Internationale forskere vurderer danske ulvehyl
Lyden af ulvehyl på den jyske hede er muligvis blevet fanget på bånd for første gang. Tre internationale ulveforskere er blevet bedt om at vurdere lydoptagelserne for at afgøre, om der faktisk er tale om ulve.

Det er ikke helt så nemt, som man måske skulle tro, at afgøre om sådanne hyl rent faktisk kommer fra en ulv eller en hund – visse hunderacer har en meget ulvelignende hylen. Derfor er tre internationale ulveforskere blevet bedt om at vurdere lydoptagelserne fra Jylland. (Foto: <a href="http://www.shutterstock.com/inline_image.mhtml?id=102871010&url=http%3A%... target="_blank">Shutterstock</a>)

I weekenden annoncerede folkene bag Ulvetracking Danmark, et privat initiativ af ulveinteresserede, der leder efter tegn på ulvenes tilstedeværelse i den jyske natur, at de i sommerens løb på deres natteture hele tre gange har fået optagelse af, hvad der kunne være ulvehyl i Vestjylland. 

De vilde ulves hyl vil formodentlig være første gang at lyden er blevet optaget i Danmark nogensinde. Hylene kan høres her.

Det siger de internationale eksperter

Det er ikke helt så nemt, som man måske skulle tro, at afgøre om sådanne hyl rent faktisk kommer fra en ulv eller en hund – visse hunderacer har en meget ulvelignende hylen. Derfor er tre internationale ulveforskere blevet bedt om at vurdere lydoptagelserne fra Jylland.  

Luigi Boitani fra Italien (en af verdens mest anderkendte ulveeksperter) og Sabina Nowak fra Polen (der har været ansvarlig for et stort studie af ulves hyleadfærd i Polen) skriver, at det muligvis drejer sig om ulvehyl, men at de ikke kan udelukke, at det kan være hund.

Mest interessant er svaret fra engelske Holly Root-Gutteridge, der er førsteforfatter på en netop udgivet videnskabelig artikel, som fremlægger en banebrydende metode, der gør det muligt med 100 % sikkerhed at individgenkende ulvehyl. Hun har analyseret de tre optagelser fra Jylland med sit specialiserede computerprogram og vurderer, at i hvert fald en af de tre optagelser (den tydeligste af de to optagelser fra 30/5) sandsynligvis er af en ulv, og at det for hende lyder som en voksen hanulv. Den anden optagelse fra samme nat kan ifølge Holly Root-Gutteridge også være af en ulv, men her er hun dog ikke sikker i sin sag, hvorimod den tredje optagelse (fra 14. maj) nok nærmere er af en hund (hylet er mere højfrekvent, hvilket indikerer en mindre kropsstørrelse hos det hylende dyr).  

Jyske ulve kan bringe hel ny viden

Der er tidligere i år blevet fremlagt DNA-bevis for tre hanulve i Jylland. At vi nu med al sandsynlighed har evidens for en hylende hanulv i den jyske nat er rent videnskabeligt yderst interessant.

Vokaliseringer blandt ulveflokke er blevet studeret indgående, men man ved stort set ikke noget om hyleadfærden blandt enlige, langdistancespredende, unge ”pionerulve”, som dem vi de sidste par år har fået til Jylland. Ifølge den amerikanske ulvekommunikationsekspert Fred Harrington er der tilsyneladende aldrig nogen, der har formået at nærstudere hyleadfærden hos spredende ulve.

Enlige ulve, der færdes i fremmede ulveflokkes territorier, holder normalt lav profil, både hvad angår hylen og duftafmærkninger, af den simple årsag, at de risikerer at blive angrebet og endda dræbt, hvis de bliver taget på fersk gerning i ulovlig indtrængen.

Forskere har også erfaring for, at enlige ulve i modsætning til ulveflokke ikke svarer, når de afspiller ulvehyl.

Men hvordan opfører pionerulve, der begiver sig langt ind i ulvefri områder, sig? Tidligere på året forudsagde Fred Harrington, at sådanne ulve, når de ud fra manglende duftafmærkninger og hylekoncerter konstaterer, at de er kommet ind i et område, der ikke er optaget af territoriehævdende artsfæller, bliver mere afslappede og begynder at duftafmærke og hyle selv. Det lader til at være tilfældet i Jylland.      

