Den franske forsker Olivier Gilg og hans gruppe har siden 2007 mærket ismåger i Nordgrønland for at samle viden om deres trækruter, foretrukne levesteder og vinterkvarterer.
Den 12. juli 2007 satte de en lille satellitsender på en måge, som de gav navnet GREA 57, og det har siden gjort det muligt at følge fuglens bevægelser.
Historien tager sin start den 18. marts 2009 ved iskanten i Davis Strædet mellem Vestgrønland og Canada, hvor hovedparten af verdens højarktiske ismåger samler sig 2-3 måneder hver vinter.
Klokken fire om eftermiddagen denne dag befandt GREA 57 sig ud for Nuuk. Men mindre end 24 timer senere viste satellitobservationerne, at den havde nået iskanten ud for Østgrønland mellem Scoresbysund og Øen Jan Mayen.
»For at kunne flyve 2.000 kilometer på mindre end en dag må mågen nødvendigvis have taget den korteste vej, hvilket vil sige, at den har krydset Indlandsisen, som strækker sig op i 3.000 meters højde på dette sted,« fortæller Olivier Gilg.
Observationerne gav forskerne det første bevis på, at ismågen bevæger sig over Indlandsisen.
Men det skulle vise sig ikke at blive det mest overraskende.
Ud fra de første to positioner fra satellitsenderen fandt forskerne først ud af, at mågen under den første halvdel af turen, hvor den tilbagelagde mere end 1.000 kilometer på allerhøjest 19 timer, havde fløjet med en hastighed på mindst 56 kilometer i timen.
Det var allerede en overraskende høj hastighed for en ismåge på omkring 600 g at holde over så langt et tidsrum. Ikke mindst når man tænker på højden, de lave temperaturer og det begrænsede lys på turen.
Men den mest utrolige iagttagelse var imidlertid, at den sidste del af turen, som var på næsten 800 kilometer, blev tilbagelagt på mindre end fem timer. Ved at analysere de 14 satellitpositioner fra denne del, fandt forskerne ud af, at ismågen havde fløjet med en gennemsnitsfart på mere end 150 km i timen og i perioder havde været oppe på mere end 200 km i timen.
Den hurtigste fugl er vandrefalken (Falco peregrinus). Under et styrtdyk kan den nå en fart på op til 320 km/t.
Havternen (Sterna paradisaea) er den fugl der flyver længst. Den 'pendler' mellem Nordpolen, hvor den yngler om foråret, og Sydpolen; en tur på omkring 34.000 kilometer.
For at kunne forklare så ekstreme hastigheder, der er helt usædvanlige for fugle af den størrelse - ikke mindst over så lange strækninger - måtte den nødvendigvis have haft stærk medvind, lød forskernes ræsonnement.
Derfor kom det som noget af en overraskelse, at vejrstationen på Constable Pynt i Østgrønland, som ligger kun 7 kilometer fra den hurtigste måling, ikke rapporterede om stærk vind den dag, men om en let sydvestlig brise.
»Takket være NASA's onlinearkiver fandt vi til sidst den stærke vind, som var det eneste, der kunne give vores data mening,« fortæller Olivier Gilg, »lige netop den dag, præcis på den rute vores ismåge havde fulgt, var der en stærk jetstrøm med luftbevægelser på 200 km og mere.
»Dette transportbånd befandt sig i en højde mellem 4 og 6.000 meter over havets overflade, og der har vores fugl besluttet at lægge ruten for at spare tid og energi, da den skulle krydse Indlandsisen. Dermed var det slået fast, at ismågen sandsynligvis er indehaver af den uofficielle verdensrekord for både rejsefart og -højde.«
I øvrigt fortæller Olivier Gilg, at ismågehunnen på sin videre færd aflagde et besøg på den lille Hopen Ø ved Svalbard, hvor hun mødte en gammel ven, hannen Frederik 22. Den var også blevet mærket med en satellitsender den 12. juli 2007 i den samme koloni, kort tid før og kun få meter fra det sted, hvor GREA 57 blev mærket.
Lavet i samarbejde med magasinet Polarfronten
