Annonceinfo

Kæmpeslange åd dino-baby

Forskere har fundet resterne af en stor slange, der var igang med at fortære en nyudklækket dinosaur, da den pludselig blev begravet levende.

Denne rekonstruktion viser, hvordan den store slange kan have set ud, da den var ved at fortære sauropod-ungen. (Foto: Ximena Erickson)

Det er ikke nemt at være baby - heller ikke hvis mor og far er blandt jordens største dyr.

Det måtte nyudklækkede dinosaurer sande på brutal vis for 67 millioner år siden.

Da de for første gang krøb ud af deres æg, kan deres første - og sidste - glimt af verden nemlig meget vel have været en glubsk slanges åbne kæber.

Det viser et næsten komplet fossil af en hidtil ukendt, primitiv 3,5 meter lang slange, som forskere har fundet i Gurajat i det vestlige Indien.

'Frygtindgydende øjeblik frosset i tid'

Forskerne fandt slangens skelet liggende snoet rundt om et knust dinosauræg ved siden af en halv meter lang nyudklækket sauropod-unge. Nær dinosaurreden fandt forskerne flere æg og slangefossiler, hvilket tyder på, at den store slange levede af at spise dinosaurbabyer.

»Det var så vildt at opdage et så frygtindgydende øjeblik frosset i tid,« siger dinosaur-eksperten Dhananjay Mohabey fra Geological Survey of India i en pressemeddelelse.

Mohabey fandt dinosaurreden tilbage i 80erne, men det var først, da palæontologen Jeff Wilson fra University of Michigan besøgte Mohabeys kontor i år 2001, at det blev opdaget, at der var en slange blandt fossilerne.

»Jeg så den karakteristiske vertebrale låsemekanisme, som slanger har, side om side med æggeskaller og større knogler. Jeg vidste, at det var et ekstraordinært eksemplar - men jeg vidste også, at vi var nødt til at udforske det yderligere,« siger Jeff Wilson.

Tag-selv-bord
Sådan ser fossilerne ud, efter Wilson og co. har haft fingre i dem. Ved at nærstudere stenene har forskerne fundet en 3,5 meter lang slange, tre dinosauræg samt en nyudklækket dinosaur-unge. (Foto: Wilson et al.)

Og det gjorde Wilson så sammen med Mohabey, slangeeksperten Jason Head fra University of Toronto-Mississaugua og geologen Shanan Peters fra University of Wisconsin. Knap et årtis grundige undersøgelser af fossilerne har nu afsløret, at det, som Wilson troede, rent faktisk var en stor slange, der snoede sig rundt om æggene og dinosurbabyen.

»Vi tror, at den nyudklækkede unge lige havde forladt sit æg, og at den aktivitet tiltrak slangen,« forklarer Mohabey.

»Det har været et tag-selv-bord,« siger Jason Head. »Hundredvis eller tusindvis af forsvarsløse sauropod-babyer kan have understøttet et økosystem af rovdyr under udrugningssæsonen.«

Forskernes resultat er blevet offentliggjort i tidsskriftet PLoS Biology, og den lange slange har fået navnet Sanajeh indicus.

Levende begravet

Fakta

Sauropod

Sauropoder var de største dyr, som nogensinde har betrådt landjorden.

Det var planteædende, langhalsede og firefodede dyr med blyantformede tænder.

De højeste målte op til 18 meter, mens de tungeste kunne veje 100 ton.

Kilde: Wikipedia

Det velbevarede fossil afslører, at slangen ikke havde den brede, fleksible kæbe, som moderne slanger bruger til at fortære relativt stort bytte, og det peger på en interessant evolutionær udvikling blandt de tidlige slanger.

»Sanajeh var i stand til at fordøje den halve meter lange sauropod-unge, fordi den selv var ret stor - næsten 3,5 meter lang,« siger slangeeksperten Jason Head.

