Klimamodeller undervurderer kraftig afsmeltning på Grønlands indlandsis
Episoder med kraftig afsmeltning af grønlandsisen er næsten gået ubemærket hen af klimamodellerne. Det kan betyde, at forudsigelserne for afsmeltningen undervurderes, advarer forskerne.

Forskerne har fundet årsagen til to episoder med kraftig afsmeltning på Grønlands indlandsis. Men de fandt også at det er svært for modellerne at fange deltaljerne i disse kortvarige, men uhyre vigtige, smeltehændelser på grund af den turbulens, der opstår i mødet mellem atmosfæren og isens overflade. (Foto: Robert Fausto/GEUS)

Klimaforskerne er foruroligede over en række kraftige, men kortvarige, afsmeltningsepisoder, der har fundet sted på Grønland siden 2010. De to seneste episoder fandt sted 8.-11. juli og 27.-28. juli 2012.

Under den ene episode målte forskerne mere end 28 cm afsmeltning per dag. Det er den højeste smelterate nogensinde dokumenteret på Indlandsisen.

Selvom de to episoder kun varede seks dage tilsammen, bidrog de med 14 procent af hele årets afsmeltning.

Forskerne bag en ny undersøgelse har nu fundet årsagen til de to usædvanlige hændelser. De fandt alarmerende nok, at de nuværende klimamodeller ikke var i stand til at forudsige hændelserne nøjagtigt.

»De mest almindeligt brugte klimamodeller er ikke særlig gode til at fange disse kortvarige, men kraftige, afsmeltningshændelser,« fortæller undersøgelsens hovedforfatter Robert Fausto fra Geological Survey of Denmark and Greenland (GEUS). Han fortsætter:

»Konsekvensen er, at vi kommer til at underestimere hændelsernes betydning for afsmeltningen på Grønland, og det vil akkumulere over tid.«

Den nye undersøgelse, der er publiceret i tidsskriftet Geophysical Research Letters, kan hjælpe andre forskerne med at forbedre forudsigelserne for den fremtidige afsmeltning på Grønland.

Blæst og regn smelter isen - og det går stærkt

Normalt er det sollysets varme - den såkaldte strålingsenergi - der får Grønlands indlandsis til at smelte, men i 2012 var der andre kræfter på spil.

Et højtryksområde lå ud for Grønlands østkyst, mens et lavtrykssystem var under opsejling ved vestkysten. De tvang i fællesskab varm og fugtig luft op langs kysten og ind over iskappen.

Da forskerne analyserede deres vejrdata, blev de overraskede over, at den kraftige afsmeltning skyldtes den varme og fugtige luft i stedet for det mere klassiske billede med sollyset. »Man skulle ikke tro at regnfuldt og overskyet vejr kunne være skyld i afsmeltning på Grønland, men det er faktisk meget vigtige årsager bag disse afsmeltningshændelser. Regn indeholder nemlig en masse varme,« forklarer Fausto. (Foto: <a>Shutterstock&lt;/a&gt;)

Det skabte de ideelle forhold for afsmeltning langs hele iskappens vestlige rand.

Den varme og fugtige luft medbragte en stor mængde energi fra en række atmosfæriske kilder, som forskerne kalder ‘non-radiative energy’, båret af den varme og fugtige luft. ('Non-radiative energy' kan groft oversættes til 'energitilførsel fra varm og fugtig luft', red.)

Da de studerede data fra vejrstationer verden over, så forskerne, at det var denne energitilførsel fra varm og fugtig luft, der var skyld i størstedelen af den hurtige afsmeltning.

Robert Fausto forklarer: »Da vi analyserede vores vejrdata, blev vi overraskede over, at den kraftige afsmeltning skyldtes den varme og fugtige luft i stedet for det mere klassiske billede med sollyset.«

»Man skulle ikke tro, at regnfuldt og overskyet vejr kunne være skyld i afsmeltning på Grønland, men det er faktisk meget vigtige årsager bag disse afsmeltningshændelser. Regn indeholder nemlig en masse varme,« forklarer Fausto.

Forskerne undersøgte efterfølgende, hvor gode klimamodellerne var til at forudsige forandringer i energitilførslen fra varm og fugtig luft over Grønland i løbet af hændelserne. Det var ikke gode nyheder.

