Tjernobylkatastrofen kom da også umiddelbart til at virke som en katalysator for modstanden mod atomkraft i Europa i slut 80’erne, med nye atomkraftpolitikker i blandt andet Tyskland til følge.
Den seneste udvikling i europæernes holdning til atomkraft tager sig umiddelbart ud som en svækkelse af Becks teori om risikosamfundet. Men ser man nærmere efter, er der meget i den seneste Eurobarometerundersøgelse, der støtter Becks teser.
Europæerne forestiller sig nemlig ikke, at atomkraft og andre energiteknologier i sig selv kan redde os ud af problemerne med den globale opvarmning – der må også livsstilsændringer til. Blikket er ikke længere alene rettet mod arbejdspladser og økonomisk vækst. Europæerne er tilsyneladende villige til at tilsidesætte økonomisk vækst til fordel for at bekæmpe risiciene fra den globale opvarmning.
I hvert fald er 64% af europæerne enige i et udsagn om, at »for at bremse klimaændringerne og den globale opvarmning er vi nødt til at ændre vores måde at leve på, også selvom det indebærer lavere økonomisk vækst«.
Samtidig tilslutter kun 26% sig et udsagn om, at «man vil finde en teknologisk løsning, der kan standse klimaændringerne og den globale opvarmning, så vi kan fortsætte med at leve på samme måde og fortsætte den økonomiske vækst«.
Så selv om tilslutningen til atomkraft er stigende blandt europæerne, er man altså samtidigt klar over, at atomkraft ikke alene kan være løsningen på klimaudfordringerne.
Når europæerne i dag ser mere positivt på atomkraft, kan det forklares med en øget risikobevidsthed i forhold til den globale opvarmning. Der ligger således en bevidst eller ubevidst risikoafvejning bag den nye mere positive holdning til atomkraft.
Eurobarometerundersøgelsen viser netop, at det ikke er irrationel angst, der får offentligheden til at afvise visse teknologier og omfavne andre. Der er tværtimod en systematisk sammenhæng mellem borgernes evaluering af teknologiers nytte, risici og etiske implikationer på den ene side og deres opbakning til eller afvisning af teknologierne på den anden side.
Når europæernes syn på de fremtidige muligheder i nanoteknologi, bioteknologi og IT er faldende i perioden fra 2005 til 2010 kan det blandt andet skyldes, at disse teknologier har været italesat som vækstteknologier – med øget forbrug, ressourcehugst og klimauansvarlighed som negative medbetydninger.
Københavns udmanøvrering af Tjernobyl vidner tilsyneladende om, at europæerne tager ansvar for de nye risici. Udviklingen peger også på, at vi med Becks terminologi er på vej mod risikosamfund version 2.0. I risikosamfund 2.0 er ’de nye risici’ ikke bare ’nye risici’, der for enhver pris må undgås. I stedet opleves nogle ’nye risici’ som farligere end andre.
Og man kan man opleve det fænomen, at borgere ønsker at bekæmpe nye risici med teknologier, som de ved indbefatter andre, nye risici. Det, der står tilbage, er så spørgsmålet, om dette fænomen skyldes en ny modenhed eller en ny afmagtsfølelse blandt borgerne i risikosamfundet.
Det er i spændingsfeltet mellem rationelle risikokalkuler og overvældende angst for klimaforandringer, at man skal finde begrundelserne for den ændrede holdning til atomkraft.
Mads P. Sørensen er seniorforsker på Dansk Center for Forskningsanalyse, Aarhus Universitet, og blandt andet forfatter til bogen ’Ulrich Beck. Risikosamfundet og det andet moderne’(s.m. Allan Christiansen), Aarhus Universitetsforlag.
Niels Mejlgaard er forskningsleder på Dansk Center for Forskningsanalyse, Aarhus Universitet, og har været med til at lave den seneste Eurobarometerundersøgelse omkring kontroversielle teknologier.
Magelighed contra frygt
Når man foretager den slags undersøgelser, som artiklen refererer til, så er svarene begrundede i nogle grundlæggende motiver og drivkræfter hos mennesket. Dels mageligheden og jagten på velfærd og lysten til at eje og forbruge, vi går her ud fra normal vestlig standard, hvor sult og nød er overvundet, men inde i denne tilsyneladende tryghed lurer frygten og usikkerheden. Jo bedre vi har det, og desto mere materielt rige vi er, jo større er frygten for at miste. Derfor afhænger svarene i nogen grad af evnen til at fortrænge, når der er gået tilstrækkelig længe efter Tjernobyl, så er folk ikke så bange for A-kraft mere, altså lige til der sker det i Japan, så stiger frygten og usikkerheden igen. De fleste mennesker ønsker et optimalt forbrug, eks. i en stor spørgeundersøgelse til unge mennesker i Vesten, så viser det sig, at de i fremtiden ønsker at rejse mere, og gerne i fly, men det skal være billigerer. Så meget for ungdommens miljø- og klimabevidsthed.