Vores jyske ulve giver os en unik mulighed for at studere aspekter omkring ulvenes adfærd, som er meget lidt kendte, både hvad angår vokalisering og etablering i et ”fremmed land” i det hele taget. 

Ulvehyl kan spredes på et areal større end Bornholm

Ulvehyl ligger i et frekvensleje, der gør, at de kan spredes exceptionelt langt. Om end den normale rækkevidde nok er en del mindre, så mener man, at ulve i skovklædte områder kan høre hinandens hyl på op til 10-11 kilometers afstand og i åbne områder såsom tundraen helt op til 16 km væk. Sidstnævnte kan omregnes til, at et ulvehyl kan høres af andre ulve i et areal på godt 800 km2; til sammenligning har Bornholm et areal på ca. 590 km2. I skov kan mennesker typisk høre ulvens hyl på 1-2 kilometers afstand.      

Hvorfor hyler ulve? 

Overraskende nok er der faktisk uenighed blandt ulveforskere om noget så basalt som, hvilke formål ulvenes hyl tjener. Hvad angår floklevende ulves hylen, er der dog tre funktioner, som de fleste eksperter kan blive enige om:

  1. At lade andre medlemmer af ens flok vide, hvor man befinder sig og derigennem gøre det nemmere at finde hinanden. Fx vil medlemmer, der er blevet skilt fra flokken, ofte hyle. Voksne, der er på vej hjem med mad til ungerne, hyler, når de nærmer sig flokkens samlingssted, og hvalpene svarer. Og når en flok samles efter at have været splittet op, hyler den også.
      
  2. At advisere andre flokke om ens tilstedeværelse, så de ikke trænger ind i ens territorium eller i hvert fald, så flokke kan undgå hinanden; sammenstød kan føre til alvorlige slåskampe.
     
  3. At synkronisere jagt; ulveflokke gennemfører tit et hyleritual som optakt til, at de begiver sig ud på jagt.

Det er også blevet foreslået, at hylekoncerterne er beregnet på at styrke sammenholdet i flokken, men det er svært at bevise og er ikke alment anderkendt. 

Hvad angår hyleadfærden blandt enlige, spredende ulve, som dem vi har i Jylland, kan man på nuværende tidspunkt kun komme med kvalificerede gæt. Fred Harrington tror, at pionerulve hyler for at komme i kontakt med en potentiel mage og muligvis også for at afmærke deres territorium. Sabina Nowak skriver, at enlige ulve mest hyler for at finde en mage og tjekke, om området er optaget af andre ulve.

Hyler mest til flokmedlemmer

I studiet af ulveflokkes hyleadfærd i Polens skove fandt Sabina Nowak og hendes kollegaer, at kun 2 % af hylene decideret var rettet mod naboflokke. Langt de fleste gange, ulvene hylede, var det med familiemedlemmer for øje. Således var 43 % af hylene kommunikation mellem flokindivider, der var midlertidig adskilt, 22 % af hylene ”fælles kampråb” inden flokke begav sig ud på jagt, og 18 % af hylene, når flokke samledes efter at have været adskilt.     

Hvornår hyler ulven?

I de polske skove hyler ulvene i alle måneder, men 58 % af hyleaktiviteten lå i perioden juli-oktober, med mest hylen i august. Ulvene kan finde på at hyle på stort set alle tidspunkter af døgnet, men gør det især i skumringen og om natten (fra kl. 18-24).

Ulvekoncert for hele familien

I flokken kan alle hyle, både hanner og hunner, men dominerende individer, især alfahannen, er mest tilbøjelige til at gøre det. Faktisk kan individer længst nede i hierarkiet risikere at blive straffet for at stemme med i fælleskoncerterne. Fra at de kommer frem fra hulen i en alder af ca. 3 uger, til de er omkring 4 måneder gamle, deltager hvalpene også med stor entusiasme i familiekoret. 

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud

Det sker