»Nulevende primitive slanger er små dyr, hvis diæt er begrænset af deres kæbestørrelse. Men den evolutionære udvikling af Sanajehs store kropsstørrelse gjorde den i stand til at spise en bred vifte af byttedyr - heriblandt nyudklækkede dinosaurunger,« siger Jason Head.

Resterne af den drabelige kamp mellem slangen og den nyudklækkede dinosaurbaby illustrerer et fastfrossent øjeblik i Kridttiden. Den måde, som knoglerne ligger på, tyder på, at dyrene blev begravet levende.

»Begravelsen var hurtig og dyb,« siger geologen Shanan Paters. »Det var sandsynligvis et mudderskred sat i gang af en storm, der fangede dem midt i akten.«

Klik her for at se en video, hvor Jeff Wilson fortæller mere om fundet.

Der var masser af fugle side om side med dinoer

@Akim
Du skriver:
"I forhold til fuglene, så ved man altså at fugle er efterkommere af dinosaurerne, så det giver i min øjne ikke kronologisk mening at sige, at fugle blev en trussel mod dinosaurerne. Nogle dinosaur-familier udviklede sig til fugle-AGTIGE-dyr, men det skete altså inden nedslaget og de kunne, så vidt jeg ved, ikke flyve rundt og snuppe sauropod dino unger. De løb for det meste rundt på jorden og var små. Egentlig jagt-flyvning kom først senere tror jeg... "

... men der var altså masser af fugle ved udgangen af Kridt - også moderne fugle. Man regner med at så mange som 90 afstamningslinjer til moderne fugle kan have overlevet K/T grænsen. Her er du altså helt galt på den.
Lad mig citere en afhandling om tidlige fugles taxonomi (her i min egen oversættelse): "Den mest basale udgrening i de nulevende fuglearters afstamningstræ er blevet identificeret. Det er opdelingen mellem Palæognather (Strudse, Nanduer, Kasuarer, Emuer, Kiwier og Tinamurer) og resten af de nulevende fugle, Neognather."
Navnene afspejler forskelle i kæbernes opbygning hos de to typer. Opdelingen fandt formentlig sted for 100 mio år siden, altså længe, længe inden K/T. Selv spurvefuglenes oprindelse dateres i det citerede papir til midten af Kridt. Og så var moderne fugle kun en mindre komponent i den samlede fuglefauna i Sen Kridt.
Fra undersøgelser i Nordamerika ved man, at de fuglearter, der ikke hørte til de moderne fugle, alle uddøde - senest ved K/T - og at de var på hastigt tilbagetog inden da. Altså igen en kraftg antydning af, at der var voldsomme kræfter på spil, længe inden meteoren kom farende. Alle de hovedlinjer af moderne fugle, der er kendt fra netop de aflejringer (Hell Creek fx), overlevede nemlig.

mvh
wlf

Mange årsager til dinoernes farvel

@ Akim Souary.
Jeg kunne jo opfordre dig til at læse mit 2 år gamle indlæg igen. Jeg har altså ikke talt om noget ”pludsligt” med hensyn til udviklingen af pattedyrene. Det er netop pointen. Pattedyrenes tidlige udvikling finder sted i en verden, hvor dinoerne er i mange nicher og fortsætter stille og roligt gennem Jura og Kridt. Pattedyrene finder deres plads i økosystemerne. Dengang som nu handler det om, at møde udfordringerne med afkom nok, til at holde bestanden fra generation til generation. Her gav forholdene i Sen Kridt nogle særlige vilkår, der ikke gavnede dinoerne. Som biolog er man vandt til at tænke i økologiske sammenhænge og det indbyder afslutningen af Kridt også til – hvis man kunne få ørenlyd for meteorstøjen fra aviser og populære tidsskrifter.