Et andet paradoks er billedet af strandede turister i en lufthavn i Egypten, " åh det var så forfærdeligt, toiletterne var tilstoppede og det var svært at købe mad og drikke", alt imens tusinder af (med)-mennesker kæmper på liv og død få kilometer borte i et ønske om et bedre liv uden undertrykkelse. Og hjemme i Kastrup stod den ventende familie og viftede med flag, og TV sendte live og direkte. Var der nogen, der sagde proportionsforvrængning?
Sorte Svaner
Tak for spændende artikel med interessant reference til Becks bog som jeg ikke kendte. Jeg mener ikke at vi er på vej til et 2.0-samfund, hvor vi styrer gennem et farvand fyldt med risici - tager ansvar for dem. Jeg mener at vi stadig er alt for risikoblinde.
Atomkraft er et godt eksempel på et sted, hvor vi trods alt har taget ansvar for risici'ene ved at bygge kraftværker, der er forholdsvis sikre. Tjernobyl var ikke et sikkert atomkraftværk, ved opførelsen af dét var man tydeligvis i høj grad risikoblind.
Men risikoblindheden findes stadig. Personligt synes jeg at vi er mere risikoblinde end nogensinde. Europæernes faldende interesse for ny teknologi vil jeg tolke som et eksempel på at vi er blevet ligeglade: Det går godt, intet kan virkelig bekymre os.
Nassim Taleb viser os det i sin bog "The Black Swan" med undertitlen "The Impact of the Highly Improbable".
Den aktuelle debat om F1-lån som en reel risiko for hele den danske økonomi er et godt eksempel på et område som Taleb særligt interesserer sig for, men det gælder i de fleste andre sammenhænge i vores samfund.
Når man bygger atomkraftværker (de sikre af dem) indbygger man sikkerhed i systemet så uheld ikke kan udvikle sig til katastrofer uanset, hvor utænkelige de er. Alternativet er nemlig uacceptabelt. Det samme skal vi gøre i mange andre dele af vores liv. På den måde giver jeg forfatterne ret: Vi er nødt til at foholde os bevidst til realiteterne i risikosamfundet. Men jeg er pessimist og tror ikke at vi gør det.
NIMBY
Nu er det din påstnad med markante flertal, og hvem det er der laver balladen. Konsekvensen af det su skriver vil være at alle projekter skulle droppes hver gang man støder på en nimby protest.
Man bruger også mange ressourcer på at indsamle og genanvende papir, men det betyder ikke at papir er affald.
Røræg
"Aktivisternes udemokratiske metoder" består blandt andet i, at et markant flertal af borgerne i Gorleben, har sat sig imod, at atomindustrien vil bruge deres by og egn som atomlosseplads.
En glimrende illustration af, at atomkraft uvægerligt fører til diktatur og autokrati, for hvordan skulle man ellers få nogen til, at give plads til den slags anlæg, i deres egen kommune eller landsdel?
Det er da også underligt, at man bruger så mange ressourcer på et affaldsproblem, hvis det ikke eksisterer. Den må de også længere ud på landet med, hr. Conteh.
Stadig ikke noget affaldsproblem
For det første er det ikke noget affald (selvom nogen insisterer på at kalde det affald) og for det andet er der ikke noget problem.
Den eneste grund til at man vil oplagre de små mængder højradioaktive restprodukter er, at man ikke vil genanvende det. Slutlagring (hvis man overhovedet vil det) er heller ikke svært - men det er svært at komme gennem bureaukratiet.
Det er interessant, at du bekymrer dig om demokratiet, når du tydeligvis støtter om "aktivisternes" udemokratiske metoder i forbindelse med den komplet ufarlige transport. Når antidemokrater som dem udøver deres kriminalitet, så er politiets magtanvendelse på sin plads og en demokratisk nødvendighed.
Dette affaldsproblem!
Den 9. november 2010, ankom der, efter 92 timers rejse, elleve castor-beholdere med højaktivt atomaffald, fra anlæget i La Hauge i Frankrig, til "mellemlageret" i "Atommülllager Gorleben" i Wendland, lige syd for den dansk-tyske grænse.
I år, 2011, ankommer der endnu elleve af disse beholdere og i 2014 ankommer der enogtyve beholdere fra Sellafield-værket i England.
Det er bla. den atomaffald, jeg henviser til, hr. Conteh!
Og problemet er ikke bare den lange risikofyldte transport og de mange ressourcer politiet må bruge på at passivisere protesterende borgere, men også, at dette "mellemlager" i Gorleben, truer med at blive permanent, da den salzstock, som man havde udset sig til den endelige oplagring, har vist sig at være både ustabil, utæt og lækkende.
