Det er ikke et spørgsmål om enten eller, men om hvornår. Det sker så åbenbart ikke hverken i morgen eller til næste år, eller det kan ske om to eller100.000 år, men når det sker, vil det få globale konsekvenser at et omfang, som man næsten umuligt kan fatte. Der ligger endda aktive supervulkaner i vores egen europæiske baghave.

I den nordlige del af Napoli-bugten i Syditalien, umiddelbart vest for millionbyen Napoli og over for den historisk berømte vulkan Vesuv, ligger landskabet Campi Flegrei, "De brændende marker" på dansk, der betegnes som Europas eneste dokumenterede supervulkan.

Men også området omkring øerne Kos og Nisyros i Ægæerhavet regnes som en mulig supervulkan. Hvis den slumrende Campi Flegreivulkan eksploderer i et superudbrud, vil lavamængden begrave alt og alle omkring Napoli-bugten, der huser ca. tre millioner indbyggere, og den kolossale mængde aske fra udbruddet vil blive slynget højt op i atmosfæren.

En stor del af asken vil dale ned og lægge sig centimetertykt over hele Europa, Nordafrika og Mellemøsten, og resten vil blive i luften i årevis og sænke den globale gennemsnitstemperatur med adskillige grader.

Uanset hvor et supervulkanudbrud måtte finde sted, vil det påvirke enhver plante, ethvert dyr og ethvert menneske på kloden - for slet ikke at tale om de globale økonomiske konsekvenser. Millioner vil dø, landbrug vil blive ramt, aktiekurser vil styrtdykke, hungersnød vil brede sig, og global flytrafik vil løbe ind i voldsomme problemer.

De kraftigste vulkanudbrud menneskeheden har oplevet i de seneste 5000 år, står på ingen måde mål med et udbrud i en supervulkan. Alligevel har flere af disse haft kortvarige globale konsekvenser.

Det gjaldt bl.a. Tamboraudbruddet i 1815 på den indonesiske ø Sumbwa øst for hovedøen Java - det formodentlig voldsomste vulkanudbrud i verden i de seneste 1000 år. Tambora udslyngede en overvældende mængde af smeltede bjergarter fra Jordens indre, såkaldt magma. Beregninger viser, at der var tale om ca. 30 kubikkilometer magma, hvilket er over 30 gange mere end det af medierne meget omtalte udbrud i den nordvestamerikanske vulkan Mount St. Helens i 1980.

Ved Tamboras fod blev 12.000 mennesker umiddelbart udslettet af lavastrømmen, men askedækket begravede frugtbar landbrugsjord i miles omkreds, hvorfor yderligere ca. 80.000 mennesker omkom af hungersnød. Dertil kom, at de svovlholdige askepartikler, aerosoler, fra udbruddet bredte sig over hele jordkloden og i de efterfølgende to-tre år skabte det, der både i Amerika og Europa blev omtalt som "somrene der aldrig kom". Den engelske romantiske digter Lord Byron skrev således i juni 1816, 14 måneder efter Tamboraudbruddet, digtet Darkness, hvori han giver en malende beskrivelse af den udslettede sol ved Genevesøens bred.

På samme måde bærer flere af den berømte britiske maler J.M.W. Turners landskabsmalerier fra samme periode tydeligt præg af grumset himmel. Et supervulkanudbrud er imidlertid 10, 100 eller 1000 gange voldsommere end selv Tamboraudbruddet.

For ca. 74.000 år siden eksploderede en anden indonesisk vulkan, Toba, der ligger umiddelbart syd for det tsunamiramte Aceh område på Sumatra, med en mængde, der overgik Tamboraudbruddet hele 300 gange.

Geologisk forskning har kortlagt, at den kolossale mængde aske fra denne supereruption i gennemsnit spredte et 15 cm tykt askelag over hele Sydøstasien; det vil sige hele Indonesien, Borneo, Ny Guinea, Malaysia samt det nordlige Australien. Selv så langt borte som i det sydlige Kina har man fundet askelag fra udbruddet.