Om pattedyrene kunne have været et alvorligt selektionstryk på nogle dinoer, handler om andet og mere end, hvor store pattedyrene var og hvordan de fik deres føde. Det handler lige så meget om, hvorvidt dinoerne kunne klare trykket mod bestandene. Det er en vigtig ovevejelse, men det er ikke kronforklaringen på dinoernes forsvinden – højst en parameter. Og jeg hævder ikke andet. Det ville der ikke være beviser til - overhovedet.
Bestandstørrelser er dynamiske. De er resultatet af en lang række +/- regnestykker, hvor parametre som reproduktionsrate, levetid, fødegrundlag og prædationstryk (dvs hvor stor en del, der tages af rovdyr) indgår. I foranderlige tider er også evnen til at respondere evolutionært på forandringerne af vital betydning.

Antallet af dinoarter, der opstod og forsvandt op gennem hele Mesozoikum (Trias-Jura-Kridt) var meget stort, sammenlignet med det antal, der eventuelt gik til ved K/T-grænsen (undskyld det gammeldages udtryk, jeg vender mig ikke rigtig til K/Pg). De fleste er gået til i den evigt kværnende evolution i løbet af årmillionerne, helt uden episk dramatik. At uddø, er en matematisk begivenhed. En arts økologiske funktion er ofte udspillet længe inden. En dag er der bare ikke flere. En dinoslægt eksisterede næppe mere end 5-6 mio år, så var den afløst af en ny.

Det er iøvrigt en misforsåelse at tro, at størrelse i sig selv er ensbetydende med dominans. Det betyder blot, at man har brug for større områder og fødemængder. Får man ikke det, skrider grundlaget. Det er rigtigt, at meget store pattedyr først opstår i Tertiær, men der er ikke nogen evolutionær eller økologisk mekanisme, der skulle forhindre store arter af forskellige dyregrupper i, at leve på samme tid. De konkurrerer, javel, men det betyder ikke, at de nødvendigvis uddør, man kan lige så godt justere livsformen, til konkurrencen er minimeret. Tjek bare en nutidig situation med store hajer og hvaler. Her findes både jagende og planktonædende former af begge dyregrupper. De kører bare ad forskellige spor i det samme hav, så går det alt sammen. Mesozoikums megafauna var baseret på dinoer. De udvikledes med afsæt i de økologiske forhold, der herskede mens den dyregruppe havde evolutionært momentum. Det vil sige mens dens gener havde stort variationspotentiale og ikke alt for mange specialiseringer havde lukket af for artsdannelse med radikalt sporskifte, når lejlighed bød sig. Den slags kører som bekendt altid bedst i begyndelsen af en dyregruppes evolutionære epoke. I Tertiær (Palæogen) baseres megafaunaerne på pattedyr. Hvorfor? Ikke alene fordi dinoene var forsundet, men nok så meget fordi de nye betingelser favoriserede pattedyrene. Græs! Årstider! Into the Great Wide Open!

Dinoerne er objektivt under pres i den sene del af Kridt. Vi ved fra aflejringerne op mod K/T-grænsen, at havniveauet falder dramatisk. Det sker måske fordi nedbør i stigende grad holdes tilbage som gletchere i højtliggende bjergegne. Måske fordi aktiviteten i undersøiske bjergkædedannelser eller andre tektoniske processer ændres, så indfald i jordskorpen (havbunden) sænker den gennemsnitlige havdybde og derved vandspejlet. Hvor om alting er, så må det faldende havnivau have medført store økologiske forandringer i de lavtliggende, kystnære områder. Rev og andre lavtvandsøkosystemer blev blottet og hvor de ikke bare kunne rykke med ud og ned, forsvandt de og erstattedes af andre økosystemer. Ferskvandsområder blev mere almindelige, efter som floder fik længere løb mod havet, gennem de blotlagte områder. Søer og ferskvandslaguner dannedes og blev en mere dominerende naturtype. Disse processer fandt sted længe inden K/T-grænsen, på Stevns kan tørlagte områder (hard grounds) ses 700.000 år før K/T og de er snasket ind i kul, formentlig sod fra vulkanudbrud.

