Annonceinfo

Hvordan undgår man istid?

At afbrænde alt vort fossile brændsel, sådan som vi gør i dag, er ingen løsning for fremtiden, mener danske forskere. Så opbruger vi blot dyrebar CO2, som vi kan have behov for til at holde nye istider på afstand.

Emner: ,
Billedet viser den største udbredelse af is på den nordlige halvkugle under den sidste istid. (Illustration: Dr. Martin Jakobsson, Stockholm Geo Visualization Lab.)

I disse tider bekymrer de fleste sig for, at en hurtig global opvarmning skal få konsekvenser for hele kloden, og alt som lever på den. Men i det lange perspektiv har menneskeheden også et andet og mindst lige så formidabelt problem: Istid.

I den store sammenhæng lever vi i kolde tider, og de seneste 900.000 år har været domineret af en række kuldeperioder, hvor kæmpemæssige iskapper er vokset frem og har dækket store dele af planeten.

I de relativt kolde 1970'ere hilste kendte videnskabsfolk til og med menneskelige CO2-udslip velkomne, som et middel til at udsætte fremtidige kuldeperioder. Men dagens beregninger tyder på, at en uhæmmet udledning af denne klimagas vil bringe os ind i en umiddelbar opvarmnings-knibe i stedet.

Hvis ikke vi planlægger dette rigtig, altså.

Skal man tro Gary Shaffer og kollegaerne fra Niels Bohr-Instituttet, kan en akkurat passende udledning af CO2 sikre os både behagelige forhold i dag, og en 500.000 års udsættelse af den næste istid.

Det burde vel holde, sådan foreløbigt.

Tre cyklusser»Det lyder rimeligt, selv om det ikke er så let at regne på det,« siger professor Atle Nesje fra Bjerknes-centeret i Norge.

Han forklarer at istiderne er kommet med meget forudsigelige mellemrum de seneste 900.000 år, og forskerne ved ganske meget om hvad det er, der styrer denne rytme.

»Der er tre hovedfaktorer som er afgørende,« siger Nesje.

»Den første er formen på jordens bane. Den veksler langsomt mellem en næsten cirkulær og en elliptisk bane, i løbet af en periode på 100.000 år.«

»Den anden faktor er hældningen på jordens akse. Den ændrer sig i en cyklus på 41.000 år.«

»Og så er der den såkaldte præcession - hvornår på året jorden er nærmest solen. Dette skifter i en cyklus på 19.000 til 23.000 år.«

Kombinationen af disse faktorer bestemmer, hvor meget solstråling der rammer vor klode. De tre cyklusser svinger over tid, og enten forstærker eller opvejer hinanden med jævne mellemrum. Og det er netop indstrålingen i sommerhalvåret som er afgørende for om det bliver istid eller ej.

Når der kommer så lidt solstråling ind om sommeren at sneen fra sidste vinter ikke smelter, begynder et isdække at blive opbygget fra år til år. Så gør den voksende hvide is ondt værre, ved at reflektere mere af solenergien tilbage til rummet.

Men så er der jo CO2'en.

Stigende niveauer af denne drivhusgas øger temperaturen på kloden, således at den kan tåle en lavere mængde solstråling uden at gå ind i en ny istid.

Tilstrækkelige udledninger af CO2 kan altså udsætte næste istid. Men hvad med problemerne ved en global opvarmning?

I pose og sækDet er mulig at få begge dele, mener Shaffer og kollegaerne. De har brugt avancerede modeller til at beregne istidsfaktorerne og CO2-indholdet i atmosfæren over de næste 500.000 år.

De antyder faktisk at en moderat udledning - reduceret med 60 procent af 1990-niveauet - vil holde isen på afstand længere end dagens hæmningsløse udledninger.

Hvis vi fortsætter som i dag, risikerer vi en temperaturstigning på næsten fem grader, mens næste istid udebliver i 170.000 år.

Reducerer vi derimod udledningerne med 20 procent inden 2020 og 60 procent inden 2050, ser det ud til, at temperaturen stiger med mindre end én grad, mens istiden lader vente på sig i mindst 500.000 år, skriver forskerne i en pressemeddelelse.

Men skal man være nøgtern, findes der vel bedre argumenter for at afbrænde mindre fossilt brændsel.

SupermellemistidI de seneste 900.000 år er omkring 100.000 år lange istider blevet afløst af 10.000 år med varmere mellemistider. Sidste istid sluttede for 11.000 år siden, så sådan set skulle man tro, at vi var på vej ind i næste kuldeperiode med ekspresfart.

»Men vi kan tage den med knusende ro,« siger Nesje fra Bjerknes-centeret.

»Den næste istid ville ligegyldig hvad ikke været kommet før om 50.000 år.«

»Vi er inde i en slags supermellemistid. På grund af specielle sammenfald mellem de tre faktorer som bestemmer istiderne, befinder vi os i en særlig lang mellemistid. Det er 800.000 år siden dette sidst skete.«

»Uden menneskelige udledninger af CO2 ville vi nok have fået det koldere, men der skal meget mere til, før vi går ind i en ny istid.«

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov

Svaret er enkelt

Vi skal selvfølgelig mindske vores CO2 udledning, for det vil ifølge IPCC holde klimaet konstant. Når klimaet er konstant kan vi ikke få istid.
Hvor svært kan det være.

Seneste fra Miljø & Naturvidenskab

Køb køb køb

Annonceinfo

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.
Annonceinfo

Seneste kommentarer

Seneste blogindlæg