»Modellerne er ikke særlig gode til at opfange afsmeltningerne, fordi de undervurderer denne type energitilførsels betydning,« udtaler Fausto.

Klimamodellerne undervurderer fremtidige afsmeltninger

I takt med at klimaforandringerne gør Jorden varmere, kan vi ifølge Fausto forvente at se flere lignende hændelser. Fausto mener, at det er tydeligt, at klimamodellerne underdriver den effekt, disse ekstreme hændelser har på afsmeltningen på Grønland.

Professor Michael Tjernström fra Stockholms Universitets meteorologiske afdeling er enig.

Fausto mener, at det er tydeligt, at klimamodellerne underdriver den effekt, disse ekstreme hændelser har på afsmeltningen på Grønland. (Foto: <a>Shutterstock&lt;/a&gt;)

»Alle energiudsvingene er generelt dårligt beskrevet i det arktiske område. Det ville overraske mig meget, hvis Grønland var en undtagelse,« udtaler han og tilføjer, at hele den arktiske region fra Alaska til Sibirien er meget sårbar over for disse ekstreme hændelser.

»I takt med at den globale temperatur stiger, lader det til, at vi kommer til at opleve flere af disse episoder,« fortæller Tjernström.

»Jeg var i den arktiske region i 2014 for at foretage feltarbejde og oplevede en ligende hændelse i det østlige Sibirien, hvor temperaturen ved 500 meter over havets overflade var mere end 20 grader celsius. Det sker ikke hvert år, men det sker.«

Langsigtede afsmeltning er stadig den største trussel

Tjernström understreger, at selvom de ekstreme vejrhændelser er opsigtsvækkende, er de ikke normen, og iskapperne står overfor en større trussel.

»Selvfølgelig har disse hændelser en effekt, men i det store hele er det største problem den gradvise globale temperaturstigning,« udtaler Tjernström.

Fausto pointerer, at undersøgelsen ikke adresserer de langsigtede problemstillinger, afsmeltningens effekt har på hele Grønlandsisen.

Istedet henleder undersøgelsen opmærksomheden på et problem med klimamodellerne, når det gælder om at forudsige disse meget ekstreme hændelsers betydning.

»Hvis modellerne i gennemsnit undervurderer afsmeltningen meget i løbet af de ekstreme hændelser, ender vi med et kumulativt deficit i vores projekteringer for afsmeltningen på Grønland,« slutter Fausto.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos ScienceNordic.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark

Hvad er ‘non-radiative energy’?

Grundlæggende kan man beskrive ‘non-radiative energy' som alle energiformer, der ikke kommer direkte fra solen.

Men det er ikke helt nøjagtigt, udtaler Robert Fausto.

»Det er mere præcist at sige, at de stammer fra atmosfæren. Atmosfæren har en bestemt temperatur og et bestemt fugtindhold, som interagerer med Jordens overflade. Hvordan bliver afgjort af, hvor turbulent [varm, blæsende og fugtig] atmosfæren er,« forklarer han.

Har det nogen betydning hvilken type energi, der står bag afsmeltningen på Grønland?

»Det er faktisk et godt spørgsmål,« siger Fausto.

Den mængde energi, der rammer toppen af ​​Jordens atmosfære over Grønland er relativ konstant hvert år alt efter årstiden. Og det er denne strålingsenergi, der er skyld i størstedelen af afsmeltningen på Grønland.

Men klimaændringerne betyder, at Jorden bliver varmere, og man forventer, at episoder med varme og fugtige luftmasser vil forekomme mere hyppigt i fremtiden, hvilket vil forårsage flere og kraftigere afsmeltningsepisoder på Grønland.

»Nu, hvor vi går igennem dette klimaforandringseksperiment, som vi mennesker udsætter Jorden for, ser vi, at de turbulente forhold sker oftere, og at de også er mere ekstreme, så der er meget mere energi i dem,« forklarer Fausto.

»Så på Grønland, ser vi en ekstra mængde [af is], der smelter [ud over] hvad man har fra solen, og vi forventer, at denne mængde vil stige.«