På grund af pladetektonikken er de før så sammenhængende landområder, mod slutningen af Kridt, gledet så langt fra hinanden, at de klimatiske forhold uundgåeligt præges af det. Variationen i klima på landjorden bliver større. Flere, mindre og indbyrdes mere fjerntliggende kontinenter, betyder længere kystlinjer, større variation i havstrømmene og dermed større udsving i vejret - fra år til år og sted til sted. Kontinentaldriften fører i Kridt nogle egne ud mod områder, hvor vinklen på solen i perioder af året er meget mere spids, end ved de ækvator-nære områder, hvor udviklingen af dinoene havde sit hovedsæde. Det betyder større årstidsvariation i plantevækst og dermed i alle de afledte økologiske mekanismer. Muligheden for at kompensere for årstidsvariation ved fx varmeregulering, dvale, forråd, vandring osv kommer til at betyde meget mere. Her havde pattedyr, fugle og vandrende havkrybdyr som skildpadder som bekendt nok at byde på og kunne måske derfor bedre møde udfordringerne, end dinoerne. Vi ved ikke om dinoer har foretaget sæsonbetingede vandringer, men det blev i hvertfald en fordel med tiden.

Der til kommer vulkanudbruddene. Bedst kendt er Deccan Traps, der udspyede ubegribelige mængder af materiale til atmosfæren og opbyggede gigantiske basaltområder i det nuværende Indien. Angivelser af varigheden varierer fra 1 til få millioner år. Begivenheden finder sted op til K/T-grænsen. Nogle af de tydeligste tegn på, at den var rivende gal, længe inden meteornedslaget på Yucatan, findes på Stevens Klint, hvor der er store mængder af kulstof 700.000 år før K/T-grænsen. De enorme skovbrande, der traditionelt indgår som forklaring på de store mængder sod i beskrivelser af ”dinoenes endeligt” ved meteornedslag, skulle altså være begyndt rigtig god tid ;-).

Der er meget der tyder på, at kontinent efter kontinent er blevet opgivet af dinoerne over de seneste 10 millioner år inden K/Tbegivenheden/begivenhederne. I de øverste tre meter aflejringer inden K/T-grænsen er der til dato fundet én art (en slags Tricerathops) – og det for ganske nylig. Det har ellers været umuligt at finde en eneste art, der rent faktisk så ud til at trives helt op mod grænsen. Det er meget svært at danne et overblik over, hvor mange dino-arter, der var, da meteoret faldt ned. Det skyldes fx også, at langt de fleste fund ikke er dateret i nyere tid, hvorfor dateringen er temmelig grov. Arterne lader sig næppe altid sortere i intervaller med bare 2 mio år +/-. Det gør diskussionen om, hvor mange arter der var, lige hin skæbnesvangre dag, da Yucatanmeteoren kom ned, ret søgt. Men fra en canadisk lokalitet kan vi følge et fald i antallet af dinoarter fra 75mio til 65 mio. På de 10 mio år er 80% af arterne væk fra lokaliteten (fra 35 til 7 arter) uden at være erstattet af andre. Det er iøvrigt kun på det nordamerikanske kontinent, der er dino-faunaer tæt på K/T. I Europa og Indien er der fx for længst lukket og slukket. Der kan naturligvis godt dukke noget spændende op, fx i Kina eller Mongoliet, ellers ser det heller ikke ud til, at Asien har dinoer tilbage at uddø af ved meteoren.

Mit ærinde er, nu som den gang, at opfordre til, at journalisterne slipper den refleksagtige kobling mellem meteornedslag og dinoernes uddøen. (det på Yucatan, det i Ukraine, der er flere tæt på K/Tgrænsen og det har garanteret været afskyeligt!). Det er dovne journalistklichéer, der gentages i det uendelige.

Der er med andre ord intet som helst der tyder på, at denne afsluttende påstand i dit indlæg har noget på sig:
” Men det skete altså kun én gang at det allesammen uddøde og det hænger sjovt nok sammen med et voldsomt meteor nedslag... ;)”. Du har ganske enkelt ikke fund, der understøtter påstanden.