For slet ikke at tænke på de konsekvenser, den overvældende magtudøvelse, som disse transporter afstedkommer, på længere sigt har i forhold til demokratiet. Kan man overhovedet have atomkraft i et samfund hvor borgerne bestemmer, eller fordrer og fremmer det ikke snarere et diktatur eller et videnskabeligt teok
Altså eksisterer en "endlösung" endnu ikke andre steder end i mærkelige videnskabsfolks krøllede fantasier.
Ingen affaldsproblem
@knækæg:
Hvilket affaldsproblem? Der er ikke noget affaldsproblem. Der er dårligt nok noget affald. Det brugte brændsel består af værdifulde metaller og gasser og resten yderst værdifuldt brændsel.
En gennemgang af det brugte brændsel finder du her: http://www.youtube.com/watch?v=rv-mFSoZOkE
Det radioaktive affald du skal bekymre dig om kommer fra hospitalerne.
Knækæg
Indtil atomindustrien kan fremlægge en anstændig løsning på affaldsproblemet, er atomkraft et vildskud på den teknologiske udvikling.
Atomic Suicide,
A-kraften er den direkte årsag til temperaturstigning, ørkendannelse, forstyrrelse af Klodens magnetfelt, og de heraf drastiske vejrforhold m.v.
Det er i første omgang i 12- 18 km's højde ophobning finder sted, a-kraft vil blive totalt forbudt, og jo før jo bedre.
Olie vs. Atomreaktorer
citat: Olien er ved at være brugt op, og de fossile kulstof-reserver bør forbeholdes til stålfremstilling, kemisk syntese af plast og kemikalier m.m. /citat
Argumentet er ikke sandt. Olie er ikke en fossil forekomst. Det er en udbredt misforståelse.
Olie er "abiotic oil" - fremstilles af jorden selv under de meget store tryk og frigøres i tektoniske brudsoner, hvorfor man bla.a. kan fortsætte med at hente olie i Quvait-området, Kaukasus og udenfor Brasilien, Afrika og Norge de næste 1000 år uden problemer.
At vi så bør koncentrere energimuligheder mod alternative teknologier er noget helt andet.
Det er rigtigt at atomteknologien bør udvikles - mod f.eks. thoriumreaktorer samt andre højeffektive energiformer, ikke mindst i lyset af, at verdens måske største thoriumforekomst findes i Sydgrønland...!
- Yderligere kan nævnes H3, som rummer meget store muligheder.
Hedder denne side ikke noget med videnskab?
"Her 25 år efter Tjernobyl er risiciene ved atomkraft tilsyneladende ved at være glemt"
Hvilke risici? Tjernobyl viser ikke noget som helst om nogen risiko ved atomkraft.
Lige så slemt er det, at forfatteren ignorer alle saglige kilder omkring de menneskelige konsekvenserne ved Tjernobyl ulykken, og bare kolporterer gætværk fra usaglige kampagneorganisationer.
Alle andre energiformer koster mange mange flere menneskeliv hvert år end atomkraft har gjort siden det blev opfundet.
TJERNOBYL var en ATOMBOMBE !!!
ER MAN FORSKER, NÅR MAN NÆVNER TJERNOBYL som EX. PÅ KERNEKRAFT ???
-------------------------------------------------------------------------------------------------------
TJERNOBYL var konstrueret til at gå galt, og iøvrigt var det branden i kulstoffet, der stod for den radioaktive spredning.
THREE MILE ISLAND benævnes altid som en katastrofe. Det var en katastrofe for investorerne, men knap nok en ulykke mht. radioaktiv spredning. Skønt alt gik galt, så var der end ikke en gråspurv, der fik overdosis.
THREE MILE ISLAND burde i stedet fremhæves som et exempel på sikkerheden ved A-kraft !!!
---
DET HASTER MED AT BYGGE A-KRAFT REAKTORER !!!
Olien er ved at være brugt op, og de fossile kulstof-reserver bør forbeholdes til stålfremstilling, kemisk syntese af plast og kemikalier m.m.
Alle med fornuft og overblik kan se, at "vedvarende" energi ikke løser den nære fremtids energiproblemer. For det første kan man ikke gemme EL, så man kan højst få energi som vinden blæser eller solen skinner, og lange vindstille perioder er ingen sjældenhed om vinteren. For det andet er holdbarheden af vindmøller langt kortere end holdbarheden af A-kraftværker, og faktisk går der en helvedes masse fossilt kulstof til fremstilling af vindmøller og de nuværende solceller. For det tredie går befolkningen kun ind for vindmøller, når de ikke selv skal se på dem og forstyrres af støjen.
mvh. Steen Ahrenkiel.