Desuden indikerer antarktiske iskerneboringer, at den globale gennemsnitstemperatur i årevis blev reduceret med tre til fem og muligvis helt op til ti grader, hvilket ifølge klimaforskere har haft katastrofale konsekvenser.

Selv en temperaturreduktion på fem grader kan være nok til at udløse en ny istid og udslette klodens tropiske regnskove. Yderligere har udgravninger af menneskelige fossiler sandsynliggjort, at store dele af den daværende primitive menneskehed uddøde netop i denne periode og blev reduceret til nogle få tusinde hårdføre individer, hvorfra vi alle nedstammer.

74.000 år kan synes som længe siden, men i geologisk forstand svarer det nærmest til i forgårs.

Et Toba-lignende gigantudbrud forekommer statistisk set ca. én gang for hver 100.000 år, men mindre supereruptioner med magmamængder på mellem 100 og 300 kubikkilometer forekommer væsentligt hyppigere. I de seneste 40.000 år er den slags "mindre", men ifølge menneskelig erfaring alligevel overvældende superudbrud, forekommet i blandt andet New Zealand, Japan og USA.

Det har den ubehagelige konsekvens, at risikoen for en supereruption er væsentlig højere, end for at jordkloden bliver ramt af selv en meget stor asteroide.

Ifølge eksperter kan en supereruption i Toba-størrelse få lige så katastrofale konsekvenser for kloden og dens liv som en kæmpeasteroide på halvanden kilometers diameter, der rammer vores planet. Men sandsynligheden for, at en asteroide af den størrelse rammer os, er ca. fem gange mindre end for et supervulkanudbrud, der udløser omkring 1000 kubikkilometer magma.

På den baggrund skulle vi måske revurderer vores opfattelse af asteroidefaren, som der ofte bliver gjort et stort og dramatisk nummer ud af i medierne. Vor egen klodes buldrende hede indre udgør en væsentlig højere fare for os end den opreklamerede trussel fra himmelrummet.

Som eksempel kunne vi forestille os, at en supervulkan pludselig gik i udbrud midt i København. Hvis en sådan teoretisk vulkan udslyngede 300 kubikkilometer magma, ville hele Sjælland blive dækket af et lavalag på 25 meters dybde, og tykkelsen ville stige til det tredobbelte, hvis der var tale om 1000 kubikkilometer magma. Dertil kommer, at de uhyrlige askemængder fra et sådant udbrud ville dække et område, der er større end hele Europa.

Der ligger ingen slumrende supervulkaner under København eller for den sags skyld i Nordeuropa. Men de ligger i Amerika, Japan, Indonesien, New Zealand og som nævnt i landskabet Campi Flegrei i Napolibugten.

Risikoen for et stort udbrud i Campi Flegrei anses som væsentlig større end f.eks. et udbrud i den slumrende supervulkan under den amerikanske nationalpark Yellowstone. Det er meget mere sandsynligt, at der sker noget alvorligt i Campi Flegrei, end der gør i Yellowstone. I begyndelsen af 80'erne blev mange mennesker evakueret, fordi der var tegn på, at der ville ske noget i Campi Flegrei, hvor der er masser af mennesker. I Yellowstone bor der kun hjorte og bjørne, samt nogle få overnattende turister.

Når Yellowstoneudbruddet endelig kommer, vil det dog højst sandsynligt blive med en større kraft og mængde, end man vil komme til at opleve i Napolibugten.

Et af de mest berømte vulkanudbrud i de seneste 100 år var Mount St. Helens i USA i 1980. Det var imidlertid som en mild brise i forhold til et supervulkanudbrud. Mount St. Helens udspyede mindre end én kubikkilometer lava, hvilket er fra hundrede til flere tusinde gange mindre end et udbrud i en supervulkan.