Ufatteligt mange andre arter gik til i den korte periode og det ville være videnskabsjournalistisk fornuftigt, at lægge fokus dér. Min pointe er, at årsagerne var mange: sammenbrud i økosystemerne som følge af kontinetspredningen, havniveausænkning, prædation og dertil store afledte konsekvenser af vulkanudbrud og meteornedslag. Men der er ingen enkelt-forklaring, der kan redegøre for den måde, den iagttagede masse-uddøen fandt sted på. Hverken det tidsrum, den fandt sted i eller de spor, begivenhederne efterlod sig. Tilbage er det, vi altid har i naturvidenskaben: en dybt kompleks problemstilling, der skal forstås ved et hav af parametre. Her var meteornedslag én parameter, måske den Grande Finale. Med et udtryk fra den mere vulgære militærterminologi kan man sige, at tiden op til K/T-grænsen var et ”cluster-fuck” af negative begivenheder, der kulminerer da 80-90% af Jordens arter var gået til.

mvh
wlf

Ikke tilfældigt - Dino-Uddøen.

Du mangler lige at kunne forklare, hvorfor du mener, at dinosaurerne netop kom under press for omkring 65-70 millioner år siden, fra pattedyr og fugle. Hvordan forklarer du, at pattedyrene pludselig udvikler sig til æggetyve og bliver en trussel mod dinosaurerne netop på det givne tidspunkt, altså for omkring 65-70 millioner år siden? Det er da mærkeligt når dinosaurer og pattedyr har eksisteret side om side i 200 millioner år på det tidspunkt og dinosaurerne har haft overtaget i hele perioden.
Pattedyrene, der levede for 65 millioner år siden, var ikke nye og noget som pludselig opstod. De havde eksisteret og udviklet sig sammen med dinoerne, som opstod for ca. 230 millioner år siden, da den store permiske uddøen sluttede og dinosaurerne tog føretrøjen fra de tidligere archeosaurer. Pattedyrene overlevede også dengang denne masseuddøen. Dinosaurerne har selvfølgeligt udviklet sig enormt meget på de mange millioner år og blev til meget spektakulære dyr, men pattedyrene udviklede sig også meget. Dog er denne udvikling ikke så fysisk tydelig, fordi de var underlagt dinoerne, som dominerede næsten alle nicher i førekæden og landskabet. Derfor blev de ikke 10 meter lange og 5 tons tunge, men de var højt udviklede dyr, ligesom dinoerne, da nedslaget fandt sted. Problemet med din teori er, som jeg ser det, at den ikke forklarer, hvorfor pattedyrene, som ikke havde været en trussel men tværtimod var totalt underlagt dinoerne, pludselig blev en trussel nu? De to har haft millioner af år til at udvikle sig i forhold til hinanden. Jeg har svært ved at tro at dinoerne pludselig ikke vidste, hvad de skulle gøre ved æggetyve, når der altid havde været pattedyrs-æggetyve, såvel som dino-æggetyve i alle de mange millioner år.
I forhold til fuglene, så ved man altså at fugle er efterkommere af dinosaurerne, så det giver i min øjne ikke kronologisk mening at sige, at fugle blev en trussel mod dinosaurerne. Nogle dinosaur-familier udviklede sig til fugle-AGTIGE-dyr, men det skete altså inden nedslaget og de kunne, så vidt jeg ved, ikke flyve rundt og snuppe sauropod dino unger. De løb for det meste rundt på jorden og var små. Egentlig jagt-flyvning kom først senere tror jeg... Min pointer er at det igennem dinoernes 150 millioner år på jorden var masser af tidspunkter, hvor nogle arter blev truet på eksistensen og kriser ændrede på strukturerne og udviklingen. Men det skete altså kun én gang at det allesammen uddøde og det hænger sjovt nok sammen med et voldsomt meteor nedslag... ;)

SV:Ikke en stor slange!

... Men de har nok allerede været under hæftigt, økologisk pres fra nye livsformer, inden katastrofen drev bestandene i bund. ..
.. og de arter der var redefaste og havde yngelpleje, har formentlig ikke kunnet reagere på natligt gnaskeri nedefra.

Et eller andet sted har jeg læst at antallet af dinosaur-fosiler og spor er uændret i antal lige op til deres uddøen; Det var en statistisk undersøgelse vistnok lavet pga de argumenter der har været om, at det var bestande i kraftig tilbagegang der forsvandt. Men grundlæggende - statistisk usikkerhed gør det svært at sige noget om hvad bestandes størrelse; Et grundlæggende problem med fosiler er at det er ret få steder et kadaver kan blive til et fosil (det skal dratte i vand/mudder og ikke blive ædt for meget) og så skal det lige overleve 65 mill. år & sluttelig blive fundet i moderne tid... 
Og jeg tror ikke på at hundreder eller tusinder af arter der har udviklet sig hen over 50-100 mill år og med levesteder der strækker sig fra ørkener over jungler og sumpe til bjerge samt til vands, "pludselig" bliver løbet over ende over en kam fordi et par andre arter får smag for æg & unger....  Den slags trusler mod afkommet har der været i hele deres udviklingshistorie fra et utal af forskellige rovdyr, så har en art med yngelpleje opdaget en trussel har den kunnet sætte ind. Det mudderskred de har begravet slangen og æggene her kunne for den sags skyld været moderen (faderen) der ved et uheld har trampet dynd henover reden i et forsøg på at få slangen væk. 

Ikke en stor slange!

Enig med Ralf. Unødvendigt sensationslysten overskrift dér - og misvisende fordi der er tale om en ret upåfaldende størrelse slange.
Titanoboa, der for nylig er udgravet i Columbia, er estimeret til en længde på 12-13 meter og en vægt på over en ton. Se DET var en stor slange. Den levede for ca. 58 mio. år siden Til sammenligning er den største nulevende slange, en Pyton-art, målt til ca 9 meter, mens en Eunectes er målt til ca 8 meter (Anaconda hører til den gruppe).
Nok så interessant er selve fundet. Dino-reder har været en uvurderlig føde-ressource og dyr, der kunne gøre indhug i rederne, har måske været medvirkende til dinoernes tilbagegang. Små nataktive væsner med pels til værn mod nattekulden, udstyret med lysfølsomme øjne og knurhår der hjalp til orienteringen, samt hvasse tænder der kunne flænse de seje skaller, har nok kunnet tage for sig af retterne. Netop sådan har tidlige pattedyr været udstyret. Læg dertil bemeldte slange og et stigende antal fugle, der har hapset de redeflyende dino-unger så snart de var ude på egne ben - på samme måde som vore dages fregatfugle mæsker sig i havskildpadde-unger, lige når de forlader reden. Der har været bud efter dem!
Der er en tendens til at fokusere på spektakulere og kontante mekanismer, som meteornedfald og gigantiske vulkanudbrud, der gjorde det af med alle andre dino'er end fuglene. Men de har nok allerede været under hæftigt, økologisk pres fra nye livsformer, inden katastrofen drev bestandene i bund. Tiderne var allerede brogede, med skift i Jordens klima som følge af kontinenternes spredning og deraf følgende ændret vegetation. Og dertil altså formentlig uberegnelige ægrøvere. Yngelpleje var et godt svar, reder oppe i vegetationen et andet - fuglene var den dino-gruppe der overlevede, også takket være de isolerende fjer. Men mange dino-arter overlod formentlig rederne til en passiv skæbne (lige som vore dages havskildpadder) og de arter der var redefaste og havde yngelpleje, har formentlig ikke kunnet reagere på natligt gnaskeri nedefra.
mvh/ Wilhelm

"Kæmpe Slange"

Er det nødvendigt med denne overskrift. Historien er da spændende nok og kan godt klare sig uden en misvisende overskrift, for 3.5 m er vel ikke kæmpe i den omtalte tidsalder. Det er jo et forholdsvis seriøst site, eller hva?

Seneste fra Miljø & Naturvidenskab

Annonceinfo

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Mest sete video

Annonceinfo

Seneste kommentarer

Seneste blogindlæg